Tatti 06.11.2026 20:18
Romeo nåede knap at åbne munden, før Fabian endnu en gang forsikrede ham om, at han sagtens kunne klare sig selv. Ja, ja. Det havde han efterhånden hørt så mange gange, at ordene var begyndt at miste deres betydning. Han pressede læberne sammen og fulgte med bekymrede øjne, hvordan Fabian møjsommeligt kom på benene. Instinktivt var han ved at rejse sig for at støtte ham, men standsede sig selv, inden han nåede længere end til kanten af sengen.Det var tydeligvis ikke mere hjælp, Fabian ønskede sig.
Romeo lod et langt suk slippe gennem næsen og gned sig træt over ansigtet. Han kunne blive ved med at insistere, men hvad skulle det nytte? Fabian var stædig som et æsel, og hvis han pressede meget mere på, ville han vel ende med at blive smidt ud af værelset. Desuden havde Fabian ret i én ting. Romeo havde sine egne pligter at passe, selvom han helst havde set sin ven sikkert fremme hos en helbreder, før han overhovedet overvejede at gå.
"Fint," gav han omsider efter og rejste sig fra sengekanten. "Jeg skal nok lade dig være i fred."
Han begyndte at samle sit tøj op fra gulvet og trak det på med trætte, lidt stive bevægelser. Det var næsten en lettelse at komme i sine præsteklæder igen, selvom det ikke gjorde noget ved den uro, der stadig sad i ham. Han kastede et sidste blik mod Fabian, der stod med tæppet omkring sig, og måtte endnu en gang bide en bemærkning i sig.
"Men jeg kommer forbi i morgen og ser til dig," fortsatte han, mens han rettede på tøjet. "Og hvis du ikke har været hos den helbreder inden da, så følger jeg dig derhen." Det blev sagt med en sådan selvfølgelighed, at Romeo næppe selv opfattede det som noget, der kunne diskuteres. Han havde trods alt givet efter på det vigtigste. Fabian fik lov til at være alene, og Romeo fik lov til at vide, at han kunne gøre noget, hvis det alligevel ikke gik så godt, som Fabian påstod.
Han tøvede et øjeblik, inden han gik hen mod døren.
"Og Fabian?" Romeo så tilbage på ham, denne gang med et lidt mildere udtryk. "Du behøver ikke vente, til det bliver uudholdeligt, før du beder om hjælp."
Det var måske et noget rigt råd fra en mand, der selv havde gjort en dyd ud af at holde sine problemer for sig selv. Men det gjorde det vel ikke mindre sandt.
Han sendte Fabian et sidste, træt smil og lagde hånden på dørhåndtaget. Først dér kom han i tanke om den ødelagte lås. Den havde ikke virket, da de kom i går, og den virkede næppe bedre nu. Romeo betragtede den et øjeblik med sammenknebne øjne. Enhver kunne jo gå lige ind, hvis de havde lyst. Og efter det, Fabian havde været udsat for, var det en tanke, han brød sig overordentlig lidt om.
Han var lige ved at vende sig om og påpege det. Måske endda tilbyde at få den repareret. Men han kendte efterhånden svaret, før han overhovedet havde stillet spørgsmålet, og Fabian havde bedt ham om at gå.
I morgen, besluttede han. Så måtte de se på den lås.
Romeo trak døren forsigtigt til efter sig og blev stående et øjeblik for at sikre sig, at den i det mindste sluttede ordentligt til karmen. Det var en ringe trøst, men mere kunne han ikke gøre lige nu.
Så begav han sig ned ad de knirkende trapper, stadig med en nagende fornemmelse af, at han efterlod langt mere, end han burde, bag den dør.
Romeo Bayron | 33 år | Præst | Varulv
"and sometimes it's like I can't even breathe.
But maybe tomorrow. (...) Maybe I'll feel better in the morning."
"and sometimes it's like I can't even breathe.
But maybe tomorrow. (...) Maybe I'll feel better in the morning."

Krystallandet
