"Du kan tro nej!" hvæsede Samson efterfuldt af en latter.
Tyren satte af, efter at Samson har givet den et puf i hver side.
De red over mod Samsons hus.

//out.. jeg skriver først derovre XD

//OKay ^^
Out.

Regnen pisker om jorden, og vinden pisker i fuften.
Hurtigt og lydløst smutter Helaene in i gyden, for at finde læ. Dog er det ikke til meget hjælp. Hendes sorte krøller klistre til ansigtet, kjolen hænger om hende, og den tunge kappe ligger som en byrde på hendes skuldre.
På trods af gydens dunkelhed, er hun helt rolig. Hun ved at der ikke vil ske hende noget, men alligevel har hun den evige følelse af at nogen eller noget forfølger hende.
Strakåndet trækker den unge kvinde sig længe ind i gyden, og synker træt sammen bag en stor blik container, fuldt med stofrester.

Xukui kom fløjtende gående, han nåede kun at blive let gennemblødt af regnen.. han var jo vandt til den slags, da han boede i skumringsgyden, og her plejede han at hente stofrester..
en af de mindre gadebørn havde flået hul i bukserne, derefter hentede Xukui noget stof så han kunne sy hullet til.
det var mørkt, men han havde nu intet problem med at se, da han havde et ulvesyn, på grund af hans ulve evner..
da så han en skikkelse, en pige - der havde søgt ly for regnen.
han stod helt henne ved containeren, så ned i den, skævede til pigen med et smil, "godaften,"

Helaene trak vejre i stød. Hurtigt så hun op på den fremmede med et vildt blik i øjnene.
"Godaften," fik hun frem.
Hun knyttede langsomt hånden under kappen, om den dolk hun altid bar på sig. Det var umuligt at vide om den fremmede vill gøre noget, så hun måtte hellere være på vagt.
"Hvorfor være ude i det her vejr?" spurgte hun, uden at hendes store øjne forlod hans ansigt.

"hvorfor er du..?" spurgte Xukui nysgerrigt, og smilte optimistisk..
han bukkede sig ned i containeren og kiggede efter noget forskelligt stof..
"der er gået hul på Lilliths bukser, ved knæet, så jeg gik herud, for at finde noget stof til ham, så jeg kan sy hullet sammen.." Xukui smilte let, og tog fat i noget stof, men nej, ikke det duede..
Han så igen nysgerrigt på pigen, hun virkede forpustet?...

Hun sukkede lettet. Der var noget der sagde hende at han dog ikke havde dårlige intentioner.
"Hjemløs," mumlede hun stille.
Hun kom langsomt på benene, og begyndte at rette på kappen, fjerne håret fra det blege anigt og få en normal vejrtrækning.
"Hvem er.. Lillith?" spurgte hun pludseligt, helt overrasket over at det var hendes stemme der lød i gyden.

"Hjemløs.? det er jeg også.. eller.. gyden er mit hjem.." Xukui smilte skævt.. og rodede videre, men stoppede så lidt derefter igen, og så på pigen, "En af de mindre i vores.. 'familie' han er kun 8 år.. men intet sted at bo, så vi tog ham til os.." Xukui smilte lidt og rodede atter videre i containeren.

"Ah.. Det lyder da.. gavmildt?" mumlede hun for sig selv.
Hun betragtede længe Xukui, før hun udbrød,
"Har du brug for hjælp?"
Endnu engang overraskede hun sig selv. Hun blev enig med sig selv om, at det var fordi at han selv, lige som hun, var hjemløs. Stolt stod hun ved sine ord, og rettede sig op i sin fulde højde, der ikke var det store, men nok til at vise at hun bar en vis myndighed. Hun var sikker på at hun måtte være ældre end denne med-hjemløse, og kunne ikke lade være med at smile for sig selv.
Det vær længe siden hun sidst havde følt stolthed, og specielt når det kom til hendes selv.

"Brug for hjælp..? tja.." Xukui trak på skuldrene og smilte let..
"Egentlig lidt, jeg er ikke SÅ god til at sy.. og kan ikke finde den ordentlige farve hernede.. den er sådan.. sand farve agtig.." sagde han undrende, så fra containeren til Pigen.. med et lille smil.

"Det burdte ikke være det store problem,"
Forsigtigt skiftede Helaene til fase-tilstand, og tråde landsomt, men sikkert ind in contaneren. Hun ledet et par minutter, og så fandt hun hvad hun ledte efter.
"Kan det her bruges?" spurgte hun mildt og rakte stofstykket frem.
Stoffet havde en blød gul farve, og meget rampuneret, men det var det eneste hun kunne finde.
"Der er ikke rigtigt andet end det her i den farvetone," mumlede hun klart.

(hvis jeg svarer langsomt, er det fordi jeg også laver lektier =3=)

Xukui krydsede armene som hun gik derind..
lidt efter da hun kom ud, smilte han, "ja, det kan det, tak.." han smilte varmt og tog imod det gulestof..
"er du en god syerske?" spurgte han stille.

"God og god, men lærer det vel hen af vejen," svarede hun langsomt.
Faktisk vr hun slet ikke så dårlig. Hun lavede selv alt sit tøj, og havde været nødt til det i lang tid.
"Men jeg tror godt jeg kan hjælpe," afsluttede hun med et nik.

"Tak, det sætter jeg pris på.." Xukui smilte.. og proppede det gule stof ned i sin lomme, hvor han derefter stille tog pigens hånd..
denne vej frøken, han lavede en grimasse til det med frøken, han kunne ikke lade være med at sige det.. han førte Hende ud af den mørke side gade, og ind til xukui og de andres 'hule' eller bosted..

(lillith er en visuel person xD.. så vi lader som om at han er der..)

//Emneskift. jeg skriver lige derhenne. ; D

Helaine smilede let, og fulgte med.

Leo kommer udmattet og stakåndet halvt løbende ind i den mørke gyde. Måske var det ikke et klogt sted at vælge, men det var nu engang her han kom ind.
Leo, der har fået lidt mere kontrol over sin vejrtrækning, ser sig bekymret omkring. Han har trukket hætten over hovedet. Den efterlader alt andet end hans øjne - som er opspilede af frygt og vrede - i skygge. Havde han set rigtigt? Havde det været en af dem? Eller var det bare hans fantasi der stillede han et puds? Kunne han havde set det han mest frygtede af den simple grund at hans krop dirre af træthed, og at han ikke har spidst ordentligt i lang tid.
Leo kunne ikke tro på det. Han ville ikke tro det! Hvordan kunne de havde fundet ham? Havde de overhovedet fundet ham? Der var jo igen der var fulgt efter ham. Vel? Han ryster tankerne ud af hovedet og læner sig op af muren. Støtter sit hovede mod den og lukker øjnene. Det var indbildning. Det må det havde været. Ikke?
Han er næsten sikker på at det ikke kan havde været nogle af dem. Dog holder han hånden fast om sit krume sværd. Man ved jo aldrig.

I hjørnet i gyden sidder et lille sorthalet stinkdyr, og guffer nogle kødrester i sig. Det vender hovedet imod Leonardo, da denne fremmede, forvildede? mand kom løbende. Han lagde hovedet nysgerrigt på skrå og betragtede skikkelsen mens han vippede med halen. Man kunne sig hvad man ville; når Jerik var i sin stinkdyrsform, virkede han meget mere dyrsik da han der oftest lyttede til sine instinkter. Og i denne situation, valgte han at stivne og løfte halen bare for en sikkerheds skyld.

Leo tvinger sig selv til at fjerne hånden fra sværdskæftet. Han lukker påny sine øjne og banker stille det bagerste af hovedet et par gange ind i væggen og lader sine fingre glide gennem håret.
Han har ikke den ringeste idé om at han blive iagtaget af nogen. Leo trækker vejret dybt, og tager sig sammen. Han går lidt væk fra væggen og kikker ud på hovedegaden. Der ser ikke ud til at være noget galt. Ingen af den han frygter er der.
Han tager et par skridt fremad, men fortryder og går tilbage til gyden. Han slår irritabelt ud i luften med sin ene hånd.
Hvad sker der? Ser jeg nu også syner? tænker han fortvivlet. Han kan bestemt ikke se sig selv som en sindsyg der ser syner. På den anden side. Når man tænker over det er det næsten et under at han ikke er fuldstændig metalt forskruet efter sin barndom.
Leo sukker og vender tilbage til sin position ved muren og der synker han langsomt sammen ned af muren og ender med at side på hug. Han krøre fingrene gennem håret igen.
"Hvad sker der" mumler han næsten lydløst ud i luften. "hvad sker der med mig"

Forsigtigt nærmer det lille stinkdyr sig Leonardo med et spørgsmåltegn malet i det lille dyriske ansigt. En lille vind stryger ind i gyden og blæser i Jeriks tykke vinterpels. Faktisk kunne han minde lidt om en omvandrende bamse. Han giver et lille spørgende " mif?" fra sig, og sætter sig på bagen. I den her skikkelse er han nok mest muligt tryg, selvom han ved at han burde ligge i vinterhi. Der var bare lige et nytårsbal der kom i vejen for hans søvn. Han giver sig til at slikke sine forpoter for at vaske det lille ansigt, mens den sorte hale afslører ham fra at være anderledes end andre stinkdyr, idet den ligger sig tæt ind til den lille dyrekrop.

Leo lukker med et sæt sine øjne op. Han rejser sig hurtigt og trækker sit sværd i en glidende bevægelse og kikker forvirret frem for sig.
"Høre jeg nu også lyde?" mumler han og spejder onkring sig som en vild for at finde ud af hvad lyden kom fra.
hvad bliver ikke det næste? At jeg bliver morder? tænker han dystert mens han stadig prøver at finde årsagen til lyden. Han kan ikke lide tanken om at han er begyndt at høre lyde og se syner.
"okay leo.. Tænk dig nu om. Det kunne havde været en mus? Ja en mus! Eller... eller en mærkelig lyd ude fra markedspladsen. Der er jo mange lyde derude." Han sukker og ryster kort på hovedet af sig selv.
Sådan havde han jo også reageret dengang, med Yang og Gwion. I hvert fald da Gwion kom, men de havde altså også opført sig mærkeligt. Specielt denne Yang. Det måtte man indrømme.