dagen var næsten kun lige begyndt og byvagterne havde fået sparrings tid. Eliot skulle sparre mod en der hed Alicia. han var ikke sikker på hvem det var. han havde mødt og sagt farvel til så mange igennem sin tid. 
Eliot havde haft brækket vingen for ikke så lang tid siden så han skulle til at træne den igen. den havde været slemt brækket men var ved at heale nu.

Eliot tog sit sværd og et skjold. og stilte sig klar i trænings arielet. han ventede nu på denne Alicia.  han håbede at hun var stærkere end forventet. for han havde det svært ved at kæmpe mod kvinder. han vidste dog at byvagter ikke var til at  spøje med.

Det var allerede morgen, og Alicia havde fået besked på at komme til gården. Dagen startede med træning, som den altid gjorde tirsdag morgen.
Hun gned det sidste søvn ud af øjnene, inden hun trådte ud i sollyset. Hendes makker stod allerede klar. Hun havde set ham omkring før, men hun havde som sådan ikke snakket med ham. Der var mange mennesker, og det var ikke altid til at holde styr på, hvem der var hvem.

Hun trak sit sværd og fandt en daggert fra væggen som defensivt våben i stedet for et skjold. Hun vendte fronten mod sin modstander og stillede sig klar. Et let suk brød hendes læber, mens hun ventede på klarsignalet.

Eliot havde vingerne inde så man kunne ikke se dem. Eliot var jo engel. død og genoplivet af isari. han troede på hende og da fløjten lød svang han roligt skjoldet op i position. "Held og lykke" kom det kort fra ham med et venligt smil. 
Eliot holdte sværdet klar og svang det mod Alicia. hun så stærk ud så Eliot håbede på en fair kamp. han ville gerne prøve at holde sine vinger skjuldte men vis hun angreb ham ved føderne ville han nok komme til at folde dem ud og lette af ren refleks.

Eliot var rolig og fattet. hans hånd med sværdet havde en kamp rustning på for ikke at komme til skade. Eliot holdte øje med hver en bevægelse fra modstanderen. hvilket nok skulle blive godt.

Det eneste der antydede, at Alicia ikke var fuldt menneske lige nu, var hendes øjne. Solen skinnede dog, så det var ikke nær så tydeligt som om natten, men øjenfarven var stadig ikke typisk menneskelig.
Ved hans kommentar ved startskuddet, kunne hun ikke holde et svagt smil tilbage. "I lige måde" Lød hendes svar.
Ved hans sving lod hun daggerten parere og skubbe sværdet til side, så hun ikke blev ramt. Hun løftede sværdet til udfald, men hun rettede i stedet et spark mod hans skjold mest for at skubbe ham ud af balance. Han så ud til at være en del mere robust i forhold til hende selv, så hun var ikke sikker på, at det ville have den effekt, hun ville have ud af det, men hun prøvede mest af alt at fange ham "off-guard."
Sparket blev efterfulgt af et udfald med sværdet i form af et stik mod hans torso.

Hun havde selv en brynje og kofte på for ikke at komme til skade, hvis han skulle få et slag ind. I hendes øjne var det den bedste form for træning i forhold til virkeligheden. Hvis man holdt tilbage, ville man ikke være i stand til at håndtere en rigtig kampsituation.

hendes ord "i lige måde" var noget det gjorde Eliot glad. så hun var ikke helt hjerteløs. hun var ihvertfald ikke fuld menneske. men hvad det var Eliot jo heller ikke. hendes parreren var godt tænkt, og han mærkede sparket mod skjoldet og trådte to skridt tilbage.
Eliot skyndte sig at parrere med sværdet da hun stak det mod ham. han svang sværdet mod hendes sværd og svang den væk fra sig for at få hendes sværd væk.
Eliot holdte sjældent tilbage. men han brød sig virkelig ikke om kvinder at slås med dem. at være i nærheden var fint nok men ligefremst at kæmpe mod dem var virkelig ubehageligt men han lagde sjæl og krop i denne kamp. det måtte hun kunne mærke med hans sving. for det var ikke bløde slag. 

Alicias smil voksede ved hans forsvar. Han vidste i den grad, hvad han lavede, det måtte hun give ham. Hun mærkede tydeligt sit sværd blive skubbet til side. Han holdt sig ikke tilbage, hvilket hun kun fandt godt. Hun kunne ikke have det, når andre holdt sig tilbage bare fordi hun var kvinde. Hun havde haft en sparringspartner sidste uge, der slet ikke turde gøre noget, fordi han var bange for, at hun skulle komme til skade, så deres kamp endte kun med at tage 10 sekunder, fordi hun havde afvæbnet ham. Her var rent faktisk en modstander, der ikke skelnede mellem køn, og det fik hende kun til at smile større.

I stedet for igen bare at sparke til hans skjold, dukkede hun sig ned på hug og lavede en glidende bevægelse med det ene ben for at prøve at feje hans ben væk, for med det samme at lave et nyt udfald med sværdet mod ham fra sin sammenbukkede position. Hun var dog oppe at stå igen kort efter.

Eliot så hvordan hun hurtigt forsvarede sig og han smilte meget inden i.  han var dog meget koncentreret uden på. han opfangede hurtigt hendes hug slag og i ren refleks foldede han vingerne ud og slog dem i jorden og kom op i luften. han kom ned da hendes sværd var væk også. han landte elegant som en engel jo var. og så lidt undskyldene ud med øjnene. "det var virkelig ikke med vilje. det må De endelig ikke tro." han talte om at bruge vinger for det var jo lidt unfair når hun ikke selv havde vinger.
han kastede sværdet lidt op i en snurretur i luften og greb den hurtigt igen. for så at fare mod hende med skjoldet først og håbede at kunen få hende til at bakke med det udslag at hun måske faldt. hvilket han jo håbede på. han kunne jo derefter sætte en fod på hendes hånd hvor sværdet var. eller det håbede han at kunne. han fandt denne kamp meget underholdene. og mente at vinger ikke var meningen i denne kamp.

Alicia fulgte sin modstander med øjnene, da denne groede vinger lynende hurtigt og lettede fra jorden. Hun kunne ikke lade være med at smile svagt over det. Det gjorde kun kampen mere interessant, at hun skulle tænke ud af boksen.
Hun hævede dog det ene øjenbryn over hans undskyldende blik. "Tænk ikke på det. De må bruge alle de midler, De har til rådighed. Havde det været en rigtig kamp, hvilket er det vi træner til essentielt, ville De heller ikke give modstanderen chancer. Hvis De letter, er det op til mig, at finde ud af, hvordan jeg kommer udenom det. De skal ikke holde Dem tilbage, bare fordi jeg er kvinde. Det har rigeligt gjort i forvejen, og det giver ikke rigtigt udfordring." svarede hun høfligt uden hverken irritation eller vrede i stemmen.
Da han kastede sværdet i luften, forblev hendes fokus på ham, uden at hun lod sig distrahere af hans lille opvisning, og ganske rigtigt var det bare en afledning. Da han stormede mod hende med skjoldet først, kastede hun med det samme daggerten mod hans ben. Hun var udmærket klar over, at det ikke ville skade ham igennem benskinnerne, men det var ligeledes for at distrahere ham. I stedet for at trække baglæns trak hun til siden på hans skjoldarm-side i en nærmest glidende bevægelse. Hun brugte sin nu frie hånd til at skubbe med håndfladen på kanten af hans skjold mod hans sværdarm i håb om, at det ville skubbe skjoldet mere ind foran kroppen og gøre det sværere for ham at manøvrere et angreb mod hende med hans sværd. Med sværdet i hånden rettede hun et slag mod hans hjelm. Fordi det havde et "swept hilt," ville det være de beskyttende hvirvler af metal, der omkredsede hånden, der ville ramme hjelmen i stedet for hendes knoer direkte, hvis han ikke nåede at undvige det. Fordi han havde hjelm på, lagde hun temmelig meget kraft i slaget. Det ville ikke være nok til at slå ham ud, men alligevel nok til at han med stor sandsynlighed ville kunne mærke det under hjelmen temmelig kraftigt. Dette var kun i tilfælde af, at hun ramte. Hvis han undveg, ville hendes arm være fuldt åben for et modangreb, for hun havde klingen rettet væk fra ham, og var slet ikke i stand til at lave en parering fra denne stilling.

da hun sagde at det ikke gjorde noget åndede han lettet op og lagde an til sit angreb.  da hun hoppede side læns og angrev hans foder hoppede han op og landte foran dolken. han så mod hende og fik slet ikke opdaget hendes angreb mod hans hoved. det sagde da også donk i hovedet og han rystede kort på hovedet for at få det væk. 
han baskede med vingerne og  kom op i luften. han var ikke højt oppe men højt nok. til at han kunne lande bag hende. og satte sit sværd i stilling til at lave et hug ned mod hendes rustning bag på. Eliot selv vidste godt at man skulle træne  ægte kampe. men han brugte sjældent vingerne i en kamp da de var meget følsomme. og lette at brække. han prøvede at få hende slået ned i jorden men vidste jo ikek om han ville ramme eller misse.

Alicia kunne ikke lade være med at smile over hans reaktion. Det var nok meget godt, at det var en sparringskamp, for hun ville aldrig smile så meget, som hun havde gjort, hvis det havde været rigtigt. Til gengæld så han også ud til stadig at være i fint humør, så hun tænkte ikke videre over det.
Hun havde slet ikke forventet, at hendes afledningsmanøvre med daggerten virkede. Hun havde egentlig mest forventet, at han ikke havde gjort noget ved det, fordi han havde benskinner på. Hun var dog på ingen måde klar på, at han lettede. Hun nåede ikke at vende sig i tide til at stå med fronten mod ham, da han landede. Hendes instinkter tog dog over, og af ren refleks kastede hun sig fremad i et rullefald. Hun nåede dog både at høre og mærke spidsen af sværdet køre over sin ringbrynje, og hun var klar over, at havde hun været et splitsekund langsommere, havde hun fået det fulde slag i ryggen. Hun vendte fronten mod ham, og igen nærmest instinktivt, fordi hun var landet ved siden af den, havde hun samtidig samlet sin daggert op igen. "Ikke dårligt" komplimenterede hun ham med et svagt smil. Hun vidste dog godt, at hun selv holdte sig tilbage ved ikke at bruge sin magi, men hun havde heller ikke lyst til at bruge det. Det ville være for risikabelt, for hun ønskede ikke at skade ham.

han mærkede hendes brynje kørte over spidsen af sværdet. han smilte venligt til hende da hun roste ham. han så hun fik fat i daggerten og derfor hoppede han tilbage for at hoppe på sikker afstand. men lige som han landte lød pause fløjten. han tog sværdet i skeden og gik over til hende og rakte hånden frem mod hende. "tak for en sej kamp" sagde han da han jo havde nydt den træning og kamp. de havde ikke brugt magi og det var jo kun godt. for ellers havde Eliots evne gjort at hele lejeren var fyldt med fugle. og det var ikke lige det smarteste. men han forstod pipsk og derfor kunne kommunikere med fugle. 

Alicia nåede kun lige at stille sig klar igen, da signalet lød til at stoppe. Hun stak sit sværd tilbage i skeden og tog glædeligt imod hånden, der blev rakt mod hende. "Tak for ikke at holde tilbage. Jeg er Alicia Minarko" svarede hun og sendte ham et strålende smil. Hun var stadig en smule stakåndet, og hendes hud glinsede en anelse af sved. Hun havde selv kort overvejet, om hun skulle bruge magi mod ham, men hun var blevet enig med sig selv om, at det havde været for risikabelt. Hun ønskede ikke at give ham ar.

"Har De vagt nu? Jeg har dagvagt i dag, så hvis De havde lyst, kunne jeg give et glas på kroen efter fyraften?" foreslog hun smilende, efter de havde givet hånd. "Ingen bagtanker. Bare som venner" tilføjede hun hastigt, da hun efterhånden havde opdaget, at det at invitere på en drink oftest var synonym med, at man ønskede mere efterfølgende, hvilket hun umiddelbart ikke gjorde. Hun kendte ham ikke, og hun var ikke ligefrem typen, der delte seng med nogen efter første møde. Det havde hun prøvet, og det var bestemt ikke hende. Desuden havde hun stadig problemer med, at opdage når prøvede at flirte med hende. "Pickup-lines" røg totalt over hovedet på hende. Ville man noget, måtte man sige det lige ud.

Eliot trykkede hånden og lyttede til hendes navn. det var et flot navn. "i lige måde og jeg er Eliot Alexander Kalas." Eliot så hvordan hun svedte og kom til at tænkte på om han mon lugtede af sved. det ville være helt normalt men han kunne altid finde på at vaske sig for sveden. han så på hende med venlige øjne da hun spurgte om han havde vagt og ville med ud og drikke når de fik fyraften. han så over mod et træ og fløjtede hurtigt og ud fra træet kom et lille gult lynnene bevægelse mod ham. den var så hurtig at det var først da den nåede Eliot at man kunne se det var en fugl. den grave sit hoved ind i hans hår.

Eliot så på Alicia da hun kom med kommentaren. kun som venner. han grinte. "ja selvfølgelig som venner. eller kollegaer." sagde han og var faktisk ikke ked af at det kun var som venner de skulle ud og drikke. han havde ikke så mange venner og heller ikke så mange kærligheds episoder som man skulle tro en engel ville ha haft. men hans liv havde været flyvsk og han havde aldrig haft hovedet klart til det. "men hvilken kro tænker De på Frøken Minarko?" han vidste godt det var meget formelt at sige de til hende men han var opdraget godt. man kunne aldrig regne ud hvor en person kom fra før de fortalte det.

"Eliot Alexander Kalas" gentog hun som deres hænder slap hinanden efter håndtrykket. Navnet havde en fin klang til sig. Hun nævnte dog ikke, at hun ikke havde holdt lidt igen ved ikke at sende ildkugler efter ham.
Hun havde selv planer om at få sig et hurtigt bad, inden hun skulle på vagt. Hun havde ikke ligefrem lyst til at skulle rende og lugte en hel dag. Hun fik et overrasket udtryk i ansigtet, da noget reagerede på Eliots fløjten. Det var først, da dette landede, at hun kunne se, det var en fugl. Sikke en fin evne at have. Hun valgte dog ikke at kommentere på det.

Hun smilede, da han grinte. Det var ikke blevet taget på den forkerte måde. Guderne skulle vide, at hun selv trængte til flere venner. Hun var ikke så god til at lave nye bekendtskaber, som man måske skulle tro. Mange havde haft noget helt andet i tankerne end venskab, når de havde nærmet sig Alicia (især da hun arbejdede i bordelhuset), og andre ville bare gøre hende opmærksom på at hendes røde hår og gulorange øjne var mærkelige, hvilket hun efterhånden havde opdaget. "Der er en i hovedgaden? Den Vraltende Køter så vidt jeg husker? Jeg har ikke været på andre her i byen. Og Alicia er fint. Titler giver mig kuldegysninger" svarede hun med et svagt smil. Hun havde selv brugt 'De' til ham, men 'frøken Minarko' var for hende lige formelt nok. Hun havde jo som sådan ikke høj status på nogen måde. Hun var bare sergent.

Eliot havde ikke holdt igen med kampen men holdt igen med sine evner. og sin race. han smilte til hende da hun gentog hans navn. han var en af de få engle der huskede livet før i tiden. og der huskede han da sit navn. Eliot. han så på hendes overraskede udtryk da fuglen kom over til ham. han nussede fuglen på maven og så på hende da hun talte om.... hvad var det. den vraltende køter? den kendte han vist ikke. men han var heller ikke så tit på kroer. Eliot nikkede da hun sagde alicia var fint og titler behøvede han ikke. han var bare godt opdraget.

"De kan også bare kalde mig Eliot. og den kro.... ligger den i en side gade til hovedgaden. for er ikke sikker på jeg har set den når jeg har været på vagt" sagde han og tænkte sig om en ekstra gang. han havde været på kro en gang og det var lang tid siden.

Alicia brugte en god del tid på at 'tegne og fortælle', hvor kroen, hun før havde nævnt, lå henne. Hun regnede dog ikke med, at den ville være svær at finde, for den lå lige ud til hovedgaden. Den kunne dog være nem at overse, fordi den ikke var fantastisk stor. Dog fandt Alicia den ganske hyggelig, og det var derfor, hun havde fundet lige netop denne kro spændende. Hun var ikke engang sikker på, om den solgte det bedste drikkelse, men hun var helt sikker på, at det var den hyggeligste i hele byen.

"De må altså virkelig have mig undskyldt nu. Min vagt begynder snart" sagde hun undskyldende, som hun trak sig tilbage. Hun ville dog se, om hun ikke liiige kunne nå et hurtigt bad først. Hun ønskede som sagt ikke at lugte på sin vagt.