,, Cassa.. " beklager hun sig prompte, da hun begynder at indse han bare ser det som en bedre undskyldning for at dø..
Hun har ikke bemærket hans blod er anderledes.. Hun er for forstyrret lige nu.. Det lugter dog anderledes.. Sødere nærmest. Hun kan dog ikke rigtig finde ud af om det bare er indbildning, eller hvad der lige sker.
Rastløst ser hun på ham.
,, Vi ved begge godt det ikke bare er en rift i ørret.. Det får man ikke af at spille guitar.. Vil du ikke nok gøre mig en helt enorm tjeneste og tage med..? "
Hendes stemme sænkes...
,, Jeg ber' dig tage med.. " tilføjer hun så..
Hun ville aldrig kunne leve med bare at have ladet ham dø.. Hverken af den ene eller den anden grund.
Så nu har han altså bare at komme med op til de kilder!

han ser lidt på hende.
"...." først siger han intet.. Men han ved det jo godt.. det er nok kranie brud.. det er et typisk tegn.
"Okay så.." siger han stille.
"Men jeg ser intet formål i det.." han sukker tungt.. Han vil jo bare dø alligevel..
Men fordi han ikke ønsker hun skal føle sig skyldig i hans død, rejser han sig op, og lægger guitaren ned.. han er lidt svimmel.. Måske er han faktisk døende? Han ved det ikke helt..
"det er meget koldt på den her tid.. kilden er sikkert frosset.." han ser lidt væk.. Han kan smelte det med sin lysild.. men han ved ikke om han kan kontrollere det når hans hoved smerter sådan.. han bruger jo sin telepati til at styre ildens retning..

,, Så må den jo brydes. " svare hun blot lavt. Om det så kræver magi, så må det forblive sådan.
Ignorerer først det faktum at han siger der ikke er nogen mening i det.
Men kan så alligevel ikke lade være med at svare igen på den..
,, Cassa, du sagde at hvis du kunne rede blot et liv, så havde det været det hele værd.. Og dit liv er mindst lige så meget værd som alle andres, uanset hvad du igennem tiden har lært, eller fået at vide.. Og nu må vi altså se at få gjort dig rask. "
Hun træder hen til altanen og ser kort spørgende på ham, før hun så åbner ud til og træder ud..
Men ser så mod ham igen..
,, Du må hellere tage noget varmt tøj med til bagefter også så.. " siger hun kort, og er egentlig ikke helt begejstret for han skal bade i nogle kilder der tilmed er frosne..
Men hvis det er alt der er at gøre, så må det vel for pokker blive sådan..
Hun forvandler sig til en ualmindeligt stor ørn.. Stor nok til et menneske sagtens ville kunne være på uden problemer.. Og så iøvrigt kridhvid..
Hvid er håbets farve..
Hun ændrer det hurtigt til sort..
Sort er min farve..
Retter så det enorme hovede mod ham igen indenfor..

han nikker kort.. han går hen til det , som indeholder en mindre gang med tøj ind på alle hylder... kort sagt; hans klædeskab..
Går ind og finder en forholdsvis tryk frakke på.. det må kunne holde ham varm nok indtil de kommer tilbage..
da han kommer ud igen med den over armen, glider hans blik hen til en form for montre der hænger på væggen.. han åbner lågen, og fisker en lang daggert ud... Som regl er den smart at have med til kilderne..
han trækker i frakken.. den er meget elegant, og helt sikkert ikke en som almindelige borgere nogensinde ville kunne få råd til, om de så sparede hele livet.
Daggerten kommer i bæltestroppen, inden han går hen til vinduet.
".. Hmm." han overvejer om han selv ville kunne flyve...

Hun ser kort undrende på ham over han stopper op..
- Hun har nemlig ligeledes ingen anelse om han faktisk selv kan flyve..
Og havde hun vidst det havde hun også nok nægtet ham det, men da hun sådan set intet kender til det, forbliver hun derfor blot tavs og ser delvist afventende, delvist undrende på ham..
Hun spreder istedet kort de store vinger, da hun ikke helt er vant til at være så stor en fugl, og skæver kort mod nattehimlen der er afsindigt smuk med de tusindvis af stjerner, der ser fantastiske ud fra den skyfri himmel, og ingen måne til at lyse om kap med dem..
Men hun løsriver sig igen til sidst fra sit sentimentale øjeblik, og skæver mod Cassa igen.

han sætter håndfladerne mod vinduskarmen og hæver sig op, så han kan kravle op og stå i den.. han står lidt og svimler, støtter sig til karmens side.
"... Tror ikke selv jeg kan flyve vejen.." mumler han så for sig selv med en hånd mod sin pande..
Hans ene øje er også helt blodsprængt.. Havde han virkelig hamret hovedet SÅ hårdt ned i bordet? Jah.. det havde han vel nok...
Han glæder sig ikke til den smerte han nok skal gennemleve for at hans hoved kan heale.. Og Josette vil måske også finde det lidt frastødende.. selv om hun er vampyr... For nogle gange bliver man nødt til at gå drastisk til værks hvis det er knoglerne den er gal med..

,, Kan du flyve? " mumler hun måbende igennem det uvante, irriterende næb, og stirrer vantro på ham.
Hun ryster kort på hovedet da hun indser hvad der nok er vigtigere at nævne, og fortsætter straks:
,, Og det kan iøvrigt overhovedet ikke komme på tale.. Du kan jo knap stå på benene.. Du skal iøvrigt helst være klar nok til at guide mig vejen."
Hun dukker sig derefter ydmygt.
,, Op. " siger hun så fast, i en tone der antyder det slet ikke er til diskussion..
Hun skæver kort mod hans øre for at se om det stadig bløder, men han står forkert til hun kan se noget..
Utålmodigt klapper hun kort en enkelt gang med næbet, faktisk ubevidst..

"Ja.." svarer han lavt til spørgsmålet om han kan flyve.
"Har vinger.. med vingefang et sted mellem 9 og 10 meter.." men han gør dog ikke mere ud af det.. han ved jo at han vil styrte ned.. og det vil komme til at gøre særdeles ondt...
Han gør så bare som hun siger, selv om han ikke er meget for det.
".. Er altså lidt tung.." nærmest advarer han og ser skyldbetynget ned.. Han er ikke tung for en der er så høj som han.. men havde han været 160, så havde det været noget andet.
"Det er først mod bjergene.." guider han.. fundere lidt over hvor han kan holde fast for ikke at falde ned.. Og så håber han at det ikke kommer til at rummestere for meget rundt..
Igen mærker han den der kilren i øret.. denne gang løber det bare ud, ned over kæben..

Hun ser håbløst på ham da han påstår hans skind-og-ben krop er tung, og hun kommer kort med en prustende lyd.
Hun kan nærmest gætte hans tanker, og åbner derfor atter munden.
,, Halsbåndet.. " siger hun derfor kort, da det som sædvanlig ikke lykkes hende at få det væk i forvandlingen.
Hun overvejer hvem helvedes værk det er at hun som en eller anden slave skal have det på sig konstant. For et eller andet er altså gået galt et eller andet sted.
Hun letter så endelig forsigtigt, og sætter med største omhu mod bjergene som han siger..
Som frygtede hun hele tiden at tabe en meget dyrebar last.

//Emneskift, I guess? ^^

han holder godt fast i halsbåndet da hun siger det.. Han tør ikke sige hende imod.. hans selvtillid er jo så lille..
De flyver mod bjergene.

//yusph, xD emneskift

Endelig lander hun i vinduet, og må undertrykke en trang til ikke at pippe lettet op da hun endelig når varmen..
Ikke at hun som sådan kan fryse, ikke på samme måde som alle andre i hvert fald, men hun føler stadig kulden som en ubehagelig, væmmelig ting..
Især i en sådan grad som de lige var tvunget til på deres tur hjem.
Hun hopper kort lige inden for vinduet, og lander på skrivebordet, for ikke at være i vejen for Cassa, og vender sig så for netop at se rundt efter ham.. Dog ikke i tvivl om han nok var lige i hælene på hende..
Med dén fart der, burde han ikke have problemer med noget som helst..
Varmen gør hende døsig, og hun puffer kort alle fjerene på kroppen, for så at ende med at forvandle sig tilbage til den menneskelige skikkelse igen,.

Cassa flyver lidt i luften udenfor palæet.. Han har altid svært ved at lande i vinduskarme.. for når han trækker vingerne ind, gir det ham et skub så han falder ned...
Derfor flyver han op på himmelen, og sætter en lige kurs hen mod det åbne, store vindue.. og så 3 meter inden han når ind til det man kan betegne vinduskarmen, slår han vingerne ind, så han falder det sidste stykke, ind af den åbning der jo er når vinduet jo står åben.. hovedkulds men med et rullefald, som bare galant ender med at han ranker sig op, uden en skramme.. det er tydeligt at det har han gjort en milliard gange før..
Men han smiler stadig ikke.. fryser bare og gnider sine overarme lidt med blikket sænket i gulvet..
Han lukker øjnene, og vinduet slår i bag hans ryg, ganske fint og forsigtigt, for at holde på varmen..

Josette ser noget bekymret på ham.. Ikke så meget over faldet, som egentlig var for elegant til direkte at være et fald, men også over kulden og.. Ja, alting i det hele taget vidst.
,, Er .. du okay ? " spørger hun så lavt, og overvejer om han mon virkelig hader hende for nu også at have nærmest tvunget ham rask, når han egentlig ønskede det modsatte, fordi hun vidste han ville være nød til at gå med til det hvis hun insisterede..
Hadet for hvad jeg er, nu også hadet for hvad jeg gør? Det giver jo ingen mening.. Hvorfor lader jeg ham ikke bare, hvis det er det han så gerne vil..
Hun ser arrigt ud af vinduet, for blot at se et eller andet sted hen væk over dén tanke, og overvejer hvad det egentlig er der holder hende kørende..
Til sidst skæver hun så dog diskret over mod ham for tegn på... ja bare et eller andet.. Han virker som en lukket bog..
Lukket og låst..
Hendes blik glider over på vinduet igen, men nu for at prøve at finde ud af hvad klokken mon er ved at blive hen af..?
Lige dén her nat mistede hun totalt tidsfornemmelsen..

Han nikker en smule svagt.
"... Ja..." siger han stille.
"De..." han ser mod hende, bukker så dybt.. og bliver stående i bukket i lidt tid.
"De må undskylde at jeg forvolder Dem så meget besvær.." han retter sig så mut op igen, ser lidt væk med et mut blik.
Jeg er så forvirret.. Hvordan kan man være taknemmelig for at hun redede mit liv, selv om jeg ikke vil leve...? Eller vil jeg..? arh.. jeg forstår ingenting mere.. han trækker frakken af og hænger den på en stumtjener ovre ved siden af døren.. der kan den hænge til tørre...
Hans hvide skjorte er stadig godt våd, og klistre nærmest til hans overkrop... Spinkel overkrop, men som på en eller anden måde er pumpet godt igennem..
Hans bukser klæber ikke på samme måde.. de er af noget meget tungere stof.
"... Hvis der er noget De har brug for, på et givent tidspunkt, skal De endelig blot sige til.." han vender fronten mod hende igen efter at have hængt frakken, bøjer nakken let igen..

Egentlig burde en med hans rang som markise, slet ikke bukke for andre end hertuger og så kongelige... Men hans selvværd og næstekærlighed og respekt for andre, får ham til at gøre det alligevel..

,, Du er ikke til besvær Cassa.. "
.. Men vær' nu sød at holde dig i live.. Please, please, please...
Hun nikker så blot sagte til det sidste han siger, men ser ikke på ham, mest af høflighed over hans tøj er noget røbende..
Ikke at det nu ligefrem var noget slemt syn, men det virker altså forkert alligevel.
Hun antager så han nok godt vil have klædt om, og sikkert er lige så udmattet som hun efterhånden føler sig, og beslutter for det må være tid at smutte tilbage til kroen..
En blød, varm seng virker pludselig lokkende, og den kære lille August undrede sig nok også over hvor hun blev af..
,, Nå men jeg vil lade dig få ro så.. Vi ses nok.. " siger hun så kort, og ser et kort øjeblik flygtigt på ham, men omhyggelig med det bestemt kun er øjnene hun ser på, før hun så selv nikker kort, og forsvinder ud af døren som hun lukker stille efter sig..

Han ved ikke om han tør tro på hende at han ikke er til besvær.. for det er han jo.. Han har besværet hende til at hun tog hele vejen til Krystalbjerget..
Han bukker blot lidt igen da de tager afsked, og da hun så kort efter er smuttet, står han bare lidt..
Han trækker så skjorten af, og smider den bare på gulvet med et klask.
".. adr.." mumler han.. bare og sukker tung..
Han går over vin vinduet.. står og ser ud..
... Jeg har aldrig mødt en som hende før.. tænker han og lukker så øjnene..
Han går hen og finder rent tøj til at sove i, og får klædt om fra det våde..
Han har ingen bluse på nu, for han skal jo bare sove...
Han sætter sig stille på sengen.. lægger hænderne løst ned ved siden af sig.. den ene rør guitaren, og han ser stille mod den..
"... Theh.. det ku være.." tænker han.. snapper Guitaren op til sig...
Han rejser sig så op.. begynder at slå strengene an til de første toner i Musica
Han ved ikke hvorfor... men han fik lyst til at spille den igen... og så synge den....

"Cammino lungo la tua via
e il tempo sai non passa mai
lontano da te la vita non ? facile
nel mio silenzio rester?
e finch? respiro non avr?
ti aspetter? io sar? qui se tornerai
e poi sarai
davanti a tutto tu
combatter? per dirti che io credo in noi
perch? per me lo sai sei musica nell'anima
e insieme a te non cadr? non cadr?
? per te che non mi stanco un attimo di vivere
comunque andr? dentro di me tu vivrai
e suonerai
vorrei guardare gli occhi tuoi
e in ogni istante viverti
sentire che tu resterai sempre con me
da qui cos?
il mio sentiero sarai tu
mi porterai dentro di te se vorrai
perch? per me lo sai sei musica nell'anima
io senza te non vivr? non vivr? no
? per te che il sole non finisce mai di splendere
non smetter? di amarti mai dentro me
tu suonerai
cos? sarai
davanti a tutto tu
combatter? per dirti che io credo in noi
perch? per me lo sai sei musica nell'anima
e insieme a te non cadr? non cadr? no
? per te che il sole non finisce mai
di splendere
comunque andr? dentro di me tu vivrai
e suonerai
Oh yeah, oh yeah."

Han ser ud af det store vindue mens han synger...
Stille lader han de sidste toner føres igennem rummet.
"... perch? per me lo sai sei musica nell'anima
e insieme a te non cadr? non cadr?" hvisker han så stille... Han er ikke helt selv klar over hvorfor han føler sådan en indre ro ved at synge den...

Men stille.. ganske stille smiler han..
"!io senza te vivr..." så lægger han guitaren fra sig på sin sofa, og elegant går han hen til sin seng... hvor han sætter sig ned på kanten.. skubber dynen til side og møffer ind under den, hvor han så efter ikke lang tid falder i søvn..

Cassa har ligget hele dagen bare og stirret op i loftet.. følt sig mere og mere udugelig.. ubrugelig.. Det hele virker så... så.. meningsløst.
".. Hvem prøver jeg at narre.." hvisker han.. det første han siger i dag...
Han sætter sig op.. går hen til sit skab efter at have rejst sig.. han klæder sig på i et par knæbukser i sort, strømper og en skjorte, vest og en jakke.. sådan så tøjet passer fint sammen.. så skoene..
Han står midt i lokalet.. lukker øjnene.. Han har virkelig ikke lyst til at være her mere..
Han finder et solidt tørklæde, og med telepati får han bundet en lykke og hængt den op i lyssekronen...
Han finder et andet tørklæde frem.. benytter sin telepati til at svæve op til lykken... lægger den med et mut blik om halsen mens han holder sig svævende... han lægger så det andet tørklæde om øjnene... klar til at stramme knuden i nakken, så hans telepati vil blive brudt..
Han tager en dyb indånding.
"... Farvel.." hvisker han lavt.. strammer til i tørklædet med et hårdt ryk.
den trykker ind på hans lukkede øjne, blokere for musklen han kontrollere sin telepati med.. således at han ikke kan løfte sig selv, og med et ryk falder han ned.. et hvæs kommer fra ham da det solide tørklæde strammes om hans hals...
Nu er han døende, ved at kvæle sig selv..

udenfor vil man kunne høre nogle vingeslag og hun nærmer sig Cassas vindu.
hvor er han vindu.... arh der! tænker hun og lander så udenfor hans vindu og kigger ind, opdager så en skikkelse der lader til at hænge i luften og hun skynder sig så at åbne hans vindu.
"cassa!" udbryder hun da hun opdagede det var ham og straks får hun tryllet en daggert frem og kaster den efter tørklædet.
Da hun så rammer burte han nok falde ned, så hun skynder sig at flyve hen og gribe ham og lander så roligt på gulvet med ham i armende.
"Cassa... er du oka?" spørger hun roligt lidt efter.

da tørklædet hakkes over, er han besvimet, og falder bare ned, bliver grebet.. ligger helt slap med nakken vippet tilbage, og armene slaskende ned..
Siden Selina så ham sidst er der sket meget med hans udseende.. blandt andet at han har fået klippet lidt af håret så nogle smukke små hårlokker hænger ned i panden.. Så har Satira jo også givet ham den drik.. så han vejer mere nu end dengang.. ikke så udsultet, skønt han stadig er undervægtig.. Men det klæder ham bedre end før hvor de brune øjne sank ind i kraniumet på ham..
Bindet for øjnene sidder stramt... Og hans vejrtrækning vender langsomt tilbage..

hun tager tørklædet af hans hovede så hans øjne bliver synlige igen.
Ligger ham så på sengen og sætter sig ved hans side og holder ham i hånden.
"cassa... " siger hun lavt, dog beundre hun ham kort da han har fået et lidt anderledet udsende.
hvad tænkte han dog på?.... prøvede han virkelig at hænge sig selv? tænker hun kort og virker temmelig bekymret.