Thanos Haides.
Selve navnet virkede frygtindgydende - og listen af ugerninger denne mand havde begået, var da også både lang og modbydelig; mord, slavesalg, tortur og voldtægt var bare en del af det, og disse ting var ondskabsfulde nok i forvejen.
Prisen for hans hoved var da også en formue - hele ti diamanter og en håndfuld safirer!

Det var en blanding af modbydeligheden i mandens gerninger, og så de mange penge, der fik Mei Hanara til at jagte Haides.
Hun havde sporet ham i en måned, fra kro til kro og hvis informationerne var pålidelige, skulle han være lige i nærheden af hvor hun lige nu befandt sig - Sydvejen.

Vejret var godt, solen stod højt på himlen og der var næsten lunt på trods af årstiden.

Den lille, spinkle kvinde var klædt i en sort jakke af læder, foret med pels til vinterens ellers kolde dage, jordfarvede, tætsiddende bukser samt et par gode, sorte læderstøvler. som også var foret i blød pels.
Under armen havde hun en god, tyk rejsekappe i uld og med en dyb hætte som man kunne forsvinde helt ind i.
Prikken over i'et var et par gode, sorte læderhandsker som gik hende til lidt op ad underarmen.

På ryggen hang der en rekurvebue, et lukket pilekogger samt hendes særprægede, let buede sværd.

Alt i alt et sæt, som var perfekt til koldt vejr... og altså ikke en lun dag som denne. Hvilket var grunden til at kappen var røget.

Mei stoppede op... det her sted var fint. Et par klynger af træer her og der, en stor sten omgivet af buske... perfekt.
Hun bevægede sig over til stenen, hægtede buen og pilekoggeret af, og gemte det og kappen i buskene, før hun smuttede over til en klynge af træer, som stod lige oppe langs vejen.

Uden en lyd satte hun sig på hug bag dem, skjult for enhver normal person...

Her ventede hun... og ventede...

Thanos sad på sin brune hest, der fredeligt skridtede af sted på sydvejen. Der var intet der hastede, som han ikke havde noget at foretage sig, intet job at tage sig af. Det var ikke så længe siden, at han havde forladt Dødens Kløft og huset på kanten af dette, hvor Jezebel boede. Som han havde sagt mere end én gang, var han på vej syd på i jagt på noget at lave. Måske tage helt ned til grænsen til Rubinien og indfange nogle slaver til den handelsmand, han plejede at aflevere den slags ved. Han var ikke god til at lave ingenting, men lidt fritid var nu aldrig helt af vejen. Der måtte dog godt snart ske noget.

Den ranke mand var iklædt sit sædvanlige outfit. Den mørkeblå jakke med spænder, et par denne gang sorte bukser, et par langskaftede støvler, som bukserne var stoppet ned i. Inden under jakken havde han en varm sweater og en hvid, løs skjorte med en rød, tætsiddende vest med mønster ovenover. Praktisk og samtidigt pænt nok til at han kunne komme ind de fleste steder. Der var rimeligt lunt den dag, så kappen var pakket væk i sadeltaskerne. Hans sværd hang ved hans side og armbrøsten på sadeltaskerne. Ingen grund til at at have den over ryggen, når han blot red af sted. 

Hesten prustede, men det affødte ikke nogen reaktion fra Thanos. Han følte intet for dyret, men sørgede nu for, at det havde det godt. Derfor at det kun foregik i skridt, stod det til ham galopperede de hele vejen til Medanien, men det ville hesten ikke kunne holde til. Han havde redet flere heste til de styrtede. Det var der ingen grund til nu. 
Trods stilheden omkring ham, var han opmærksom på sine omgivelser. Det ville ikke være usædvanligt at landevejsrøvere tænkte, at han var værd at angribe - hvilket de altid fortrød - og sværdet var som altid klar til at blive trukket. Der hang også tre kasteknive og en almindelig kniv i hans bælte. Man skulle ikke gå ned på våben.

Naturen var ganske flot under solens stråler, men det havde ikke rigtigt nogen betydning for ham. Der var små klumper af træer, nogle sten og ellers bare mest fladt med hede, græs og store sten spredt ud over det hele. Man kunne ane bjerge i horisonten. Hans blik gled rundt og et eller andet gav ham en fornemmelse af, at noget ikke var, som det skulle være. Men intet åbenlyst sprang ham i øjnene. Alligevel var han en smule på vagt, som de red forbi nogle træer.

Hun spottede ham på lang afstand, og identificerede ham på næsten lige så god afstand. En nervøs knude dannede sig i hendes mave... den her mand var anderledes end de fleste andre hun havde jagtet.
Hvis han fik krammet på hende...

Hun skød tanken til side og tog en dyb indånding, samtidig med at hun bandt sit lange, natsorte hår op i en hestehale.
Så ventede hun, roligt kontrollerende sin vejrtrækning og hver eneste lille bevægelse. Larm kunne betyde døden.

Det vanskeliggjorde situationen lidt at han var til hest - men det var ikke mere end forventet, og Mei havde løst den slags problemer før... så da han roligt red forbi de træer hun gemte sig ved, ventede hun til sidste øjeblik... og så satte hun af:

Med trænet hurtighed og perfekt balance, sprang hun ud mellem to af træerne og brugte stammen på det ene til at sætte af fra.
Hun trak sit sværd i luften og svingede det omgående mod hestens hals, for så at fære det i en hurtig buge over imod Thanos' ene ben.

Det var nu eller aldrig... hvis hun kunne skade ham, ville kampen ikke være nær så hård.

Angrebet kom pludseligt, ud af den blå luft. Trods fornemmelsen af, at der var noget galt, nåede Thanos ikke at reagere, før en lille kvinde med sort hår han plantet sit sværd i halsen af hesten, der kom med en panikslagen lyd af smerte. Inden benene nåede at give efter under den, var sværdet på vej mod hans ben. Han havde allerede grebet sit sværd, men kun fået det halvt ud af skeden, som den skarpe klinge på kvindens sværd skar sig ind i hans lår. Dybt. Smerten var forfærdelig og der kom en delvist forskrækket, delvist smertefuld lyd fra ham. Og endeligt væltede hesten om. Bevægelsen trak sværdet ud af hans ben og trods smerten, formåede han at rulle af dyret, inden det landede på hans andet ben. Jorden tog hårdt i mod ham, men det havde han ikke tid til at tænke nærmere over. Såret i hans ben var allerede helet som han rullede rundt, trak sit sværd og kom på benene. Det ville hævne sig om aftenen, når smerten ville dukke op i hans ar i stedet. Men det kunne han ærgre sig over til den tid.

Han var ikke bange, kunne ikke føle frygt. Han var end ikke ked af, at hans hest lå og forblødte på jorden foran ham. Han følte ikke rigtigt noget, men han var irriteret. Det havde været en god hest, han havde haft den længe. Nu skulle han gå indtil han fandt et sted at købe en ny. Det ville besvære hans videre færd.
Hans blik gled over den ukendte modstander. Kvinde. Lille. Så ud til at have et godt tag på sit sværd. Hendes holdning afslørede, at hun vidste, hvad hun lavede. Thanos var altid af den overbevisning, at han var den bedste. Selvfølgelig var han det. Men han var samtidigt klar over, at han somme tider stødte på folk, som havde mindst lige så meget træning og sikkert også nogle med mere end ham. Og at han ikke altid ville vinde. En sær blanding, men både selvtilliden og en god portion forsigtighed havde holdt ham i live indtil nu.

Men lige nu var overraskelse hans bedste element. Hun troede, at han var såret og det måtte han udnytte.
Alle disse overvejelser tog et splitsekund, han var klar i hovedet, som ingen følelser var i vejen, og han var knap kommet på benene og havde fundet balancen, inden han kastede sig frem mod kvinden, svingende sværdet mod hendes side.

Succes.
Den barberbladsskarpe klinge skar ind i Haides' lår, og hun mærkede hvordan stålet stødte imod hans lårknogle.
Hun vidste at det ville være umuligt for ham at støtte på så såret et ben, og hun fandt det endda imponerende at han formåede at rulle af hesten.

Mei havde forberedt sig på en meget farlig kamp, men takket være hendes snilde havde hun allerede vundet.

Troede hun.

Overraskelsen, nej chokket, var tydelig i hendes kønne, brune øjne da han pludselig sprang frem imod hende.
Hendes hjerte hoppede en halv omgang, og hun var lige ved at hoppe på stdeet af ren overraskelse - men hun så godt klingen, og hendes instinkter reagerede omgående:

Stål mødte stål da hun lynhurtigt flyttede sit våben og parerede saget.
Der var kraft på, og der var ingen tvivl om at den klinge ville have skåret hendes side op som var hun lavet af smør.

Lynhurtigt, i forbindelse med pareringen, trådte hun to skridt væk fra ham, stadig med overraskelsen malet i ansigtet.
"Hvordan...?"

Det måtte Thanos give denne lille underligt udseende kvinde - hun var hurtig. Han troede lige, at sværdet ville finde vej til hendes kød, men i stedet gav lyden af stål i mod stål genlyd i den kølige luft. Overraskelsen var ellers tydelig i hendes ansigt, en overraskelse han ofte fandt frøs hans ofre i deres handlinger. Medmindre de var så veltrænede, at deres instinkter tog over, og det var så det, der så ud til at ske her. Imponerende.
Kvinden trådte væk fra ham og han valgte selv at springe tilbage. Selvom han havde overhånden lige nu, ville han gerne vide, hvorfor hun havde angrebet ham. Det var ikke ligefrem en klassisk landevejsrøver, der havde angrebet ham. Så det ville være dumt at fortsætte sin aggressivitet og ende med at slå hende ihjel, inden han kunne få svar.

Hesten hev stadig vejret i pinefulde drag bag ham og han valgte at bakke nok til at han kunne svinge sin venstre hånd med sværdet nedad og gøre det af med den. Ikke af nåde, han var ligeglad hvor længe den led, men et eller andet sted syntes han, at han skyldte den det. Hans blik forlod på intet tidspunkt pigen. Hun var som sagt hurtig.
Det var lige før, at han ikke gad at svare på hendes spørgsmål, men han gjorde det alligevel. Med en følelsesløs, rolig og lettere nedgørende stemme. Svaret gav sig selv, gjorde det ikke?
"Magi. Hvad ellers?"

Thanos løftede sit sværd mod hende og lagde hovedet lidt på skrå.
"Hvorfor angreb du mig?" Han stemme var lige så følelsesløs som før, spørgsmålet havde ingen nysgerrighed i sig som sådan. Det var kun fordi, at han måske kunne bruge oplysningen til noget, ikke fordi han havde et behov for at vide det. Han var ligeglad. Som han var med det meste.
Han betragtede hende med døde øjne, der alligevel så ud til at glimte af et eller andet. Men der var ingen følelser i dem, ingen skræk, ingen vrede. Ingenting.

Hun var en smule lettet da han skabte mere afstand imellem dem - men samtidig var hun opmærksom på armbrøsten. Den skulle han nødig få fat i, når hun nu havde valgt nærkamp.

Hestens lidelser blev der gjort en hurtig ende på, og selvom den intet betød for hende, var hun ked af at have forårsaget en sådan smerte hos dyret.
Mei var kølig af personlighed, og hendes ummidelbare mangel på følelser var netop det, der havde fået hende forvist til dette underlige land.

Hun pustede let ud mellem sammenbidte tænder da han talte.
Naturligvis var det magi... hvilket sort uheld.
Det gjorde ham utroligt farlig, og Mei var ikke så dum at hun ikke vidste hvor vanskelig situationen var blevet.

Det værste var dog, at hun ikke ville være i stand til at stikke af.

"Du er mange penge værd. Og du har gjort ondt... på mange måder, som er... utilgivelig." hendes ordforråd og forståelse for Krystallandets grammatik var markant bedre, men af og til snublede hun stadig lidt.

Ikke at det betød meget lige nu.

Den særprægede kvinde var tydeligvis ikke tilfreds med hans svar om magi. Selvfølgelig ikke, det var kun noget der gjorde denne kamp meget mere ulige for hende. Alle skader ville hele for nu og han ville kunne fortsætte med at slås til han segnede af træthed. Hvornhun derimod ville blive mere og mere handikappet af de skader han pådrog hende. Han havde stadig ikke taget en beslutning, om hans forbandelse var en velsignelse eller ej. Om han var taknemmelig eller ej. Det gjorde hans liv noget lettere - og længere.

Hendes ord overraskede ham ikke. En dusørjæger. Han var blevet den jagtede igen, rollerne blev nogle gange byttet om, men han var ikke så plaget af folk på jagt efter hans dusør, som man skulle tro. Han ry fik de fleste til at give op på forhånd, nok godt hjulpet på vej af det spor af blod og lig, han efterlod bag sig. Hendes andre ord fik ham bare til at trække let på skuldrene. Han havde ikke noget moralsk kompas i forhold til godt og ondt, delte ikke tingene op på den måde. Dog var han nok klar over, at de fleste anså hans gerninger som modbydelige. Han var ligeglad.

"Du skulle have dræbt mig i første hug." Og det var, hvad han havde at sige om det. Nu ville han lade stålet tale i stedet. I en hurtig, veltrænet bevægelse sprang han frem i mod hende. Sværdet lod han glide igennem luften mod hendes skulder, men med en finte lod han det skifte retning nedad. Han regnede ikke med at ramme, hun havde ind til videre vist sig som en dygtig fægter. Nej, hans plan var at bruge sin størrelse og styrke til at vælte hende med sin krop, hvis fremaddrift ville føre ham ind i hende, mens hendes sværd var optaget af hans.

Han havde ret. Hun skulle have dræbt ham i første hug - og det ville hun også på en måde have gjort, hvis ikke han havde haft den forbandede evne!
Havde hans sår ikke lukket sig, ville hun stille og roligt have ventet på at han blødte ud, for pulsåren i benet var klart blevet skåret over.
Det ville have vret et spørgsmål om minutter...

Han bevægede sig, og Mei hævede sværdet, parat til at tage imod hvad end han nu fandt på.
Skulderen... nej, en finte!
Lynhurtigt, nærmest som var det en refleks, sænkede hun sin klinge så hans skred af på den - og så om den åbenlyse, brutale taktik fra ham.

Mei smilede. Han havde undervurderet hende.

Hun var nærmest yndefuld i hendes bevægelser, da hun snurrede en hhalv gang rundt om sig selv og dermed trådte halvt til siden, før hun lagde en hånd på hans ryg - og brugte hans egen kraft og vægt imod ham, til at fælde ham over hendes ene ben.

Hvis dette lykkedes, ville hun hurtigt svinge sværdet efter ham igen.

Hun forudsage hans finte, som han havde regnet med. Hun var dygtig, det var han ikke i tvivl om. Lidt for dygtig. Hans krop ramte ikke hendes, som hun bevægede sig til siden i en elegant bevægelse. I stedet kunne han mærke hendes hånd mod sin ryg og hendes ben foran hans. I stedet for at vælte forover med ansigtet først, udnyttede han sin egen fremaddrift og lavede en faldende kolbøtte. Den fik ham ikke bare til rimeligt elegant at udnytte faldet, men også at undgå sværdet, der sang i luften over ham.

Hurtigt sprang han på benene, allerede klar til sit næste træk. Med højre hånd greb han noget af vejens grusede jord og som han kom på benene snurrede han rundt og kastede det hårdt mod hendes ansigt. Straks efter kom hans sværd, rettet mod hendes sværdarm. Lige nu var hans plan ikke at dræbe hende, blot at gøre hende ukampdygtig.

Hun missede... satans!
Han var både hurtig og en kvik tænker. De fleste ville være landet på snotten, og det ville have afgjort kampen - men han udnyttede det i stedet til at undvige hendes angreb, og komme på benene.

Mei hævede roligt sværdet igen, klar til endnu et modangreb...
Det måtte være vejen frem mod en mand, som var så meget stærkere end hende.

Hun tog et halvt skridt frem da han bevgede sig - og forbandede så indædt sig selv, da hun blev ramt lige i ansigtet af både grus og jord.
Blændet forsøgte hun at hugge ud i luften foran sig, samtidig med at hun trak sig tilbage - men det var for sent.
En skarp smerte skød op i hendes højre arm, og hun tabte sværdet på jorden.

Med venstre hånd fik hun befriet sine øjne for det meste af hans kasteskyts.
Hvordan kunne hun ikke have tænkt på lige netop den taktik...!?

Succes. Håndfulden ramte hende lige i ansigtet og fik hende til at bakke væk. Sværdets klinge klirrede, som det ramte jorden. Thanos' modstander var nu våbenløs, medmindre hun havde knive på kroppen. Han ville ikke forvente andet end at hun havde, så nærkamp ville være farligt. Men hvis han skulle have hende ned at ligge, måtte han ind tæt og have fat i hende. Hurtigt opvejede han faren mod målet og besluttede sig for, at han måtte tage chancen. 
Sværdet satte ham i jorden med spidsen først i en hård bevægelse og derefter kastede han sig frem mod den meget mindre kvinde. Det var et risikabelt valgt, for hun kunne have magier, han ikke kendte til, men hun kunne også være bedre trænet i nærkamp end ham. Hans fordel var overraskelsesmomentet og hans fysiske størrelse og vægt. Og han agtede at bruge begge dele.

Det første han gik efter var hendes mave. En hård knyttet næve fór mod det bløde område. Samtidigt lod han sin pandeskal falde mod hendes - hvis han kunne slå hende konfus, ville han helt sikkert ende ud som overlegen. 
Thanos var veltrænet i næsten alle former for kamp. Fra barnsben var han blevet tæsket igennem alt fra bueskydning, sværdkamp og nærkamp. Stort set alle våben havde været igennem hans hænder og allerede som ung teenager kunne han lægge meget ældre og større mænd ned. Alting talte til hans fordel, som han sprang frem mod denne spinkle kvinde med den sjove udtalelse og det spøjse, men absolut ikke grimme, udseende. 
Men Thanos var psykopat og i hans hoved var alle under ham. Han var den bedste til alt. Og måske han undervurderede kvinden, selvom han havde sagt til sig selv, at han skulle være forsigtig.

Tankerne fór gennem hendes hoved da han satte sværdet i jorden.
En tåbe ville måske have troet at han var ude på at gøre kampen mere lige - men Mei var helt sikker på at der lå noget mere sadistisk og ondskabsfuldt bag...

Hun havde ikke glemt hans liste af ugerninger.

Allerede før han sendte slaget afsted, afslørede hans bevægelser at han ville gå efter hendes mave, og hun vidste at hun måtte reagere hurtigt. Hvis han ramte hende, ville løbet være kørt...
Erfaring havde efterhånden bevist for hende, at lige netop dét område nok var hendes absolut svageste punkt... kampen med Rolf Dødshøj havde været det ultimative bevis.

Hun ville hellere have et slag midt i ansigtet.

Heldigvis vidste thanos ikke hvad han gik ind til, og Mei skred hurtigt tilbage i en dyb stand, svingede benet op i et hurtigt spark mod hans næve for at stoppe dens færd - og så fortsatte sparket ellers opad indtil hendes fod var et stykke ved siden af hans hoved.
Lynhurtigt, som var det en del af samme teknik, svingede hun benet til højre samtidig med at hun bukkede knæet sammen.

Resultatet ville være at hendes hæl bragede ind i siden af hans hoved, med meget større kraft end han måske ville forvente.

Hvis hun ramte ham...

Endnu en gang blev han overrasket over hendes evner. Og denne gang var det ved at gå helt, helt galt. Hans næve blev stoppet i luften af hendes fod, der syntes at komme ud af ingenting. Kraften bag var kraftig nok til at hans arm røg til siden. Alting foregik så hurtigt, at det næsten var umuligt at følge med. Alting endte med at gøre på rent instinkt, for han havde ikke stødt på nogen med sådan en kampteknik før. Foden fortsatte op ved siden af hans hoved, ganske imponerende i forhold til deres højdeforskel, og et eller andet fik ham til at vippe sin krop til siden, det eneste han kunne nå. Men det var ikke nok og kvindens hæl snittede ham ved kindbenet. Kraften fik ham til at vakle til side og en knasende lyd og en stærk smerte fortalte ham, at et eller andet brækkede. Men inden han havde fundet balancen igen, knasede det igen og smerten forsvandt. Helet. 

Hvis han havde kunne føle, ville vreden nok have opslugt ham, men hans indre var koldt. Tomt. Uden noget andet end hans tanker, der løb igennem hans sind, for at finde en løsning på problemet - hende. Hvordan kunne han overvinde hende? Alt hvad der lige var sket, afslørede at hun kendte til en kampteknik, der var ham ukendt. Hvis det havde været under andre omstændigheder, ville han have elsket at få mere at vide om denne teknik, men lige nu handlede det om liv eller død. Og han var ikke den, der skulle dø.

Han lod sin krop fortsætte den ramte vaklen væk fra hende, lod som om, at hendes spark havde haft en større en effekt - og som han drejede rundt, hev han en af kasteknivene ud af bæltet og da han drejede fronten mod hende igen, kastede han kniven hårdt og præcist mod hendes skulder. Hans mål var stadig ikke at slå hende ihjel. Ikke med det samme, ikke hurtigt. Men han skulle pacificere hende nok til, at han kunne få overtaget.

Det lykkedes at sparke hånden væk, og det lykkedes delvist at ramme ham med krogsparket - ikke helt så godt som hun havde håbet, men nok til at sende ham vaklende tilbage.
Havde hun nu bare fået en fuldtræffer, ville han muligvis være blevet slået ud...

Enten skulle hun dræbe ham hurtigt og effektivt, eller også skulle hun slå ham ud.
Ingen af delene var nemme.

Da han vaklede, fulgte hun omgående efter, næsten lydløst og hurtigt.
Han snurrede, kastede, og hun bed sig i læben i smerte, da kniven satte sig godt i hendes skulder - lige som hun vendte siden til ham, og sendte et højt sidespark imod hans ansigt.

Adrenalinen overdøvede smerten i skulderen, og selvom det var noget lort, var hun alligevel mere effektiv med sine sparketeknikker.
Eneste problem var, at det var sværere at dræbe hurtigt med spark, end med en velplaceret knivhånd eller håndrod...

Kniven ramte, men det gjorde det spark også, hun havde rettet mod hans ansigt. Endnu en fod i smasken. Så snart sparket ramte, spredte smagen af blod sig i hans mund sig, som hans tænder lavede hul i hans kind. Det var ingenting, for såret helede hurtigt igen. Men han ville ikke kunne holde til ret mange af de kraftfulde spark, før han ville være så rundt på gulvet, at han ville være nem at overvinde. Det var muligt at slå ham ud, trods at hans krop absorberede skader som en svamp vand. Hvordan det fungerede vidste han ikke, men bevidstløsheden beholdt ham aldrig ret længe ad gangen. Men selv sekunder kunne betyde liv og død og han måtte enten væk fra hende eller få hende nedlagt.
Sparket fik ham til at tumle bagover og hans ene fod stødte på noget. Hans sværd, der stadig stod ret op og ned i jorden, klar til at blive trukket. Nå, ja, hvorfor ikke. Han havde fået svar på sit spørgsmål og hun var farlig. Sværdet ville måske give ham overhånden.

Hurtigt trak han det fri af jorden. Siden hendes våben lige nu var hendes ben, valgte han ret naturligt at gå efter dem. Han var god med et sværd i hånden, med en naturlig dygtighed, der afbillede hans mangel på følelser. Han var ligeglad med andres smerte og havde intet i mod at skade hverken kvinder eller børn. Nådesløst sprang han frem mod kvinden igen, så snart balancen var tilbage, og lavede en finte - sværdet svingede han mod hendes overkrop, men samtidigt sparkede han ud mod hendes ben. Nærmere hendes knæ. Kunne han sparke det af led, ja så ville hun være noget handicappet i forhold til hendes nuværende kampteknik. 

Fuldtræffer! Hvis nu bare hun kunne holde det her kørende lid endnu, så ville hun næsten helt sikkert få krammet på ham!
Healing eller ej, at blive sparket gentagne gange i hovedet ville gøre skade på den ene eller den anden måde.

Som han vaklede bagud, skred hun frem mod ham igen, parat til at sparke - og så gik det galt.
Sværdet kom ud af den blå luft, og i hendes fremgang imod ham var det umuligt at springe tilbage i tide, hvilket kun efterlod en enkelt mulighed:

Hun lænede sig lynhurtigt bagover, så meget at hun næsten stod i bro - og så klingen passere lige over hendes torso, samtidig med at hun mærkede et hårdt stød mod sit ene knæ.
Naturligvis fik det hende til at falde, og hun landede hårdt på ryggen med et næsten tøset støn.

At dømme efter smerten havde han ikke sparket hendes knæ af led - men han havde ramt det hårdt nok til at det dunkede faretruende... 

Thanos blev til stadighed imponeret over kvinden og hendes teknikker. Hendes måde at undgå sværdet på var elegant, også selvom bevægelsen blev udført så hurtigt. Men hans spark mod hendes ben ødelage elegancen, som hun faldt hårdt til jorden. Hurtigt, for at udnytte hendes svaghed, trådte han et skridt frem, trådte tungt ned på det samme knæ og lagde sværdets spids direkte under hendes hage. Nok var hun hurtig og smidig, men hans vægt på hendes knæ burde holde det ben i ro og hun kunne umuligt være hurtig nok til at undgå det kolde metal, hvis hun forsøgte at komme væk. Han havde overtaget. Endeligt.

Så var spørgsmålet bare, hvad han ville med hende. Slå hende ihjel med det samme? Pine hende lidt? Flå tøjet af hende og tilfredsstille sig selv? Det sidste var lokkende, som han ikke var blind for hendes figur og former. Men det ville først kræve, at han fik klemt lidt af sprælskheden ud af hende. Og tiden var blevet knap, efter hesten nu var død. Ikke at han havde decideret travlt med at komme frem, men alting tog bare meget længere på gåben. Han skulle finde en hest. Tanken forlod dog ikke hans sind.

Og egentligt havde han mere lyst til at se hende bløde. Høre hende skrige lidt af smerte. 
Roligt lænede han sig frem, hvilket nok lagde endnu mere vægt på hendes knæ, og trak kniven ud af hendes skulder med højre hånd. Lidt hurtigt, men med et lille vrid, så det ville gøre mere ondt end nødvendigt.
"Det sker ikke så ofte, at jeg bliver imponeret over andres kampteknikker. Men du har været en svær modstander." Sværdet lå stadig i mod hendes hals, som han tørrede det værste blod af kniven i sine alligevel ødelagte bukser. Han stak den dog ikke på plads i bæltet med det samme, hans blik lidt spekulativt, som han overvejede, hvad han skulle gøre ved hende. 
"Du har gjort min videre færd besværlig. Det irriterer mig." Som sætningen var udtalt, trådte han af hendes knæ, flyttede sværdet og rettede et hårdt spark mod hendes hage for at pacificere hende.

Det var smertefuldt da han trådte på hendes knæ, og hun hvislede mellem sammenbidte tænder, mens hun så vredt op på ham.
Det var endnu mere pinefuldt, da hun måtte erkende sit umiddelbare nederlag i det øjeblik han satte klingen for hendes hals.

Uden rigtig brug af sine hænder, havde hun ikke en chance i denne situation... og de skader han havde påført hende, frarøvede hende den fulde brug af både arme og hænder.

Hun skar tænder da han øgede trykket på hendes knæ - Fuck det gjorde ondt! Sparket måtte have forstuet det, i hvert fald mildt!

Dog var det intet i forhold til da han trak kniven ud.
"Arg!" lød det fra hende, da klingen blev vredet ud af hendes skulder, og gjorde mere skade.
Hele hendes arm dunkede efter den behandling.

Hun sagde intet da han 'komplimenterede' hendes evner, men holdt i stedet øje med kniven, som han endnu ikke havde sat i bæltet.
Hvis hun sagde noget lige nu, ville hun komme til at fornærme ham - og det værste hun kunne forestille sig, var at den kniv skulle ende i maven på hende.

Så hun holdt pænt sin kæft.

I det øjeblik han fjernede sværdet, skulle hun lige til at forsøge noget - men sparket ramte hendes hage med nok kraft til at smække hendes baghoved ned i jorden.
Kombinationen af disse to slag gjorde hende konfus, og hun kunne med frygt ane hvordan hendes krop blev slap et par sekunder, mens sorte kanter formede sig i hendes slørrede syn.

Fuck...

Sparket ramte som det skulle og pigebarnet blev slapt. Hurtigt hamrede han sværdet i jorden igen, satte sig med et knæ i brystkassen af hende og greb hendes højre håndled. Uden tøven pressede han hendes arm ned mod jorden og jog så hårdt kniven ned igennem hendes håndflade og ned i jorden, så den sad fast. Hun havde svunget sit sært udseende sværd med sin højre hånd og for ham var en straf til en kriger som hende, at berøve hende for sin bedste hånd. Ikke at han havde planer om at hun skulle overleve dette møde. Eller måske skulle hun. Tanken om at efterlade hende skadet og for evigt handikappet frydede ham. 

Lige meget hvad reaktionen var på hans gerning, lagde han lidt mere vægt på hendes brystkasse, som han rettede sig op og så ned på hende. Køn var hun, tøsen. Han trak med en vant bevægelse endnu en kniv, denne gang den store, mere praktiske. Roligt flyttede han lidt på sig, så han i stedet sad overskrævs på hende. Han var doven og kniven var skarp og læderet i hendes jakke delte sig som smør, da han skar fronten op på den. Ikke helt op, bare nok til, at han kunne stikke hånden ind og lade den glide op af den bløde hud. Mhm, perfekt.
"Jeg kunne godt bruge mere tid med dig." Hans blik gled mod hendes ansigt, uhyggeligt. Med en hurtig bevægelse trak han hånden til sig og lod i stedet knivens skarpe æg glide ned huden så blodet flød. Dybt, men ikke så dybt at det gjorde mere skade end blot blod og smerte. 
"Men som sagt, så har du gjort tingene besværlige for mig. Og jeg skal videre." Endnu engang gled kniven igennem huden. Hurtigt flyttede han sig igen, længere op, ligeglad med at få hendes blod på sine bukser. Hårdt tog han ved hendes hage og lænede sig ind over hendes ansigt.
"Hvis du nu er heldig nok til at komme herfra levende, så skal du have en lille souvenir." Kniven lagde sig mod hendes kind og trak en blødende stribe ned mod hendes hage. Derefter fra panden og ned over øjet. Og til sidst ned over hendes læber og hage. 

Tilfreds rejste han sig og stak kniven i bæltet. Ikke at han var færdig. Afslappet gik han hen og samlede hendes sære sværd op. Lod det hvile lidt i hånden.
"Smukt. Jeg har ikke set et lignende før." Han vendte om og gik tilbage til hende. Uden et ord jog han det ned i hendes skulder og med kropsvægt bag, skubbede han det igennem hende og ned i jorden. Hårdt. Så hun ikke selv ville kunne få det fri. Herefter gik han hen og trak sin kniv fri fra hendes hånd og mens han tørrede den af og stak den på plads i bæltet, fortsatte han ned til hendes knæ, han allerede havde haft fat i. Hårdt og brutalt hamrede han hælen ned i det, for at ødelægge det helt.
"Så kan du ikke sparke nogen i hovedet igen." Han sendte hende næsten et smil. Men ikke et smil. Mere bare en ondskabsfuld grimasse. 

Og det var det. Som havde han lige holdt en lille pause fra sin rejse, hev han sit sværd til sig og skubbede det på plads i skeden. Med lidt besvær fik han sadeltaskerne af hesten og slyngede dem over skulderen. Sadel og hovedtøj var nok penge værd, men han gad ikke slæbe det. Det var ikke ligefrem krystaller, han manglede. Hvilket var godt, for en god hest var dyr.
"Jeg har hørt, at der er ulve herude. Endda rygter om et bæst på størrelse med et hus. Du må håbe nogen med gode hensigter kommer, før dyrene finder dig." Han lavede en let bevægelse med hånden og begyndte så at gå i den retning han havde redet i, da hun angreb ham. Hans tanker allerede på vej mod næste problem - hesten. Var der et sted forude, hvor han kunne købe en ny?

(( Out - next up! Aldric the hero! ))