Selmys udbrud lettede lidt på nerverne, og Theodores latter fik endelig frit løb på en måde, han måske havde holdt tilbage hele turen. Han havde følt sig så anspændt siden Adelberts dumme kommentarer. Hvad var der egentlig med ham? Han kunne lige vove på at rende hjem til Ernie og fortælle om Theo og Selmys omfavnelse. Ernie ville jo bare godte sig over den viden. Og så havde der været Ceelia. Den gamle kone. Hele Selmys muntre skovtur gennem Skumringskvarteret.

Noget af alt det løsnede sig endelig, da han så på de lyse lokker, der nu lå uglet hen over Selmys pande.

"Jeg er i hvert fald skræmt fra vid og sans," lo han med et fjoget glimt i de blå øjne. Blikket gled, og han fangede øjnene på et par sure mænd, der stirrede på Theodore, som var han deres største forstyrrelse i dag, og ikke det faktum, at de befandt sig på en sammenfalden kro. Smilet mindskedes, og han dæmpede sig lidt. Især da de begyndte højlydt at brokke sig til kropigen over deres kattepisøl.

Mums.

Nok meget godt, at Theodore havde bestilt saft. Han skulle lige til at tage sit krus, men han strejfede i stedet et par listige fingre der allerede lagde sig omkring det. Selmy snuppede kruset til sig og smagte på indholdet, før Theodore selv fik chancen. Han så afventende på ham. Almindelig saft.
"Nåh. Så ingen satyrsaft denne gang," sagde han med påtaget skuffelse. Theodore fulgte kruset med blikket, da det kom tilbage, og tog selv en tår. Noget... blandet bærsaft af en art. Heldigvis ingen noter af pis.
"Og hvad med dig, Selmy?" Han skævede mod brændevinen. "Du sidder og drikker brændevin, men var det ikke noget med, at du ikke drak?" Han pillede imens fraværende ved den størknende stearin på bordet med en finger. Lidt satte sig under neglen, uden at han bemærkede det. 

Theodores varme latter var som sød musik i ørerne, det måtte Selmy erkende overfor sig selv, også selvom det var på bekostning af hans position i det uoficielle pointsystem han havde kørende med Theodore. Den stod lige nu 19-18 til Theodore. Selmy havde givet ham sit sureste blik, der mindede ret meget om deres allerførste møde, men han kunne ikke bevare det særlig længe, før hans læber direde efter at smile og le med.

Han klappede dog hurtigt i. Mændende omkring dem virkede spydige i dag. Der var ingen grund til at få den gamle dames profetier til at gå tidligt i opfyldelse, vel?

Derfor var han hurtig til at vende koncentrationen ned på deres drikkevarer. Efter at have konstateret, at Theodores saft var børnevenlig, strøg han langsomt en finger hen langs overlæben, for at tørre en løbsk dråbe saft væk.

Også han stirrede på brændevinen. “Jeg… skulle jo virke skræmmende, ikke?” Han kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet igen, men denne gang uden at være for glad og larmende. Den slags var jo ikke velkommen her. Selmy tog sit krus og smagte nu på brændevinen. Den var stærk og varmede godt. Den smagte ikke af kattepis, men han havde i den grad smagt bedre. Selmy rømmede sig og skar en vurderende grimasse. Den kradsede… som den skulle. Den kradsede… som den skulle.

“Jeg drikker. Men det er syndigt at blive påvirket, som vi gjorde til månehøstfestivalen,” Forklarede han faktuelt. Selmy var meget ortodoks, og ikke kun omkring sine forventningsfulde forældre “…Også selvom det var en fejltagelse.”

Theodore førte kruset op til munden, så han diskret kunne lade blikket glide rundt på mængden af mennesker og ikke-mennesker. Det fandt tilbage til søjlen, hvor han prøvede at gennemskue, hvorvidt manden stadig var travlt optaget, eller om det snart var tid.
I periferien fangede han Selmy. De blå øjne hvilede et øjeblik på den elegante finger, der strøg hen over overlæben og tørrede den løbske dråbe saft væk. Af en eller anden grund blev blikket hængende dér lidt længere, end bevægelsen egentlig krævede, før Theodore igen så ned i sit eget krus. Men han havde jo også for hundredesyttende gang konstateret, at Kiefer-familien var blevet velsignet med nogle helt urimelige gener.

Kinden hvilede dovent i håndfladen, mens han fortsat kradsede i stearinen, så små stykker begyndte at drysse ned mellem revnerne. "Smager det godt?" spurgte han med en antydning af, at han udmærket kunne se, at brændevinen nok ikke smagte særlig godt. Selmys grimasse sagde alt. 
Theodore havde hørt nogle af de ældre væbnere tale om, at beværtninger i de fattigere dele af Dianthos hældte mere sprit i for at dække over smagen. Klientellet var nok ligeglade, så længe de blev fulde. Bortset fra de to skumlere med kattepisøllene. Åbenbart. 

Han lo dæmpet. "Mhm. Måske kan du skræmme dem væk med din brændevinsånde." Han viftede demonstrativt en hånd foran næsen med en grimasse. Det var jo stærke sager, trods alt.

"Syndigt," gentog han eftertænksomt og trak vejret ind, før han slap det igen. "Men sjovt," konstaterede han med et skævt, næsten uskyldigt smil. Månehøstfestivalen stod trods alt ikke tilbage som noget, Theodore fortrød. Tværtimod.
"Du fik vel ikke alt for mange problemer, da du kom hjem?"

Den mystisk fremmede, bag søjlen talte stadig med en mand. Han brugte meget sine hænder, trods de manglende stumper. Det lignede umiddelbart, at han gav instrukser. Det var på ingen måder muligt at overhøre hvad de talte om, for de sad så langt væk fra alt og alle. Også Selmy så en gang imellem derhen, men han fornemmede godt, at de havde tid endnu. Han var ret nervøs over at skulle tale med ham. Det værste der kunne ske, ville være, at hans hyrede mand ikke kunne give ham noget som helst...

Selmy bemærkede hvad Theodore havde gang i med stearinlyset, der var brændt fast på bordet. Det generede ham lidt for meget, at man ikke gjorde noget som helst, for at fjerne gamle stearinrester fra bordene. Og det generede ham faktisk også, at Theodore kradsede igennem det og pillede. Nogen burde disciplinere ham og give ham et rap over nallerne.

Selmy fnøs til Theodores forslag om at ånde på deres fjender. Forhåbentligt havde de dog ikke nogen, der oprigtigt ønskede dem ondt. Det gjorde jo ikke nogen noget. Og Selmys mystiske mand blev jo betalt mere end rimeligt. Selmy himlede lidt med øjnene, inden han lænede sig en smule frem og pustede blidt mod ham, nok til at det blæste lidt til pandehåret på ham. ”Sådan her?” Lo han stille. Hans ene hånd hvilede om kruset med brændevinen, men han drak ikke aktivt af den. Faktisk smagte Theodores saft væsentligt bedre.

”Yeaah, det var,” Selmy smilte også nu, nu hvor Theodore erkendte, at det faktisk havde været sjovt at være fuld. Det måtte næsten være første gang han drak på den måde. Det var det i hvert fald for Selmys vedkommende. ”Man fik bare lyst til at grine og pjatte, fordi alting snurrede rundt på den måde.” De havde måttet støtte sig til hinanden, og han kunne faktisk ikke engang huske, hvordan de to var endt på jorden. Han huskede at han dagen efter kunne mærke, at han var faldet på røven, men huskede egentlig ikke, at det havde gjort ondt eller været så koldt.

”Hmm... Johh, det...” Selmys smil forsvandt med det samme. Hans blik søgte op i loftet og betragtede lysekrone, som støv og edderkopper havde gjort krav på med flere lag spind. Det var lidt ulækkert, men Selmy var ikke rigtig bange for edderkopper. ”Da min søster kom hjem uden mig, ventede de en time på mig, og min far tog Simone i snor og gik ud for at lede efter mig i flere timer... Min søster gav mig den kolde skulder. Hun plejer at give mig underbollen til morgenmad, men jeg havde fået overbollen og min te havde trukket lidt for længe...” Selmy gned sit ansigt lidt i fortrydelse ”Hvis bare hun vidste hvordan jeg havde det, over at have forladt dig på den måde den morgen, ville hun måske have forbarmet sig lidt... Og så bankede det på døren, fordi Hr. Marcel ville høre min far, om det virkelig kunne være rigtigt, at hans søn var kommet hjem med honning og kanel ud over det hele. Og min far havde næsten ikke sovet. Så han var stiktosset på mig, og sagde, at jeg skulle gå over og give Ernie en dybfølt undskyldning, og det var nu!”

"Pøj!" overdrev Theodore og holdt sig for næsen med tungen stukket ud mellem tænderne i en grimasse. Selmys ånde ramte hans ansigt som en blid brise, og det var egentlig ikke, fordi den lugtede særlig meget. Den var krads og sprittet, men der var også noget sødligt over den... sikkert fra Theos saftevand.


Smilet trak sig ud i et større, fornøjet smil, da Selmy indrømmede, at den aften også havde været sjov for ham. Theodore var glad for at høre det. Han havde haft brug for at høre. Tanken om, at Selmy måske ikke så lige så varmt tilbage på minderne fra den aften, havde luret i Theodore i en rum tid. Han sænkede blikket til sit saftevand og forlod gravearbejdet i stearinen for i stedet at holde om kruset med begge hænder. Skuldrene sank lettet.
"Heh, og så endte vi på alle fire midt på gaden som et par drukkravl," tilføjede han til Selmys eksempler med et lille grin. I Medanien kaldte man den slags for drukkravl. Tosser, der havde hældt så meget indenbords, at guderne til sidst havde taget benene fra dem. "Alting snurrede virkelig rundt. Jeg troede, at jeg svævede det meste af tiden."
Han sukkede moret over de interne billeder, han lige akkurat kunne huske. Noget af det hang ikke helt sammen dog, som om der var sorte pletter der lagde sig over minderne. 

Theodore betragtede Selmy med voksende, sympatisk rædsel, jo længere han kom ind i fortællingen om den morgen. Overbollen og en overtrukket te lød ganske vist som en meget kieferisk form for hævn, men ud fra Selmys ansigt havde den tydeligvis virket. Ved omtalen af Ceelia fik Theodore et lille stik i maven. Han havde jo selv fået en smagsprøve på hendes misbilligelse — noget Selmy stadig ikke vidste noget om.
Han kunne se det hele for sig. Salem, der gik rundt med gamle Simone og sikkert var ved at gå i spåner over, at hans stakkels dreng endnu engang måske var blevet kidnappet.
"Åh nej." Han rynkede panden og sendte Selmy et undskyldende blik. "Urgh, jeg skulle ikke... Jeg ved ikke engang, hvorfor jeg tænkte, at det var en god idé at smugle dig med ind på mit værelse." Han kørte en hånd ned over ansigtet med et lille fnys. "Hvad sagde du til dem? Altså hvor du var hele natten?"

Drukkravl? Det udtryk havde Selmy aldrig hørt før. Generelt kom der temmelig mange af den slags udtryk fra Theodore, hvor man kunne betvivle om det overhoved var et rigtigt udtryk, eller om det var noget han selv havde fundet på.

Han mindedes heldigvis meget af aftenen. Det var ikke fordi hans hukommelse svigtede ham så meget. Han var dog ret sikker på, at han var faldet på grund af Theodore, som havde hængt op ad ham. Skubbet drillende til ham. Kommet til at vælte rundt, så Selmy måtte gribe ham. Theodores noget mindre krop, tålte ikke likøren, som Selmy gjorde, tydede det på.

”Jeg forestiller mig lidt, at det må være sådan det føles at være ægte forelsket,” Sagde han overvejende og afslappet. Han prøvede at tænke tilbage på hvordan han havde været og følt om Asith nogle gange... Men han kunne ikke skille de mange modstridende følelser ad... Han huskede mest smerte, angst og bekymring. Noget der mindede om den kærlighed havde overfor sin familie. Måske, hvis det var tilfældet, at han virkelig elskede Asith, så havde han da sprunget forelskelsen over...

Selmy blev noget forbavset over at høre, at hans fortælling om hvad der skete derefter, gav anledning til, at Theodore følte skyldfølelse. Selmys øjenbryn skød op. ”Det er ikke din skyld, Theo,” Indskød Selmy hurtigt. Det kunne godt være, at Selmy havde givet ham skylden for det hele den morgen... Men det var altså ikke Theodores skyld. ”Du var bare træt og fuld. Og det var jeg også...”

Han så overbærende ind i det undskyldende blik, der mindede alt for meget om Simones blik. Simone var heller ikke skyld i Selmys lidelser, og alligevel lå hun bare der... og så trist ud.

”...Jeg bryder mig ikke om at lyve for dem.” Svarede Selmy sagte. Hans hænder holdt om brændevinen og tommelfingrene mærkede lidt på den ru ler-overflade ”Så jeg har ikke svaret på det spørgsmål.” At tie var ikke nogen synd.

At være ægte forelsket.

Theodore så ud, som om han virkelig tog ordene til sig og tænkte over dem. "Måske," svarede han og lod blikket hvile lidt på Selmy. Havde Selmy været forelsket i nogen før? Theodore mente ikke at han selv havde. Han havde i hvert fald aldrig haft sommerfugle i maven over nogen bestemt, eller hvordan det nu skulle føles. Sommerfuglene kom oftest, når han stod over for en særlig besværlig manøvre under sparringen. Og den dér svævende følelse havde han kun rigtig oplevet ved siden af Selmy, men det havde jo været på grund af satyrens mystiske cider. Så det talte næppe.

"Mjah." Han trak på skuldrene og tiltede hovedet, så krøllerne faldt en smule til den ene side over panden. Aye, de havde begge været trætte og fulde, men det var ikke Selmy, der havde stået og charmeret en vagt — eller hvordan det nu egentlig var lykkedes dem at få smuglet ham ind. Theodore havde stadig dårlig samvittighed, nok mest over for Kiefer-familien. Nu hvor han faktisk havde talt med Salem og fået en eller anden form for relation til manden, kunne han ikke helt forlige sig med tanken om, at han havde vandret rundt i timevis og været bange på sin søns vegne.

Et langt, tungt pust forlod Theodores næse. Han havde slet ikke fortalt dem noget?
"Selmy..." trak han blødt på navnet, med en næsten vantro opgivenhed. "Det er jo netop derfor, din søster kommer hen og siger alt muligt til mi—" Han stoppede. Læberne stod stadig adskilte midt i det ord, der aldrig blev færdigt. Åh nej.
Theodore trak demonstrativt vejret ind, nærmest som om han kunne suge ordene tilbage i munden og gøre dem usagte igen.

Uden at se på Selmy løftede han hurtigt kruset til læberne og tog en meget målrettet slurk saft, så munden i det mindste var optaget og forhåbentlig kunne holde kæft.

Mjah?

Theodores reaktion fik Selmy til at løfte hovedet og blinke forvirret med øjnene. Det kunne da ikke være hans alvor? Skulle de nu til at diskutere hvem af dem, der havde skylden? Det kunne aldrig blive Theodores skyld. Aldrig! Selmy var den ældre af de to. Han burde vide bedre.

Selmy havde ladet sit blik dykke ned at kigge på brændevinen. Han havde det ikke dårligt over den måde han havde valgt at tie overfor sin familie på. Han kunne have kommet med så mange løgnhistorier om hvor han havde været, men alle steder, alle andre steder end derhjemme, eller måske klinikken, ville give anledning til bekymring og skæld ud. Fortalte han, at han havde været på kro, ville han få skæld ud. Havde han spillet, ville han få skæld ud. Havde han overnattet i en busk, ville han i den grad få skæld ud.

Så nu havde han fået skæld ud... Men han havde ikke løjet. Og han havde ikke fortalt sandheden, som var langt være, end nogen anden løgn.

Han løftede koppen op, duftede lidt til brændevinen og lukkede øjnene. Drak af brændevinen. Blikket slog hårdt op, som Theodore kom med sit opgivende fnys og... Fortalte sig! Selmy havde opfanget det med det samme.

”Min søster?” Selmy fik placeret kruset lidt for voldsomt på bordet, så de sprittede dråber plaskede om sig. Han ænsede det ikke selv. Han stirrede på Theodore med intens interesse. De grå øjne af hans kunne være så isnende kolde.

Selmy følte sig provokeret af at Theodore lavede den klassiske undvigemanøvre, som han selv havde benyttet sig af så ofte, hjemme i spisestuen. Han rakte hånden frem og tog kruset med saft fra ham, lige midt i at han var ved at drikke.

”I har talt sammen,” Sagt spidst. Det var ikke engang et spørgsmål.

Selmys udbrud fik det til at give et lille gip i Theodores smalle skuldre, og han lukkede øjnene hårdt, som om dét at ikke kunne se de isnende grå øjne, måske kunne få hele problemet til at gå væk. Han rystede ihærdigt og demonstrativt på hovedet med læberne godt presset sammen, men så rev Selmy hans eneste skjold fra ham, og ved det pludselige ryk skvulpede saftevandet ud over væbnerkappen.

I har talt sammen.

Først sagde Theodore ingenting. Blikket gjorde sit bedste for at undvige Selmys gennemborende øjne, og han dukkede hovedet en smule, men der var bare ikke rigtig nogen steder at gemme sig. Medmindre han kravlede under bordet. Et tungt suk forlod ham; han havde åbenbart holdt vejret.

"...Imens du var gået væk for at overtale mestrene, kom hun over til mig." Han trak læberne ind mellem tænderne et øjeblik og gned dem mod hinanden, mens han sank lidt sammen over bordet med den ene hånd omme i nakken. Først da fandt øjnene forsigtigt tilbage til Selmy. "Hun havde set os på afstand og ville egentlig bare vide, hvem jeg var."
Nu ville han meget gerne have sit krus saft tilbage. Han sendte det lange blikke, men Selmy havde stadig taget det som gidsel. "Hvad jeg var til dig. Eller... ville med dig. Ehm." Theodore sank en klump og lod fingrene arbejde nervøst i nakkehårene.

"Faktisk var hun ret uhøflig. Hun tilbød mig krystaller og bad mig holde mig fra dig, hvis jeg bare var ude på at udnytte dig. Og..." Han tøvede. Theodore ville virkelig ikke nævne det andet, hun havde troet om dem.
"...og jeg sagde, at vi bare var venner. Jeg ved godt, jeg skulle have sagt det til dig noget før, men din søster erklærede, at en gentleman ikke fortæller om søstre, der stiller spørgsmål, og det lød godt nok meget som noget, hun lige havde fundet på, men stadig..." Resten af pusten gik ud af ham.