Reaktion på Midsommerballet

Sted: Midsommerballet på paladset

Vargas var kommet overraskende nemt ind i paladset. Han var personligt inviteret af lederen af Kiles Orden, nok som tak for den tjeneste, han havde gjort ham, ved at gøre elvere til det nye sort inden for slavehandel. Ikke at det havde været svært, som den snart anden største slavehandel i Balzera, havde han meget indflydelse. Indflydelse der rakte helt til Norden, Vargas havde handelsaftaler over hele Krystallandet. Men han havde også solgt slaver de sidste 300 år. 
Hans venskab med Leoric gjorde livet nemmere for ham i øjeblikket, da Ordenen ikke gjorde noget for at stoppe ham i sin handel og selvom han uden tvivl ville tage en risiko ved at dukke op til et bal på selveste paladset, havde tanken moret ham og han var gået ombord sit skib, der havde sejlet ham til Diathos' havn, hvor en vogn havde kørt ham til hovedstaden.

I aftenens anledning havde han en lang midnatsblå sydlandskudseende kofte med høj krave i tyk silke på, hvor et mønster var broderet i sølvtråd, så den næsten lignede stjernehimlen. Bukserne var sorte, posede og ligeledes i dyr silke. De var stukket ned i et par lette støvler i meget mørkt læder. Løst hængende om halsen havde han et gult tørklæde, der var næsten dobbelt så langt som han var høj. Håret havde han for én gangs skyld sat, men han havde dog stadig sorte skægstubbe over kinderne og om munden. En smule barberet til i kanterne, så det gav et mere skarpt udseende.
Med sin meget høje statur og elegante og tydeligvis dyre udseende, var han en mand, der trak blikke til sig. Han var ganske køn og den Rubinske, solbrændte kulør satte blot prikken over i'et. Kvinderne kunne lide ham og han vidste det.

Han havde lyttet til dronningens tale og derefter Leorics ord med et udtryk af høflig interesse, inden han kunne koncentrere sig om salen og dens væsner. Så mange sjæle, så mange adelige. Denne aften kunne både blive interessant og umådeligt kedelig. En tjener kom forbi med slanke glad med drikkelse og han snuppede hurtigt et for at nippe lidt til det. Ikke dårligt. Roligt bevægede han sig igennem salen, hilste på et par bekendte ansigter, hvor ingen havde lyst til at offentligt vise deres kendskab til ham, men ellers var der ikke noget, der tiltrak hans opmærksomhed. Måske det blot ville blive en kedelig aften. Det håbede han ikke.

Rosalee havde længe hørt nys om Midsommerballets kommen, og for tiden havde hun haft det så umååådelig kedeligt at hun simpelthen ikke kunne vente med at komme afsted til festen. Til hverdag arbejdede hun på bordellet, som forskønnende glædespige, og havde med fordel aftenen fri til at kunne tage til ballet. Der ville være drikke, mad, og mennesker der helt sikkert havde problemer med deres bedre halvdel; hvad var der ikke at kunne lide? Sådan en aften som denne ville hun ikke lade sig selv gå glip af, og med en større gruppe af festglade fremmede gik hun ind i balsalen. 

Hun kastede hurtigt et blik på mængden af de forskellige udtryk folkene gav, men indtil videre var der ikke meget at komme efter. Hun holdt særligt øje med de forskellige kærestepar som var kommet, men også de få som var kommet alene. Hvor sørgeligt at komme alene til et bal! tænkte hun hånligt, men måtte hurtigt ryste tanken af sig da hun jo selv var kommet alene; men det var i forretningsanliggende! forsikrede hun sig selv, stædigt, om. 

Hendes beklædning var en gulvlang tætsiddende kjole i en midnatsblå farve. Over det hele på kjolen var der små rhinsten  der lignede glimtende stjerner på himlen, når lyset ramte hende. Kjolen viste hendes former helt perfekt, lille talje og en smule brede hofter., der gav hende en smuk timeglas form. Den havde en lang trekantsformet udskæring ved brysterne, der afslørede hendes hud til omkring ribbenenes slutning. Rosalees ildrøde hår var strøget til den ene side af hendes skuldre, og det bølgede en smule til aften. Omkring sig havde hun et meget hvirvlende, gennemsigtig gult, chiffon tørklæde som kunne dække hendes skuldre og hendes bare arme.

Med det samme gik hun elegant hen til et af bordene hvor velkomstdrikkende i enorm mængde var stillet op side om side. Med hurtig ynde fik hun samlet et glas op og stod og sippede af det for at se om hun kunne lide det; Der var alkohol i det, så selvfølgelig kunne hun lide det. Den muntre larmen begyndte pludselig at fortie, og med et undrende udtryk kiggede Rosalee sig omkring for at se hvad der var los; hun fik så øje på Dronningen der var kommet frem.

Rosalee havde ikke et synderligt begejstret ansigtsudtryk malet i ansigtet da Dronningen holdt sin tale om en eller andens død. Hun var ikke synderligt interesseret i de højerestående anliggender, og da alle de andre bad for ypperstepræstindens sjæl, stod Rosalee bare og kiggede kedsommeligt til med den ene hånd i taljen og en drink i den anden. Med himlende øjne tog hun et større sip af sin rødlige drik. Da talerne var overstået og festen begyndte at live op igen, jamrede hun et højt suk fra sig; "Årh, jeg troede det ville blive sjovt i aften." Hun himlede med øjnene og drak noget mere. Hun satte det tomme glas fra sig og tog straks et nyt; hun skulle jo ikke gå tomhændet fra bordet. De nærtstående mennesker ville ikke have undgået at overhøre hende, og hun stod bare og drak lidt mere af sit glas og passede sig selv. 

Årh, jeg troede det ville blive sjovt i aften. Det klagende udbrud gik ikke Vargas' opmærksomhed forbi og hans blik faldt på kvinden, der var i gang med at bytte sit første glas til et mere. Hans ene øjenbryn skød i vejret for et øjeblik. Hendes påklædning mindede næsten skræmmende meget om hans egen, den midnatsblå farve, fornemmelsen af nattehimmel og det gule tørklæde. Men kjolen var langt fra, hvad resten af de deltagende bar, de klassiske kedelige adelige kjoler, der næsten druknede kvinderne i stof. Nej, denne viste næsten ulovligt meget hud og man kunne måske undre sig over, hvordan hun overhovedet var blevet lukket ind.

Ikke at Vargas havde noget i mod det, endeligt var der noget mere interessant at kigge på. Om det var udsynet eller den gule farve på hendes tørklæde, der lokkede ham til at nærme sig, var ikke til at sige, og det var vel også lige meget. I hvert fald bevægede han sig hen til hende og stillede sig lidt skråt bag hende. Så ung. Han havde en svag fornemmelse af noget dæmonisk, men han ville skulle røre hendes sjæl for at være sikker. Hendes sjæl var slet ikke kraftfuld nok til, at den gjorde det store udslag for hans evne. Ikke gammel nok, selvom han normalt kunne spotte en dæmon. Så halvdæmon? Sjælen svækket af tilstedeværelsen af noget andet. 
Han var ikke så forsigtig med halvdæmoner som med ægte dæmoner. Selvom han havde hørt, at en af titlerne vist var gået til en halvdæmon... Han sippede lidt til sit glas med et blik ud i intetheden for et øjeblik, inden han vendte koncentrationen mod kvinden igen.

"Et bal på paladset er nok det forkerte sted at tage hen i søgen efter sjov." Han så ned på hende, tårnene sig op over hende med sit høje hylster. En af grundende til, at han havde valgt det, han kunne lide det. Han havde engang haft et hylster, der havde været lavere end de fleste og han havde hurtigt skiftet det ud igen. Nej, der var magt i højde.
Et svagt smil var at se om hans læber og der var et lidt drillende glimt i de meget brune øjne, et glimt der skjulte hans mere uhyggelige side.

Rosalee havde godt opfattet at hendes valg af påklædning muligvis ville vække en del opsigt. I hvert fald havde der været et par stykker af de finere damer som var gået forbi og peget og hvisketisket med hinanden. Det gjorde hende intet, hun vidste hvad hun havde at gøre godt med, og det var hendes udseende; så hvorfor ikke vise lidt kavalergang når man lige så godt kunne? Aftenen havde også vist sig at være temmelig varm, så mon ikke en del af de mere påklædte havde det hedt? 

Imens hun drak bemærkede hun en skikkelse der var kommet hende nærmere. Til at starte med tog hun ikke meget hensyn til vedkommende, og vendte sig først da han snakkede til hende. Hun opdagede at den høje skikkelse var en utrolig velpåklædt herre, og udseendet var da også noget at råbe hurra for. Det andet hun lagde mærke til var at deres påklædning mindede utrolig meget om hinandens; så derfor fejede hun hans første kommentar af banen for at supplere med sin egen. 
"Én af os bliver vist nødt til at gå hjem for at skifte." hun rakte sit glas frem i en hilsene gestus imens hun så op på ham med et drilsk smil om de røde læber. Hun tog så endnu en slurk fra sit glas, men uden at slippe mandens blik. 
"Folk er da også for stramme om livet på det her sted, når et bal ikke engang kan være sjovt." tilføjede hun så i en klagende mine, til hans første kommentar, da hun var færdig med at drikke. 

Med den frie hånd fik hun flyttet lidt på sit tørklæde så hendes skuldre blev afsløret. Hun skimtede op på den anden igen med et mere uskyldigt blik nu, og forsøgte at få sig selv til at se mere sårbar ud. Rosalee kunne fornemme at manden foran hende kunne lide at være den dominerende, og det var slet ikke skræmmende for hende; hun var legesyg af natur, og nu var der endelig noget spændende som havde præsenteret sig for hende på denne kedelige aften.

Med et selvsikkert skridt trådte hun tættere på den fremmede, så de kun var få centimeter fra at røre hinanden. Men hun sørgede for at der var luft imellem dem, hun vendte hovedet til siden og tømte sit glas med et selvtilfredsblik. 
"Uh, det ser ud til at jeg er løbet tør." Man kunne ikke undgå at høre hendes hentydning i stemmen; Hun ville have mere at drikke, men hun skulle ikke selv hente. 

De første ord, der forlod hende, kunne under normale omstændigheder have fået situationen til at gå to veje. Vargas var ikke en forudsigelig herre og han kunne have taget kommentaren for brystet, ladet vreden vælde frem, men samtidigt var den ganske underholdende. Og siden han stod midt i paladset med vagter til alle sider, valgte han at se den som det den nok var ment til at være - humoristisk. Så han smilede en smule skævt.
”Vi må i hvert fald konkludere, at vi deler smag.” Han løftede glasset en smule for at gengælde hendes hilsen, men han drak dog ikke. I stedet lod han blikket hvile på hende, mens hun gjorde. Vurderede hende. Tøjet, hendes opførsel. Hun var i hvert fald ikke adelig, han fik en fornemmelse af en pige, der kom fra de lavere samfundslag. Måske det var derfor, at hun havde fanget hans opmærksomhed.

”Jeg er bange for, at adelige ofte ikke helt formår at få sjov ind i noget, der kunne være ganske underholdende.” Han kunne ikke selv prale af en adelig titel, selvom han flere gange i sit lange liv var blevet regnet som en. En lille hvid løgn her og der. Nej, den vigtige titel han besad, ville aldrig betyde noget et sted som her. Og det var også fint, han havde intet i mod anonymiteten.

Vargas skød øjenbrynene i vejret, som kvinden kom tættere på. Meget tæt på. Smilet på hans ansigt voksede. Jaså, det var sådan det skulle foregå? Han kunne da ikke sige andet end, at han var lokket. Han sagde dog ikke noget holdt bare sig eget glas lidt ud til siden og betragtede hende tømme sit. En latter var nær sluppet fra ham, da hun hentydede til, at han skulle skaffe hende et nyt. Med den fart hun havde på, ville hun nok få en lille sød brandert på, inden aftenen var ovre. Hans var stadig halvt fyldt. For et øjeblik, for han valgte at efterligne hende, og tømte det i et drag, inden hans blik gled over mængden af væsner. Han fangede en tjeners blik og det var nok til, at der kom en bakke med nye glas mod dem. Han tog hendes tomme, stillede det på bakken med hans og tog to nye, hvor han rakte hende det ene.
”Bedre?” Han smilede, så hans hvide tænder skinnede i skarp kontrast til hans gyldne hud og sorte skægstubbe.

Rosalee's afventende blik efter hendes første kommentar, udviklede sig til en mild latter, der for nogle kunne lyde ganske falsk og fremtvungen, men ikke destro mindre morede hun sig over hans respons;"Ahahah." Hun fejede noget af sit hår væk fra skulderen med en elegant håndbevægelse, og vippede sine øjenbryn en enkelt gang mod manden, og smilede udspekuleret, "Mon ikke." Efter hun havde taget en slurk af sin vin, eller hvad hun end drak; så længe det var alkohol var hun bedøvende ligeglad med indholdet, kiggede hun atter på den fremmede. 

"Det lyder som om at du har erfaring." Hendes blik forlod ham for at kigge nøje og kedsommeligt på sit halvtomme glas imens hun drejede det i hånden. Lysene fra oven gav små genskær i glasset. "Jeg skal i hvert fald have det sjovt i aften." sagde hun som en foranstaltning og kiggede så på ham igen med et flirtende smil. 

Rosalee's glas blev snuppet ud af hånden på hende som hun holdt det ud fra sig, og hendes smil blev mere selvtilfredst at se på, da han udskiftede det tomme glas med et nyt fra bakken som var kommet forbi. Hun klemte om sit nye glas og trådte lidt væk fra ham igen; "I høj grad." svarede hun og holdt den andens blik. Hun holdt glasset afslappet til sig, men mere sænket end før. "Må jeg spørge om dit navn? Eller skal vi forblive fremmede." Hun blinkede til ham, med et lille glimt i øjet. 

Hun var lidt svær at tyde, kvinden i den lokkende kjole og med opførslen, der svingede mellem en tøs, der hørte til på en kro, men samtidigt en attitude, der kunne passe ind hos adlen. Fascinerende. Og for nu ganske god underholdning.
Efter at have gjort, som hun lokkende havde bedt ham om, og skiftet hendes tomme glas ud med et nyt, nippede han kort til sit eget. Kvaliteten var ganske udmærket, men kunne man forvente andet, når det var paladset, der var vært?

Hendes spørgsmål fik hans smil til at ændre sig en smule og hans brune øjne glimtede kort. Det var ikke ligefrem fordi hun lagde skjul på, hvor hun ville have samtalen til at gå hen. Han trådte et skridt tilbage og bukkede let i overkroppen for hende, de var trods alt gæster på paladset, han måtte hellere opføre sig sådan.
”Mit navn er Vargas Aziz. En simpel handelsmand fra Balzera.” Han rettede sig op igen og lagde hovedet lidt på skrå, mens han så på hende. ”Hvem er De, jeg har fornøjelsen af at have fået selskab af?” Nok var hans ord pæne, men det var blot mest et skuespil. Han kunne være høflig og korrekt fra nu og til dages ende, men han følte sig hævet over alle tilstedeværende i balsalen. At opføre sig som om, at de var hans ligeværdige, eller endda var over ham, var kun for fredens skyld. Og han havde da intet tilovers for hvad han havde gættet sig frem til var en hore i pæn indpakning foran sig, men samtidigt havde han ikke noget i mod at have lidt sjov. Måske hun kunne bruges til noget, måske ikke. Han kunne altid vende om og gå og finde noget andet at lave. Men lige nu gav han sig til hendes leg. Så hvad der kom ud af det.

Lukkes grundet inaktivitet