Anolicia stirrer irriteret efter vagten, der er gået for at sige det til Nearyn. Forbandet.. Hans vagter bliver også dummere og dummere.. tænker hun med et fnys, og lukker øjnene, i et tungt suk. Hun åbner dem så igen, og træder indenfor i det såkaldte 'hus'. Det rager hende en høblomst med hvad vagten vil gøre, det er lidt ligemeget. Med en let bevægelse, har hun fået taget sin hvide trøje af, så kun den perlemor kjole er tilbage. Roligt hænger hun den på stumtjeneren, som dengang med den fremmede. Men nu virker det helt naturligt at hænge sine egne ting på plads. Kort drejer hun rundt om sig selv, for at kunne se på stedet, med et stort smil på læben. Her er og forbliver smukt..!

Hun hulker og ved ikke hvad hun skal gøre. Hendes håndled gjorde jo så forfærdeligt ondt! Hun gisper let efter vejret, imens tårene strømmer ned af hendes kinder. Hun havde det som om hendes håndled var ved at blive revet af!

Nearyn går hurtigt op til døren "så, så, det skal nok gå. lad os få noget is på det håndled." Han går hurtigt ind og stopper inden for døren "Anolicia. Velkommen tilbage" siger han høfligt, men han lyder lidt anstrengt.

Anolicia drejede hurtigt hovedet mod døren, eftersom hun stod med siden til, og smilede mildt. "Det er skam kun rart at være tilbage, Nearyn.." svarede hun næsten kærligt og bestemt venskabeligt, med hænderne blidt foldet foran sig, og hovedet på en anelse på skrå. Være tilbage? Jeg troede slave tiden var forbi.. I det mindste kan jeg så klare dagen og vejen! "Skal jeg hjælpe Dem med frøkenen?" spørg hun forsigtigt og går roligt imod dem.

"Jeg må hellere bevæge hende så lidt som muligt og der er ikke langt til infirmariet i hospitalsfløjen så jeg klarer den nok" Han begynder at gå "men kom endelig med. Det er rart at se dig igen. Har du haft det godt?"

Hun hulker og har håndledet ude i luften. Hun ville for guds skyld ikke ramle ind i noget med det ,selvom det nok ville være Uungåeligt, når hendes arm bare hang og dinglede i luften. Hendes øjne var snart helt røde, og hun havde fået hovedepine af alt det tuderig. Til rods for det, kunne hun simpelthen ikke lade være. Det gjorde så ondt!

Fyrius gik langsomt tilbage og viftede lidt med sin hånd, og pludselig løb 3 store vagter med lanser og rustninger ind, han griner uden at vende ryggen og siger så "Går hvor jeg vil".

((Sorry for den virkelig lange pause.. Min far skulle hente mig hos min mor.. ))

((Enlig minder Fyrius lidt om om Nearyn, heh))

"Med glæde!" svarede Anolicia kort, og fulgte straks efter dem. "Jeg har skam haft det glimrende.. Og undskyld jeg stak af.." sukkede hun kort, og strøg et forvildet hår væk fra sit ansigt. Kort skævede hun imod pigen, og smilede mildt, og trøstende til hende. Nearyn passer på Dem.. Skulle det gerne lyde i hendes hoved, men endnu engang kom smerten frem, og hun bed sig kort i læben, for at afreagere.

Nearyn bliver et kort øjeblik lidt bister i ansigtet, men bliver så rolig igen. han virker irrirteret da han siger. "en ubuden gæst. og tilmed en der har råd til håndlangere." han holder en lille pause da de drejer om hjørnet ned mod hospitalsffløjen. "tsk... hvad er verden kommet til. Man kan ikke engang forvente at folk i ens eget hjem er høflige længere, nåh, pyt, han skal nok få tid til at forklare" Nearyn tænker tanken, og al magi omkring Fyrius dør ud 100%. Sågar magisk udstyr dør ud. (den magi-døde zone følger med dig når du går rundt på min grund, indtil jeg fjerner den). Nearyn vender sig imod en vagt der retter ryggen da han passere "Der er ubudne gæster i hovedfløjen. tag 30 vagter og sørg for at de ikke går nogen steder. I har min tilladelse til at skyde dem fuld af armbrystbolte eller skære dem i skiver hvis de prøver på noget. vær ikke bange for magi. De kan ikke bruge det herinde længere." Nearyn går ind på en af stuerne i hospitalsfløjen og vender sig imod en af huslægerne. "Hendes venstre håndled er fraktureret. Gør noget ved det" han sætter Abby ned på et bord. "vær modig lille ven. De her folk ved hvad de laver. Jeg kommer snart tilbage. Der er bare lige et trivielt problem jeg skal klare". Han kigger på Anolicia. "vil du blive her hos hende?, jeg må hen til brandpunktet"

hos fyrius stormer vagter rundt om hjørmer og ud af døre. Der er få sekunder senere adskillige armbryste, spyd, og sværd rettet imod Fyrius og hans folk.

Nisya ligger udstrakt på sin seng, oppe på sit værelse. Gad vide om jeg nogensinde bliver sat til noget? Tænker hun, og ruller om på ryggen. Hun stirrer træt op i loftet, imens hun langsomt snor en hårlok om sin slanke finger.

OOC: Heeej Nisy^^ så kom du online igen X3

Fyrius griner pludselig, "Jamen tak for den varme velkomst" Siger han glad og går hen mod nogle af spydmænd der cirkler om ham, og skubber spydene væk, og skubber sig forbi dem, "Undskyld mig, mine herre!" Han går så ind og spørger pludseligt "Hvem ejer så dette udsøgte hjem?"

((BTW det der med Magisk død zone er ikke en af dine magiske evner, og på den anden side for kraftfuld, og hvis den kan stoppe al magi burde den tappe al hans energi, og ikke virke i så lang tid!))

OOC: Halløjsa. ^^ Jaa, jeg har haft lidt travlt på det sidste. x3

Lægen studere hendes håndled grundigt, før han føre hende hen til en vask, hvor den kommer ind under iskoldt vand. Hun gisker højlydt og ser med skræmte øjne på, da den bløde og kolde gips bliver lagt om hendes håndled. Efter at gipsen er tørret og lagt om hendes håndled, kommer forbindingerne over armen. De bliv er stramt lagt på, og hun gisper igen. Hendes pjuskede hår var blevet sat op i en knold da hun skulle have gips på, så det ikke kom ind under gipsen. Hun blinker hurtigt med de blå øjne, og hendes arm bliver slynget ind i et havgrønt stykke stof, som går rundt om halsen på hende. Hun ser på sit håndled, der slet ikke gjorde ondt mere. Hun var fulkommen rød i hovedet, oer at have grædt

(( At have brækket armen før oo;; ))

"Jeg bliver her med hende.." svarede Anolicia kort, og smilede mildt til Nearyn, inden hun vendte opmærksomheden imod kvinden (Abby). Da lægerne var færdige med kvinden, gik Anolicia hen til hende. "Er De nu okay?" spurgte hun forsigtigt og blidt. Hendes øjne var venlige, og hun virkede overhovedet ikke ond eller noget der bare var i det mindste i den retning! "Hvordan skete det egentlig?"

Nisya sætter sig op. Hun rækker ud efter sin hårbørste på natbordet. Hurtigt børster hun sit hår, så det igen hænger silkeglat og uden en eneste knude, rundt om hendes skuldre. Herefter rejser hun sig, og går hen til døren, som hun forsigtigt åbner. Nisya titter ud på gangen (??) og træder så helt ud. Hun er stadig ikke så vant til stedet her. Hendes mave rumler let, og hun begynder at lede efter et køkken, da hun er voldsomt sulten!

Nearyn flytter sig til et punkt nede for enden af den gang Fyrius står i. "Det vil være mig du taler om" siger han. Han har fralagt sig sin venlige facade. Han står som han er naturligt. Det virker som om han suger farverne ud af sine omgivelser. Han går med rolige skridt i retning af flokken af vagter.

*aktivere divination og Dominans*

(en stemme i Nisya's hoved: "Kom ned på stueetagen i hovedgangen. Der kan gå hen og blive balade. hold dig kampberedt. Jeg tror ikke den her påfugl er dum nok til at prøve på noget, men man kan aldrig vide")

Nearyn stopper 20 skridts afstand fra flokken. "Fyrius Del'Anami Ma'franio. Søn af Gertari og Jeaney Ma'franio. Hvad laver et så kendt ansigt i mit hjem?"

Hun røre forsigtigt på gipsen.. Kunne ikke mærke noget. Et sødt smil breder sig på hendes små læber og hun ser op på Anolicia med smilet.

"Ja.. Jeg sad oppe på muren, og så faldt jeg ned!"

Siger hun med store, blå øjne. Hun prøver at løsne det uglede hår fra knolden, uden held. Det var ikke nemt med én hånd, og så havde hendes hår allerede fedtet sig ind i elastikken

"Kigger på hvilket møbel sortimént dit kendte ansigt har at byde på" Grinte han lidt, "Men det ser vidst fint ud.. Lidt stilløst, men ellers ser her da temmelig dyrt ud, hva Nearyn?" Grinte han stort.

Anolicia så kort undrende på barnet. Hvordan er hun kommet derop..? Så kom hun med en blid latter og strøg kort barnet over hovedet. "Jeg skal nok løsne knuden for Dem, frk. ..?". Med en øvet hånd, løsnede hun knuden op. Med sådan et langt og tykt hår som hende, måtte man vænne sig til sådan noget, så det var hun efterhånden blevet ret så god til det. "De har noget smukt hår!" sagde hun smilende.