Suset der gik igennem hans krop var lige præcis hvad han havde ledt efter, og i den grad fremprovokeret af følelserne. Dem alle sammen - både det at ligge så tæt med Fabian at han praktisk talt kunne mærke alt hvad der var at mærke, men også indvendigt, hvor at en dump og varm glæde rislede igennem hans krop, og satte sig fast i halsen, så alt der kom ud var et mageligt og lykkeligt lille suk. Hånden møvede sig under hans nakke, klemt ind imod ham og madrassen men med en insisterende nussen for at understrege at det hvade været det helt rigtige at sige. 
"Godt" formåede han at få hvisket alligevel, inden at han lukkede afstanden endnu engang og lod hjertets hurtige og vedvarende banken gå så meget amok som det ville, imens at trangen til smagen af ham, blev tilfredsstillet endnu engang. 

Det sidste der manglede ville være at kunne gøre det hvor end det skulle være. Og selvom han anerkendte at det nok aldrig ville blive en mulighed for ham, eller... for dem, når det var dem der var sammen, jah så var hemmelighedskræmmeri et alternativ han måtte stille sig til tåls med. 
Han var blot lykkelig for at have fundet noget, eller nogen, mere permanent end han nogensinde ville have sat sig til at få, og med den tanke gik der noget tid inden at Aldamar var klar til at overhovedet tænke på at skille sine læber fra Fabian's; de passede bare rigtig godt der. 
Han var i hvert fald permanent for Aldamar, selvom han som regel var en flygtig fornøjelse at være omkring. Et sted i baghovedet rystede hans indre jeg opgivende og lattermildt på hovedet - hvornår zalan var han blevet så romantisk anrettet, se det kunne han ikke sige. Det var vidst nok bare... kommet. Kommet og sket som tiden havde udviklet sig. 

Selvom noget havde forsøgt at snørre sig om Fabians hals, ligeså snart ordene havde forladt ham, så kunne han se Aldamars reaktion med det samme, og derfor var også blot et øjeblik det føltes som om at alting strammede, inden at hele hans krop blev varm. Han kunne se og mærke hvordan ordene havde en indvirkning på Aldamar, en god indvirkning. Pludselig føltes det rigtig at have sagt det, og være oprigtig omkring de følelser der stadig rumsterede i hans sind, som han ikke rigtig kunne sætte ord på, og som han til tider var bange for. Når han fik sådan et svar lige med det samme, så var der ikke meget at bekymre sig om.

Kysset var også nok til at kvæle de sidste bekymringer der kunne være omkring at dele de følelser med Aldamar, for alt andet blev glemt. Hans hånd gled længere op af ryggen, for bare at presse dem tættere sammen. Da kysset endelig blev brudt, var det også et glad suk der kom fra Fabian, som han lagde sin pande mod Aldamar, og bare havde sine øjne lukket. Der var intet andet sted han hellere ville være lige nu.

Det her mellem dem, var også blevet ligeså permanent for Fabian som det var for Aldamar. Der var altid tanken om at de snart ville se hinanden igen, og Fabian havde ikke behov for at de hele tiden var omkring hinanden. Det gjorde det også kun nemmere at Fabian forstod de krav der blev opsat af ham fra Aldamars side, selvom han nogle gange, når han lå alene og tænkte på Aldamar, stadig kunne være bange for at Aldamar ville opsætte krav til Fabians livsstil. Han var dog ikke alene, så de bekymringer var der ikke lige nu. Lige nu var der kun ham og Aldamar. 

Sådan lå han egentlig bare, og følte sig tæt - meget tættere end han  nogensinde havde været før, til den blonde mand ved siden af sig. Kyssets ekko på læberne var berusende, selskabet var vanedannende og i alt det her forunderlige rod, føltes det som om at han var bare en anelse afhængig af det stød af energi Fabian ubevidst såvel som bevidst altid frembragte. 
Og det behøvede ikke at være hver eneste dag, han ville føle sig overvåget hvis de skulle være sammen på den her måde, hver eneste dag, og hvis ikke overvåget, ville han i dén grad være ufokuseret at være omkring. Fordi det var så nemt bare at fokusere på hvad der var imellem dem og i det her rum, fremfor at skulle tage hensyn til de adelige pligter, regler og retningslinjer der opholdt ham i mange andre henseender. Så nemt og så... velfortjent, et eller andet sted. 

Men den her ordning, måske mere end en gang om ugen hvis de turde det, en dag... det var godt. Det var nemt. 
Når øjenlågene blev tungere, blev tankerne mere flyvske, og det var måske hvad der fik Aldamar til at overveje hvordan fremtidsmulighederne ville se ud - noget han konstant gjorde til sammenligning med Fabian. der tog det en dag af gangen. Men han holdt tankerne inde, indstillet på at følge en dag til dag ordning, for nu. 
Og med den tanke, var det at Aldamar vinklede sit hoved til endnu et kys, et af mere søvnig karakter, og uden at rykke læberne væk smilede han; jah man kunne næsten fornemme den dovne træthed der hang over fyrstesønnen. "Jeg håber din veninde får det godt igen..." mumlede han lavmælt, næsten som et spring tilbage til hvorfor han var kommet i starten, og godt tilfreds med hvor at de var endt i slutningen. 
Aldamar møvede sig derpå en anelse længere ned, ned til hulningen under hans kæbe hvor at hans næse kunne snige sig ind, og faldt på et eller andet tidspunkt henad aftenen, i en dyb og behagelig søvn. 

Det begyndte endelig at føles som om at de var kommet til afslutningen af denne her aften, og den træthed der havde været i Fabians krop den sidste uge og mere til, den var endelig ved at tage over. Det var nemmere når man lå her sammen med Aldamar, og ens krop følte sig brugt, på den bedste måde. Der var ikke så mange tanker om hvad der skulle og ville ske, men blot følelsen af en krop mod ens egen, og en god idé om at man var holdt af. Noget der ikke ligefrem kom let for Fabian, mest af alt fordi han så sjældent lod det ske.

Man kunne også se at der ikke ville gå lang tid for den ældre mand at falde i søvn, og derfor var det kysset mindst ligeså søvnigt fra Fabians side af, selvom smilet passede med Aldamars. ”Tak,” var dog det eneste han mumlede tilbage, og han tog en lidt dybere indånding. Han håbede Sif havde det godt. Hun var ikke i god stand endnu, men det skulle nok komme, og han ville være der hvert et skridt, uanset hvor store problemer det kunne volde ham økonomisk. De folk han holdt nært, var trods alt vigtigere end et par dumme krystaller, som aldrig holdt lang tid alligevel.

Da Aldamar fik møvet sig ned, og der faldt en ro på, hvor de ikke behøvede at snakke, så var Fabian hurtig til at give sig hen. Rolige åndedræt hele natten, men han virkede ikke villig til at give slip på Aldamar.