Han gik stadig hvileløst rundt da hun snakkede. BRÆKKET?! Det var lige godt ved Zaladins onde navn slemt! DEt kunne man sikkert også dø af. "Bræk... BRÆKKET?! Det dør man helt sikkert af!" kom det fra ham og blev helt hvid i ansigtet ved tanken. Han skulle aldrig forstuve noget eller brække noget hvis man bare døde af det. Ja ja hun havde godt nok sagt man ikke døde af en forstuvning. Men der var ikke noget omkring en brækket fod! Vride om på foden gjorde det ikke meget bedre. Tænk hvis han gjorde det og ikke kunne tjene krystaller på gaden?! "Du har bare at gøre det! Hvad skal der ske med alle disse stoffer hvis du forsvinder ind i drømmene og ingen tænker på dig mere?!" han avr så uvidende og uklog at han ikke vidste hvad han skulle stille op med sig selv at han stoppede med at gå frem og tilbage.

Nu havde Sarril været så flink ved ham at han ikke vidste hvad han skulle gøre hvis hun bare døde! hun skulle smøre sig og drikke mikstur det var det healeren havde sagt. Så skulle hun ikke sno sig uden om! "Nå... Hvad ved jeg..." han lagde armene over kors og var tydeligt påvirket af hele situationen. Han vidste jo ikke engang hvad han skulle stille op med sig selv, hvis den han var begyndt at stole på forsvandt!

og nu tænkte han død igen. hvad skulle hun sige før han ikke tænkte at hun døde. hun tænkte sig om og tog et papir fra sin blok og så på ham. "prøv at se her joseph," hun bøjede parpiret så det ikke fik kanter men bare en bule. "dette er en forstuning. det retter sig ud igen....." sagde hun og lavede så en fold på den og forsætte. ".....og dette er et brækket det tager tid at rette ud" hun håbede han forstod hvad hun prøvede at sige. for den bulede papir foldede sig langsomt ud hvor det foldede ikke gjorde det samme.
hun lagde en arm om hans korsfægtede arme og hev ham med sig imens hun humpede. hun tog sin blok og vidste ham det hun havde tegnet imens han hentede healeren. "hvad synes du om denne kjole til en kvinde" hun havde lavet en kjole som gik ud i en fold for neden så det lignede en havfrue hale. den øverste del var der ingen ærmer på men et flot udskæring ved halsen. den så enkel ud men dog også meget klar til den store gala traf i det hun havde tegnet mønstre på kjolen. et smukt mønster vis hun selv skulle sige det. men hun ville gerne ha en kommende skrædders mening. hun døde ikke fra ham. det skulle hun nok søger for.

Han bed sig lidt i læben som hun prøvede at vise ham noget på et stykke papir. Hvad havde papri noget at gøre med et brækket ben og en forstuvning?! Han forstod det ikke så han kløede sig i hovedbunden og overvejede hvad han skulle sige. "Sååååååh..... Man dør ikke?" spurgte han og var ærlig talt flov over at han overhovedet kunne tænke den slags, men hvad skulle han gøre når han egentlig bare var uvidende om hvad han skulle gøre af sig selv. Han vidste jo ingen ting, og her prøvede han så vidt muligt at forstå!

Da hun hev ham med fulgte han frivilligt med og kiggede på den tegning hun havde lavet. Han åbnede munden og var helt mundlam. Hvis bare han kunne tegne sådan der! Ikke at han kunne tegne, men hvis han kunne så ville det være lykken! "ÅH den er... FANTASTISK!" han lod en hånd stryge hen over tegningen. "Vil du lave den?!" spurgte han ivrigt og kiggede på hende med håbefyldte øjne.

Sarril rystede på hovedet af hans spørgsmål. "nej. men man har ondt" sagde hun roligt til ham og krøllede papiret og smed det i en kurve hun havde stof rester i. hun så på ham da han strøg en finger over tegningen. ja den var ikke først. men hun havde ikke nogle kvindelige modeller så hendes øjne mødte hans håbefulde. " tak. jeg vil virkelig gerne kunne designe en masse tøj og se folk gå i det ude i byen, men folk er nogle bangebukse, de tør ikke prøve noget nyt, de vil hellere traditionelt. hvilket denne ikke er." sagde hun ærligt og så ned på tegningen og tænkte at det kunne være skønt at kunne gå i den slags tøj, men noget i hende sagde hun var for lav. hun ville ikke ha kroppen til det. hendes hoved blev VED at sige alt muligt dårligt til hende omkring hendes krop. ja hun var lille. men hun kunne jo ikke lige lave om på sin størrelse. vis bare man var høj og slank og smuk, hun så på joseph og havde en drøm om at kunne sende folk ud på gaden i noget tøj hun havde selv valgt hvordan skulle se ud, men ingen turde prøve noget nyt, hvilket tit var det som gjorde hendes tøj var så ... ens formit? hun håbede... nej hun vidste en dag ville nogle med mod trade ind og få lavet noget helt nyt. noget der ikke lignede det andet.

Joey kiggede på hende og bed sig i læben. Det var den gang i dag at han have lært noget nyt. Han havde lært at sy lidt og nu havde han lært at man ikke døde af en forstuvning eller et brækket ben. Det var da utroligt. Hvor meget mere kunne Sarril lære ham på denne aften?! "Åh... Okey så" han kiggede ned i gulvet og vidste ikke helt om han skulle smile eller græde. Han troede jo at man kunne dø af alt. Især sådan noget som en brækket fod eller en forstuvning. Også selvom det var første gang han havde hørt ordene komme fra et andet menneske, eller i dette tilfælde en dæmon!
"Jeg kan godt lide den, måske Azia ville gå i sådan en. Hun arbejder på bordellet. Hun er modig! Må jeg få tegningen og vise hende den?! Det kan jo være hun kan lide den!" kom det fra ham og bed sig lidt i læben. "Eller jeg mener... Nej glem det" svarede han og lagde hænderne om bag ryggen for ikke at kigge for meget på tegningen og hende. Det ville være forkert at bede om sådan en stor ting. Men Azia var den eneste han rigtigt stolede på efterhånden. Mere end han stolede på nogen andre. Azia havde et modigt sind af hvad han vidste af, og hvis det kunne få Azia til at gå i noget anderledes tøj, ville det måske få verden til at se sig om efter hende på bordellet!

Sarril så på ham som han begyndte at tale om en  person som hun ikke kendte... men hun kom heller ikke på bordellet. hun tog sig til hagen og så ned på tegningen. et forelsket blik på hendes tegning og så op på joseph med et mere alvorligt blik da han sagde glem det.
"jeg glemmer det ikke. vis hun er modig kan hun jo altid komme forbi og være model for mine nyere ideer. og måske lige som dig få et stykke tøj for noget til gengæld." hun tænkte sig om og så på den jakke hun havde givet Joseph. denne kvinde lød meget intrassant. hun tog fat i tegningen og hev den forsigtigt ud. så den ikke gik i stykker. hun foldede den sammen og rakte ham den. men kom i tanke om hun ikke havde skrevet sin adresse på. hun tog den hurtigt tilbage og foldede den ud, skrev adressen hendes skrædderi lå på ned over tegningen og foldede den roligt sammen igen og rakte ham den. "hun kan altid komme og se mig an. vis hun er intrasseret ellers går det nok." sagde hun roligt og nikkede til at han skulle tage den.

Han ville jo ikke være til besvær. Så tanken om at Azia ikke ville tjekke kjolen ud eller nogle af de kjoler der var i vinduet virkede ham for mærkelig. Hun var den modigste kvinde han kendte! Han var sikker på at selv en ra bordellet kunne bruge ne pæn kjole at gå i. Det ville nok få kunderne til at vende sig om en ekstra gang for at bede om at få lige netop hende, fordi hun så galant ud. Ja det var i hvert fald det hans tanker gik ud på! "Virkelig?! Mener du det helt seriøst?!" spurgte han og kiggede ned på tegningen hun hev ud af bogen og rakte ham, men så tog tilbage. Nå det var nok ikke noget alligevel. Men så gav hun ham det tilbage. Det kom helt bag på ham, så han stod blot og kiggede på papiret og bed sig i læben. "Næste gang jeg ser hende vil jeg give hende tegningen! Og sige hun skal komme forbi... Hvor her så end er" svarede han og fik det største smil på læberne, om end at han var en smule flov over hele situationen over ikke at vide hvor henne han var af i Dianthos. Han havde jo ikke lige frem lagt mærke til tøj butikker eller været over hele Dianthos. Han havde blot valgt at være der hvor der var mulighed for at tigge om lidt krystaller eller at lave escort services.

Sarril havde et godt indtryk af joseph. han var til at stole på. også selv om han ikke vidste så meget om skader og livet som sådan. hun pegede på tegningen hvor hun havde skrevet sin adresse ned. "hun skal nok finde mig med denne adresse." sagde hun og lagde tegningen i hans hånd. "vis hun ikke synes om mine design er hun velkommen til at komme med forslag selv. jeg tegner jo blot tøj i fritiden." sagde hun roligt og så på ham. hun var begyndt at synes mere og mere om ham. han var ikke længere en fremmed. men en bekendt. en dag kunne de nok udvikle et venskab i hendes hoved. mest af alt fordi hun ikke havde så mange venner.... eller rettere sagt ingen venner.

Sarril så på joseph der virkede helt ekstatisk over at ha fået den tegning til sin ven. "du skal vide det har været en fornøjelse at møde dig joseph, og håber jeg ser dig ide." sagde hun og mærkede det dunkede på foden. ja nu skulle hun holde sig i ro... det blev det rene mora kzar, holde sig i ro var ikke hendes specialitet.

Joey var helt sikker på at Azia ville kunne lide tegningen, eller komme med en ny ide til en kjole hu kunne bruge på bordellet. Så hvorfor skulle hun ikke kunne lide denne her tegning. Han kiggede på adressen som Sarril pegede på og han nikkede lidt til det. Så var det ligesom på plads. Ikke at han vidste hvad der stod, eller hvad der skulle ske med adressen. Han kunne trods alt ikke læse, han kiggede på bygninger når han skulle nogen steder hen. Han gjorde sig kendt i gaderne ved at kigge på bygninger og væresteder. En kro kunne han altid finde uanset hvor han var henne. Det var bare at følge duften af mad! "Jeg snakker med hende når jeg ser hende!" kom det begejstret fra ham og puttede tegningen i lommen. Han havde helt glemt det halv spiste æble der stadig stod på bordet foran dem fordi han skulle løbe midt i det hele.

Han kiggede på hende og så på hendes fod inden han nikkede lidt til hende. Det havde virkelig været en skøn tid sammen med Sarril. Han var måske begyndt at stole en smule på hende, og det var kun gode tegn. "Tusind tak for denne tid Sarril. Jeg skal nok kigge forbi en anden dag hvis du har brug for sådan en... Hvad var det du kaldte det.... Modul... Nej model!" svarede han og vendte sig om for at tage sine bukser hun havde ordnet og sin vadesæk for at tage sækken over skulderen og bevægede sig hen til døren. "På gensyn hedder det vidst" svarede han og kiggede på hende med et smil inden han lod blikket glide ud over gaden og åbnede døren. Han trådte udenfor og ventede til døren havde lukket i inden han vendte sig om og vinkede til hende. Straks bevægede han sig til venstre og begyndte at gå ude af syne fra butikken.

Sarril  var glad for at hun havde set posentiale i Joseph, han var skøn at arbejde med. skøn at ha lidt i lærer. faktisk var han bare skøn at være i selvskab med. Sarril nikkede og da han talte om at det havde været dejligt smilte hun lidt. hun kunne ikke andet da han sagde modul. hun synes det lød skørt og sjovt. hun vinkede og humpede over til døren. da han var ude af syne. hun låste døren og gik over til trappen op til bo området. 
hun stirrede op af trappen med et fortabt irreteret blik. der var langt op. især med en forstuning. hun tog miskturen og begyndte at tage et skridt af gangen. hun kom op til sove salen og så ud af vinduet. hun havde sjældent så gode fornemmelser for folk som hun havde fået med joseph. ham skulle hun nok møde igen en dag.