Sofie havde taget en beslutning. Hun ville gøre noget godt for Rofus i dag. Og så ville hun holde op med at holde ting hemmeligt for ham! Om det var fordi hun var bange for at såre ham, eller frygtede det var dumt, så ville hun ikke længere holde det tilbage. Han havde været der for hende siden de mødtes næsten, og var ikke veget, selv når tingene var blevet rigtig rigtig grimme. 

Det var idag Sofies fødselsdag, og Rofus havde gjort så meget! Han havde ordnet god morgenmad og havde haft gaver at give, hvis det da ikke havde været fordi hun havde ødelagt det hele! Hun havde være sur og tvær og ikke til at hugge eller stikke i når det kom til at fortælle hvad der var galt. Ikke mere! Nu ville hun fortælle ham det hele, om hendes familie, hendes mor og hvorfor hun var så trist selvom det var hendes fødselsdag.

Men inden hun kunne fortælle ham alt det, var hun nød til at gøre op for at have ødelagt hans overraskelse om morgnen, ved at overraske ham med aftensmad! Sofie var nok ikke nogen stor kok, faktisk var der kun én ting hun sådan rigtig kunne finde ud af at lave, men det betød bare at hun var nød til at prøve det hårdere!!
At skaffe ingredienser ville nok blive lidt svært, eftersom hun ikke rigtig havde nogle penge tilbage, og kun en halv dag til at skaffe dem..

---

Det havde taget Sofie 3 forsøg at lave noget der virkede spiseligt og ikke var brændt halvt til kul. Hun havde forsøgt sig med andre ting, ud fra hvad hun havde kunne skaffe, men var endt med at vende tilbage til den ene ting hun kendte - en stærk krydret, tyk suppe med fiskeboller, friske frugt for sødme og fladbrød.

Sofie satte sig ned med et lille suk. Bordet var dækket op til to, og hun havde endda fundet et par forårsblomster at stille op! Vasen var håbløst for stor til de få blomster, men hun havde ikke kunne finde andet. Maden stod og ulmede på det sidste varme og brødene var pakket ind i et klæde så de ikke blev kolde.
Med et gav lagde hun sig nedover tallerknen. Hun ville bare lige lukke øjnene indtil Rofus dukkede op, hvor end han var. Hun havde ikke sovet meget den nat. Det gik ikke hvis hun faldt i søvn dog! Hun skulle være frisk til når han kom.

Efter at have efterladt gaven til Sofie, var Rofus gået en lang tur. Det havde føltes som hun havde brug for noget plads, så det havde han givet hende. Turen var blevet noget længere end han havde regnet med. Han havde slået et smut gennem tempel distriktet og kigget på nogle af templerne, de lignede ikke rigtigt sig selv længere. Det var som at noget af deres glød var gået af dem, og det hele føltes mere mat. 
Derefter var turen gået forbi ønskefontænen. Med et plop sank hans krystal til bunds som han ønskede at Sofie ville få en god dag. Dog var han nødt til at luske væk da den skallede mand fra banden Falk havde pisset på, kom humpende rundt. 
Det var godt nok noget ork pis at han nu skulle til at gemme sig fra bandemedlemmer, men sådan var det tilsyneladende!
Aftenen var kommet og det var tid til at vende næsen hjem igen.

Som Rofus kom ind var det første der ramte han duften af noget der var brandt på. Med forvirringen malet i ansigtet skyndte han sig ud mod køkkenet, men stoppede ved et besynderligt syn i krostuen. Der var dækket bord til to, en krukke med en håndfuld blomster og en halv sovende Sofie. "Sofie? hvad er alt det her?"

Sofie gryntede lidt uforstående noget med at lade hende være, men vågnede alligevel nok til at huske hvad hun havde gang i, og hvorfor hun lå på bordet og sov. Pludselig var hun lysvågen og satte sig op med et sæt "Rofus?!" hun gnubbede øjnene. Hun var faldet i søvn alligevel?! Lort!
Hun kørte en hånd igennem håret og det havde en del mere fylde end normalt i det øjeblik "Jeg, ehm, har lavet aftensmad" hun smilede lidt forsigtigt op til ham "Eller, jeg har hvert fald forsøgt" tilføjede hun med en halv grimasse. Hun håbede virkelig han ville kunne lide det, men regnede ikke med det. Han var trods alt van til rigtig kromad, og fra hvad hun havde hørt, havde svinets køkken haft et godt ry.

Sofie rejste sig hurtigt op og rettede lidt på sin kjole. Hun ville gerne påstå det var hendes pæne kjole, men det var nok mere hendes eneste kjole, og med raten hendes tøj var blevet ødelagt på siden hun kom til Dianthos, var det på ingen måde første gang hun havde den på heller. "Jeg henter det lige! Bare sæt dig ned" hun pillede lidt ved armbåndet om sit håndled, gaven fra Rofus, inden hun vendte om med et grin og stak ud i køkkenet.

Normalt nænnede Rofus ikke at vække hende når hun sov, hun virkede så rolig og afslappet når hun endelig fik slappet af. Men de små gryntelyde var ret kære! Han smilede bare varmt som hun fik styr på sig selv og vågnede lidt mere, hun virkede mindre trist?  "Det havde du ikke behøvet! Det burde jeg have gjort" svarede han med et skævt smil, han var dog lidt spændt på hvad hun havde lavet, det var ikke ret ofte hun lavede mad egentlig. Gad vide hvad for noget mad de egentlig spiste hvor hun kom fra? Hun havde ikke sagt meget om hvor hun kom fra udover at det var fra Azurien et sted.

Det var lidt underligt at se Sofie i kjole, mest fordi når han tænkte på hende var det med bukser skjorte og vest. Men hun var så fin i kjole! Hans eget tøj var bare hans almindelige mørke tøj, han havde dog taget den fine skjorte på i dag som hun var blevet brugt fem dage siden sidste vask. "Jeg venter bare!" svarede han med et skævt smil, og nu let svævende hår. Vent! Hun havde armbåndet på! Hun kunne faktisk lide gaven! Lidt hurtigt, fra under et af gulvbrædderne, hev han en flaske frem, den skulle eftersigende være god, ellers havde hans mor jo nok ikke gemt den! 

"Men jeg ville gerne gøre det for en gangs skyld!" kaldte hun over sin skulder inden hun forsvandt ud i køkkenet. Nu til sandhedens time.. Havde hun sovet så længe maden var blevet kold? Eller var den stadig god?
Hun bandede sagte som hun brande fingrene på gryden, og gav et triumferende smil fra sig. Den var stadig god! Hun fandt bakken hun havde stillet frem, som i virkeligheden var et stort skærebredt, og satte gryden og brødene op på det. I sidste øjeblik huskede hun også at få en stor grydeske med, til at øse op.

Forsigtig, og med al den fokus hun kunne mønstre gjorde hun bakken lettere. Hun havde overvejet et eller andet sejt trick for at vise Rofus hvor meget bedre hun var blevet, men var oprigtig bange for maden ville stikke af fra hende, og svæve op i luftet eller noget andet dumt, så hun nøjes bare med at hjælpe sig selv med den abnormalt tunge bakke og gryde.

Sofie trådte tilbage ind i krostuen, og satte bakken fra sig på bordet, mens hendes blik hvilede lidt på den støvende flaske. 
Hendes læber gled op i et bredt grin og hun så op på Rofus. "Såå ja, jeg ville gerne gøre lidt op for at jeg var sådan en kælling i morges.." sagde hun og flyttede en flyvende hårtot tilbage bag øret, det prompte tog på eventyr igen. Hun tog låget af gryden og den varme, krydrede duft spredte sig. Nok var suppen ikke helt så cremet som den skulle være, og brødet var en smule brændt i kanten, men hun havde gjort sit bedste med hvad hun havde! 

Rofus kunne ikke andet end smile, det var virkelig sødt gjort af hende, og han håbede at hun måske ville lave mad lidt oftere. Mest fordi at det var lidt hårdt også at skulle stå for maden, når man havde været ude og skaffe krystaller til at købe madvare for.

Det tog det meste af hans selvkontrol for ikke at hjælpe hende med 'bakken', men det her var hendes ting og det ville han ikke tage fra hende. Han havde de bredeste smil på læben som hans hår svævede let. "Det behøver du ikke undskylde for! Nogen gange har man en dårlig dag, det sker" lo han kort, hun havde været lidt hård ved ham, men det gik nok!
Som duften af maden spredte sig, åbnede Rofus den noget støvede flaske og drak en tår. VED ALIDOS NOSSER, det smagte godt nok forfærdeligt! Men det kunne han ikke lade Sofie se! Så han holdte masken så godt som han nu kunne. Maden derimod smagte virkelig godt! Lidt sært men godt! "Mmmh" kom det fra ham. "Hvad hedder retten? Så jeg kan bede dog om at lave den igen"

Sofie holdt næsten vejret som Rofus smagte på maden... og så ud til at kunne lide den! Hun åndede lettet op og begyndte selv at spise. Den var ikke helt blevet som den plejer, men det var heller ikke helt skidt! En del af de ting hun normalt brugte havde vist sig at være åndsvagt dyre herinde i hovedstaden, men hun havde fundet noget der mindede om, som havde været til at skaffe.

"Hvis du ber' mig om at lave mad igen, så er det den her ret jeg laver" svarede hun med et lille skævt grin "Det er lidt det eneste jeg kan finde ud af at lave" indrømmede hun ærligt "Men du skal ik' få nogle idéer om at få mig til at lave mad hele tiden! Det var møg svært at skaffe tingene til det!" tilføjede hun så hurtigt.
Den støvede flaske skiftede hænder, og Sofie tog en slurk. Hendes ansigts udtryk blev stramt, og hun måtte kæmpe for ikke at spytte det hele ud i hoved på Rofus igen. Med noget besvær fik hun sunket det, og selvom hun prøvede at holde masken, hostede hun en anelse "Waoh, deet.. er godt nok en.. speciel smag!" stædigt tog hun en lille slurk mere, og holdt masken noget pænere denne gang. Hun ville ikke have han troede hun ikke kunne lide det, nu han havde taget det med!!
Sprøjtet fra flasken blev hurtigt skyllet ned med lidt supper, der dog kun gjorde hende mere tørstig. Hun rømmede sig en anelse og skubbede lidt nervøs rundt med et ubestemmeligt stykke fisk i sin suppe "Men altså.. Den er ikke helt som den skal.. men måske, når vi er færdige med alt det her, kan jeg lave den til dig, som den rigtig skal være, hjemme hos mig?" 

Suppen smagte af ting som Rofus aldrig havde tænkt kunne virke sammen! Men med mængden af krydderi den smagte af var det ret overraskende at hun havde haft råd til at lave den! Ikke at han skulle bestemme hvad hun brugte hendes krystaller på! Men det ville nu være rart hvis hun brugte dem lidt mere sparsommeligt.

"Det er også helt i orden!" svarede han med et bedt smil "Bare du hjælper ind i mellem så er det fint, det er jo heller ikke fordi at jeg er godt til at lege kok" klukkede han kort. Det kunne egentligt være hyggeligt at lave mad sammen en dag. Pis! hun virkede til at ikke syntes om drikken! Den smagte egentlig også ret dårligt. "Det er fra en af gemmerne, så den skulle være ret god har jeg hørt" mumlede han som svar. Efter hendes anden sluk tog han en tår mere. Han måtte kvæle et host, men det smagte egentlig bedre nu! Eller så var det smagen fra suppen der overdøvede den. Hvad end det var så virkede det i det mindste! lidt mere suppe gjorde sikkert ingen skade! Og kunne fjerne noget af smagen fra flasken igen...

"Det vil jeg meget gerne!" Svarede han med et af de bredeste smil han havde haft længe. Det var ret utroligt at hun ville have ham med hjem, selv efter hun var løbet væk hjemme fra! Gad vide hvordan hendes familie var? Der var sikkert ikke nogen så flotte som Sofie dog.

Han hostede et par gange og slugte suppen der var kommet på tværs. "Jeg tror at der var et hår i suppen"

Sofies smil blev bredt og varmt ved hans svar. Hun havde aldrig true håbe på han ville sige ja! Selvom hun vist aldrig havde nævnt præcis hvor hun boede, eller at det var helt ude ved kysten, så viste han hun var fra Azurien, og der var pænt langt generelt til Azurien. "Fedt!" hun tog en ordenlig slurk af flasken som Rofus sendte den over. Det var ikke rigtig godt, men det blev da bedre? Måske skulle man bare lige vende sig til den. "Altså min familie er ret kedelige, og super almindelige.. med undtagelse af min mor nok" hun stoppede sin begyndte talestrøm som Rofus kløjsede i maden. "Er du okay?!" spurgte hun hurtigt og bekymret, men faldt ned igen. Bare et hår.. VENT HVAD?!

Alt farven drænede fra Sofies ansigt og hun rejste sig pludseligt op. "Rofus! hvad end du gør.. Hvis du mærker en mærkelig varme i brystet, som en energi af en art, så må du IKKE række ud efter den!!"
Hun bad til alle guderne om at det bare havde været et af de gyldne. Hvis hun nogensinde havde fortjent noget godt i verden, så lad det være en af de gyldne!!

Hendes smil smittede som solskind på en sommer dag. Rofus havde aldrig troet at hun ville have ham med hjem til sin familie! Ikke at han var helt sikker på hvor hun egentlig kom fra. Udover at det var et sted i nærheden af kysten i Azurien. Men det var også flere dages rejse! Han var egentlig imponeret over at hun var rejst så langt helt alene! 
Han havde jo bare selv fulgt vejen tilbage til Dianthos, men det kunne aller og en hver jo finde ud af! Sofie måtte have brug tid på at finde vej og alt muligt! Hun var så sej! 
Efter at han havde hostet færdig løftede han hånden foran sig. "Bare rolig jeg er okay!" Han tog en hurtigt slurk af flasken, nok mest af princip.

Som Sofie blev blegere og blegere sneg panikken sig ind på ham. "Gør hvad?!?!" ORK PIS OG LORT! Han havde slugt et hår! hvad nu hvis hans ben blev til grød?!?!? Panikken blev kun værre som han sank ned i han tøj der spontant var blevet alt for stort! Rofus hår stod ud i alle retninger som han skrumpede. Pludselig stoppede det, og han var fanget i noget stof. Frygtsomt forsøgte han at bevæge sine ben, for hvad du hvis de var smeltet??!? Nej okay, de var der stadig. Han prøvede at tage en dyb indånding men det var overaskende besværligt inde i trøjen. 
Med besvær møvede han sig ud af en tunnel og var nu på gulvet. 
Som han så ned af sig selv lagde han mærke til sin sorte krøllede pels. Forvirret mimrede han med næsen. VENT. Han var blevet til en Kanin!!??!

Sofie frøs på stedet som Rofus gik i panik, og begyndte at skrumpe. "ROFUS!!!" udbrød hun og rejste sig op med et ryk der fik stolen bag hende til at vælte med et raballer. Nej nej nej! Fra sin stående position så hun intet andet end hans tøj i en bunke om stolen. Nej. Det kunne ikke være sket. Det måtte ikke være sket!
Med panikken malet i ansigtet greb hun om sit hår. Hvilken evne kunne det have været? En af dem hun ikke kendte? Havde hun mon samlet en teleportationsevne op et sted? Eller.. nej det kunne ikke være sket. Hun havde fjernet de hår. Der var ikke nogen tilbage af de fordømte sølvhår!!

Som tanken slog hende, stod minderne tydeligt frem, og tårene vældede op i hendes øjne "Rofus.. nej, jeg... du må ikke være væk Rofus! Det.. det må du ikke!!" kaldte hun ud i det tilsyneladende tomme lokale, og lagde hænderne på bordet foran sig, mens hendes tåre ramte ned i hendes suppe. Hvis hendes evne havde skadet ham ville hun aldrig tilgive sig selv!

Rofus ønskede at han kunne fortælle hende at han var okay! Men det eneste der kom ud en eller anden lav lyd, han gnaskede lidt med tænderne i fustration. Verden svømmede lidt som han hoppede hen mod stolen, men sådan var det sikkert for kaniner!  Vendt lidt! Sofie havde brugt hans evne så hun var en kanin! 
Det betød at han sikkert også kunne!
 
Han sitrede lidt med halen som han lagde an til at hoppe og med et fløj han gennem luften og ladende lidt tungt på bordet.
Hans stakkels lille kanin hjerte var ved at briste som Sofies suppe blev mere salt. Han hoppede så hurtigt som han kunne mod hende. Skåle, bestik og alt andet han ramte i sit løb mod hende begyndte at svæve en hånds brede over bordet. 
Bestemt gnuppede han sit pelsede hoved mod hende ene hånd. Hun måtte ikke græde! det kunne han slet ikke bære! Han havde været en torsk og gået hende ud i det her rod!
Med sammen klemte øjne prøvede han at få flasken til at svæve hen til hende, hun havde sikkert brug for det!

Sofie åbnede øjnene med et sæt som noget tungt ramte bordet. Chokeret stirrede hun på den sorte pelsbold der spænede over bordet mod hende, og fik alt der stod i vejen til at svæve bort. Hun kunne ikke andet end se til med store øjne, som var det en drøm, indtil det lille hoved kolliderede med hendes hånd, og vækkede hende. Det var ikke en drøm... det var Rofus!

"Ro-Rofus! Du er ik-... Du er en kanin!" udbrød hun, og lod en hånd glide over hans hoved og ryg, som for at sikre sig han virkelig var der og ikke var forsvundet ned mellem gulvbrædderne. Hun greb flasken der svævede hen mod hende uden rigtig at flytte blikket fra den sorte pelsbold under sin hånd, og tog en ordenlig slurk af den skarpe væske, inden hendes læber spredte sig i et lettet, bredt smil "Du er en kanin" gentog og begyndte at le. Det startede som en svag klukken i hendes bryst, men den udviklede sig hurtigt til en varm, lettet latter der kom helt nede fra maven!

Hun slap flasken og efterlod den svævende i luften ved siden af sig, mens hun samlede Rofus op, og lagde ham mod sin brystkasse i et kram "Undskyld Rofus, det er bare!" hun havde svært ved at holde op med at grine igen "Jeg skulle have været mere forsigtig med håret.. undskyld! Hvis der var sket dig noget ville jeg aldrig have tilgivet mig selv!" hun strøg hans pels og nussede ham bag ørene inden hun forsigtig lagde sin kind ned mod hans "Din pels er virkelig blød Rofus" klukkede hun. Vent, hun havde bare tænkt det, ikke? Hun havde ikke lige sagt det højt?!

Rofus ører lagde sig ned af hans hoved, men han så anklagende op på hende. Det var fint nok at han var lettet over at se ham igen, men det var da ikke så sjovt at han var en kanin! Eller måske lidt hun havde set helt vildt nuttet ud som en kanin, men alligevel! ...Okay at blive nusset som kanin var faktisk virkeligt rart. 
Han puttede sig ind til hendes brystkasse som hun krammede ham.
Måske havde kaniner det ikke så dårligt igen?

Med et sæt spærrede han øjnene op. Han var en kanin! hvad nu hvis han ikke kunne blive sig selv igen?!?!  
De tanker blev heldigvis fejet væk igen som hun lagde sin enorme kind mod hans, hvor han ivrigt gnubbede tilbage, hun skulle nødig føle sig bange! Han skulle nok være en kanin sammen med hende hvis det skulle være! 
Hans ører viftede op og ned som var på hendes kommentar. Han ville have svaret hende men kaniner lavede ikke ikke ret meget lyd. Vent! han havde den idé. 
I hærdigt hev han en snøre ud af hendes tøj og fik en til at svæve, først til et T, så et a og til sidst et k. Hah!  Hvor var han smart! Venden svømmede stadig for han små øjne, men det skulle nok gå! For han havde Sofie!

Selv da Sofie ikke åbenlyst lo længere, lå latterens stadig og fik hendes bryst til at hoppe. Latteren vendte lidt tilbage som Rofus gnubbede sig op mod hende, men var mildere denne gang. Hendes hjerte hamrede stadig i hendes bryst efter chokket, men Rofus nærhed var langsomt ved at få det til at sagtne farten igen.

Sofie rakte ud efter den svævende flaske og tog endnu en tår. Hun havde hørt den slags kunne 'dulme nerverne', og det var bestemt noget hun godt kunne bruge lige nu! Og så var det som om den brændende fornemmelse det gav på vejen ned, ikke var så slemt som første gang. Hun lod den hænge i luften igen, og kiggede tilbage ned mod Rofus, kun for at finde ham i fær med at pille i hendes tøj. "H-hej hvad laver d-" snøren begyndte at tage form, og Sofie forstod.
Hun smilede bredt "Genialt Rofus!" hun nussede ham igen med et skævt grin "Jeg havde slet ikke troet man kunne gøre det så kontrolleret! Hvor er du sej!" det var jo helt vildt så godt han kunne styre det! Og her var hun, der troede hun havde styr på hans evne, og kun lige kunne få en flaske til at hænge i luften.
Sofie strøg ham nænsomt over hoved og ørene. Han var så blød og varm, hun kunne slet ikke lade være! Hun kunne bare nusse ham hele aftenen, men det gik ikke. Rofus var ikke en kanin, og det var hendes skyld det hele!
Hun rømmede sig en smule, hendes kinder varme, til trods for hendes skjorte hang åben ved halsen, hvor han havde fjernet snøren.. ikke at der var ret meget af se, andet end hendes brystben "Rofus? Jeg tror måske det er bedst vi får dig tilbage til din egen form igen. Som Tarek og.. kanin-manden sagde dengang, så skal du bare slappe af! Så kommer det helt af sig selv" hun plantede et kys på hans lille hoved, og satte ham forsigtig på bordet "Du er virkelig kær sådan her, men jeg foretrækker dig altså som mand, frem for kanin!" vent, det lød ikke rigtigt?

Det gyngede for Rofus som hun drak af flasken, når folk drak larmede godt nok meget! Især når ens små kaninører lå op af halsen! Kærligt nussede han sig op af hende som hun roste hans geniale idé. Ikke at han havde gjort noget hen af det før! Men det kunne være at han skulle prøve at gøre det noget oftere! Især når man blev aet af pigen man var forelsket i.

Han mimrede lidt med næsten og så så fornærmet hans lille pelsbold af en krop kunne præstere. Det var så rart at blive nusset! Så bare liiiidt mere var vel i orden!  Så næsten så hurtigt som hun havde sat ham men var han i fuld firspring ved at hoppe op i hende favn igen. Men den lille kanin havde sigtet forkert og ramte ind i den åbne kjole! 
Panisk fik Rofus kravlet længere ind, indtil det gik op for ham at han jo kunne komme til at rører hende! Så han gjorde det alle andre ville have gjort i hans situation! Han fik Sofies kjole til at svære op under loftet, og hvor han får havde været på indersiden var han nu på undersiden som kjolen vendte sig på vrangen.
Let og elegant svævede han ned på gulvet, hvor han tog en dyb indånding. Tingende på bordet landede med et mindre rabalder og dele af suppen blev spildt udover bordet. Ups! 
Han forsammen og så op, hvor det eneste han lagde mærke til var Sofies kjole op under loftet. 
Han lukkede øjnene og slappede lidt af igen, der var styr på det hele nu. Og med det kunne han mærke at han blev større, og sig selv igen.

Sofies kinder blev var blevet mere og mere røde, fra en kombination af flaskens indhold og Rofus nærhed. Efter at have sat Rofus af på bordet, lænede Sofie sig lidt fremover, og lagde hænderne på knæene, for at komme lidt ned i højden, og kunne tage nogle dybe vejrtrækninger sammen med Rofus. Det skulle nok hjælpe, og få ham tilbage til sin egen form på ingen tid!

Det var dog ikke helt hvad der skete. Rofus sprang mod hende idet hun lænede sig fremover, og ramte lige ind i hendes kjoleåbning! Med et overrasket udbrud rettede hun sig op, hvilket kun fik ham til at falde endnu længere ind! "R-Ro-Rofu-u-us!" lo hun ukontrolleret, som Rofus vred sig rundt indenfor hendes kjole. Det kildede helt vildt!
Og pludseligt begyndte hendes kjole at svæve! I sit forsøg på ikke at blive fanget i skørtet, og prøve at få styr på Rofus, ente hun med at miste begge dele, og kunne se målløst til, mens hendes kjole og Rofus svævede op mod loftet. Hun sukkede.
I det mindste var den ikke gået i stykker!

Hun lagde armene over kors og løftede et øjenbryn af Rofus som han svævede ned. Det gibbede i hende da resten af tingene ramlede ned tilbage på bordet, men heldigvis blev hun ikke selv til en kanin. Det må have været det sidste af hårene der var faldet i suppen. Typisk!

Hendes arme faldt dog ned langs siden igen, som Rofus begyndte at blive sig selv igen. Hun sukkede lettet. Godt!
Og så spredte det røde i hendes kinder sig til resten af hendes ansigt. Rofus var ved at blive sig selv igen.. og han havde ikke noget tøj på. 
Sofie kunne ikke lade være med at stirre. "Uhm... Rofus? Dit tøj er ehm, du er.." mumlede hun under at tage blikket fra ham.
Hun havde endnu ikke skænket det megen tanke at hun selv var næsten lige så afklædt. 

Rofus var noget forvirret som han blev sig selv. At alting blev mindre, eller vent nej han blev jo større? Pludselig ikke at være dækket i pels føltes godt nok også koldt!
Hans øjne for rundt som han prøvede at få styr på hvor han var. Bordet var et rod, alting kastet let tilfældigt ned på bordet igen. Flasken hang der stadig, mærkeligt nok, men det skulle ikke stoppe ham fra at tage en sluk. Og der ramte Sofies stemme ham. Han så ned af sig selv og kunne mærke hvordan hans kinder blev glohede. Pis og ork lort! Han var jo nøgen. "De-det må du undskylde!" han fumlede med ordne, mens hans hænder skærmede mellem hans ben. Hvorefter han måbende så på hende, hun havde heller ikke rigtigt noget tøj på! 

At blive distraheret af pigen man elskede var en ting, men at blive det efter at man lige var skiftet størrelse fra en lille kanin, var en helt anden ting! Som han trådte et skridt tilbage gled han i en klat af suppen der havde ramt gulvet, med et par fumlende skidt fik han overbalance "Wooah!" udbrød han med et forskrækket udtryk som væltede ind over hende. Han ville undskylde, fortælle at han var et fjols, men hun var så smuk. Så i stedet gav han hende et kys, han havde savnet det så meget! Rofus blinkede et par gange som han blev pinligt opmærksom på at en anden del af ham var vågnet op. Piiiiiiiiiiiiis!

"pas på!" udbrød Sofie som Rofus gled I suppen, og hun trådte straks frem, og greb ud efter hans arm. Det var dog ikke helt hvad hun fik fat i, som Rofus væltede mod hende i stedet, og hendes hånd landede på hans bryst i stedet.
Hun prøvede at gribe ham, men indså hurtigt det var en tabt sag. Han var jo næsten dobbelt så tung som hende! I stedet endte hun med at falde sammen med ham. Langt faldt de dog ikke, for knap var Rofus ramlet ind i hende, før de begge svævede i stedet.
Sofie åndede lettet op, og smilede skævt til Rofus. Hun ville have sagt noget, en joke for at lette stemningen, men ingen ord nåde at forlade hendes mund før Rofus læber mødte hendes. En lille, overrasket lyd undslap hende, men hun gengældte kysset, og hendes smil bagefter var ren lykke.

Hendes hår lå og svævede frit om hendes hoved, som en gylden glorie, og under det kom og forsvandt brune og mørkblonde hårstrå. Rofus lyste op for øjnene af hende, og hun badede i hans sjæleglas. Han var så smuk.

Langsomt blev Sofie lettere endnu, og svævede op mod Rofus. Ehm, lort! Hånden hun havde på hans bryst stoppede dem fra at bumpe sammen der, men hun kunne ikke stoppe sine mave og ben fra at støde ind i ham. Hendes hår gik amok, og hun rødmede dybt, pludselig pinligt opmærksom på de fedt depoter der var dukket op og havde flyttet rundt på sig over de sidste par måneder. "U-undskyld Rofus! J-jeg har vist ikke helt styr på det endnu" fik hun fremstammet, som hans hånd rørte hendes lår. Vent, hans hånd var da ikke der nede?!

En tanke banede sig vej ind i Rofus hoved, som Sofies hår svævede ud over det hele. Måske havde han set engle før, men som hun så ud der. Det var helt sikkert sådan en rigtig engel så ud! Han eget hår svævede vildt efter en usynlig vinds lyster. Et sæt gik gennem ham som han mærkede hendes krop mod hans egen, og med et var hans kinder ildrøde.
"D-det helt fint! D-det var mig det faldt!" fik han stammet tilbage som hans selv begyndte at svæve.

Hans hjerte hamrede i hans bryst, det hele var så syret! Blidt fandt hans hånd hendes kind, som deres læber mødtes i endnu et vidunderligt kys. 
Hans anden hånd gled forsigtigt ned af siden på hende, hendes hud var så blød! Han slugte en klump, for han viste godt at de han havde gang i ikke var den bedste idé, men han var nødt til at opleve så meget han kunne! For hvornår ville han få chancen igen? Han sukkede og tog en dyb indånding igen, hendes duft, åh hvor han havde savnet den. Følelsen har hendes hånd mod hans muskuløse brystkasse var befriende.
Dog var festen der burde have været i hans bukser, ret meget i vejen, i det mindste havde hun ikke sagt noget! Så hurtigt som problemet var dukket op i hans hoved, var det glemt igen, for hans hånd havde fundet noget det endnu engang havde formået at gøre ham ildrød i hovedet.