Så dyster en drejning samtalen tog. Phillippe virkede oprigtigt bange for sin hustru. Enzel havde jo fået en forsmag på hendes falske, belastende side, men hun havde faktisk ikke kastet nogen forbandelser over hverken ham eller bordellet. Så vidt han vidste. Men derfor var han ikke i tvivl om, at der var ondskab i hende, som han endnu ikke kendte til. ”Ja? Men det kan jeg da også være,” Pralede han med hovmod og dyb alvor. Phillippe havde da set ham kæmpe. Han burde se bort fra den Enzel han kendte, og anerkende hvad han var i stand til.

”...Og jeg er ikke bange for nogen heks. Jeg kunne befri dig. Vi kunne dø i forsøget, men der er også en chance for at vi kunne leve vores liv til vores til fulde,” Prøvede han at opmuntre, både ment i alvor, men også lidt fantaserende. Der var mange ting han gerne ville gøre ved den heks. Men Phillippes antagelser om ham, var helt korrekte. Enzel var ikke typen der nød at torturere på samme måde som hende. Og det var én af de ting han nok aldrig tog med sig fra Llyon, heller. Han foretrak bare at slette sine fjender, hurtigt, så han kunne sikre sig selv overlevelse.

Han sukkede dybt, allerede ved at opgive at romance sin Phillippe. Der var intet der kunne dræbe lysten hos en, end frygt. Det vidste Enzel godt. Men hvordan skulle han dog kunne fortælle ham, at han var i sikkerhed hos ham? At han kunne give ham et liv. Hvis bare han vidste, hvad han var villig til at ofre for ham.

”Jeg kunne blive liggende i sengen inde på det lille værelse…” Smilte han så prøvende. Denne gang uden nogen former for insisteren. Det med at flytte ind var allerede en tabt sag. Nu ville han bare gerne se sin Phillippe smile igen.

 De grå blik blev på Enzel og Phillippe sukkede vejret lidt ud ved hans ord. Han vidste ikke hvad han skulle sige til det. Det var jo ikke noget han gik ind for, uanset hvem det var mod.. Og han vidste heller ikke helt om Enzel kunne være ondskabsfuld på samme måde. Og det var vel kun godt! 

 Phillippe vidste ikke rigtig hvordan han skulle have det eller reagere på Enzels ord. Han flyttede blikket væk og drejede hovedet lidt væk, mens han rystede let på det. Tungen gled lidt over fortænderne. Snedkerens ansigt havde lagt sig i en del mere alvorlige folder end det havde været i før og han lod ordene hænge lidt i luften mellem dem. Hænderne var kommet ned langs siden, og lå lidt i græsset under dem. 
 " Jeg er ikke villig til at dø Enzel..  " sukkede han og så på halvkatten igen. 
 " Jeg er ikke klar til at opgive livet, hvis jeg var kunne jeg bare lade hver med at rejse hjem til Katarina.. " Det var som om Enzel ikke forstod hvad forholdet med Katarina egentlig betød for Phillippe. Det var selvfølgelig også fair, det var ikke Enzels forhold. At han så heller ikke ønskede at leve sit liv til fulde med Enzel var noget andet. I øjeblikket ville Phillippes liv kunne leves til fulde hvis han bare kunne leve det som han ville, uden at tage højde for andres følelser i det. 

 De prøvende ord fra Enzel hjalp ikke specielt meget. Phillippe kunne godt se hvad han prøvede på, men han kunne bare heller ikke se hvordan det skulle gøre så stor en forskel. Han prøvede dog alligevel og trække mundvigene op i et lille smil. Hovedet vippede lidt på skrå og han foldede læberne lidt sammen inden han snakkede.
 " Hvad vil du så gøre når hun kommer ind og smider tøjet? " Han prøvede at virke lidt drillende, men et eller andet sted var det også dybt seriøst. Han skulle jo også helst få Enzel til at skifte mening.

Det var ikke sjovt at se på den mand man elskede, og høre om hvordan han bare lod tingene stå til, i stedet for at kæmpe for sin frihed. Phillippe var et meget svagt menneske, inde bag den muskuløse krop, alt imens Enzel var den stærke. Han havde kæmpet for sin frihed, og nu skulle han også kæmpe alene for Phillippes frihed? Han sænkede skuffet sit blik, og ligeledes sænkede ørerne sig. Hvilket nok kunne mistolkes til, at han var skuffet over at Phillippe ikke ville kaste sig i døden.

”M-” Phillippes næste bemærkning tog pusten fra ham et øjeblik, og han rynkede straks på panden og gjorde et forfærdet udtryk. Det indre billede af den rødhårede kvinde, der kom ind på dem i værkstedet, og klædte sig af for at overraske Phillippe. ”Gør hun da det?” Kunne hun finde på det? Hun var jo gift med ham, men… Tanken var afskyelig! Især nu efter han havde mødt hende. Enzel havde sine halvdyrspiger, og så dem nøgne, og kunne trygt sende dem op sammen med kunderne uden at føle et gram af jalousi. Men han var jo heller ikke til kvinder. Han var udelukket til mænd. Han var udelukket til Phillippe.

”Det ved jeg ikke. Hvad ville du gøre?”

 Det var ikke overraskende at tanken om Katarina hev Phillippe med i seng lå i dårlig jord hos Enzel, mem st han ligefrem virkede overrasket over det kom lidt bag på ham. Han så lidt uforstående på Enzel og trak lidt på skuldrene. Katarina havde også behov, og de vidste begge to hvor dårlig Phillippe var til at sige nej. At hun ofte tvang ham var dog en anden sag.
 " Måske ikke helt så pludseligt.. " Det var nu heller ikke fordi de var så tit i værkstedet. Det var som om det ikke var fint nok for hende, men det behøvede Enzel ikke vide. 

 Phillippe gned læberne lidt mod hinanden. Der var som om der ikke helt var et godt svar. Et eller andet sted tænkte han at han nok ville lyve og sige han ikke vidste hvem det var, men Katarina ville se lige i gennem ham og Enzel ville sikkert blive så gal. Hvis han sagde sandheden var det ikke sikkert han nogensinde fik lov til at komme tilbage til Dianthos. Eller måske ville hun flytte ind. Bare tanken alene fik maven til at trække sig sammen og Phillippe sank en klump.
 " Det ved jeg ikke.. " Lød det sp ærligt fra han. Og han så med på hænderne han nu havde lagt i skødet. Fingrene pillede let ved hinanden.
 " Håbe på du på magisk vis er kommet ud inden..? " Enzel kunne vel nok komme ud af vinduet inde på værelset, selvom det godt nok ikke kunne åbnes. 

Det var lidt ulækkert, tanken om Phillippe og Katarina nøgne sammen. Det virkede forkert, og det virkede som utroskab, selvom Enzel selv var elskeren. Man kunne ikke bebrejde Phillippe for det, vidste han godt, men han kunne ikke lade være med at væmmes lidt. Det krævede alt i ham, ikke at lade de mørke tanker overtage, lige nu.

Men Enzel kunne også mærke på Phillippe at han var nervøs, og det hjalp selvfølgelig heller ikke på den følelse han havde indeni. At han var bussemanden i det her forhold, og ikke meget bedre end Katarina, i sidste ende. Han valgte at være stille lige nu, men så flyttede han sin egen hånd hen at ligge på Phillippes, og standsede hans fingre i at famle i nervøsitet. "Så er det jo godt, at det bare er drømme," Knuste drømme, dog. Hans opmuntrende røst var lige så meget til ham selv. Han måtte se at lære, at acceptere, at han kun havde halvpart i Phillippe, for han vidste jo godt, at han ikke kunne leve uden. "Jeg er virkelig glad for, at du har inviteret mig herhen og vil vise mig dit andet liv end det jeg kender til fra Dianthos. Jeg ville ønske jeg turde gøre det samme."