Saharah havde nærmest gået gulvet tyndt i sin stue, ved at gå frem og tilbage over det ved at vente på denne bank mand hun havde sendt bud efter nogle dage for inden. Hun havde ingen ide om hvad der ventede hende og hun var i grunden lettere jumpy efter den voldtægt.. Bevares så var det da blevet bedre og hun kunne godt omgås mænd nu, men hun var endnu ikke hundrede procent tryg ved, at lade dem komme helt tæt og ind under den facade hun havde smurt så tykt på, men som var blevet slået i tusind stykker.. Måske kunne hun alligevel føle? Hun bed sig i underlæben som hun kastede blikket ud i gården og holdt øje om der kom nogen. Hun måtte lave noget andet, så hun gik på sit kammer og fik sat sig i den store stol foran kaminen. Blikket blev låst på de hypnotiserende flammer og hun nærmest drømte sig væk til et andet sted, tilbage til da hun var menneske og alt nærmest var let. Hvor hun ikke skulle tænke over at hun skulle have blod og hvis ikke hun fik det, blev hun syg? Som menneske var det blot at tage hvad end man lystede at spise, men ak... Et suk undslap hende som hun skar tænder og greb om en af puderne og kastede den i ilden "Forbandede vampyr!" hvæsede hun og sprang nærmest op fra stolen og gik ned af trappen til stuen igen. Hun var efterhånden ved at være træt af at vente.. Hun så på Mannu, hendes trofaste hjælper, tjener eller hvad end man ville kalde denne mand "Mannu.. Et lille glas blod til at dulme nerverne" sagde hun og så hvordan han forsvandt mod køkkenet. Med rolige skridt gik hun over til et af de store vinduer og holdt øje med hendes dør. 

Der gik ikke længe før Mannu kom tilbage med glasset der var halv fuld af blod. Svagt bukkede han inden han trak sig og holdt sig lidt i baggrunden "Miss Sunfury... Hvordan ser denne.. Bankmand ud?" spurgte han og så selv mod vinduet. Saharah trak på skuldrene og sukkede "Hvor skulle jeg vide det fra.. Jeg har ikke set manden før... Det kunne jo også være en kvinde.. Hvad ved jeg" sagde hun med et kækt grin inden hun så nogle der kom op mod hendes dør. Langsomt trak hun sig tilbage i det dulme lys der kom fra de mange stearinlys der stod nærmest over alt... Hun tømte glasset og gav det til Mannu, som hurtigt fik det givet til en køkkendreng som forlod stuen med det samme "Døren..." sagde hun og lavede et kast med hovedet mod døren og hun så hvordan Mannu nærmest styrtede af sted og hun selv gik stille og roligt. Hun var klar til at modtage sin gæst... Håbede hun.

For et par dage siden, var Agarés' personlige sekretær, Dandels, kommet ind på hans kontor med en besked. Beskeden var fra en kvinde der ønskede et møde med ham, men ikke havde mulighed for at møde personligt op. Det gjorde ham intet. Han kunne se i beskeden at hun befandt sig i Tusmørkedalen og mødet skulle foregå et par dage efter han havde fået noten. På vejen til Tusmørkedalen kunne han få orden på et andet emne, også i forbindelse med sin forretning. Heldigvis var det ikke et af de ærinder der krævede en blodig slutning, så den hvide skjorte var fortsat hvid. Den sad en anelse løst, men passede ellers perfekt til ham og den øverste knap var åben. Lukkede han den til, ville han hurtigt føle sig kvalt, så slips var heller aldrig noget han gik med. De sorte bukser sad helt glat og tæt til benene, de lagde ikke skjul på de muskler der tydeligvis ikke var små, men alt var mere eller mindre dækket til af den lange sorte jakke. Den var ikke lukket, men han havde placeret hænderne i lommerne af den og derfor var det ikke til at se mere end en smal stribe, af hvad der befandt sig under den foran.

Der var ikke langt til Tusmørkedalen fra Kzar Mora og normalt havde han valgt at lade vingerne komme frem og flyve det meste af vejen, men efter mange timer på sit kontor havde det været tiltrængt at strække benene. Derfor var vingerne stadig skjult og det sorte hår, der gik til skuldrene, sad ikke længere pænt redt tilbage, som det ellers altid gjorde. Det ville han dog rette på inden han nåede det hus, han var blevet bedt om at dukke op ved. Det var ikke til at vide hvilken type der havde sendt bud efter ham, men alligevel var han selvsikker nok til at have efterladt sværdet i sit hjem. Han havde vel kraft nok til at forsvare sig uden, skulle det blive nødvendigt. Det var egentlig mere fordi det ikke så pænt ud at dukke op med våben i folks egne hjem, - når det handlede om banken, gik han utrolig meget op i hvordan han fremstod.

Han nærmede sig døren og nu kørte han en hånd igennem det lange hår, så det igen sad helt lagt tilbage og væk fra ansigtet. Den tot der aldrig fulgte med, gled ned over hans kind og han rettede ikke på det, da det var nytteløst. Han trak hænderne op af lommerne og bankede på døren. To bank blev det til, før han ventede. Han anede ikke hvem der ville komme til døren, ikke engang om det hele eventuelt havde været en fælde, men han forholdt sig i ro. Han var forberedt på det meste. Han havde endda en lille flaske i lommen der indeholdt noget blod fra en fe, som venlig gestus til en mulig kunde. Noten han havde modtaget et par dage forinden, havde beskrevet kvindens navn, hendes opholdssted ned til mindste detalje, hendes grund til et ønsket møde og hendes race. Det var meget detaljeret, hvilket var derfor han havde valgt at dukke op. Det virkede meget gennemtænkt og han mente ikke at nogen ville opgive så mange informationer, medmindre de var oprigtige. Døren blev åbnet. Han fremmanede det mest venlige smil han kunne, som hans blik først faldt på manden der åbnede og dernæst kvinden i baggrunden.
"Godaften. Jeg fik besked om at et møde var ønsket. Jeg er indehaver af banken, Pecunia Ripae." At præsentere sig med navn, kunne vente til han var sikker på, at han var det helt rigtige sted og han var kommet ordentligt ind af døren.

Saharah så på manden i døren og nikkede "Det er mig, der har sendt bud. Saharah Valeria Sunfury. Kom endelig ind" sagde hun med et forsøgende blidt smil. Der var et eller andet der krillede i hendes næse, noget der fik hendes tænder til at løbe i vand og hendes øjne til at få et svagt rødligt skær. Var det.. Bestikkelse? Hun var i teorien ligeglad med hvad det var, for hun måtte finde ud af hvad det var, som kildede og fik tænderne til at løbe i vand. Hun ventede på manden var kommet indenfor og fik Mannu til at lukke døren bag ham "Denne vej" sagde hun inden hun begyndte at gå mod opholdsstuen. Væggene var nærmest klistret til af reoler, hvor der var bøger op og ned, lidt fine nipsting, en udstoppet ugle og en ravn. Møblementet bestod af to fine stole og med et bord i mellem dem. På bordet var der blevet placeret en flaske vin og to glas. Saharah vidste i teorien ikke om manden overhovedet drak vin, men gjorde de fleste ikke det? Hun bed sig lettere usikkert i underlæben som de nærmede sig stolene og hun rakte armen ud mod den venstre "Værsgo" sagde hun og bukkede kort hovedet som hun selv satte sig i den højre. Foran dem var der en pejs, hvor træet knitrede og knagede, for at holde rummet bare lidt varmt, samt give en hyggelig stemning. 

Hun så mod manden efter han havde sat sig, hvis han i så fald gjorde, og smilede skævt "De ved vel hvorfor jeg har bedt Dem komme til mig privat ikke?" spurgte hun lettere usikkert. Hun håbede at Mannu havde fortalt personen han snakkede med i dagstimerne hvordan og hvorledes, ellers ville dette blive lettere akavet for hende, mere end hun allerede syntes det var. Det var ikke normalt for hende at invitere bankmænd ind i hendes hjem, men efter 'ulykken' så havde hun haft svært ved at komme ud fra herregårdens fire vægge. Hele hendes krop var efterhånden begyndt at sitre, ikke kun er nervøsitet, men også den sødlige duft. Hun vidste det ikke var hans blod der duftede sådan, hans duft var lidt mere... Krydret på en eller anden måde, ikke der var noget galt i det... Men den søde duft.. Mhm den behagelige søde duft, gjorde hende næsten sindssyg. 

Agarés’ blik hvilede fast på kvinden, da det var hende der tog imod ham. Han nikkede let over hendes præsentation, som han trådte ind ad døren. Hun virkede lettere usikker, det var ikke den slags typer han beskæftigede sig mest med. Ikke at det gjorde ham noget overhovedet, han skulle bare lige overveje hvordan han bedst begik sig, i selskab med hende for ikke at gøre hende utilpas. ”Navnet er Agarés, og tak,” lød det roligt fra ham, som han fulgte roligt med hende, da hun viste ham ind i opholdsstuen og han lod blikket glide over de mange reoler, bøgerne og de fine pyntegenstande og de udstoppede fugle. Hans eget hjem var utrolig simpelt, ingen pyntegenstande var at se, så det var alligevel interessant at se hvad andre havde stående. Han vendte blikket mod den ene af stolene, den hun gestikulerede til, før han satte sig. Han lænede sig lidt tilbage og lagde elegant det ene ben over det andet, som han rettede de blå øjne mod hende.

Hendes tone i hendes spørgsmål bekræftede hans anelse fra tidligere. Hun var usikker, men det betød bare at han måtte være forsigtig. Han nikkede let til hendes spørgsmål. ”Beskeden jeg modtog, var detaljeret,” svarede han, pænt hentydende til at hun ikke behøvede at tale om det, hvis hun ikke ønskede det. Hendes nervøsitet var ikke svær at fornemme, det var også derfor han forholdt sig i ro, for ikke at give hende yderligere grund til at være nervøs. ”De er interesseret i at blive kunde i banken, så vidt jeg forstod?” Lød det lettere spørgende fra ham, mens han rettede let på kanten af den lange sorte jakke, så den ikke lå krøllet hen over låret. Han kunne selv dufte blodet der lå i en mindre glas beholder i hans jakkelomme, så han var ikke i tvivl om at hun også kunne, men han lod den ligge lidt endnu. ”Må jeg?” Spurgte han, med et henkastet blik mod de to glas og vinen. Der var vel intet i vejen for, at han ville være en gentleman og skænke et glas til hende.

Saharah nikkede kort ” Velkommen. Agarés” sagde hun med et skævt smil på læberne. Hun vidste ikke helt hvorfor hun var så nervøs... Denne mand kom fra en bank! Han var ikke en eller anden tilfældig fra en gyde, der kom for at gøre jobbet færdigt. Kort forsøgte hun at samle sig, da det ville være umuligt at holde samtale kørende, hvis hun havde det sådan her omkring ham. Hun så på Mannu som nikkede kort. Han vidste godt hvad det flakkende blik fra hende betød. Det hjalp heller ikke at hvad end denne mand havde med, kildede sådan i hendes næse. Hun elskede sin opholdsstue. Der var bare noget over pejsen der fik hende til at slappe af, at kunne sidde i stolen og stirre ind i flammerne flere timer, uden at forstå hvad der skete omkring hende.

Som han satte sig ned, gjorde hun også selv. Saharah slog det ene ben over det andet og rettede på kjolen. Hun sukkede nærmest lettet. Godt, hun behøvede ikke at forklare denne mand om noget, for han havde fået beskeden og forstået den. Ikke som den sidste hun havde forbi... Utaknemmelige gamle mand var han.. Hun rettede blikket mod ham med et smil ”Korrekt... Der er ikke mange der er villige til at gøre det som De gør.. Jeg mener som at tage rejsen til den mulige kundes hjem” sagde hun og så mod vinen med et blidt smil. En gentleman også? Svagt bed Saharah sig i underlæben og nikkede ”Værsgo” sagde hun stille og så på de to glas, der blev fyldt med vin.

Agarés flyttede let på sig, så han kom ud på kanten af stolen og lænede sig let frem mod bordet. Han greb fat om flasken og fik, uden besvær, hevet korkproppen af. Den lette duft af vin var ikke specielt tydelig, da duften af det søde blod han havde i lommen, stadig overdøvede det meste, selvom den var lagt i en lukket lille flaske. Vinen blev hældt op i glassene, omkring en fjerdedel i hver, før han satte proppen i flaskens åbning igen og stillede den tilbage på bordet. Han tog begge glas i hænderne og rakte det ene mod hende, med et let smil. "Jeg har aldrig været typen til at afslå en mulig kunde. Selv ikke hvis de ikke har mulighed for at komme til mig," svarede han roligt, som han satte sig til rette i stolen igen og lænede sig tilbage.

Han løftede let glasset let mod hende, i en venlig gestus, før han placerede det mod underlæben og tippede det nok, til at vinen ramte tungen. Glassets bund blev hvilet let mod låret, som han stadig holdt fast i det med to fingre, for at det ikke skulle falde. "Hvad end De ønsker at holde sikret i banken, vil jeg sørge for at få det transporteret sikkert til Kzar Mora." Skulle det vise sig at være en større formue, han ikke ville kunne transportere alene, kunne han nemt skaffe hjælp til det. Så behøvede hun heller ikke at forlade sit hjem, nu det ikke var i hendes største interesse. "Det eneste De skal gøre, er at betale et mindre beløb af krystaller hver måned," fortsatte han, som han førte glasset op til munden igen og tog en lille slurk af vinen. Beløbet han omtalte var måske ikke så småt, som han havde givet udtryk for, men i forhold til hvor sikker banken var, så var det en billig pris at betale. At han ikke havde oplyst hende om det præcise beløb endnu var med vilje. Var hun interesseret nok, ville hun spørge ind til det, så han ventede tålmodigt.

Det var på en måde befriende for Saharah, at denne dæmon tog over og skænkede vinen, for hvis hun havde gjort det ville der være mere vin ved siden af, kontra i glasset. Duften af vinen var ikke specielt gennemtrængende, grundet det han bar rundt på, det var sikkert en forsikring for at han fik hende som kunde i banken? Eller var det hans duft generelt? Sidst hun stødte på en dæmon var det i hvert fald ikke denne søde duft personen havde, men hvad vidste hun. Som glasset blev rakt mod hende, lænede hun sig frem og tog imod, inden hun igen lænede sig tilbage i sin stol, så lidt ind i ilden og smilede kort for sig selv over mandens ord "Det glæder mig" sagde hun som hun så på ham med et smil. Hun var begyndt at falde lidt til ro, det hjalp uden tvivl at de var hjemme hos hende selv og ikke ude i byen.

Saharah nikkede svagt og hævede sit eget glas som han gjorde. Kort betragtede hun ham, med satte selv glasset for læberne og lod en lille mundfuld ramme tungen. Hun nikkede kort "Jeg har nok et par krystaller og nogle diamanter, som jeg bare har haft liggende og endnu ikke ved hvad jeg skal bruge til.. Det var noget min nu afdøde mand efterlod mig" sagde hun med et skævt smil på læberne. Saharah var i teorien ligeglad med hvordan hendes værdier kom til Kzar Mora, så længe de kom sikkert frem og der ikke var noget der manglede, når hun en gang besluttede sig for, hvad summen skulle bruges til. Hun sippede igen til sin vin "Det tror jeg nok, jeg kan overkomme" sagde hun efterfulgt af et svagt grin, som hendes blik igen vandrede over mod ilden, i forsøg på at underkue de tanker om hvad en det var manden havde på sig der duftede så godt. 

I forhold til mange andre kunder, som Agarés havde med at gøre hver dag i sin profession, kunne han tydeligt mærke noget ved Saharah, der virkede anderledes. I sin stilhed, som han lyttede til hendes ord, forsøgte han samtidig at gennemskue hvad det var, uden at skulle spørge ind til det. For ligegyldigt hvor nysgerrig han var, kom den slags detaljer ikke ham ved. Som ham selv, virkede hun utrolig raffineret, men ikke på samme måde. Det var svært at sætte fingeren på, præcis hvad der gjorde det anderledes. Måske nervøsitet? Agarés tog en mindre slurk af vinen, før han lænede sig frem og satte glasset på bordet. Det ville ikke være noget problem at drikke ud, men han efterlod alligevel en god bundsjat.

Som han kort rettede ryggen, fik flasken i lommen jakken til at glide ned af hans lår. Af ren refleks lagde han en hånd over lommen, som om han forsøgte at redde flasken fra at falde længere ned, selvom det ikke ville være muligt. Han rettede på jakken igen, smilede svagt over sit nytteløse forsøg. Han nikkede let. "Udmærket," lød det roligt fra ham. Han stak hånden i lommen og greb fat om flasken, der ikke var større end en lommelærke. "Der er selvfølgelig et par detaljer, der skal på plads." Agarés hentydede til kontrakten der skulle underskrives. Den kontrakt, der tillod ham at transportere hendes rigdomme, krystaller eller genstande. Der også gjorde klart, at han ikke måtte bryde deres aftale, medmindre hun stoppede betalingen hver måned. Derudover skulle han stadig oplyse hende om beløbet, men det hastede ikke. "Men de kan vente, til jeg kommer tilbage i løbet af næste uge, med sikker transport til Deres krystaller," sagde han. Passede det hende ikke, eller ønskede hun at det skulle gøres anderledes, regnede han med at hun ville informere ham. Endelig blev den gennemsigtige flaske, der var fyldt, næsten helt op, med blodet fra en fe, trukket op ad lommen. "Indtil da, vil jeg byde Dem velkommen som kunde i banken," sagde han med et let nik og et venligt smil, som han rakte flasken mod hende.

Saharah sippede til hendes vin i ny og næ, forsøgte at slappe mere af. Det hjalp bevares, men hun kunne stadig ikke undertrykke frygten der var så dybt i hende. Denne dæmon, havde dog en eller anden effekt på hende, hun var i tvivl om det var fordi han rent faktisk var villig til at komme til hende, eller om det var fordi han var så afslappet, som han nu engang var. Hun satte glasset fra sig, stadig med en lille slat tilbage og satte sig tilbage i stolen.

Saharah's blik fulgte hver eneste bevægelse han lavede og fulgte hånden, fingrene der gled ned i lommen. Hun bed sig kort i underlæben, nærmest i spænding over at se hvad han ville hive op, om det var blod, eller noget helt andet vidste hun selvfølgelig ikke, men måske ville det forklare hvad det var for en duft han ahvde over sig, udover hans egen dæmoniske duft. Saharah så på ham og nikkede ganske kort ”Selvfølgelig, det skal vi nok få klaret. Om De kommer her igen, eller om jeg får mulighed for at komme til dem” sagde hun, stadig med et smil på læben. Før eller siden skulle hun jo udenfor Tusmørkedalen, men hvor lang tid det ville tage for hende, vidste hun ikke. Hun var dog ved at være godt træt af at være fanget på herregården, så måske skulle hun bare tage chancen? Det var trods alt ikke alle mænd der var som ham der voldtog hende. Saharah åndede nærmest lettet op, som han sagde han ville komme tilbage i løbet af den kommende uge, for at transportere hendes formue ”Det glæder mig, at De vil gøre det for mig” sagde hun med et blidt smil på læberne.

Hendes blik faldt på den lille flaske der blev hevet op af hans brystlomme og nærmest med det samme, begyndte hendes øjne at ændre farve, til den genkendelige røde farve, som de fleste vampyrer havde. Hun bed sig igen i underlæben og så på flasken ”Mange tak..” sagde hun og rakte ud efter den lille flaske og holdt den op foran sig ”Er det... Hvad jeg tror?” spurgte hun og poppede låget af, duftede til det og sukkede nydende. Hun havde ret... Fe blod var noget af det mest eftertragtede blod, højere niveau end engleblod, i hvert fald hos hende. Svagt lod hun en finger glide over åbningen, fik lidt af det på fingeren og slikkede det af. Nærmest med det samme kom hendes tænder frem og hun nikkede kort til dæmonen som en gestus, inden hun drak lidt af det og så lidt mere... Hele hendes krop sitrede og hun slappede så af, nærmest som når et menneske indtog stoffer. Hun faldt tilbage i stolen og bed sig kort i underlæben, inden hun satte låget på flasken igen, bevares så var der ikke meget tilbage, men hun ville gemme den sidste slurk til senere. Saharah rettede blikket mod dæmonen ”Mhm... Yderst, eftersøgt” sagde hun og så igen på flasken med et smil.

En snert af overraskelse var til at ane i de blå øjne på dæmonen. Siden han var blevet bedt om at dukke op her, regnede han ikke med at det overhovedet var en mulighed at få Saharah med til banken en dag, men han ville da ikke lægge skjul på, at det var hvad han selv foretrak. ”Jeg ville foretrække hvis De kom til banken, mest for at De også kan vide Dem sikker på hvor De sender deres ejendele hen.” De fleste kunder ville også helst se sikkerheden an selv, men Agarés havde da få gange før haft kunder som hende, der helst ville holde alle møder hos sig selv. ”Men det er selvfølgelig ikke nødvendigt, så længe De føler Dem tryg. Og skulle De skifte mening en dag, er De altid velkommen til at komme forbi,” sagde han med et bekræftende nik.

Agarés kunne ikke holde et svagt smil tilbage over hendes reaktion på blodet. Han ventede tålmodigt på at hun havde nydt det så meget hun nu ville og han selv, tog endnu et sip af vinen. ”Selv tak, mine kunder er trods alt grunden til, at banken stadig løber rundt,” svarede han. ”Men jeg kan se at det var det helt rigtige, jeg valgte at tage med. Det glæder mig, at De kan lide det.” Det var ikke fordi han med sikkerhed kunne have vidst, at lige præcis denne vampyr var så glad for smagen af blodet fra en fe. Han vidste dog, at det ikke var nemt at få fat på, så det lod altid til at være en lidt mere fornem velkomstgave end så meget andet. Han tog en dyb indånding, derefter en tår mere af vinen, før glasset blev stillet tilbage på bordet. ”Har De noget imod hvis jeg smider jakken? Med den tændte ild, bliver det hurtigt lidt for varmt,” sagde han, som han skævede kort mod pejsen. Han lod derefter blikket glide tilbage mod hende, betragtede hende som hun faldt tilbage i stolen. Hun så ud til at nyde blodet lidt mere end han havde forventet. Måske det havde en helt anden effekt end han vidste? Han havde trods alt aldrig sat sig ind i vampyrer og deres fødekilder.

Saharah nikkede stille til dæmonen "Det er klart" sagde hun. Inderst inde var hun langsomt ved at dø ved tanken, men hun kunne heller ikke lade sig være fanget her på herregården for evigt, for der var så mange ting hun gerne ville se inden hun døde, hvis det overhovedet skete. Saharah sendte ham et blidt smil "Før eller siden, bliver jeg jo nok nødt til at bevæge mig udenfor herregårdens trygge rammer, men det kræver også jeg er hundrede procent klar" sagde hun og så kort ned i jorden. Jo, bevares så var der efterhånden gået noget tid siden voldtægten, dog ændrede det ikke meget for hende, da hun vidste manden der gjorde det ved hende, stadig var der ude et eller andet sted... Og hun inderst inde frygtede, at han ville finde hende igen og færdiggøre jobbet.

Saharah så på ham med et kækt smil "Hvis det er sådan her De lokker kunder med i Deres bank, forstår jeg godt, hvorfor de bliver kunder" sagde hun og holdt smilet fremme. Hun nikkede ganske kort "Fe blod er altid en delikatesse, yderst svær at få fat i, men en mand af Deres kaliber... Sikkert ikke et problem" sagde hun med et blide smil på læberne. Hun kunne tydelig mærke effekten, for hele hendes krop sitrede, ikke noget voldsomt, men på en yderst behagelig måde. Alle ting hun havde fysisk kontakt med føltes helt anderledes end før. Hendes stol, hendes kjole.. Selv vinglasset føltes fuldkommen anderledes. Saharah rettede blikket mod ham og rystede stille på hovedet "Ikke spor... Måske skulle vi vente med at fylde mere på, til det måske er faldet lidt ned" sagde hun og stirrede ind i pejsen, for ikke at stirre på dæmonen længere tid af gangen, da det var yderst uhøfligt... Hun begyndte at løsne snørren på sit corsage "Undskyld mig... Det strammer som en i..." sagde hun og bed sig i underlæben af anstrengelse, som hun til sidst fik snørrene løsnet og spændte det op og lod det glide ned på gulvet foran hende. Ikke hun overhovedet havde behøvet dette corsage, det var egentlig blot for at se fin ud, vise hendes rang, men hun var inderst inde fuldkommen ligeglad... Hun åndede nærmest lettet op og så ind i pejsen med et smil. 

Selvom Agarés ikke rigtig kunne sætte sig ind i hendes måde at tænke på, nikkede han svagt, som om han forstod præcis hvordan hun havde det. Der var ikke mange ting han frygtede, hvis der da overhovedet var bare en enkelt ting han frygtede. Måske at miste Dandels, men det regnede han ikke med kunne ske, så det var ikke en bekymring. "Selvfølgelig. Skulle De have behov for at se banken før De føler Dem klar, kan vi altid finde en dag jeg kan følge Dem." Valgte hun at sige ja til det tilbud, havde han også en undskyldning for at tage bankens hestevogn i brug igen. Så ville kusken, den lille ranglede fyr ved navn Liam, også blive glad for endelig at gøre det han egentlig blev betalt for, i stedet for at stå bag skranken.

Agarés flyttede blikket fra hendes øjne, ned mod korsettet der blev løsnet. Jovist, han var reserveret og professionel, men han var vel stadig en mand. En mand, der ikke kunne holde blikket væk, når en kvinde begyndte at smide tøjet. Han lænede sig endda en anelse frem, egentlig for at kunne se bedre, men smed jakken i samme øjeblik, lod den falde ned i stolen han sad i. Et lidt for interesseret smil bredte sig over hans læber, som han trak let på skuldrene. "Det gør skam intet," svarede han roligt. Han følte sig kun heldig over, at det kun var kvinder, der skulle døje med den slags djævelskab. "Mærker De andet stramme lidt for meget, så smid endelig det også." Han forsøgte at være lettere diskret i sine lidt for mandlige tanker, men håbede på at det ikke blev taget alt for tungt. Måske det endda havde været hendes intention med at binde korsettet op? Det kunne han selvfølgelig ikke vide, men chancen var der da.

Saharah nikkede kort "Jeg takker... Selskab på turen til Deres bank, ville nok ikke gøre mig noget. Om det er Dem eller en af mine tjenestefolk må vi jo finde ud af" sagde hun med et kækt smil på læberne. Der var ikke nogen tvivl om at hun var begyndt at slappe lidt mere af. Som om hendes gamle jeg var på vej frem igen, hvilket hun egentlig nød "Men nu hvor De tilbyder at følge, så takker jeg bestemt ikke nej" sagde hun med et kækt smil på læberne. 

Saharah bemærkede godt hvordan han så på hende, nærmest betragtede hende som hun løsnede og lod det falde til jorden. Hans kommentar fik hende til at rette blikket mod ham og hun hævede svagt et øjenbryn "Ak ja, du er trods alt mand" sagde hun og grinte ganske kort. Der var ikke nogen tvivl for hende, hvad han gerne ville, ikke hun ville stoppe ham, specielt ikke med feblod der rendte rundt i hendes årer. Kort bed hun sig i underlæben "Hvis mere strammer... Hmm kunne sige det samme til Dem" sagde hun med et flabet smil. Ikke fordi hendes kjole strammede specielt omkring andet end hendes bryster, men det måtte hun leve med lidt endnu, for hun var trods alt en dame, adelig og var til tider nødt til at tage hårdere fat i sine tøjler, så hun ikke blev slået helt tilbage til da hun netop var blevet forvandlet, hvor hun bestemt var mere frisindet, nu var hun forholdsvis anstændig.. 

Agarés undlod at kommentere mere på snakken om transport. Han valgte bare at nikke afsluttende, hvorefter han udelukkende kun fokuserede på den, egentlig ret reserverede, samtale de havde, om at smide tøjet. Han var aldrig en uhøflig mand, men havde han kendt hende, ville han have været mere direkte i sin måde at udtale sig på. Det kunne han ikke tillade sig nu, specielt ikke over for en adelig kvinde. Han trak let på skuldrene for at give hende ret. "Det kan jeg vist ikke komme uden om," kommenterede han kort.

Det interesserede smil blev en anelse mere tydeligt, som han valgte ikke at skjule sin mening om hendes skønhed helt længere. Han skævede kort mod sin egen skjorte. Den skjorte der sad utrolig løst, før han fugtede læberne og så mod hende igen. "De har et godt øje," sagde han, tog let fat i den sorte silkeskjorte og hev lidt ud, som han illustrerede at hans næste ord kun var ment lettere sjofelt. "Min skjorte sidder lidt for stramt." Han rettede ryggen, slap skjorten igen for at knappe den næstøverste knap op, da den øverste allerede var åben, før han stoppede op igen. "Hvis De hjælper mig, så hjælper jeg Dem?" Foreslog han. Kunne han få en smuk kvinde til at hive tøjet af ham, ville han da ikke beklage sig.

Et kækt smil bredte sig på Saharah's læber "Jeg er så vandt til det, ikke jeg klager" sagde hun med et glimt i øjet som hun bemærkede hvordan han var begyndt at hive lidt i skjorten og hvordan han fik knappet den næstøverste knap op "De må hellere løsne den lidt så... Så De ikke bliver kvalt i varmen" sagde hun, stadig med det selv samme kække smil fra starten. Dæmonens forslag fik hende til at bide sig kort i underlæben inden hun rejste sig "Hmm.. Syntes det... Lyder som en fair deal.. Syntes De ikke?" igen bed bed hun sig i underlæben, denne gang mere forførende. Hun kunne lide hvor dette var på vej hen, ikke just fordi det var det hun havde regnet med ved dette møde, en bankmand og hende... Ak ja, hun klagede bestemt ikke, for dæmonen var et smukt væsen. 

Saharah gik over til ham med et smil på læberne som hun bukkede sig ind over ham, begyndte at knappe skjorten op. Der var frit for ham at løsne snørren på hendes kjole, hvilket ville få toppen af den til at falde ned til hendes hofter og efterlade hendes overkrop blottet for ham. Hele hendes krop sitrede og hun kunne mærke hun var begyndt at blive lettere ivrig, for knapper var noget Zaladin havde skabt på en mandag, da han havde fået det forkerte ben ud af sengen... Hvis hun bare kunne flå skjorten op, så ville det ikke tage så lang tid, men hun vidste ikke om han havde en mere med, hvilket var derfor hun var nødt til at tage knap efter knap. 

Fra tid til anden så hun på ham, kun ganske få centimeter mellem deres ansigter. Hun kunne mærke hans varme, mod hendes ellers køllige hud. Hun kunne næsten mærke hans læber mod sine, men hun ville ikke være den første til at tage skridtet... For hun var trods alt den der var af højere rang... Trods hun var pisse ligeglad.. Hun bed sig kort i underlæben og så svagt ned mod knapperne, før hun atter søgte øjenkontakt med dæmonen.

Vampyrens ord bekræftede Agarés i hans mindre professionelle anelser og han nikkede let. ”Det ville jeg da helt bestemt mene,” svarede han med et smil. Han var trods alt forretningsmand, han lavede aldrig aftaler, der ikke gav begge parter hvad de ville have. Dette var dog ikke et forslag han lagde frem for alle sine kunder, kun dem der valgte at smide tøjet i hans selskab. Det skete sjældent, mest fordi alle straks gik ud fra, at Agarés udelukkende kun kunne finde på at være professionel og reserveret. De fleste tænkte ikke over, at han vel havde behov der skulle dækkes, lige som mange andre.

Agarés fulgte hende med blikket, som hun rejste sig og kom nærmere. Han rettede sig lidt til igen, sørgede for at gøre lidt bedre plads til hende, ved at sprede benene lidt. Han slap skjorten og lod hende overtage, som han selv førte hænderne mod snoren på hendes kjole og begyndte at binde op. Han fumlede en anelse med den, for han måtte modstå trangen til bare at flå den op. Ikke fordi han var i tvivl, om hun havde noget andet at skifte til senere, men fordi hun fremstod meget raffineret, som en type der var lidt for fin til at ville have sit tøj revet i stykker. Der gik dog ikke længe, før han fik frit spil til hud, som toppen af kjolen gled mod hofterne. ”Jeg følger gerne med, hvis De vil flytte mødet til et lidt mere behageligt sted,” sagde han, lidt mere kælent, end hvad man havde forventet lyde fra en dæmon. Han lagde hænderne mod hendes lænd, lod dem glide over hendes kolde hud, ned over hendes hofter, som han skubbede kjolen længere ned, medmindre hun stoppede ham. ”Ellers har jeg det helt fint her,” fortsatte han kort efter, stadig med samme tone. For han sad helt fint i stolen, men måske hun ikke fandt sin stående position helt så hyggelig. Han gav hende ikke tid til at svare, før han valgte at tage skridtet og presse sine læber mod hendes, i et lidt grådigt kys. Hvis hun ønskede at svare, måtte hun vel stoppe kysset.

Saharah kunne ikke lade være med at sende dæmonen et kækt smil. Han var som hver anden mand nu en gang var, havde sine behov der skulle dækkes. Hun kunne sagtens mærke hvordan han havde besvær med at løsne snøren i hendes kjole, og skulle lige til at sige han kunne rive den op, hvis det var det, men inden hun fik noget sagt, havde han fået den op. Lysten til at flå skjorten fra hinanden var stor, men hvad ville folk ikke sige til ham, når han engang var tilbage i banken med mærker over alt og en skjorte der var revet i tusinde stykker? Egentlig pirrede tanken hende, men så igen, han var forretningsmand, han kunne ikke se sådan ud når han kom tilbage. 

Saharah bed sig kort i underlæben som toppen af kjolen faldt ned omkring hendes hofter, efterlod hendes overkrop frit blottet. Det generede hende på ingen måder, at hun stod her foran ham, næsten nøgen, velvidende om, hvor dette formentlig ville ende. Hans kælne ord fik hende til at løfte det ene øjenbryn og hun bed sig ganske kort i underlæben ”Mhhm?” sagde hun og mærkede hvordan hans hænder gled ned over hendes kolde hud, hvordan kjolen langsomt gled ned over hendes hofter og ned på gulvet under hende. Uden tøven trådte hun ud af kjolen der var på gulvet og stod nu kun i et par trusser foran ham. Hun skulle lige til at svare ham, inden hun mærkede hans læber mod sine. Det grådige kys fik Saharah til at gribe fat i hans hånd og bryde kysset, kun få centimeter mellem dem ”Kom” sagde hun og hev ham med sig mod soveværelset. 

Soveværelset var som sådan ret enkelt… Måske ikke hvad man ville forvente af en adelig. En stor himmel seng i mørk træ, med bordoux røde gardiner for, stod nyredt, nærmest som hun, eller hendes tjener havde forventet at dette ville ske. I den anden ende af rummet, et stort skab, fyldt med hendes kjoler. For vinduerne var der sorte gardiner, der var trukket for og over alt i rummet var der stearinlys, blot for at man kunne se lidt. Saharah bed sig i underlæben som hun hev ham med ind og let puffede til døren og derefter til ham, så han kom over mod sengen.

Siden Saharah lod til at være en anelse ivrig, det var i hvert fald sådan Agarés fortolkede det, undrede det ham næsten at hun ikke valgte at være, bare en smule voldsom med skjorten. Det var vel egentlig det bedste, siden den nærmeste reserve skjorte lå på kontoret, i banken. På den anden side, havde han stadig jakken med, som let ville kunne dække ham ordentligt til. Han smilede svagt, næsten ikke til at se, som han skubbede tanken fra sig. Måske var hun bare ikke typen, der mishandlede andres tøj. Agarés holdt sig selv en del tilbage, for han vidste at han havde en tendens til at være lidt grov. Det var aldrig helt nemt, når man var i selskab med en fremmed, men han ønskede selvfølgelig ikke at overskride nogle grænser. Specielt ikke over for så fin en kvinde.

Som forventet, varede kysset ikke så længe, som Agarés havde tænkt sig, men det gjorde intet. For i stedet blev han hevet afsted mod soveværelset. Skjorten sad stadig hen over skuldrene, men så snart han blev puffet mod sengen, rykkede han kort på skuldrene så skjorten gled af og ned på gulvet bag sig. Det generede ham ikke det mindste, at han trådte på skjorten da han gik bagud, mod sengen. Der var slet ikke tid til at tænke på andet, end hvad de stille og roligt arbejdede sig hen mod. Han stoppede først op da han kunne mærke sengekanten mod baglåret, men i stedet for at sætte sig, blev han stående og lod blikket glide op og ned ad Saharah.
"Jeg hjælper Dem gerne ud af resten.." Sagde han, som om hun stadig var iført flere lag tøj, mens hans blik hvilede mod det eneste der stadig dækkede hende, hendes trusser.
".. Hvis De gør det samme for mig," fortsatte han kort efter og han fik rettet blikket op igen, så han ikke virkede helt så pervers, selvom det nok var for sent, med de ord og den tydeligt perverse undertone i alt han sagde. Måske bulen i bukserne også afslørede ham, for der var ingen tvivl om at Agarés var opstemt. Der var dog ingen grund til at skynde sig, han havde masser af tid og ville hellere nyde alt så meget som muligt. Selv noget så simpelt, som at hive tøjet af hende.

Saharah havde personligt ønsket at kysset varede længere, men hun kunne mærke at hun var ivrig, blodet i hendes krop gjorde hende høj, ivrig og yderst trængende. Var det virkelig det der skulle til at overvinde hendes frygt for mænd? Feblod? I så fald så klagede hun ikke over at dæmonen gav hende dette blod, bevares så havde han sikkert ikke regnet med, at det var sådan her det ville ende, det havde hun i hvert fald ikke. Et kækt smil kom frem på hendes læber i det sekund hun så skjorten falde til jorden under ham. Kort lod hun tungen glide over læberne som hun fulgte ham til sengen og stoppede da han selv gjorde. Ordene fra dæmonen fik et smil frem på hendes læber og nikkede kort ”Det lyder kun fair” sagde hun og så kort ned af sig selv. Ikke at han havde mulighed for at tage ret meget tøj af hende, da hun sådan set kun havde sine trusser tilbage, mens han stadig havde halvdelen dækket til i alt for meget tøj, i hvert fald i hendes hoved.

Hendes blik gled ned over dæmons krop med et smil på læberne, efterfulgt af et lille bid. Blikket søgte efter hans som hun bed et kækt smil på læberne begyndte at løsne hans bukser, gøre det nemmere for ham, for bulen måtte da efterhånden være irriterende? Hun sendte ham et smil ”De har dog mere på end jeg selv.. Er det ikke lidt unfair, Hmm?” sagde hun kækt og trak sig lidt væk fra ham, betragtede ham, men kun ganske kort inden hun kom tæt på igen og satte sig ned på knæ foran ham og begyndte hev stille hans bukser ned, mens hendes blik var låst fast på ham.

I et kort sekund måtte Agarés lukke øjnene i nydelse, idet Saharah fik løsnet hans bukser. De sad ikke helt tæt, men når man var utrolig opstemt, kunne den mindste form for pres fra tøj, være irriterende. Hans blik fandt hurtigt vej til hendes igen, så snart hun gav udtryk for at fordelingen ikke var helt fair og han kunne ikke lade være med at smile.
"Hm.. Måske," svarede han, med et let træk på skuldrene. Han kunne vel ikke gøre for, at hun havde valgt at iføre sig så lidt klæder. Han fulgte hende med blikket, som hun satte sig på knæ foran ham, brugte lige et par sekunder på bare at betragte hende, mens hun hev hans bukser ned. Han hjalp selv til ved at skubbe skoene af med fødderne og samtidig træde ud af bukserne.

Inden Saharah kunne nå at fortsætte med at hive hans underbukser af også, bøjede Agarés sig en anelse forover og placerede en finger under hendes hage. Han løftede hendes hoved lidt op, som en diskret hentydning til at hun skulle rejse sig.
"Men så må jeg vel bare gøre lidt ekstra for Dem," sagde han lavt, næsten hviskende, for at lyde lidt mere forførende end han ellers havde gjort. Han kunne efterhånden mærke varmen sprede sig mere og mere i kroppen, hvilket kun gjorde følelsen af hendes hud koldere, men det gjorde ham intet, tværtimod. Han vidste, at varmen ville tage mere til og hendes kolde hud føltes kun mere behagelig. Kom hun op at stå, ville han lægge en arm om hende, så han kunne vende dem rundt og få hende til at stå med ryggen til sengen. Han stillede sig så tæt op ad hende som muligt, fik egentlig kun pirret sig selv det mere, ved at stå så tæt, før han flyttede hånden fra hendes ryg og i stedet lod den glide hen over hendes side og hen på hendes mave.
"Så fortæl mig endelig, hvad De vil have," sagde han, før han lagde et mindre pres mod hendes mave, for at få hende skubbet ned i sengen.