Med et dovent sindelag blev Aldamar rykket med op, og foldede i stedet armene over det større bryst, så han kunne lægge hovedet imod mandens muskulatur. Så tæt på, kunne han høre den langsomme hjertebanken og den rolige vejrtrækning der brusede igennem hans krop, under den solbrune hud. Han kunne sagtens falde i søvn her, lige her ovenpå ham. Men de mørke øjne åbnedes en anelse glippende da Fabian talte, og undren gled over Aldamar's ansigt, inden at en rødlig farve i erkendelse dansede over Aldamar's kinder, og han begravede hovedet en anelse i Fabian's bringe. Oh. Forspillet? Altså... hele hans lille ting, med at sidde bagved ham imens at han læste? Aldamar mumlede noget der var så godt som utydeligt imod den andens hud, inden at han skævede op igen, mørkeblå øjne vagt glimtende under de ravnsorte krøller. 

"... jeg må indrømme at jeg nød det... men det kan ikke lade sig gøre hver gang" mumlede han, og vidste med sig selv at det var sandt. Han kunne ikke... befamle Fabian på den måde, hver eneste gang. Det ville ikke være produktivt i længden. Fingrene trommede momentært imod manden under ham, og han følte hvordan tænderne kortvarigt skrabede over indersiden af kinden. 
"Jeg er bange for at du ikke lærer det rigtige, hvis det er den læringsmetode vi tager i brug" tilføjede han derefter en anelse mere drillende. Manden var i forvejen uhyggelig god til at grave de ting frem, som Aldamar ofte ikke engang selv vidste at han brød sig om. Og selvom han da aldrig ville sige nej til at Fabian lærte hvad der var... rigtigt for Aldamar, at gøre - alle hans små særheder og stikpiller der kunne tænde ham - var det ikke hvad han burde lærer når de satte sig for at skrive. 

Fabian strøg nogle af de mørke lokker væk fra Aldamars ansigt, så han bedre kunne se ham ligge der. Det var næsten idyllisk, og han kunne mærke sit eget langsomme hjerteslag, mens de blot lå der. Den rødlige farve klædte ham, især fordi det ikke var ligeså ofte mere at Fabian kunne tvinge den frem mere. Den eneste ulempe ved at de ligeså stille var ved at vænne sig til hinanden og de små ting de gjorde. Fabian pressede nok heller ikke ligeså meget for reaktionerne mere, men det var også fordi der ofte var intet der stoppede dem fra at være sammen, ikke som i starten.

Han fandt sig selv nikke lidt til ordene, nok mest fordi han ikke havde lyst til at diskutere, og han måske også havde forventet nogle andre ord fra Aldamar. Vent hvad? Fabian kunne ikke forstille sig akten uden også forspillet der skulle være til. Dem der ville undlade det ønskede ofte blot deres egen tilfredsstillelse.
Fabians bryn rynkede sig, og forvirringen blev blot støre, som Aldamar forsatte med læringsmetode. Hvad fablede han om? ”Hvad... snakker du om?” spurgte han endelig. Havde de snakket forbi hinanden, eller mente Aldamar vitterligt at Fabian havde ting at lære i sengen? Han havde aldrig hørt noget så absurd i de ti år han havde arbejdet indenfor feltet. Han var langt mere alsidig og erfaren end Aldamar. Tilfredstillede han ham bare ikke nok? Igen en fuldstændig absurd tanke.

Øjnene der betragtede Fabian, blev en anelse mere undrende ved den forvirring der tegnede sig over hans ansigt, og Aldamar rettede sig en anelse op, så han bedre kunne se ham. De mørke øjne mødte hans, og overrasket måtte han selv gengive en reflektion af mandens eget lettere undrende udtryk, da han endelig spurgte hvad han snakkede om. Hvad Aldamar snakkede om?  Hvad snakkede han selv om? 
"... dine studier. Dig der skal lære at læse og skrive, mig der gerne vil have det overstået relativt hurtigt, så det ikke bliver et projekt der skal understøttes i måneder?" Aldamar's ene øjenbryn gled en anelse op i panden, og han åbnede munden i en hurtig tilføjelse, inden at Fabian ville kunne nå at sige noget. " - ikke fordi at det ikke er hyggeligt! Men..." tonen trak en anelse ud, da han trods alt måtte indrømme at der var andre ting der var hyggeligere, og andre tekster der var bedre, end dem han havde fået udleveret lige nu. 

Og det var ikke engang fordi at det var meget hjemmearbejde! Måske et par tekstruller, måske en... time... eller to om dagen, og så var han klar! Ikke at Fabian behøvede at vide det med det samme, det ville nok kun virke som endnu en motivation til ikke at gå igang. 
Og fyrstesønnen mente bestemt at han skulle igang.

Oh, der var vidst noget med nogle studier. Fabian havde allerede bare lidt glemt det, for det meste han lige på stående fod kunne huske ved studeringen var Aldamars hænder. Oh, de hænder. Kort varigt blev Fabians øjne i hvert fald blanke, inden han fokuserede tilbage på Aldamar, og resten af det han sagde. Han var stadig en anelse i tvivl om det havde været en god idé med at han skulle lære at læse og skrive, men han kunne ikke rigtig stoppe det nu når det var gået i gang.

”Du glemte at nævne den lille detalje,” pointerede Fabian, for hjemmearbejde kunne betyde mange ting, især for en der levede et noget anderledes liv fra fyrstesønnen. Han udåndede lidt luft, som næsten kunne forstås som et suk, selvom det ikke var beregnet til at være det. ”Der blev ingenting nævnt om at jeg ville skulle lave hjemmearbejde.” Han kiggede op i loftet i stedet for ned på Aldamar. Det ville nok være for meget hvis Aldamar skulle vogte over ham hver gang, men der var absolut ikke tiltalende at skulle sidde i den lille kolde lejlighed og forsøge at fokusere på at studere. Langt mindre faktisk at tage det med på kro og gøre det der, hvor der var meget larm, og folk ville opdage det. Det var næsten pinligt, og ingen behøvede at vide at det var en ting han var gået i gang med. 

Åh det havde i dén grad været en god idé, og det havde været fantastisk at Fabian selv var personen der foreslog det. Aldamar's smil blev en anelse bredere idet at noget der mindede om et suk kom fra Fabian, og selvom det ikke var decideret modvilje der bar tonen Fabian talte med, kendte fyrstesønnen efterhånden den blonde mand godt nok, til at høre når han prøvede at snige sig uden om. 
Idet at blikket faldt imod loftet fremfor ham, lod Aldamar en brummende lille hmm glide ud, satte hænderne imod sengen under sig og løftede sig længere frem, for behageligt at lægge hovedet og dertil også de mørke krøller, ind imod den andens hals. Tættere på. "Det glemte jeg vidst rigtigt nok" mumlede han, øjnenen en anelse halvlukkede og en lille gnubben imod den stubbede hals, som prøvede han bare lidt at fedte sig ind i det gode hjørne. 

Hvorvidt Aldamar havde glemt det med vilje eller ej, var ikke noget han ville svare på. Men tonen var drillende nok til at det sagtens kunne have været med vilje. 
Endnu engang møvede Aldamar sig længere op, og den her gang for at kunne lægge sine læber til Fabian's ene øre, et fornøjet suk som et ekko af hans fra før. "Men det ville gøre mig så glad, hvis du kunne overskue det. Bare en smule hver dag, måske..." en lidt dybere oktav blev taget til sig, og hænderne der hvilede ovenpå Fabian's bryst, imellem hans eget, spredte sig en anelse ud. "... fordi jeg spørger dig rigtig sødt?" tilføjede han, og drejede ansigtet en anelse til siden igen, for at kunne lade øjnene fange hans (om han valgte at kigge på ham), og betragte ham, et fornøjet men også opfordrende smil i mundvigerne. 

Fabian kunne mærke hvordan Aldamar forsøgte at fedte sig ind i hans gode bog igen, og selvom han ville ønske han kunne sige at det ikke virkede, så ville det være en løgn. Han kunne mærke det virkede. Problemet var det ikke ligefrem løste problemet i at han ikke havde et sted at gøre det, men han var nok den sidste til at nævne hans levevis til fyrstesønnen. Det var ikke som om at han kunne gøre noget ved det, og selv hvis han kunne, så var Fabian ikke sikker på at han var klar til den slags gaver.

Til sidst kiggede han dog endelig hen mod Aldamar, som havde fået krybet sig helt op til hans øre, og et lille smil brød ud. Han var da virkelig blevet blød. ”Måske en lille smule hver dag... måske,” sagde han endelig, mens han lidt hadede sig selv for at det havde været så nemt for Aldamar at få sin vilje.
Han måtte vel selv finde ud af hvordan det kunne lade sig gøre, når det var hverdag væk fra Aldamar igen. Hans arm strammede sit greb bare en smule om Aldamars liv, som han overvejede det. Desværre var hans lejlighed nok det eneste sted der ville være privatliv nok. Måske han burde investere i et nyt tæppe? 

At den mest demotiverende faktor for Fabian var hans lejligheds situation, se det havde han ingen anelse om. Ham mindedes at Fabian engang for nogle uger, måske en måneds tid siden havde nævnt at han næppe boede helt fantastisk, men for en privilegeret mand som Aldamar, var det let at glemme hvordan ikke alle havde det på samme måde. Manglen på skrivebord, manglen på god belysning... redskaber - alt det som Aldamar naturligt havde omkring sig, manglede skøgen (forståeligt nok). 
Derfor var det umiddelbart dovenskab han beskyldte ham for, men for gudernes skyld, så selvfølgelig ikke til hans ansigt. Ikke at det betød noget, når hans lille indsmigrende gestus virkede til at få overbevist ham - Aldamar kom med en begejstret lille lyd, og plantede et hurtigt kys imod ham da han drejede ansigtet. 

.... eller, det skulle have været et hurtigt kys. Så snart læberne ramte hans, havde fyrstesønnen en anelse sværere ved at slippe og sneg den ene hånd op over brystet, kravebenet og derefter op til skulderen, for at holde ham tættere på. 
"Måske er halvvejs" mumlede han i en hurtig indånding af luft, og Aldamar varmede sig ind imod hans krop, uvidende om at den form for varme ikke var i Fabian's egen lejlighed. Den kolde vinter var ikke kold, den mørke tid vinter kke mørk. Spurgte han, ville det uden tvivl være naturligt for fyrsesønnen at hjælpe sin elsker, men... stolthed stod velsagtens i vejen, og gjorde det svært for Aldamar at se de problemer der kunne ligge, skjult bagved selvsamme.  Alt virkede til nemlig gradvist at løse sig for ham, især når han lå sådsn her, så det føltes naturligt, at det også gjorde det for Fabian.  

Hvor Aldamar måske ikke vidste det, så forsøgte Fabian for det meste at glemme at det eksisterede. Det gjorde det dog ikke mindre svært gang på gang at forlade Aldamar og det tydelig luksus liv han levede, til den ensomme, kolde, utætte lejlighed, som stod og ventede. Han ville langt hellere være her, hvor der både var varme og en han holdt af.
Hvis det viste sig at være helt umuligt for Fabian at få noget lavet, så måtte han jo krybe til kors, eller nægte at han gad at gøre det uden Aldamars selskab. Det kom jo an på hvor ærlig han kunne være omkring lige netop det. Han var trods alt ikke ude på at få medlidenhed, og lidt stolthed måtte man have i sig selv.

Kysset var dog væsentlig mere trøstende for Fabian, og tankerne om hvor besværgeligt og forfærdeligt det nok ville være forsvandt.
Hans hånd nussede blidt Aldamar ved lænden, og smilet var blidt og tilfredst da de endelig brød kysset. ”Det må være godt nok,” hviskede han tilbage på det tidligere måske. Aldamar ville i hvert fald ikke kunne kræve mere af ham, og havde da også kun fået lov til at kræve så meget, fordi Fabian i forvejen var udmattet.
Det virkede som det idealle tidspunkt at falde i søvn, men Fabian følte sig i øjeblikket lidt fanget af Aldamars blå øjne. Hvis han ikke vidste bedre, ville han mene at han var ved at blive helt romantisk anlagt på sine gamle dage. 

Det summede behageligt i kroppen, og det i sig selv, var nok for nu. Selv havde Aldamar aldrig set sig som en romantiker, men liggende lige her, og med den... eller, de samtaler der var blevet taget i aften, kunne han ikke undgå at se hvordan det mere og mere bar henad noget utroligt permanent. Langvarigt. Det var han kommet til tåls med meget lang tid før Fabian, det havde han indset at han gerne ville, meget tidligere end den blonde skøge. Men det hele føltes mere... håndgribeligt og realiseret, når kompromier blev indgået og interesser delt. 
Aldamar gjorde ingen mine til at rykke sig nogle steder, men holdt øjenkontakten i nogle lange sekunder, inden at han med endnu en varm fornemmelse i hovedet måtte slå det ned. I stedet lagde han endnu engang hovedet en anelse under Fabian's hage, og sukkede behageligt. "Mmmmh, det må det" mumlede han træt, og møvede sine arme ind under Fabian's armhuler, for at folde dem indover ryggen. Om han rykkede på dem, ville Aldamar selvfølgelig rykke med, men deet ville blive halvsovende, om ikke fuldkommen faldet i søvn. 

Åhh hvor han også elskede, ikke længere at skulle smide ham ud tidligt om morgenen længere. Det var en behagelig stund, sådan at vågne op med ham, og givet at han ikke havde nogle aftaler eller forpligtelser før langt ud på eftermiddagen, ville det også være overskueligt at sige farvel. 
Måske han endda kunne få morgenmad bragt herop, nåede han at tænke, førhen at søvnen overmandede Arysprinsen, og han med gradvist dybere vejrtrækninger, faldt i søvn. 

Et lille træt grin kom alligevel fra Fabian, da Aldamar alligevel slog blikket ned og mumlede lidt for sig selv. Varmen og vægten fra Aldamar fik ham til at føle sig sikker og som var der ingen grund til nogensinde at forlade stedet her. En dag ville virkeligheden dog komme efter ham igen, så som næste dag, men nogle gange kunne han godt lide idéen om at han ikke behøvede at gå tilbage til sit andet liv, uanset hvor meget tanken om at være her forevig også ville kvæle ham.

Hans fingre fandt e mørke lokker igen, og ligeså stillede nussede han ham, mens hans egne øjne også faldt i ligeså stille i,og som hans egen vejrtrækning ligeså stille faldt, stoppede nusseriet også, til han til sidst endte med at være faldet i søvn sammen med Aldamar.
Der var altid en dag i morgen, og selvom Fabian i det bagerste af sit sind vidste, at de nok ville stå op til at kigge på hvilket arbejde der var blevet lavet i dag, så glædede han sig dog stadig til endnu en dag med Aldamar.