Elizeph løftede begge hænder op med flade håndflader vendt frem mod Shinichiro, inden han satte sig igen.. nærmest for at symbolere, at han skubbede ansvaret fra sig.
"Det er op til Dem selv.. men er balancen der ikke, sker der handikap.. på begge sider... Så det går jeg ikke ud fra, at De ønsker.." han lagde sine hænder foldede i skødet, og betragtede bare Shinichiro.
"Når De har fordelt det lige, så skal de få Deres ene sind til at søge mod den ene mængde energi, og det andet sind mod den anden.. når det er sket, siger De formularen der står øverst på papiret.. den lange.." forklarede han roligt

Han sukker endnu en gang.. pokkers osse! Det virker til at være praktisk talt umuligt at slippe af med den gode side.. Det irriterer ham noget så grusomt, men i det mindste kan han få lov til at have en krop for sig selv, uden at skulle høre på den irriterende åndsamøbe.

Han lukker øjnene i igen og forsøger så at koncentrere sig om at dele sit sind.. Det er utrolig svært, og han aner først ikke hvordan han skal gribe det an, og det er som om der slet ikke sker noget. Han skal lige til at blive hidsig over sin egen inkompetence, men så sker der langsomt noget, kan han mærke.. Han begynder at skille de to fra hinanden, hvilket er ret besværligt, og han kan slet ikke forklare hvordan han gør det, det er nærmest bare som om der er nogen der står og deler noget lige op i to skåle.

Elizeph sad bare på sofaen og betragtede Shinichiro.. han følte sig underligt svag, og havde egentlig en voldsom trang til at sove.. Men hvorfor gjorde han det så ikke? ... Han kunne vel gå tilbage til sit værelse, og lægge sig til at sove? det ville være smart at gøre, inden den gode side af Shinichiro, ville dukke op.. hvis denne endte med at kramme ham, ville hans mavesmerter da først bryde ud..
Han krummede tæer alene bare ved tanken!