Lindeskoven var ikke et område Cayden havde begået sig meget i, men med en evne som hans kunne han ikke lade være med at teleportere sig rundt. Det var en nem måde at få et afbræk fra hverdagen derhjemme, også selvom han oftest endte med at bruge tiden på at spionere. Enhver form for information han kunne få fat i var en del af hans arbejde, og hans arbejde var hans liv.

Det var formiddag og solen stod højt på himlen, men i grænselandet op til Elverly var der overskyet og de få steder hvor solens stråler nåede igennem trætoppene var lyset grønligt og dæmpet. Der var ingen andre omkring ham, så da Cayden hørte lyden af en hel gruppe af, formodentligt mennesker, teleporterede han sig straks tættere på - det var hurtigere og mere lydløst end at løbe, og selvom han ankom i en sky af sort røg, der bølgede ud fra ham, så det ikke ud til at nogle af menneskerne bemærkede det. De havde for travlt med en elver.

Cayden reagerede inden han overhovedet tænkte over det; det var helt indøvet af ham at danne bue og pil med sin evne, begge dele mørkegrå som skygger, og han sendte pil efter pil af sted, den ene inden den anden overhovedet havde ramt sit mål, og hver og en faldt de omkuld, omgående døde, med undtagelse af én, der stod i ly bag elveren, med en hånd klemt fat om ham som om hans liv afhang af det. Det gjorde det også.

"Slip ham," sagde Cayden roligt og spændte sin bue igen. Han havde ikke tænkt sig at skåne mennesket, ligegyldigt hvad han gjorde eller ikke gjorde, men han havde på den anden side heller ikke besluttet sig for om han ville skåne elveren eller ej. Lysets væsner betød ingenting for ham, men fik han muligheden ville han gerne vide, hvad elveren havde gjort for at fortjene den behandling menneskerne havde udsat ham for.
Mennesket skævede ned til den nærmeste af hans venner, der havde en pil boret igennem halsen og så ud som om han vidste, at Cayden ville nyde at gøre det samme mod ham, og synet fik Cayden til at trække på smilebåndet.

Egentlig var det ikke meningen at Bandorion skulle forlade Lindeskoven. Egentlig var der strenge ordre til ham at han skulle være under en af Skovelvernes opsyn hele tiden, men nu var det jo ikke ligefrem fordi at han var god til at følge regler vel? Det havde været nemt at slippe ud af byen. Opholdet ved grænsen havde også været minimal, selvom hans mørke udseende i den grad pegede på at han var en udveksling elverne, så stoppede de ham ikke. Han var trods alt en elver.

Det var bare uheldet som ville have det, at han ikke langt udenfor skoven stødte på en gruppe af mennsker. I normale omstændigheder var han ikke så bange for det, og det var heller ikke Kiletilbedere af hvad han kunne se ud af. Men de var ikke venligt stem. Det blev klart, som de greb fat i ham før han kunne nå at reagere, og han blev smidt ned på jorden. Han prøvede at vride sig fri, men var ikke stærk nok, og snart var hans arme bundet og hans mund blokeret med et klæde, så ikke megen lyd kom fri. Det var alligevel utroligt at de prøvede det så tæt på grænsen.
Han blev rejst op igen, for at blive skubbet mod landevejen, nu hvor de mente at han ikke havde mulighed for at løbe væk, men det stoppede meget hurtigt ved nogle pile kom flyvende. Først troede Bandorion at det var elverfolket, men den der kom nærmere havde nu ganske runde ører, så det var ikke rigtig på tale.

Menneskerne faldt omkring ham, mens en mand hev ham tæt ind på sig, i en form for skjold. Bandorions øjne var store og fulde af frygt, som han kiggede mod manden der ikke var langt fra dem. Hvordan i alverden var Bandorion endt i denne situation? Alligevel gjorde Bandorion det eneste han kunne komme på i en situation som dette. Manden var tydeligvis mere fokuseret på ikke at blive dræbt end hvad Bandorion kunne finde på at lave.
Han gjorde alt hvad han kunne og strakte sit telepatiske bånd ud mod den fremmede, det var ikke nemt for ham, men han havde ham i sigte, så det gjorde det lidt nærmere. Der kunne høres i Caydens hoved "Hjælp mig." mens Bandorion kiggede sig om bag skulderen.
"Eh, ikke så kæphøj nu, var?" blev der råbt fra fyren, som Bandorion kiggede sig over skulderen, og så begyndte at tælle ned i hovedet på Cayden. "3. 2. 1. Nu." ordene var rolige, men Bandorion så langt fra rolig ud, som han gjorde nok et modigste han kunne være fundet på dette sekund. Ikke det mest kreative, men Bandorion trådte hårdt ned på mandens fod, som i et kort øjeblik løsnede sit greb om Bandorion, hvilket gjorde at Bandorion var fri og kastede sig ud til siden. Håbende at manden med pilene ville skyde den sidste.

Det kunne ikke ses på Cayden, at han havde opfanget hvad Bandorion kommunikerede til ham. Det var lige så meget for ikke at afsløre noget for mennesket, som det var for at gøre elveren i tvivl om om han ville hjælpe ham. Det stoppede dog ikke elveren fra sin plan - han var vel også tvunget til at stole på Cayden, der slap pilen i præcis samme øjeblik som elverens 'nu' nåede ham, og han så til imens drengen kastede sig til jorden. Manden? Cayden syntes det var svært med elveres aldre.

Pilen ramte den sidste menneskemand i øjet og Caydens våben forsvandt op i røg, imens han gik hen til elveren. Først helt tæt på ham, blev han sikker på at det var en fyr han havde med at gøre. De elvere var alle sammen så satans androgyne. Hvilket var pænt, men besværligt.

Han satte sig på hug foran ham og så ham skeptisk an. Det her var ikke en normal skovelver. Han var mørkere og.. Kønnere, gik det op for Cayden, da hans forræderisk hjerte slog et slag over.

"Du er det kønneste jeg har set hele dagen, men det er ikke derfor de mennesker prøvede at tage dig, var det? Er det din fars skyld? Er han rig og magtfuld? Skal jeg selv forsøge at kidnappe dig?" spurgte han, med latter i stemmen og et glimt i øjnene, imens han løsnede klædet i elverens mund, men hans tone udtrykte et hint af en trussel også.
Klædet faldt til jorden, men rebene om hans håndled lod Cayden sidde lidt endnu.

Det føltes som noget af et gamble at stole på manden, men det viste sig at virke, som Bandorion kiggede op og manden der havde holdt ham faldt til jorden. Han kunne dog stadig ikke bevæge sig specielt meget, og var nødsaget til at vente på at hans redningsmand kom og gjorde ham fri fra hans bånd. Dette gjorde også at han havde rig mulighed for rigtig at tage manden ind der havde reddet ham, og woah. Det havde han ikke set sammen.
Han var normalt vant til primært mørkhudede, grundet hvor han kom fra, og nu når han endelig havde muligheden for at se nogle flere der var lyshudede var det kun elvere. At se en mand, en der måske så ganske normal ud, men der var noget flot og ungdommeligt over ham, og han var muligvis lige i Bandorions smag. Om han havde fået noget for mennesker, fordi at hans far ikke brød sig om det, eller om der bare var noget der, det vidste han ærligtalt ikke.

Han var pludselig ganske glad for at have affarvet hans hår for nyligt, selvom det også gjorde at det var en smule kruset, men i det mindste kunne man ikke se alle de mørke udgroninger der ellers var i hans hår. Han vidste ellers godt at affarvningsmidlet han havde formået at smaske sammen, virkelig ikke var venligt mod hans ellers fine elverhår.
"Det kan vi godt sige at han er," kom det kække svar fra Bandorion, som han forsigtigt fik sat sig op, stadig med rebbene bundet bag sig, men det virkede jo ikke til at manden havde prøvet at løsne ham endnu. "Men jeg tror da næsten jeg ville følge frivilligt med." som han sagde det, var der ikke nogen tvivl om at hans øjne i den grad kiggede op og ned af Cayden.

Cayden hævede et øjenbryn, da elveren svarede ham, tilsyneladende helt uden frygt på trods af at han stadig var bagbundet. Det gav lidt mere mening, da han blev opmærksom på det blik fyren også sendte ham, og Cayden kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet.

"Tror? Det lyder som om jeg hellere må smide dig over skulderen for en sikkerheds skyld." Denne gang var der ingen tvivl om at han jokede, men det var kun et spørgsmål om tid inden han blev træt af at lege helt og begyndte at stille sine spørgsmål i hårdere toner.

Han lagde en hånd om Bandorions overarm og trak ham med lethed med sig op at stå. Han havde altid en kniv på sig, i tilfælde af at han stødte ind i én der kunne fjerne hans evne, men han ignorerede den for i stedet at fremmane en kniv med sin evne. Den havde takker og, stadig med en hånd om Bandorions overarm, vendte han ham om, indtil han stod med ryggen til ham, så han kunne komme til rebene der bandt hans håndled sammen.

"Hvad hedder du?" Elver-verdenen var lidt af et mysterium for ham, men hvis han var en prins eller lignende, så ville han i det mindste kunne genkende hans navn. Som spion var Cayden vant til at samle små stykker af information op og sætte dem sammen, og der var noget over Bandorion der gav indtrykket af rigmandssøn; manglen på frygt for døden, hans kække svar og det oprør, det sikkert var at afblege sit hår. Fattige knægte brugte sjældent tid eller penge på den slags.
Rebene blev skåret helt over og Caydens kniv forsvandt igen, men han var stadig på vagt. Aldrig i livet om han ville tillade at elveren stak af nu.

Det var nok egentlig Bandorions højere stand der havde gjort at fare ikke ligefrem var noget han var forsigtig omkring. Han var da blevet taget et par gange, men havde altid formået at komme ud af problemerne, uden nogen varige mén. Måske stolede han også bare på den fremmede lidt mere end han gjorde med normale. Den fremmede havde trods alt reddet ham, så han burde ikke hade ham allerede?

Han lod sig hjælpe op og blive drejet rundt så hans hænder nu var frie. Ligeså stille vendte han sig om igen, mens han ligeså stille gned sine håndled. Der var lidt røde mærker, efter at de havde fået strammet dem godt på ham, og de var ærligtalt lidt ømme. Ikke noget der ikke ville gå over. Men det, sammen med at skulle smide sig på den kolde jord. Ikke ligefrem hvad han havde forventet at bruge sin dag på.
"Bandorion," svarede han. Det var tydeligt at det var et elvisk navn, men udover det, var det ikke noget specielt navn. Han var trods ikke adelig eller vigtig på den måde. "Jeg er dog sydfra," indrømmede han også. Der var nogen der havde hørt om rygterne om Thal'Elor, ørkenelvernes by, og det ville nok ikke tage en krig at forbinde ham, en mørkhudet elver, med byen, hvis man kendte til den. Hvis man var heldig, kunne man dog høre om en som ham, der nogen gange var at finde nede i Balzera. Det var dog ikke fordi at han var specielt kendt, og han prøvede kun at stjæle fra dem der ikke prøvede at hugge hans hænder af.
"Hvad med dig? Hvad kan jeg få fornøjelsen af at kalde dig?" spurgte han så, det kække smil, stadig på hans læber, men nu holdt han i det mindste sine øjne på Caydens ansigt.

Rebmærkerne var tydelige på elverens håndled, og da han selv begyndte at gnide i dem lagde Cayden sine egne hænder over hans. Med den ene hånd holdt han blidt Bandorions hånd og med den anden gned han hvor rebene havde efterladt mærker. "Der skal bare gang i blodomløbet igen, de holder hurtigt op med at være ømme," fortalte han, selvom han på ingen måde så elveren som én, der ikke kunne passe på sig selv. Tværtimod virkede han... kæk.

"Sydfra," gentog Cayden med eftertænksomhed i stemmen. "Det forklarer en del," tilføjede han og tog Bandorions anden hånd, for også at gnubbe rebmærkerne væk fra den.

"Mit navn er Cayden," svarede han og fik øjenkontakt med Bandorion. Selvom han ikke længere gned hans håndled, gav han ikke slip på hans hånd. "Hvad laver du her, hvis du er sydfra?" Han forsøgte at overbevise sig selv om at han spurgte, fordi det var hans job, men han kunne ikke lade være med også at tænke, at det var fordi Bandorions kønne ansigt havde hjernevasket ham på et split sekund. Han gik så vidt som at overveje om det var fyrens evne - forblændende skønhed.
Det var begrænset hvor længe han kunne tillade sig at holde elveren i snak midt ude i skoven, men der var stadig meget han gerne ville vide, og han var stadig ved at overveje om han kunne slippe af sted med at invitere ham med hjem.

Bandorion kiggede lidt overrasket op på manden, men et lidt blidere smil spredte sig så på hans læber, som han nød de varme hænder, der nærmest masserede hans lettere ømme håndled. Det var en rar følelse og ikke ligefrem noget han havde oplevet før. At komme i reb var ikke ligefrem noget han var vant til trods alt.

”Hyggeligt at møde dig Cayden,” kom svaret, og hvis der lå en undertone af noget mere, var det svært at tyde, selvom der ikke var nogen tvivl om at de sølv-grå øjne i den grad videre til at kunne lide hvad det var han så foran sig, og det skjulte han ikke. Hvorfor skulle han dog også det? Hvis Cayden ikke brød sig om det, så kunne han smutte, men hvis han ikke havde noget imod… ja, det ville i hvert fald ikke være værst.

Da der så blev spurgt indtil hvad han lavede her, skulle han virkelig holde sig tilbage for ikke at lyde som en total teenager der var blevet sendt  herop pga. sin far. Selvom det var sandheden, så betød det jo ikke at manden behøvede at vide at han teknisk set stadig var ung i forhold til elverne.
”Nogen mente at det var en god ide at sende mig herop for at styrke båndene mellem vores to folkeslag og lære nye ting. Jeg har indtil videre ikke været specielt begejstret for hvad de har kunne tilbyde her, men jeg må indrømme at tingene ser noget bedre ud i øjeblikket,” indrømmede han. Hans blik kørte endnu engang lidt op og ned på Cayden.

Cayden var ikke sikker på om de signaler han opfangede fra Bandorion var noget han forestillede sig fordi det var, hvad han gerne ville se, eller om de rent faktisk var der, men ikke desto mindre var hans hjerte ved at falde over sig selv, tumlende, bankende, galopperende i brystet på ham. Elveren var smuk og Cayden var ikke sig selv omkring smukke mænd. Slet ikke når han fik fornemmelsen af at de flirtede med ham. Det skete heldigvis sjældent, for han var som regel god til ikke at udvise interesse.

"'Nogen'?" Gentog Cayden med et lavmælt grin og skævede omkring sig. Var det Bandorions forældre eller de ældre ørkenelvere, der havde sendt fyren herop? Det måtte det være. Han lød som om han ikke selv havde haft noget at sige i sagen. Han var egentligt ligeglad med hvem der havde besluttet det, så længe ingen af dem var i nærheden af dem lige nu.

Denne gang var der ingen tvivl om at Bandorion flirtede med ham og Cayden fulgte opmærksomt med i hvordan fyrens blik gled over ham.
"Hvis du keder dig her, så kom med mig hjem," foreslog han med rolig stemme og slap først nu Bandorions hånd. "Jeg skal nok få dig tilbage inden mørkets frembrud." Det sidste lovede han med hintet af et smil. Det var ikke ufarligt at tage med en fremmed hjem, men Bandorion virkede ikke som typen der var bange for noget, og Cayden var allerede et sted, hvor han ikke ville noget som helst ske den kønne elver.

Bandorion gengældte bare ‘nogen’ spørgsmålet med et kækt smil. Ingen grund til at gå ind i detaljer om hvem nogen egentlig var. Han var her jo nu og det var det vigtigste og det havde han en fornemmelse af at Cayden måske også var enig i. Det var måske et tilfældigt møde, men dem måtte man også værdsætte engang imellem. Bandorion ville i hvert fald gøre det.

”Det lyder næsten som om at du gør virkelighed af din trussel om at kidnappe mig,” sagde Bandorion grinende, og måske han skulle have været mere bekymret for faktisk at blive kidnappet under en forventning om at de skulle hygge sig. Men måske var det blikket i fyrens øjne, eller også var det Bandorions egen generelle tendens til at opsøge ulykke, der bare gjorde at han ikke kunne være bekymret.
”Men før endelig an, Cayden,” sagde Bandorion så endelig og lænede sig lidt ind mod Cayden og hans kropsvarme. Man kunne se forventningen i hans øjne og en hvis nysgerrighed.

Cayden fastholdt Bandorions blik, da fyren grinende jokede om at blive kidnappet. Han syntes det var imponerende at han kunne joke om det, når det i bedste tilfælde var dét, der næsten var sket for ham for et øjeblik siden. Desuden havde han også lidt lyst til at kidnappe ham, men Bans smil fik Cayden til at tro, at han ikke behøvede, og det var langt bedre.

Da Ban lænede sig tættere ind imod ham, fik Cayden færten af ham og det var noget nær umuligt ikke at sætte tænderne i ham. Det var som om alt ved ham var designet til at fange Caydens interesse og et øjeblik blev han mistænksom. Ville man sætte en fælde for Cayden var en flot fyr i nød en god start, men eftersom fyren her var en elver, kunne han næsten lige så godt have ladet ham dø. Han slappede af igen og lagde en hånd under Bandorions hage, for at løfte hans ansigt og se ham lidt bedre an. 
"Der er ikke langt," lovede han med et djævelsk smil og samme øjeblik forsvandt de begge op i tyk, sort røg, som Cayden teleporterede dem langt op i nordlandet.

"Velkommen til min sommer-residens," sagde han som de manifesterede sig i nordlandet, omgivet af sne og bjerge så langt øjet kunne række, med undtagelse af et palæ foran dem. Det var langt fra sommer, men Cayden holdt en husholderske her året rundt og desuden kunne han ikke tage Bandorion med sig hjem - hvis han havde bare en smule bag ørerne, ville han hurtigt opdage det, hvis de tog til Kzar Mora. Og frygt tændte ikke Cayden. Bans smil gjorde.

Han lagde en arm om livet på Bandorion, der ikke var klædt på til vejret - ingen af dem var - og førte ham med sig ind i palæet, der var varmere end det havde været i Elverly. En husholderske kom dem løbende i møde i entreen. "En flaske vin, tak, ellers har vi ikke brug for noget," sagde Cayden affejende, og allerede inden hun var gået, lagde han sine hænder om Bandorions skuldre og så på ham med et afventende udtryk, for lydløst at spørge ham om det var okay at han hjalp ham af med sin frakke. 

Bandorion nåede ikke engang at reagere før at en kold vind blæste om dem, og hans fødder var solidt plantet i en tyk sne. Alting var også blevet så lyst, hvilket nok var primært pga. alt sneen. Han havde aldrig set så meget sne før. Ikke fordi at sne generelt var noget han havde set meget af. Faktisk var hans første møde med det, sidste vinter under plagerne. Så at se meget var utroligt, og han kunne da heller ikke stoppe sig fra at se forundret ud. Det tog ham endda et øjeblik før at han i det hele taget fik øje på det kæmpe palæ, og et lav fløjten kunne høres fra ham.

”Imponerende,” var det eneste Bandorion umiddelbart kunne sige til hele situationen. Han havde ikke regnet med at Cayden var rig, ikke at han kunne brokke sig over det, især ikke når an var galant, med at tage ham tæt til sig og hjælpe ham af med sin frakke. Og Ban havde da heller ikke skjult at han måske havde trykket sig lidt længere ind i den varme krop som de var gået.

Som hans frakke kom af, var det tydeligere at se hans trøje. Den var simpel, men også lavet af typiske plantefibre som skovelverne brugte. Ikke ligeså strålende som Bandorion måske ville ønske at gå med, men det var nok til at gøre jobbet. Han havde jo desværre skulle gå praktisk klædt i denne kulde, og at Askfay absolut ville have ham til at træne med soldaterne.
”Så at spørge ind til hvordan du er blevet så rig, er det noget jeg ikke burde?” spurgte Bandorion, og lod endnu engang sine øjne indtage det pragtfulde palæ. Ørkenelverne var måske ganske gode til arkitektur, og intet så slemt ud dernede, men dette var alligevel noget af en unik oplevelse for Bandorion. Det her var udsøgt for et menneskes perspektiv… eller hvad end Cayden måtte være.

Cayden var ganske tilfreds med sig selv allerede fra det øjeblik hans palæ fik Bandorion til at fløjte imponeret. Det hjalp kun at fyren også trykkede sig ind imod ham under påskud af kulden. 

"Det kan du sagtens spørge ind til," svarede Cayden med et roligt smil og lagde en hånd mod Bandorions lænd for at føre ham med sig længere ind i sit hjem. Inden de overhovedet nåede ud af entreen, fik Cayden øje på husholdersken, der trippede hastigt ind ad døren til biblioteket, en flaske vin og to glas i hænderne. Et smil spredte sig på hans læber - han havde elsket at opholde sig i biblioteket som barn.

Han førte Bandorion med sig ind på biblioteket, hvor reoler med bøger strakte sig fra gulv til loft, kun afbrudt af de få møbler der stod i en halvcirkel omkring pejsen, der heldigvis var tændt op. Husholdersken var forsvundet ud af syne og Cayden gjorde tegn til at Bandorion kunne sætte sig i sofaen, imens han selv blev stående for at hælde vinen op til dem.

"Min rigdom er alt sammen arv fra mine forældre, som har arvet det fra deres forældre, som har arvet det fra deres forældre. Jeg er ikke slavehandler eller..." Han kæmpede med at komme på noget, som ørkenelvere ville synes var slemt. Det lykkedes ham ikke umiddelbart - han havde aldrig sat sig ind i deres tankegang før - og han endte med at se på Bandorion med et hævet øjenbryn, inden han rakte ham et af glassene og selv satte sig ned i sofaen. 

Måske kunne Bandorion godt lide at blive behandlet som om at han var en meget vigtig person, faktisk som om at han var adelig, og han fik i den grad den følelse sammen med Cayden allerede. Det havde været noget af en interessant måde at møde på, men de faldt overraskende godt i spænd, hvilket Bandorion i den grad ikke kunne brokke sig over.
Han tog glædeligt glasset med vin og satte sig til rette i sofaen mens han lyttede til  hvad Cayden sagde. Han kunne ikke lade vær med at smile hvordan det nærmest var tydeligt at Cayden prøvede at forklare at han ikke var nogen skidt fyr. Det var ikke underligt at Bandorion og andre ørkenelvere ikke brød sig om slavehandlere, men Bandorion havde efterhånden accepteret den del som en del af hverdagen.

”Eller?” kom det drillende fra Bandorion, og han tog et sip af vinen. Den var virkelig god, og han måtte gøre alt for ikke at vise den tydelige overraskelse i sit ansigt. Det var ikke fordi at han var fremmede til alkohol, men han var vant til elvervin, og især den slags der var i Thal’Elor. Det var ingenting som dette, og han kunne virkelig godt lide smagen faktisk.

Cayden himlede smilende med øjnene, da Bandorion bad ham om at uddybe. Samtlige af de ting, der ville gøre dig til en skidt fyr, havde Cayden vist allerede gjort. Mord, tortur, spionage, kidnapning, brandpåsættelse - voldtægt var det eneste han kunne komme på, som han ikke havde gjort, men han ville helst holde sig fra dét emne i det hele taget, når nu han lige havde bortført en flot fyr, som han meget gerne ville have frivilligt med i seng.

Han besluttede sig for at joke i stedet.

"Jeg ville påstå at jeg aldrig har myrdet nogen, men det ville være en svær løgn at slippe af sted med, når du lige har set hvad jeg gjorde mod de mennesker, der generede dig." Det var en bestemt måde han sagde 'mennesker' på, men det var så stor en del af ham at fjerne menneskeheden fra sig selv at han knap nok lagde mærke til det.

Han lod blikket glide over Bandorions smalle ansigt og slog så forsigtigt sit glas imod hans; "skål." Der var ingen skade sket ved at få lidt mere alkohol i fyren. 

Bandorions latter boblede frem i ham, og han var næsten også ved at spilde vinen fra glasset, men formåede at beherske sig. Måske var det ikke menigen at man skulle grine af mord, men måden det blev sagt på…. Det var svært at tage det helt seriøst, men det gjorde også at Bandorion i den grad ikke lagde mærke til hvordan Cayden havde sagt mennesker på.
”Det kan jeg vidst ikke helt brokke mig over,” sagde Bandorion og lænede sig bare en anelse tættere på Cayden, med et smil på hans læber.
”Skål.” Han lod glassene klinke sammen, før at han tog en lille tår af det endnu engang. Heldigvis var hans alkoholtolerance ganske høj, så det var ikke som om at Cayden ville få ham fuld foreløbig. Desuden. Hvorfor være fuld og glemme halvdelen af aftenen, når man kunne være ædru og huske det hele til eftertiden?

Cayden kunne ikke undgå at bemærke at Bandorion lænede sig tættere på ham, og efter de havde skålet tog han ligesom Bandorion en tår, men direkte derefter satte han glasset fra sig på sofabordet og lagde en hånd imod det nærmeste af Bandorions lår.

"Det er også første gang en fyr har tvunget mig til at kidnappe ham," fortalte han med latter i stemmen, og lod sin hånd glide ned til elverens inderlår, som han blidt kærtegnede, inden han langsomt strøg sin hånd længere og længere op imellem fyrens ben. Hans bevægelser var langsomme, men udover det føltes det som om alting gik meget hurtigt. Bandorion havde heldigvis ikke ladet til at have behov for romantik. Det var ikke hvad det her var. Det var, hvad det kunne blive til, men Cayden ville egentlig bare gerne hive Bandorion med ind i seng så hurtigt som han kunne, og det var også hvad han troede at Bandorion ville have. 

Bandorion gjorde intet fra at fjerne sig fra det nærvær der var Cayden. Der var nok ikke nogen tvivl mellem dem at de i den grad var ved at bevæge sig hen i den retning, og måske Bandorion var lidt glad for at lægge op til det i øjeblikket. Det var bare lidt svært at tanke rationelt, når de sad så tæt og Bandorion kunne lugte Cayden. Og så de øjne og den latter. Desuden var det lang tid siden at Bandorion havde overhoved overvejet at noget kunne udvikle sig til et romantisk forhold. Det fysiske var så meget nemmere.

”Jeg vil ikke sige at jeg tvang dig til at kidnappe mig. Det var en venlig opfordring,” sagde han smilende, og nød bare de langsomme bevægelser. Hvis Cayden begyndte at hive tøjet af ham lige nu, så havde han absolut intet problem med det. Det var rart at få denne slags opmærksomhed igen.
”Ville du måske have ønsket at jeg havde modsat mig det, mmmhh?” spurgte Bandorion så, og ændrede lidt sin position, men det var bare så han kunne komme helt tæt på Caydens ansigt. De var praktisk talt så tætte nu at de kunne føle hinandens ånde.

Cayden opfangede tydeligt de signaler Bandorion sendte og fik kun endnu mere lyst til at tage ham lige hvor de sad, forbandet være enhver tjenestepige der muligvis kom og forstyrrede dem.

"Nej, du gjorde det helt perfekt," roste han og fjernede sin hånd fra Bandorions lår, kun for at lægge den under Bandorions hage i stedet og blidt holde ham på stedet, så han kunne læne sig ind og kysse ham. Hans læber var bløde og han smagte svagt af den vin, Cayden havde serveret for dem. Han havde ikke glemt det vinglas, Bandorion stadig holdt fast i, og han overvejede at stille det på sofabordet for ham, men kom frem til at det var sjovere at se hvor længe han gad balancere det.

"Du modsætter dig heller ikke nu?" spurgte Cayden, efter at have trukket sig væk, dog kun lige nok til at deres læber ikke længere rørtes.

Bandorion kiggede ind i Caydens øjne, og det var næsten nok til at få hans hjerte til at hoppe et slag over. Han var virkelig smuk, og Bandorions glemte næsten også at tænke, som han mærkede de bløde læber mod sine, og hvis det ikke var fordi at han var ganske opmærksom på at han stadig holdt et glas i den ene hånd, så ville han bare have lagt sine arme om Cayden og rigtig lænet sig ind i kysset. Men nej, han havde ikke forudset Cayden gøre det så hurtigt.

"Nej, hvorfor skulle jeg dog gøre det?" kom det næsten hviskende fra Bandorion, men han trak sig så et lille stykke væk. Det viste sig dog hurtigt, og det var nu ikke ofrdi at han ikke ville blive ved med at kysse Cayden, men glasset skulle væk. Så det blev placeret på sofabordet, og Bandorion var tilbage.
"Hvor var det vi kom fra?" spurgte han, et drillende smil på læberne, men han lod ikke engang Cayden komme med et svar, før at han lod sine læber møde Caydens igen.