Det altopslugende mørke i rummet, hjalp lidt på at få Phillippes tanker omkring hvilken lort han egentlig var til at svinde hen. Det var jo behageligt og afslappende at ligge her med Enzel, og når han ikke kunne se ham, var det nemt at lade tankerne vandre. Stilheden lagde sig over dem, ligesom Enzels nussen lige så stille blev mindre og mindre, begyndte Phillippes hånd også at bevæge sig mere og mere langsomt. 
 Enzels nussen stoppede helt, og selvom Phillippe stadig var vågen, og tænkte at han nu blot skulle vente på han var helt sikker på Enzel sov helt, begyndte hans vejrtrækning alligevel tungere og mere døsig. Ligeså stille blev det Phillippe tur til at stoppe med at nusse, som han selv gled mere og mere over i søvnen. 
 Det lave spinden fra Enzel, var hvad der hev Phillippe helt hen i søvnen. Det var som at ligge med Nicola, og da han allerede var faldet halvt i søvn, var det nemt for hovedet at forstille sig det var sandheden. Armen der lå om Enzel, og som før havde nusset ham, strammede grebet lidt, og trak Enzel tættere ind til sig. 

 Det var med et lille sæt, at Phillippe slog øjnene og op og lod blikket glide forvirret rundt i mørket. For et øjeblik vidste han ikke var han var. Hans eget hjem var normalt ikke så mørkt, men det virkede da til at han lå med Nicola. Armen der lå bag hovedet kom fri, og han gned ansigtet lidt.
 Og så kom det hele tilbage til ham. Han var taget med Enzel hjem, i et forsøg på at lade som om alt var okay mellem dem, og det var endt med at han var gået hele vejen med Enzel. Hvor længe havde han sovet? Det føltes ikke som længe, men det var svært at vurdere når det var så mørkt. Uanset hvad, var han nødt til at komme tilbage til Nicola. 
 Meget forsigtigt prøvede Phillippe at komme fri fra Enzel uden at vækkede ham. Han håbede inderligt at Enzel sov tungt, og ikke ville vågne af at Phillippe prøvede at stikke af.

 Et lettet suk forlod Phillippes læber da det virkede til det havde lykkedes ham at komme fri fra Enzel uden at vække ham. Med hænderne lidt flagrende foran sig og lettere missende med øjnene, ledte han efter bukserne, der lå et eller andet sted på gulvet. Hans ben var en smule vaklende i starten. De havde tydeligvis ikke været glade for at han havde sovet med dem ud over kanten af sengen. 

 Optaget af holde balancen som han tog bukserne på, registrerede han ikke at Enzel flyttede rundt på sig i sengen. Derfor gibbede det forskrækket i hans krop, da Enzels stille stemme skar gennem stilheden. Phillippe kneb øjnene sammen i en grimasse, inden han drejede hovedet i Enzels retning med et smil.
 " Tak.. Og tak for i dag.. " Lød det oprigtigt fra ham. Han havde jo nydt det, hvis man så bort fra den drastisk voksende skyldfølelse. Han havde godt lagt mærke til hvordan Enzel var gået fra at kalde ham ved efternavn. Noget det egentlig gav Phillippe endnu mere skyldfølelse. Han havde kunne skyde hans princip om ikke at blande sjov og arbejde samme til siden, fordi det de ikke var på fornavne, men det havde tydeligvis ændret sig. 
 Med en tør smag i munden og bukserne på igen, begyndte Phillippe at søge mod døren. Det var lidt af et projekt, fordi han ikke kunne se, og han var glad for at Enzel ikke kunne se hvordan han gik en smule forsigtigt og med armene foran sig. 
 Endelig ramte han døren, og fik sat hånden på dørhåndtaget. Døren blev åbnet og lidt lys blev lukket ind. Inden Phillippe gik, så han mod Enzel, så han lige kunne se ham ordenligt inden han gik. Han sendte ham et kort, venligt smil.
 " Jeg kommer forbi i forhold til den ordre, når jeg lige har tid," han nikkede lidt for at understrege at han mente det, inden han gik ud af døren og lod den lukke lidt i. Hurtigt fik han vendt snuden mod trappen, og på vej ned af den, mumlede han lavt til sig selv.
 " Ved Zaladin os, Philly... " Den ene hånd gned over ansigtet. På vej ud mod udgangen, så han sig kort over skulderen, og hilste med et charmerende smil til hvem end der stod ved receptionen, hvis der var nogen der. Og så var det ellers at bevæge sig hjem til Nicola.