Knægt? Theodore skævede til Selmy. Det var hans stemme, men det tog næsten et øjeblik at registrere, at ordet faktisk havde været henvendt til ham. Selmy kaldte ham da aldrig knægt. Han sendte ham et mistænksomt blik og forsøgte med hele ansigtet at sige: Kan du ikke selv se, at der er noget lurvet ved det her? Men Selmy insisterede tilsyneladende på at tage manden på ordet.

Nej, knægten har ret.

Theodores bryn løftede sig mod Selmy. Hvad sagde jeg?

Godt så... jamen så— Theodores øjne fulgte safirerne fra Selmys hånd og ned i mandens. To safirer. Bare sådan. Efter at Selmy allerede havde betalt ham én gang. Blikket fór op på Selmy igen. Theodore havde egentlig været på nippet til at forlange, at manden skulle fortælle, hvad han vidste, uden pludselig at hæve prisen. De to havde vel allerede lavet en aftale? Så kunne man da ikke bare stå midt i det hele og beslutte, at ens hukommelse pludselig kostede ekstra.

Åbenbart kunne man.

“Goodt, godt, min hukommelse er pludselig blevet væsentligt skarpere.”

Theodore skulede. Den er god med dig. Han lagde armene stramt over kors og lyttede. Theodore følte sig lidt som en ubuden gæst i alt det her. Al den fortrolige snak om en person, han ikke anede, hvem var, eller hvad han havde været for Selmy. Men han måtte være meget vigtig, siden Selmy bare uden videre betalte... og hvis det var vigtigt for ham, var det vigtigt for Theodore.

Theodore sagde ikke noget med det samme. Han lod oplysningerne lande, mens blikket gled over på Selmy. Var det dét? Fik Selmy overhovedet noget ud af det? 
For Theodore lød det mest som en masse løse oplysninger om en mand, der havde været alkymist, havde manglet penge og tilsyneladende været god til at gøre folk sure.

Han så tilbage på manden.

"Okay." Theodore kneb øjnene lidt sammen. "Jeg troede, De var en af de bedste til at opsnuse den her slags informationer." Det anede Theodore selvfølgelig ikke en skid om. Men manden behøvede vel ikke vide det. "De har fået yderligere betaling, og alt vi har fået er en nøgle og nogle ret vage beskrivelser, så..." Han nikkede én gang, mest for at overbevise sig selv om, at han vidste, hvad han havde gang i. "De må have mere. Navne, for eksempel. Ham halvorken dér." Et lille ophold. "Kvit og frit." Maven trak sig sammen næsten samtidig med de sidste ord. Theodore holdt alligevel blikket fast på manden. Nu havde han allerede blandet sig to gange. Han kunne lige så godt gøre det ordentligt.

Da Theodore sendte sit Hvad sagde jeg? blik, skævede Selmy ned til ham med en minimal måben. Forbløffet, fordi Theodore kunne overliste ham på et område, hvor Selmy burde vide bedst. Men ak, han var jo ikke menneskekender.

Med en mærkelig følelse af, at han lod sig bevidst udnytte for sine penge, lyttede han nu til manden. Midt i koncentrationen og alle følelserne, der egentlig drejede sig om noget gammelt og personligt, der ikke havde det fjerneste med Theodore at gøre, kunne han alligevel ikke undgå at undre sig, hvad Theodore måtte tænke om ham lige nu. At Selmy betalte så dyre domme, for de sparsomme rester af en person, der ikke var her mere...

Mon han havde fundet ud af, at det hele handlede om den mand, der havde kidnappet ham? Selmy havde ikke fortalt særlig meget. Den del føltes stadig så privat.

Jeg troede De var en ad de bedste til at opsnuse den her slags informationer. Hørte han Theodores unge stemme ved hans side. Selmys krop fór nærmest tættere på ham. Hans hænder fik fat i ham, nærmest for at fysisk stoppe ham fra at fornærme herren mere. Det var lige før han kunne finde på at lægge en hånd foran munden på ham. ”Shh!” Tyssede han forskrækket.

Men manden hørte godt fornærmelsen. Og han hørte også resten. Det vækkede en eller anden nysgerrighed hos ham, mere end det egentlig fornærmede ham. Nej, faktisk smilte han næsten smigret.

”Der har været et utal af personer, der har været de bedste...” Man kunne ikke se hans øjne for skyggen, men hovedet tiltede en anelse op og ned, som for at se ham an. ”...Unge væbner.” Blev det hvisket hæst. Han holdt en pause, inden han fortsatte. ”Det er ikke ufarligt at sælge ud af de store bossers informationer, og derfor er de bedste her ikke længere... I må nøjes med det jeg har til jer.”

Han trak lidt på skuldrene og lænede sig endnu mere mageligt tilbage i sit hjørne. ”Jeg kan fortælle jer alt hvad I ønsker at vide, om en vis halvork. Men så ville jeg også blive nødt til at sikre mig, at I aldrig kommer til at sladre videre.”

Han drejede hovedet mod Selmy, der bare stod som en forstenet, forvirret mand, stadig med armene mærkeligt og kejtet om Theodore, fordi han alligevel ikke havde kunnet stoppe ham. Det var ikke sikkert at Selmy Kiefer havde forstået den trussel han lige havde fået, så bare for at være helt sikker, begyndte manden at tegne sig langsomt henover egen hals med en af de fingre, der faktisk havde negl tilbage. Langsomt. Dødeligt. Endeligt.

”Er det forstået Selmy Kiefer?” Med et tryk på hans navn, for at minde ham om, at han havde rigeligt med viden om ham. Han vidste hvem han var. Han vidste sikkert også hvor han boede og hvem han boede med. Han vidste nok.

Selmy var begyndt at ryste. Så meget at rystelserne vibrerede igennem Theodores krop. Han ruskede lidt i Theodore. ”T-tak for handlen. Vi skal ikke forstyrre Dem mere” Vel? Theodore!?

Theodore mærkede rykket, da Selmy trak ham til sig, nærmest for at standse ham fysisk i at sige mere. Shh! De blå øjne hvilede hovent på manden, stadig med en utilfredshed over sig, inden han så på Selmy. 
"Jamen, det er ham, der er en bedrager," hviskede han indigneret og pegede anklagende mod manden, mens han stirrede ind i Selmys øjne. 

Unge væbner. 

Theodore skævede med det samme mod manden, og hånden dalede. Han lyttede med en vagtsom mine. Der var noget ved den hæse hvisken, der fik det til at knuge sig ubehageligt sammen i maven på ham. Lille væbner. Næsten de samme ord, næsten den samme stemme som i hans mareridt. Det var en ubehagelig tilfældighed, og Theodore brød sig ikke om den. Brynene trak sig yderligere sammen, mens han afventede mandens næste ord.

Ikke ufarligt. I må nøjes.

De store blå øjne forblev rettet mod manden, selvom Theodore stod med hovedet drejet lidt akavet, fordi Selmy stadig holdt ham ind til sig. Han havde ellers været klar til at protestere igen, men ordene blev liggende et sted bag tænderne.

Jeg kan fortælle jer alt hvad I ønsker at vide, om en vis halvork. Men så ville jeg også blive nødt til at sikre mig, at I aldrig kommer til at sladre videre.

Theodore sank. Det lød næsten høfligt, sådan som manden sagde det. Som om han blot forklarede endnu en betingelse ved deres handel. Men der var noget ved måden, han sagde aldrig på, der fik det til at løbe koldt ned ad ryggen. Theodore vidste godt, at det var naivt at håbe, at manden bare mente, de skulle love på spejderære ikke at sladre. Og så løftede manden fingeren. Theodore fulgte bevægelsen med øjnene, mens den langsomt gled hen over halsen. I et splitsekund blev øjnene større. Han havde ikke brug for nogen demonstration på, hvad dét betød.

Er det forstået Selmy Kiefer.

Næverne knyttede sig, og næsten automatisk spændte kroppen op, parat til at træde et skridt frem. Han skulle eddermanme ikke true Selmy. Ikke når det var Theodores mund, der havde plapret op. Han nåede dog ikke mere end at flytte på foden, før Selmy ruskede let i ham. Grebet om Theodore rystede så meget, at han mærkede det gennem sin egen krop, og det fik ham til at blinke utilpas og se op på Selmy. Han vendte modvilligt hovedet tilbage mod manden, uden rigtig at ville møde hans skjulte blik, og fik presset et "Javel" frem. Blikket dvælede et øjeblik ved mandens manglende fingre. Dem skulle Theodore nok huske, hvis han nogensinde så manden igen.

Theodore drejede hovedet væk. "Lad os gå, Selmy," mumlede han.

Når Theodore blev ved med at slynge om sig med fornærmelser mod manden, og Selmy åbenbart ikke kunne stoppe ham, kunne Selmy ikke gøre andet end at lukke øjnene dommedagsagtigt og acceptere skæbnen. Nu havde Theodore også kaldt ham en bedrager, og så lavt havde Theodore heller ikke hvisket. Åh, hvis de begge blev slået ihjel nu... Selmy turde ikke færdiggøre tanken. Og tanken kom endda før truslen om at få skåret deres halse over.

Theodore havde været lige lovlig modig nok. Nu var manden åbenbart blevet sur, eller noget. Det var faktisk svært at tyde på ham. Men man måtte antage, at deres møde her var slut. Selmy var mere end tilfreds med prisen, lige pludselig. Han betalte glædeligt for at få lov til at beholde sit hoved. Han kunne da også betale for Theodores. Kom. Afsted. Selmys tag i Theodore forsøgte at få ham til at gå først, og hans hænder blev på ham, som de endelig var enige om, at de ikke skulle provokere mere end unødigt.

Selmy bevægede sig væk fra søjlen og samtalehjørnet lige i hælende på Theodore, målrettet i retning mod udgangen. Han holdt vejret og turde nok ikke ånde lettet op, før de var kommet et godt stykke væk.

”Det er ikke sikkert udenfor,” Kom det dæmpet bag søjlen. Manden havde ikke hævet stemmen, bare fordi den lille gratis ekstra information kom til ham i sidste øjeblik ”I gør klogt i at overnatte. Det bør være sikkert nok at tage herfra ved solopgang.”

Selmy stoppede op og så sig om skulderen. Ikke at han kunne se manden, bag bænkens skjul. Han flyttede blikket usikkert på Theodore. ”Undskyld Theodore,” Hviskede han smådirrende. Han havde udsat ham for alt for meget af det gode allerede. Forsigtigt slap han det fængslende greb om ham, og han vendte sig langsomt om.

Theodore gjorde ingen modstand, da Selmy begyndte at føre ham væk fra manden. For en gangs skyld havde han heller ingen indvendinger. Han havde sagt sit, og selvom han stadig mente, at manden var en bedrager, havde han ikke tænkt sig at diskutere det yderligere. Ikke efter den lille demonstration med fingeren hen over halsen. Og slet ikke, når Selmy stadig holdt så fast i ham.

Han lod sig føre afsted, mens han forsøgte at lade være med at kigge sig over skulderen. Det var svært. En del af ham forventede næsten, at manden ville kalde dem tilbage, eller at nogen pludselig ville stille sig i vejen for dem. Først da de havde lagt nogle skridt mellem sig og søjlen, begyndte han så småt at tro på, at de faktisk fik lov til at gå.

Det er ikke sikkert udenfor.

Skridtene blev langsommere, og ligesom Selmy standsede Theodore op og så sig over skulderen. Det var åbenbart ikke sikkert nogen steder, tænkte han flygtigt, inden blikket gled tilbage på Selmy.

I gør klogt i at overnatte.

Furen mellem Theodores bryn blev dybere. Her? Overnatte her? Han skævede tilbage mod søjlen, hvor manden nu ikke var andet end en hæs stemme fra mørket. Den her uldne kro var ikke ligefrem et sted, Theodore havde lyst til at tilbringe natten.

Og så undskyldte Selmy.

Theodore så på ham, men svarede ikke. Hvad skulle han også undskylde for? Det var trods alt Theodore selv, der havde åbnet munden lidt for mange gange. I stedet tog han et par skridt frem, så han kom foran Selmy, og lagde forsigtigt en hånd på hans arm.
"Hvad gør vi?" spurgte han dæmpet. Han lænede sig lidt nærmere og lod blikket glide omkring dem for at sikre sig, at ingen lyttede med. Han havde ikke ligefrem lyst til at annoncere for hele kroen, hvor de havde tænkt sig at sove. "Sover vi her?"

Mørket var allerede faldet på, og kusken havde jo også advaret dem om, at det var usikkert at færdes her efter mørkets frembrud.

Selmy tøvede lidt. Han stirrede i retning af manden, der var hengemt i sin mørke krog, men han havde åbenbart ikke tænkt sig at uddybe det overfor dem. ”Nej,” Hviskede han tilbage til Theodore ” Nej-nej nej. Vi skal hjem, hos os selv.” Selmy havde jo lovet at Theodore kom hjem i sikkerhed inden solen gik ned. Og nu var solen godt nok ved at gå ned, kunne man ane ud ad vinduerne i den ene ende af krostuen.

Han så spørgende på Theodore, for at forsøge at aflæse ham. Noget ved ham virkede som om, at han bare ville være der hvor Selmy var. ”Jeg får udgangsforbud, hvis ikke jeg kommer hjem...” Hviskede han, og greb i blinde ud efter Theodores hånd og fik fat på den. Han trak ham med sig forbi nogle af de andre gæster, og ignorerede blikke og hviskende kommentarer.

Hvis nu de skyndte sig ud af markedet og videre ud af skumringskvarteret, i det mindste, så ville kunne tage hovedvejen, som var mere befolket, trods alt. Og ja, måske ville de blive udmattede, før de nåede hen til markedspladsen, men altså-

Ligesom Selmy havde travlt med at få døren op ud til gaden, og skulle til at vade ud som den første, med Theodore lige i hælene på sig, så han et glimt af noget, der straks fik ham til at bakke ind i kroen igen og smække døren i med et smæld! Selmy så forskrækket ud, som han med hele kroppen barikerede døren. Hjertet hamrede i brystet på ham.

”Ved sol og stjerne. Jeg tror lige jeg så en mand blive stukket ned!” Gispede han op og tog sig til brystet. De to mænd der før havde ventet ved bordet tættest på døren, var væk og havde efterladt deres kattepisøl. Tømte. Nu hvor Selmy tænkte over det, kunne morderne faktisk godt ligne de to... En lille tanke strejfede ham kort. Han burde gøre noget, men nej, hvad skulle han dog gøre? Hans blik stirrede på Theodore.

Hvad var det der foregik her? Var det noget banderelateret? Han kiggede på Theodore som om han ville kunne svare ham. Men i stedet kom han frem til, at det måske var bedst, hvis de opholdt sig her i nogle timer. Bare indtil den værste fare var overstået. ”Vi tager bare et enkelt værelse for en enkelt nat, okay?” Han pustede endnu over forskrækkelsen. Theodore havde forhåbentligt været for lav til at se over skulderen på ham, at han forhåbentligt ikke lige havde set en mand få en sæk over hovedet, mens han blev hårdt dolket i ryggen. Og selv Selmy havde kun set det på afstand. Deres skikkelser kulsorte i skyggerne. Men han havde set det klart og tydeligt nok til at forstå alvoren. Den mand havde sikkert fået punkteret en lunge nu.

Vi skal hjem og sove hos os selv.

Theodore var sådan set enig, men han havde allerede forestillet sig mindst tyve forskellige scenarier for deres tur hjem, og ingen af dem var synderligt rare.
Det tog over en time med vogn. Til fods ville det tage en evighed. Og så skulle de ovenikøbet igennem Skumringskvarteret, hvor folk åbenbart blev truet på livet, bare fordi de stillede et par spørgsmål.

"Men Selmy..." Han skulle netop til at fremlægge et af sine tyve scenarier og høre, om Selmy havde en løsning på nogen af dem, da Selmy afbrød ham med, at han ville få udgangsforbud, hvis han ikke kom hjem. Theodore var trods alt lidt heldigere stillet. Han kunne sikkert få Selmy til at skrive en seddel om, at han havde overnattet på klinikken. Det var da i det mindste ét problem, de kunne løse. Familien Kiefer var noget andet. Han kunne allerede forestille sig Salem og Simone gå rundt i gaderne og lede efter Selmy. Det var nok til, at Theodore mandede sig op med den smule mod, han endnu kunne mønstre.
Selmy greb samtidig hans hånd, og Theodore mærkede, hvor kold den var. Sikkert af angst. Han var selv rædselsslagen, men det nyttede jo ikke noget, hvis de begge gik i panik. Derfor tog han endnu en dyb indånding. Så dyb, at han næsten blev svimmel af den.

"Vi bliver altså nødt til at finde et lift hjem, Selmy." De nærmede sig døren, og Theodore lukkede kort øjnene, som om det på en eller anden måde ville gøre det lettere at træde ud i mørket. Han nåede dog knap at forberede sig, før han var ved at gå direkte ind i ryggen på Selmy. Hvad nu? Selmy var standset så brat, at Theodore ikke nåede at forstå hvorfor, før døren blev smækket i igen. Noget om sol og stjerner. Og så... noget andet.

Jeg tror lige, jeg så en mand blive stukket ned! Theodore stirrede på ham. Et øjeblik var det, som om ordene ikke rigtig ville give mening. Så ramte forståelsen, og uroen flakkede over hans store blå øjne.

"Hvad?" udbrød han et øjeblik for sent. "Mener du det?" Han forsøgte at se forbi Selmy, men døren var lukket, og Selmy stod stadig foran den. Theodore havde ikke set noget som helst.
"Skal vi ikke... der må da være nogen, der..." Han gik i stå og så sig forvirret omkring. Hvad skulle de egentlig gøre? De kunne jo ikke bare løbe ud og blande sig i et overfald. Ikke hvis gerningsmændene stadig var derude. Blikket gled over de nærmeste gæster. Ingen så ud til at have tænkt sig at rejse sig. Ingen virkede synderligt bekymrede over, at der muligvis lå en mand udenfor og blødte.

Det kunne Theodore ikke rigtig forstå. Hans hjerte hamrede stadig, men nu var det ikke kun af frygt. Pokkers også til retfærdighedssans.

"Hva'?" Han havde næsten ikke hørt, hvad Selmy sagde. Et værelse? En enkelt nat? Først da ordene endelig trængte igennem, nikkede han. "Ja... ja, okay." Hans bryn var stadig trukket sammen, og blikket søgte endnu en gang mod døren. En enkelt nat på en kro, hvor der muligvis lige var blevet stukket en mand ned udenfor. Skønt. Det skulle nok blive en god nat. Han trak vejret ind og nikkede igen, mere målrettet denne gang. Hvis der var lås på døren til værelset, var det vel trods alt sikrere end at begive sig ud på Det Sorte Marked. Theodore ville hellere tage kampen op med sengelus end med hvad end, der lurede ude i mørket.

Han trak Selmy lidt nærmere og betragtede ham med en bekymret mine. Han så stadig frygtelig forskrækket ud, og Theodore lagde sin hånd på hans arm, inden han begyndte at føre dem gennem krostuen mod deres nye veninde, den skrappe kropige.
"Et værelse, tak. Øhm, og..." Han tøvede og sank en klump. "Der er vist en mand i fare udenfor." Han kastede et blik mod døren.

"Er der ikke nogen, der skal hjælpe ham?"

”Vi blander os ikke,” Indskød han hurtigt. Der var han trods alt hurtig nok til at reagere. Theodore skulle ikke spille helt nu, han var ubevæbnet og slet ikke i nærheden af at være færdiguddannet. Hjertet hamrede noget så hårdt i brystet på ham endnu, og da Theodore trak i ham, var han en lille smule stiv i det, som om han ikke turde fjerne sig fra døren. Men som Theodore gik med til, at de skulle anskaffe sig et værelse, lod han sig trækkes med.

Andre måtte da have hørt det, da han smækkede med døren og hviskede højlydt, at han troede at nogen var stukket ned. Men han fik en klam mavefornemmelse om, at det her måske var hverdagskost i dette område.

Kropigen med det sorte hår og kjolen der kæmpede, for at holde brysterne inde, stod og tørrede et bord rent med en klud, der var hullet og farvet af en blanding af sæbe og snavs. Hun svang håret om på den anden side af skulderen og glanede et øjeblik på Theodore, som hun overvejede, om en så ung og uskyldig fyr, overhoved kunne tåle at være her. Men så så hun på Selmy, som lige nu så endnu mere medtaget ud. ”Det er nok en mand, der skylder penge, eller ikke har gjort et stykke arbejde,” Svarede hun lidt forsigtigt og stoppede med at gøre rent. ”Hvis bare de ville lade være. Det går ud over forretningen... Og byvagten kommer ikke her. Her kan det godt svare sig, at betale for en personlig livvagt, eller blive gode venner med indflydelsesrige mænd.” Bare et tip. Hun smilte til dem, for at blødne lidt op for sine kunder.

”8 ravstykker for jer begge to, og så får i morgenmad på min regning.”

Selmy betalte hende med en jade, og hun gik hen og fandt en nøgle frem fra en skuffe, som hun rakte til ham. Theodore fik resten af kanden med saft med op. ”Jeres værelse er på anden sal, og så det andensidste værelse.”

Næstsidste... Rettede Selmy hende i sit hoved. Men han sagde ikke noget. Han nikkede bare lidt tomt i blikket, inden han ledte blikket rundt og spottede en snæver trætrappe op til de øvrige etager. Så skænkede han Theodore et blik og begyndte at lede an, op til første sal først, og dernæst op til anden sal. Brædderne knirkede under ham for hvert skridt han tog. Det var en meget gammel og snusket bygning. I gangene var der absolut ingen naturlig belysning, og der var heller ingen afstand i mellem værelserne.

”Det må være her,” Sagde han lavmælt, stadig. Han gik hen til det næstsidste værelse, hvor nøglen heldigvis passede til.

Theodore lyttede med alvor i blikket. Han havde svært ved at forstå, at tingene virkelig var sådan hernede i Skumringskvarteret. En mand, der skyldte penge. Så blev han bare stukket ned uden videre på grund af dét? Uhyggeligt.
Han sænkede blikket. Livet her var noget helt andet, end Theodore var vant til hjemmefra. Selv bare i den anden ende af Dianthos. Hvordan kunne der være så stor forskel, og hvorfor var der ingen, der gjorde noget ved det? Nu forstod han bedre, hvorfor kusken havde været så forsigtig med at komme tilbage efter mørkets frembrud.

Kropigen smilede til dem. Det hjalp ikke synderligt på det, hun lige havde fortalt, men Theodore satte alligevel pris på forsøget.

Morgenmad på min regning. 

Dét havde han ikke forventet. Slet ikke fra hende. Han så forundret på hende og trak forsigtigt på smilebåndet. "Tak... frue."
Selmy betalte for dem igen, og Theodore bemærkede det med en snert af dårlig samvittighed. Han burde virkelig få betalt noget af det tilbage. Da kropigen rakte ham kanden med saft, sendte han hende endnu et taknemmeligt nik og tog imod den med begge hænder, som var det en lille trøstepræmie, de havde fået med sig.

Der blev ikke sagt meget, mens de fandt vej op ad de knirkende trapper. Theodore var heller ikke sikker på, hvad han skulle sige. Tankerne blev ved med at vende tilbage til det, Selmy havde set udenfor. Til manden med de manglende fingre, de vage oplysninger om en person, Theodore ikke kendte, og den gamle dames mærkværdige profeti. Og så havde hun bare set på ham og sagt nej. Hvad skulle dét overhovedet betyde? Han sænkede blikket mod kanden. Den røde saft skvulpede frem og tilbage for hvert skridt, og Theodore fulgte bevægelsen med øjnene resten af vejen op.

Da Selmy endelig fik låst værelset op, gik Theodore ind efter ham og skyndte sig at dreje nøglen om, så snart de begge var kommet indenfor. Han tog fat i håndtaget og rykkede i det. Bare for en god ordens skyld.

Låst.

Først dér syntes kroppen at give efter. Theodore gik med slappe ben hen til bordet, stillede kanden fra sig og lod sig falde om på sengen, der næppe var beregnet til meget mere end halvanden mand. Han sukkede tungt gennem næsen. Det hele kørte rundt i hovedet på ham som et uvejr, og det gjorde næsten ondt at tænke. 

Et øjeblik blev han bare liggende, inden han drejede hovedet mod Selmy.

"Fik du dét ud af det, du ville?"

Med langsomme, vurderende skridt bevægede Selmy sig ind i det meget lille værelse. Med ansigtstræk af afsky, skuede han støvet, tilstanden af møblerne, sengen, hvor de skulle tilbringe natten. Han havde meget lidt lyst til at sætte sig i den madras, eller vikle det slidte tæppe om sig, lægge sin kind på den hovedpude. Men han ville nok ende med at gøre det, når trætheden for alvor ramte ham.

Det vigtigste var, at de kunne få ro nu... Og så måtte konsekvenserne af at være udeblevet endnu en nat hagle over ham i morgen...

Tavst gik han direkte over til vinduet og kiggede ud, prøvede at se ned på gaden, hvor skidt situationen stod til. Det var i hvert fald blevet mørkt allerede, så de ville aldrig have nået ud af markedet i tide, alligevel. Men hvor ville han ønske at han havde valgt at komme herhen på en hvilken som helst anden dag. Uden Theodore. For uden Theodore, kunne han bedre forlade stedet alene, følte han. Selmy skyldte ikke nogen penge eller tjenester, så hvis nogen satte kniven for hans strube, kunne de forhåbentlig bestikkes med de krystaller han havde på sig. De lommepenge han ellers havde sparret sammen over tid...

”Ja,” Svarede han, og så sig lidt forsigtigt om skulderen. Havde Theodore spurgt ham af ren interesse, eller var der mere bag? I forhold til alle de ulykker de havde oplevet på få timer, kunne hans ærinde her virke helt meningsløst.

Han lukkede slåerne for vinduet, da han alligevel ikke kunne se noget. Lukkede vinduet til og trak for, bare for at få en følelse af, at ingen kunne kigge ind, hvis altså nogen skulle tage turen op til anden sal, for at plyndre dem. Efter i dag var han nok en smule paranoid.

”Jeg er virkelig ked af det,” Undskyldte han igen og vendte sig om. Theodore havde ikke rigtig responderet. Selmy var i hvert fald kommet skævt ind på ham i dag, og han var bekymret for, om han havde skræmt ham. ”Jeg burde have nydt mærkedagen med dig i stedet. At tage dig med herhen... Jeg ved slet ikke hvad jeg tænkte på.” Det havde jo været en relativ rolig dag, sidst han var herinde. Og der havde han været her alene.

Ja.

Simpelt. Bare et simpelt ja.

"Hm." Theodore lod blikket glide tilbage mod loftet. Det var jo godt for Selmy. Han håbede da også, at Selmy med alle de penge, der var blevet ødslet væk, havde fået bare en brøkdel mere ud af det, end Theodore selv havde. For han fattede hat.
Hvorfor havde Selmy hyret en mand med seks fingre, der lød, som om han havde spist kulgløder hele sit liv, og så i Skumringskvarteret, af alle steder, for at få afsluttet et kapitel i sit liv?
Og hvad så nu? Var det lukket? Ville han bruge den nøgle og gå ind i den efterladte butik, der havde tilhørt en uhøflig alkymist? Det kunne da ikke have noget med Selmys farfar at gøre, vel? 

Åbnede der sig ikke bare flere kapitler nu? Endnu flere spørgsmål? 

Theodore stirrede på revnerne i loftet og videre mod spindelvævet i hjørnet. Selmy sagde undskyld igen. Theodore ville ønske, at han ville lade være. Det ændrede ikke rigtig på noget alligevel.
 
Han lå helt slapt på sengen med hænderne oven på maven og benene dinglende ud over kanten.

Jeg ved slet ikke, hvad jeg tænkte på.

Theodore prustede højt ud mellem læberne nu. Overdøvende. Som en ballon, der langsomt mistede luften, indtil der ikke var mere tilbage i lungerne.

"Dumt spørgsmål..." begyndte han, da han havde fået vejret igen. Han satte sig op og så på Selmy.

"Hvem er ham alkymisten?"

Havde luften ikke gået ud af ballonen, på den der måde, havde Selmy måske taget hans stilhed for, at Theodore måtte være så sur på ham, og Selmy ville fortsætte med at undskylde det hele til døde. Det var vel ret meget i Theodores ånd, ikke at kunne tage imod undskyldninger. Lidt ligesom det var i hans ånd at kaste sig ned i senge, så snart han så en. Kun Selmys alcoveseng, havde alligevel været for forbudt for ham...

...Ikke flere undskyldninger for nu... Theodore havde et dumt spørgsmål. Selmy havde meget lidt til overs for dumme spørgsmål, normalt. Han var ikke af typen, der mente, at den slags ikke fandtes. For det gjorde de! Selmy rykkede sig forsigtigt nærmere, mens hans hånd løsnede sin kappe. Hans skridt og hans famlen med kappen sænkede farten, som Theodore spurgte direkte ind til kernen.

”Det var min mørkelviske kidnapper,” Den lille skinnende kæde gik op og Selmy kastede den sorte kappe over på sin egen side af sengen, tættest mod døren. ”Det viser sig, at han var lige så privat og uelsket, som han altid sagde...” Han satte sig skuffet ved siden af Theodore, så sengen knirkede så klagende en lyd. Madrassen var heller ikke god, kunne han allerede mærke. Endnu en skuffelse. Hans hænder placeret på sine lår i et lille hvil, inden han forsigtigt flyttede hænderne videre ned til sine knæhøje støvler og begyndte at arbejde på, at få den første genstridige støvle af.

Theodore sendte Selmy et mærkeligt blik. Havde han virkelig brugt så meget energi på at finde oplysninger om en mand, der havde kidnappet ham? Eller... halvt kidnappet ham, huskede Theodore. Der var vist meget mere til den historie, end han havde fået fortalt.

Sengen knagede højlydt, da Selmy satte sig, og afbrød Theodores tanker. Han begyndte selv at pille ved åbningen på sin væbnerkappe, indtil han fik den løsnet og kunne trække den af. Med en sløset bevægelse kastede han den over mod stolene, hvor den ramte den ene stoleryg og blev hængende i en rodet bunke. Godt nok.

Theodores tommelfingre gled eftertænksomt mod hinanden. Blikket søgte diskret ned mod Selmys hænder, der var i færd med at få støvlerne af, og det mindede ham om hans egne. Han bøjede sig frem og begyndte at trække i den første. Med et lavt "humf" fik han endelig hevet støvlen af og drejede hovedet mod Selmy. Blikket blev hængende ved ham, stadig fuldt af undren. Selmy lød næsten skuffet. Det gjorde det ikke ligefrem lettere at forstå ham.

"Opfølgende dumt spørgsmål..." begyndte han efter lidt tid. "Hvorfor bruge så meget energi på en, der kidnappede dig?" 

Selmy fik trukket sine støvler af, og stillede dem pænt til siden. I princippet virkede det formålsløst at holde værelset ryddet, når det i forvejen var i så dårlig stand. Og Theodore havde også bare kastet kappen over på stolen. Men pli og orden var vel det, der holdt ham menneskelig, ovenpå en sådan dag, hvor alle omkring ham opførte sig som morderiske dyr...

Theodores spørgsmål var slet ikke dumme. Selmy kunne ikke bebrejde ham for at spørge, især ikke efter at havde udsat ham for lidt af hvert. Havde han bare været hundrede procent sikker på, at Asith stadig var i live derude et sted, så havde han ikke gjort sig alt det besvær. Så havde han brugt pengene anderledes, og måske havde han ikke søgt hjem til Dianthos igen...

"Det er svært at forklare... Men vi tilbragte flere måneder sammen. Vi levede sammen. Vi overlevede sammen. Og flere gange troede jeg, at vi skulle dø sammen, på den rejse... Vi oplevede udfordringer på vej til Medanien. I Medanien. I Rubinien... Han skulle bruge en meget sjælden rod... Til hvad ved jeg ikke helt. Det kunne enten være af medicinske årsager eller forfærdelige årsager... Jeg spurgte ikke for meget ind til det." Selmy rystede lidt på hovedet over det. Han kunne godt høre hvor vanvittigt det måtte lyde. Selv Asith havde flere gange undret sig over, hvorfor Selmy ikke bare løb sin vej, da Asith var voldsomt såret... Selmy kunne flere gange have udnyttet chancen og stukket ham ned med sin egen daggert, ha. Han kunne have taget sine ting, stukket af og overladet Asith til sin egen skæbne. Han kunne overlevere ham til ordensmagten, allerede da de var i Medanien... Men på det tidspunkt var det allerede for sent. 

"Men hovedsagen er, at han ikke er her længere... Og det hele er min skyld, fordi..." Nej. Han kunne ikke sige sådan noget højt. Ikke endnu. Det var han slet ikke klar til. Han ville måske komme til at græde over det. "Ofte tænker jeg på, om det er mig der er forbandet. Min farfar mødte en forfærdelig skæbne. Det samme gjorde Asith. Min mor er syg og far eller healere fra nær og fjern kan ikke gøre noget for os, og jeg føler mig så magtesløs..."

Han lagde sig langsomt ned i sengen med hovedet på hovedpuden. Han havde dog kappen under sig, så han ikke følte, at han skulle ligge på noget, der potentielt var snavset. Han sukkede tungt ud. Nu var de her. Fanget i et snusket værelse, under snuskede omstændigheder. Og Selmys forbandelse havde bredt sig til Theodore.

Begge støvler kom af. De blev dog ikke placeret nær så pænt som Selmys. Theodore rettede sig op igen og lod hænderne hvile mellem sine knæ. Han kastede et blik mod Selmy, der sad ved siden af ham på den knirkende seng. Det var stadig svært at forstå, hvorfor han havde gjort sig så meget besvær for at finde en mand, der havde kidnappet ham. Men nu lod det til, at han endelig ville fortælle hvorfor.

Han havde ingen forventninger til, hvad Selmy ville sige. Theo var nærmest som en blank side. Alligevel kom det bag på ham, hvad der nu blev delt.

Flere gange troede jeg, at vi skulle dø sammen.

Theodore blev stille. Så sagde han endelig: "Mh. Jeg forstår... vist." Han kiggede eftertænksomt ned på sine løst foldede hænder, der hang mellem hans spredte knæ. Han var selvfølgelig ikke helt sikker på, at han forstod. Essensen af det, måske. Hvem ville ikke knytte bånd til nogen, man havde været igennem så meget med i flere måneder? "Derfor den halve kidnapning," påpegede han lavmælt, mest for at have noget at sige i det dunkle, stille rum.
Selmy fortsatte, og Theodore drejede hovedet mod ham, da han nævnte, at det hele var hans skyld. Men enten ville eller kunne han ikke færdiggøre sætningen. Theodore sagde ikke noget, ventede bare.

Et sted i den gamle bygning knagede træværket, og kort efter begyndte regnen at tromme dæmpet mod ruden. Theodore lod blikket glide mod vinduet, hvor mørket lå tæt bag de lukkede skodder. Han lyttede et øjeblik til regnen og håbede, at den kunne give ham et eller andet brugbart. For det var svært at finde ud af, hvad han skulle sige.

Ofte tænker jeg på, om det er mig, der er forbandet.

Selmys udmattede stemme blandede sig med regnen udenfor. Theodore drejede sig lidt for bedre at kunne se ham, som han lå der med hovedet tungt mod puden og alt for meget at bære på. Det var underligt at høre Selmy tale sådan. Theodore var så vant til, at det var Selmy, der vidste, hvad man skulle gøre. Som regel i hvert fald. Men hvem skulle egentlig hjælpe ham, når han selv ikke vidste det?

Jeg føler mig så magtesløs.

Theodore sank en klump.

Det slog ham, hvor lille man stadig kunne føle sig, selvom man var voksen. 

Selmy bar rundt på så meget. Hans mors sygdom, den lange rejse med en mand, der aldrig var kommet hjem igen. Hans farfar. Det var meget for én person at sidde med. "Jeg ved ikke noget om nogen forbandelse..." begyndte han efter et par eftertænksomme vejrtrækninger. Brynene trak sig trist sammen, mens han betragtede Selmy.

"Jeg er ked af det med din ven, Selmy." For det var vel dét, hans mørkelviske kidnapper var blevet. En ven. Theodore gned læberne mod hinanden, inden han rejste sig fra sengen og satte sig på knæ foran den, så han bedre kunne se Selmy. De gamle gulvbrædder gav et lille knirk fra sig under ham. 

Han kendte godt følelsen af magtesløshed. At ville gøre noget, men ikke vide hvad.

"Du har været... igennem nogle virkelig hårde ting. Hårdere end jeg nok kan forestille mig." Han tøvede og trak lidt på den ene mundvig i et forsigtigt, opmuntrende smil. "Men du er altså ikke alene." Han lagde en hånd på Selmys arm og gav den et lille klem. "Du har din familie. Og... du har mig." Et øjeblik vidste han ikke, hvad han ellers skulle sige. Han ville ønske, at han kunne gøre noget. Få Selmys mor rask. Finde hans ven. Bare ét eller andet.

"Det er okay at være ked af det," sagde han så, lidt mere dæmpet. "Bare træk vejret." Det sagde hans mor altid. 

Bare træk vejret, skat. Jeg er her.

Theodore lod hånden blive på Selmys arm. Der var en næsten hjælpeløs oprigtighed i hans blik.

"... Jeg er her," forsikrede han stille.

Selv i tristheden, kunne han ikke helt lade være med at lade en kort latter slippe ud af hans mund, for Theodore havde husket den halve kidnapning kommentar. Hvorfor i alverden havde han dog også sagt så mange mærkelige ting til et lille menneske, han kun lige havde mødt. Tristheden overtog ham hurtigt igen, og han fortsatte sin triste fortælling om ham og Asith. Og så om den forbandelse, der måtte være kastet over ham, på et eller andet tidspunkt, hvor han havde været uopmærksom.

Der var jo ikke noget hold i det. Men den ældre dame fra tidligere, gjorde ham en smule nervøs oven i alle de andre følelser, han også havde.

Selmy havde flyttede blikket op. Han havde bemærket ordet ’ven’. Åh... Måske havde Selmy ikke været så venneløs endda. Det virkede bare lidt mærkeligt at associere ordet ven med ordet Asith. Men det behøvede Theodore ikke lige at vide.

Han løftede hovedet kort, fordi Theodore pludselig rejste sig op. Hvad nu? Theodore fik placeret sig der på gulvet ved hans side, gjorde sig helt lille overfor ham. Han rynkede lidt på panden, fordi han fik fornemmelsen af, hvad det skulle betyde. Han lagde hovedet mod puden igen og kiggede ømt på ham. Lod Theodore sige alle de her ting til ham. At han ikke var alene. At han havde familie. At han havde ham.

Hvis bare Theodore vidste hvor alene han havde følt sig... Kunne Theodore blive midlet, der trak ham ud af ensomheden? ”Theo..” Selmy gispede, fordi han var løbet, tør for luft. Mærkeligt nok havde han ikke trukket vejret dybt nok. Noget havde taget pusten fra ham. Han trak pludselig dybt efter vejret, påvirket af følelserne der bølgede ind over ham.

Han havde lyst til at slå tankerne fra, så det gjorde han. Han lukkede øjnene og rykkede sig en anelse tættere på sengekanten, for at komme tættere på. Den hånd der havde lagt sin betryggende vægt på hans arm, søgte han med sin hånd. Han tog ham hverken i hånden eller gav ham et klem. Hans fingre søgte hans knoer og fingre, og strøg dem lige så forsigtigt. Sjældent følte han sig så skrøbelig som nu, hvor det var svært at vurdere, om han ville falde om af udmattelse, bryde ud i tårer eller komme til at le.

Han smilte.

”Hvem har dog lært dig at være så omsorgsfuld?” Brummede han, i den tilstand af at blive trøstet og lullet en lille smule i søvn. Theodores stemme, kombineret med regnens nu voldsomme trommen mod teglene på taget. Hans øjne var stadig lukkede, men han sov ikke. Han søgte Theodores fingre lidt mere end før, som om hvert et strøg søgte om tilladelse til at flette sine fingre ind imellem hans. Han ville gerne tage imod Theo, og hans stille løfte om, at han var her for ham.

Selmy gispede Theos navn. Hans vejrtrækning lød pludselig så anstrengt, at Theodore et øjeblik troede, han ville begynde at græde. Hjertet gav et lille hop i brystet på ham.

Men Selmy græd ikke.

Sengen gav et lavt knirk fra sig, og Theodore bemærkede, at afstanden mellem dem blev mindre. Han sank lidt længere ned på knæene og trak skævt på smilebåndet.
De fjerlette strøg over hans knoer sendte en behagelig varme gennem ham. De blå øjne dvælede ved Selmys fingre. De blev ved. Dansede let hen over huden, og et øjeblik blev Theodore usikker på, hvad Selmy egentlig ville. 

Hvem har dog lært dig at være så omsorgsfuld?

"Heh..." Smilet blev blødere. Blikket gled forsigtigt op mod Selmy, der stadig havde øjnene lukkede.
"Min mor." Der kom noget varmere over hans blik ved tanken om hende. Samtidig lagde Theodore mærke til, hvordan Selmys fingre stadig søgte hans. Næsten som om han forsøgte at lade dem glide ind mellem Theos.

Theodore lod det foreløbig ligge og fortsatte:

"Hun trøstede mig altid, når jeg kom galt af sted." Smilet blev hængende, og stemmen var dæmpet. "Jeg faldt engang ned fra et træ. Jeg har et kæmpe ar her..." Han pegede med sin frie hånd på overarmen, omtrent ved albuen.
"Jeg hylede op, men min mor sagde det samme, som jeg sagde til dig..." Nu spredte Theodore langsomt fingrene og gjorde plads til Selmys. Der var noget næsten magnetisk ved det. Han havde ikke noget bedre ord for det. Theo sank en klump. "At jeg skulle trække vejret, og at hun var lige her." Fortsatte han dæmpet.

Hans fingre flettede sig forsigtigt ind mellem Selmys, og han vuggede deres hænder lidt forlegent fra side til side.