Selv hvis Atlas ikke havde været på kanten af en orgasme, ville synet af Asad, der kom ud over sig selv, sikkert havde skubbet ham over uanset hvad. Han kunne lige præcis holde sig nok til at lade Asad falde lidt ned igen, inden han stødte dybt og hårdt ind i ham en sidste gang. Med en tungt, næsten rungende støn kom Atlas, og han blev nødt til at læne sig ind over Asad på sine arme for ikke at kollapse fuldstændig på ham. Hans pik dunkede og pulserede, mens han tømte sig i Asads varme krop, og til sidst måtte Atlas også give helt op.

Han lagde sig med et langt suk ovenpå Asad og pressede straks sine læber mod Asads tinding og kyssede den svedige hud fra hårgrænser til hjørnet af hans mund.

"Asibi," hviskede han stakåndet og lukkede øjnene, mens roen begyndte at trænge igennem hans udmattede krop. "Min Asibi."

Asad havde ikke styrken til selv at holde sine ben oppe og så snart Atlas slap ham, krydsede han dem bag om hans ryg i stedet, imens Atlas tømte sig i ham. Det føltes næsten lige så godt, som Asads egen orgasme havde gjort, og selvom Atlas øjeblikket efter lå helt ind over ham, lagde Asad alligevel sine arme om ham for at holde ham dér.

Først da Atlas kaldte ham ved sit kælenavn, vendte Asad sit ansigt imod Atlas' og pressede forsigtigt sine læber imod hans. "Din Asibi," svarede han med et fnys, inden han kyssede ham igen og derefter slap hans læber, kun for at trække ham tættere ind til sig. Han havde ikke tænkt sig at lade Atlas flytte sig længere væk på noget som helst tidspunkt i løbet af natten.


Ganske rigtigt vågnede han også med Atlas' hoved mod sin brystkasse og det meste af hans massive krop over sin. Der var ikke helt lyst i rummet endnu, men det ville der blive snart, og Asad ville gerne ud inden da. Han gned en hånd over sit ansigt, imens han overvejede plusser og minusser ved at blive eller ved at stikke af. Han gad ikke, at Rosna skulle se dem sammen. Han gad ikke at Mahir skulle se dem sammen og lægge to og to sammen, fordi Atlas ikke kunne holde sit dumme, forelskede udtryk for sig selv. Han gad faktisk heller ikke, at Atlas skulle begynde at tro, at de var noget seriøst, bare fordi de havde brugt natten sammen. Igen.
Det var ikke Asads stil at have sex med nogen, han ikke var seriøs omkring, men Atlas havde allerede vist sig at være en undtagelse på alle mulige måder. Måske de skulle gøre det hjemme hos Atlas fra nu af i stedet, så Asad kunne skride lige så snart de var færdige. Det ville være nemmere end helt at holde sig fra den bløde fyr, der holdt ham varm med sin krop lige nu. Asad greb ham næsten om patten. 

Det var ikke så ligetil at komme ud af sengen, som han havde troet. Atlas vejede et halvt ton og Asad skubbede med både hænder og knæ, for at komme fri af ham. "Flyt dig, grimme," hviskede han anstrengt. 

Atlas nåede lige akkurat at høre Asad svare på kælenavnet, inden han faldt i søvn. Han smilede mod Asads kind, men kun få minutter senere fik han i søvne lagt sig, som han plejede at ligge dengang; med sit hoved på Asads brystkasse, så han kunne lytte til hans hjerteslag. Han drømte om dengang i cirkus, om alle de tricks og numre, de lavede og legede, om hvor smuk Asad var, når han grinede og greb fat om Atlas' håndled fra en trapez.

Atlas sov altid tungt, og især når han havde været så meget i gang, som han havde været i aften. Derfor vågnede han heller ikke rigtigt, da Asad flere timer senere skubbede til ham, og han flyttede sig heller ikke.

"Men hvordan skal jeg så gribe dig, Asibi?" spurgte han i søvne og smilede af drømme-Asad. "Jeg griber dig jo altid."

Asad stoppede straks med at bevæge sig, da Atlas svarede ham. Et øjeblik troede han, at fyren var vågen, på trods af normalt at sove tungt, men det gik kort efter op for ham, at han havde svaret ham i søvn. Asad sukkede, men blev liggende hvor han var. Han kunne lige så godt more sig lidt.

"Det er okay, jeg har et net," svarede han smilende. Selv når han trænede nye numre, havde han ikke haft et net siden han var barn. Siden de begge havde været børn. Han gik stærkt ud fra at drømme alligevel ikke gav mening, og at Atlas, med lidt hjælp i form af Asads skub mod hans skulder, ville flytte sig, når nu han vidste at Asad var i sikkerhed. 

"Er du sikker, smukke?" spurgte Atlas og rynkede brynene lidt i bekymring. Men drømme-Asad smilede og nikkede til ham, så den bekymrede mine forsvandt hurtigt igen. Atlas pressede et kys mod Asads hage, ingen han rullede sig om for at ligge på ryggen. Få sekunder senere begyndte han at snorke højlydt og stadig mumle lidt for sig selv i søvne.

Asads hjerte sprang et slag over, da Atlas kaldte ham smukke. Det gjorde han som sådan ofte nok, det var bare lidt værre at høre, når han løj for ham, for at kunne stikke af inden han vågnede. Han fik dårlig samvittighed, også selvom tanken om at det var dét, der gik ham på, fik ham til at skære en grimasse.

Han satte sig op i sengen og skævede ned til Atlas, der sov fredfyldt. Han kunne godt forestille sig at vågne op til dét syn hver dag. Så ville det også slå ham ihjel, hvis Atlas nogensinde forlod ham igen, men måske et par måneders, eller måske års, lykke ville gøre op for en ulykkelig slutning?

Asad rullede med øjnene over sig selv og fik endelig rejst sig op. Han bekymrede sig ikke så meget over de lyde han lavede, men trak ubekymret noget tøj på og sørgede først for at være lydløs, da han lukkede døren efter sig. 

Atlas sov for dybt til rigtigt at høre og reagere på de lyde, Asad lavede, mens han tog tøj på og forlod værelset. I hans drøm svingede han og Asad sig højt oppe under teltdugen, mens de grinede til hinanden og øvede sig på deres mest fantastiske tricks. Det var et rent paradis. Derfor var han også i højt humør, da han vågnede den næste morgen. 

Det gode humør blev dog noget dæmpet, da han så, at Asad ikke længere lå i sengen med ham. Men han vidste jo godt, at Asad ikke ville med hjem til Rosna senere den eftermiddag, og han vidste også godt, at Asad nok ikke var stor fan af at vågne op sammen med Atlas. Det ville være for... tæt på. 

Det stak, men Atlas var også overbevist om, at han nok skulle få skovlen under Asad en eller anden dag. Asad skulle bare have tid til at indse, at Atlas ikke havde tænkt sig at gå nogen steder. Så Atlas' humør var nu alligevel ikke helt skidt, da han nogle timer senere satte kursen mod Rosna og hendes dejlige mad. Selvom det gjorde ret ondt at sidde ned, formåede han alligevel at have en god eftermiddag og aften i hendes og Mahirs selskab. Harkan holdt sig klogeligt på afstand det meste af tiden, og når han endelig deltog i samtalen, agerede han, som om Atlas slet ikke var der. Det var helt fint med Atlas.