Toka nikker lidt, det kunne hun jo godt trænge til men stadig blev hun 'iriterret' af en tanke *hvorfor Så vennelig når jeg var stukket af? når ligemeget jeg taler bare aldrig med ham der igen* hun rejste sig og så lidt rundt og vejen til hendes værelse dukkede sådan set op i hendes hovede, Toka vippede lidt med foden for hun vidste ikke om hun måtte gå.

Fallen skutter sig endnu en gang, og retter sig op. Det er faktisk ret varmt. Eller fugtigt. Hun kryber sammen. Hun river hurtigt en flig af den sorte kjole. Hun betragter fligen i sine hænder. Hun lader den anden hånd glide over ansigtet.

Nearyn smiler til hende og vinker hende afsted. "Afsted med dig. Du ved hvor dit værelse ligger. Jeg har taget mig den frihed at lade rummet rengøre imens du var væk. Der er stadig tøj i skabene til når du har været i bad." Nearyn kigger ned på hope og lader en finger køre rundt på maven af hende. Det her kan ikke blive ved. Hun er så ødelagt efterhånden. tænker han idet hans indre øje igen skifter til Fallen.

*aktivere divination og dominans*

(en rar, beroligende stemme lyder i Fallens hoved: "Du savner at flyve. Kom indenfor igen. Nedenunder langs hovedgangen og ind af dobbeltdørene. Jeg venter derinde.")

En sitren kører ned af hendes ryg, da stemmen lyder i hendes hovede. Hen slapper kort efter af. Hun drejer rundt, og træder ned fra "gelænderet".
Hun bevæger sig ind af døren til terassen. Hun kommer ind i rummet, og bevæger sig ned af trappen. Hun kommer ned af gangen. Hun kender rummene og gangene relativt godt efterhånden.
Hun skubber roligt og langsomt de to døre fra hinanden, og går langsomt ind i rummet. Der er mørkt derinde, på trods af at de store gardiner er trukket fra, men det er bare mørket udenfor.

Toka går hen til sin værelses dør *hvorfor er jeg så muggen? hmph* hun går ind på badeværelset og går hurtigt i bad hvor hun derefter svinger et håndklæde om sig og reder sit hår *jeg er nok sur over at en eller anden gammel (meget grimt ord) ejer mig* Toka sukker og ligger børsten fra sig og kigger lidt i skabet efter noget, beige er ikke lige det hun vil og lyserød slet ikke og blå neeej og sort det er ikke hende kun i sko. Toka finder en kort hvid kjole som hun hurtigt hopper i og tager sine støvler af og nogle lidt pænere hvide på, Hun smiler lidt ved synet af sig selv faktisk og kigger ned i jorden *burde jeg gå der ud igen?* Toka sætter sig på sengen og tænker over sit svar.

kjole toka "hopper" i: http://www.glamourtopz.no/products/shop ... LTERDR.jpg

Nearyn sidder med hope i favnen og lader fraværende hope leje med hans pegefinger. Nearyn kigger på Fallen med sit venlige beroligende blik. Hun var nervøs sidste gang vi talte sammen, men jeg fik da brudt isen en del. Ingen grund til at sætte det over styret nu.

Han nikker imod en fodskammel som for at indikere at hun kan bruge den som taburet. De højryggede stole er ikke så hensigtsmæssige for hendes vinger.

Hun rør sig ikke. Hun er knapt nok kommet ind for døren. Hun betragter ham blot. Tavs som altid. Hendes blik falder på barnet på hans skød. Hun betragter det roligt. Hun kaster derefter et kort blik på taburetten, bare for nu at være sikker på, at det ikke skulle have været noget andet igen.. Men ak nej.
Hun vender derefter sit blik imod Nearyn. Hvad vil han ? spørgsmålet sitrede i hendes krop, og hende blik gnavede efter svaret.

Toka gaber lidt og føler sig træt, hun tager sine sko af og falder i søvn.

//out eller hvad man kan sige//

Nearyn mærker hendes blik. Og kigger alvorligt på hende. "Jeg ved du savner at flyve. Jeg har bemærket din opførsel. Det kan ikke være nemt at være lænket til jorden på den måde, når man er vandt til at flyve. Du opføre dig trist. Du laver ikke rigtig noget og når du laver noget så spiller du sørgelige sange på klaveret. Som jeg i øvrig må tilstå du er ganske ferm til" siger han med et lille smil. Hans øjne kigger ned på Hope lidt. Han kigger op igen. "Jeg får dig på vingerne igen. Det lover jeg dig. Så snart jeg kan, - måske allerede i morgen, begynder jeg at sende folk ud for at finde habile Alkymister. En eller flere af dem må kunne lave flyve-drikke som du kan bruge indtil dine vinger har fået føreligheden igen" Hans blik er fast og hans kropsprog ligeså. Han mener det.

Hun misser med øjet. Jeg har ikke brug for hjælp..
Hun sender ham et irriteret blik, for at fastslå hvad hun mener. Men hun sender tanken væk, og sender et blik og et nik imod barnet, for at fremfortælle, at hun gerne vil introduceres..

Nearyn bøjer hoved for at anerkende hendes valg. Han kikker på hope og ser op på fallen med et smil. "Hils på Hope"

Ja tak, og så ungens navn ? Hun himler med øjet, men tænker så over: Hvorfra kender han overhovedet mit navn ? Hun slår blikket ned på barnet, og indser at dét er Hope.
Fedt, en der har taget min navn, blot fordi jeg ikke har talens gave ..
Hun bevæger sig lydløst henover gulvet, og tager barnet i øjesyn.

Nearyn kigger på Fallen som hun kommer over. Gid det ikke var nødvendig at skulle analyser hver og én ting hun gør. Det kan godt være det holder mig skarp, men gud hvor er det besværligt. Nearyn flytter en arm for at gøre hope helt tydelig for Fallen. VENT!!! jeg ved det... GIRYANA!!!


Nearyn lader Fallen se hope an så længe hun vil. Jeg har store nyheder til dig min bevingede ven. vent du bare

Hun glor på det lille barn med foragt. Minimennesker, de er ligegyldige.. Hvad er meningen med dem .. ?
Hun bakker væk fra dem, og hører trægulvets klagen under fødderne. Hun sætter sig endelig ned på taburetten, med et suk.

Nearyn kigger med hævet øjenbryn på frk solskind der kommer dansende gennem rummet og trækker så på skuldrene med et smil. Han kigger på Fallen med sit sædvanlige venlige ansigt. "hmmmm" siger han overvejende "Jeg tror jeg kan helbrede dine vinger hurtigere end jeg regnede med" siger han musende (ikke dyret) "Og hvis det har din interesse, tror jeg også jeg kan give dig evnen til at tale hvis du ønsker det" han skifter sit blik og holder øjenkontakt med fallen for ikke at misse, det mindste af hendes reaktion. Nu kommer det store spørgsmål. er hun overhoved intresseret i vores evner, eller bliver hun fornærmet.

Hun misser med øjet.
Gud tog min indentitet fra mig. Kun han kan give den tilbage, det kan I humana* ikke.. tænker hun, men trækker på skuldrene, for ikke at tage modet fra ham. Han forsøger jo blot at hjælpe, på sin humana måde..
Hun skutter sig lidt på stolen. Hun holder stadig fligen i hånden. Hun samler håret bag hovedet, og binder fligen om håret, og øjet.
Hun retter ansigtet imod ham, fordi hun ved hvor han er.

Nearyn fanger tegnet i hendes korte missen med øjet sender. "Hvis du er intresseret" tilføjer han i samme venlige tone "så kan vi finde ud af det allerede i aften". Jeg ved Giryana vil kunne gøre det.

Giryana gik frem og tilbage på sit værelse. Hendes lille-pige form var ved at være kedelig og hun gik med et spontant og kvalmende "ryk" tilbage til sin normale form. "Hvad laver Herren?" hun var bekymret "har han fået fjender så magtfulde at han må flygte til slottet. Hvis jeg skal overtage betyder det så at de folk bliver MINE fjender"... Hun stopper og puster ud. Nej, tag dig sammen. Han er den bedste planlægger jeg nogensinde har mødt. Han gør ikke noget han ikke har gennemtænkt. Hvis han vil have mig til at overtage, betyder det bare at jeg er den bedste til jobbet.

Hun retter kort hovedet ned ad, og overvejer det. Hun trækker på skuldrene og nikker så.
Prøv humana. Jeg giver dig en chance..
Hun rejser sig op, og retter ansigtet imod ham. Hun skutter sig, og lytter til alt hvad der er at lytte til.

Nearyn rejser sig. Han beholder hope i armene. "For at det her skal virke kan du ikke være ved bevidsthed. Er du forberedt på at overlade dig selv til mig og mine folk igen. (som dengang med vingerne. Der var du vist ikke helt klar... du havde bare ikke noget valg T_T).