Aisha nikkede til svar. Dog vidste hun ikke helt, om hun overhovedet havde lyst til at gå udenfor - om hun overhovedet havde lyst til noget. Hun havde stået i sine egne tanker, i et kort stykke tid, og havde fantaseret lidt. Hun syntes næsten hun kunne huske at have været et helt andet sted, men hun rystede det af sig, da hun havde slået fast, at det bare var fantasi, og at det kun virkede virkeligt, fordi hun var så utroligt træt efter alle dagens oplevelser.
Hun gik hen til ham, og afventede at han ville give sig til at gå. Hun vidste ikke helt hvor han syntes de skulle gå hen, og hun vidste heller ikke om det ville være sikkert at gå udenfor mørkets beskyttende dyb, når nu Julian på sin vis var på flugt - hvad hun vel egentlig også var.
"Hvor skal vi gå hen?" spurgte hun.
Hun håbede han havde en idé om hvor de kunne gå hen, så de ikke bare skulle vade hvileløst rundt. Den smule mad hun havde fået i morges, havde givet hende energi, og holdt hende frisk, men de mange nye informationer og indtryk havde tærret på hende, og hun var bange for at hun var nød til snart at få noget søvn, selvom hun troede det stadig var ganske tidligt på aftenen.

OOC: Skal vi skrive et andet sted, nu de går udenfor, eller lader vi bare som om her også er et udendørsareal?

OOC: jeg ville personligt gå et andet sted hen, da der nok ikke er så meget og lave lige præcis dér, og Julians have er nok ikke et oplagt sted, da den er rimelig... faldefærdig Oo xD og jeg tror ikke de to små vil ud til Julians mor og sige hej ligefrem, vel? xD

IC:
Julian begyndte roligt at gå, men først da han havde sikret sig, at Aisha var med ham. han havde en eller anden svag forestilling om, at de måske kunne tage hen til paradisskoven. på denne tid af året kunne der faktisk være ganske smukt, syntes han.
Selvom Aisha sådan set ikke ligefrem kunne se det, kunne hun nok mærke den harmoniske stemningen, håbede Julian. mærke den friske brise, høre fuglenes kvidren, duften af blade og mørkebrun muld...
Julian gik af en eller anden årsag rimelig langsomt, nok fordi han gik og så op i himlen. men så smilede han kort og skævt, og så på Aisha.
"Jeg ved ikke med dig, men jeg kunne godt tænke mig at gå en tur i skoven, men altså.. hvis du har en anden idé, så sig det endelig." han blev faktisk rimelig glad når han sådan kom ud i naturen, hvilket han ikke rigtig havde været før. måske var det fordi Aisha var med?
det kunne godt være. han var virkelig glad for at se hende igen, selvom dette 'første møde' havde været meget anderledes og måske en anelse - okay, Julian måtte indrømme at det havde været meget akavet. men hun var her. og inderst inde takkede han Lysets dronning, Isari og alle de andre guder han kunne komme i tanke om, for det.

OOC. nu skal de dimser altså til og blive lidt glade igen, ellers går jeg hen og bliver ligeså triste som dem >3<

OOC: Nej hvor kært :3 .. Altså skriveriet. Julians tanker.. Ikke det at du syntes de skal gå et andet sted hen x) Men lad os da bare smutte til paradisskoven.

IC:
Aisha fulgte i hælene på ham, selvom hun ikke gik i en lige linje, med slingrede lidt frem og tilbage, for at skåne sine fødder mest muligt. Da de to kom ud af Julians hus, lukkede hun døren bag dem, så det ikke skulle trække unødigt, mens de var væk. Mens de var væk, var egentlig en mærkelig ting at tænke; det var jo ikke sikkert hun nogensinde ville komme tilbage hertil.
Hun blev lidt trist, over tanken om at hun måske aldrig fik lejlighed til at besøge ham igen, men glæden ved at være sammen med ham nu, overskyggede den nye følelse.
Hun var ligeglad hvor de gik hen, hun var ligeglad hvad de foretog sig og hun var ligeglad med hvorfor - lige nu ville hun bare gerne snakke med Julian.
"Vi kan godt gå derhen, hvis du vil." sagde hun. "Bare du ikke mener den store skov med det stikkende græs."
Hun havde stadig små sår på skinnebenene, fra der hvor de skarpe strå havde snittet hendes hud.

Julian lo, kort og lavmældt, selvom det måske ikke var ment som noget sjovt det Aisha havde sagt.
"Den store skov med det stikkende græs... tja, der hvor jeg har været, har græsset været blødt og fint." han smilede strålende, og efterhånden bevægede de sig længere, og længere væk, indtil de ikke længere kunne ses. kun høres, på deres stemmer...

//OUT

OOC: nu tog jeg mig altså den frihed at hive dem væk derfra, for vi kan jo ikke skrive om hvert eneste skridt de tager x3

Aisha smilede for sig selv; det var godt at høre at hendes fødder muligvis fik lov at gøre et lille hvil. Hun gik stadig lige i hælene på ham, selvom hun syntes han gik en smule langsomt. Hun havde trukket jakkens ærmer op om hænderne, og havde lagt armene tæt over kors for at holde varmen. Det var nu egentlig ikke fordi der var specielt koldt, men den vedvarende vind der føg omkring og fik hendes hår til at flagre, den var så biddende at den ville være i stand til at trænge igennem selv flere lag tykt tøj*.
Hun glædede sig til at opleve en skov med blødt græs. Og til at kunne sidde ned, hvis altså hun ville få mulighed for det..

*Ooookay, hvad skete der lige for den sætning?
OOC: Ja, det her går jo rigtig skidt, så jeg tror bare jeg stopper med at skrive for fyldens skyld, og fortsætter i paradisskoven i stedet.

//Out.

Julian kom langsomt gående rundt om et hjørne, forhåbentligt efterfulgt af Aisha. han var stadig rystet over det der var sket hende i skoven, men prøvede så vidt som muligt at undertrykke følelsen, ved hele tiden at forsikre sig selv om, at der ikke var noget galt med hende. at det bare.. var et lille udslag af en art.
da han kom til huset, var døren blæst op igen, hvilket undrede Julian. det blæste ikke særlig meget lige nu. nå. Det kunne jo være at der havde været et pludseligt vindstød som havde haft den korrekte styrke til at få døren til at gå op. eller også havde han måske glemt at lukke den efter sig? det kunne han ikke huske. og han gjorde sig heller ikke specielt umage, for det kunne i sidste ende vel også være ligemeget, om han havde glemt at lukke den, eller om vinden havde haft lidt sjov med at afprøve kræfter på den gamle dør.
han trådte ind, og så derefter afventende på Aisha. Han gik ud fra, at hun godt selv kunne gå ind.. kunne hun ikke? jo. hun ville nok sætte pris på, at han ikke pylrede for meget om hende. og dog. Han ville gerne hjælp hende, men det kunne måske blive for meget, så nu stod han bare, og ventede på at hun skulle gå indenfor.

Aisha var bange for at hendes fødder var fuldstændigt forblødte, efter at have gået på de sylespidse græsstrå. Dog kunne hun hverken føle rifter eller blod, når hun forsigtige berørte de sårbare fodsåler.
Hun blev først glad, da græsset stoppede, og en grusagtig sti blev deres nye terræn. Desværre skulle glæden ikke vare ved; de små sten, var om muligt endnu skarpere end græsset havde føltes. Dette var en af den slags oplysninger, der fik hende til at ønske at hun havde et par sko.
Hun fulgte efter Julian ind i huset, og fortsatte så videre, hen til den stol hun før havde siddet i. Hun satte sig ned, og satte sig i en form for skrædderstilling, hvor hun sad med fødderne i skødet. Forsigtigt gnubbede hun fodsålerne og børstede et par småsten væk.
Hendes sanser var faldet en smule til ro, nu de var sluppet ud af skoven. Dog syntes hun alligevel at kunne høre, føle, lugte og smage en masse ting, hun normalt ikke lagde mærke til.

OOC: Jeg gider altså ikke skrive så meget, lige nu, så er det okay jeg påtager mig endnu en omgang korthedspest?

OOC: det er da fint xD

IC:
han lukkede omhyggeligt døren efter sig, og sikrede sig at den sad nogenlunde fast. vinden skulle i hvert fald ikke vinde lige med det samme. han og hans dør havde da lidt stolthed tilbage.
da han gik over gulvet, hen imod Aisha, slog tanken ned i ham - hvorfor POKKER tænkte han sådan omkring en dum dør? underligt. nå. det var den tanke. men det var stadig utrolig underligt i Julians hovede.
han så kort på Aisha, og fulgte opmærksomt hendes bevægelser, for nærmest at forstå det hun gjorde. han forstod det jo faktisk udemærket godt. hvis han ikke havde haft sko på, ville han nok også trådt på nogle sten. og han kendte godt det med, at stenene satte sig fast. det irriterede ham om sommeren, men nu gik han jo med sko på når der var koldt. eller. ja. ligemeget.
"Har du det.. bedre nu?" spurgte han prøvende, og satte sig i sin stol igen. og nu sad de så her, atter engang - men det bemærkede Julian ikke. han tænkte mest af alt på, hvordan Aisha havde det, om hun havde fået det bedre, og hvad han kunne gøre for hende...

Mon det var nat eller dag? Det var den første tanke der slog ned i Aishas hoved, efter Julian havde stillet hende sit spørgsmål. Det måtte vel tyde på, at hun ikke havde det bedre - at hun sådan tænkte på meget irrelevante ting, når hun burde tænke over et svar, ikke? Hendes tanker blev straks rettet mod det nye spørgsmål, det med dag og nat. Hun syntes der var meget stille omkring huset, så måske var det nat? Men hun kunne heller ikke høre nogle natdyr..
Nej, ligemeget.
Hun trak et par løse totter pandehår om bag ørerne, satte sig i en mere behagelig stilling, og sad så hun muligvis havde ansigtet vendt mod Julians.
"Måske lidt." sagde hun. Hun kunne stadig ikke holde styr på sine sanser, og hendes krop gjorde ondt, men ellers havde hun det fint. "Hvad med dig? Har du det godt?"

OOC: Hvad f*nden sker der lige for mit vattede indlæg? Du må meget undskylde at jeg udsætter dig for det her, men jeg kan så trøste dig med, at du ikke er det eneste offer.. Hvis det altså er en trøst..? (x

Julian smilede over hendes spørgsmål.
"ja, jeg har det sådan set fint. men jeg er lidt..." han nåede ikke rigtigt at stoppe sig selv. egentlig ville han ikke sige det, når hun jo nok var klar over det. og så lød det også så utrolig pylrende, og hun skulle jo ikke føle sig skyldig i at gøre ham bekymret. men han måtte vel snakke færdigt.
"Lidt bekymret..." sagde han så endelig, da han havde overbevist sig selv om bare at fortælle hende det. hun vidste det jo nok i forvejen, ikke?
Julian kvalte et gab. han var faktisk blevet lidt træt. men han holdt sig vågen for Aishas skyld. det kunne være et kønt syn hvis han bare gik ind og sov, og så lod Aisha sidde i sin stol.
ej. han måtte bare.. holde sig vågen. hvilket han også regnede stærkt med at han kunne.

Denne gang svarede hun straks, uden at tænke over et svar. Måske var det et tegn på at hun havde fået det bedre? Men det hun sagde, havde jo ingenting med det Julian havde sagt at gøre, og han havde jo heller ikke spurgt om noget. Så måske var det bare slet ingenting.
"Du er jo træt!" konstaterede hun. "Måske du skulle sove lidt? Bare gå ind og sov - så holder jeg vagt, så de der forfølgere ikke dukker op igen."
Hun overvejede hvor Julian mon havde en seng, for hun havde ikke et indtryk af at huset var ret stort.
Det var som om det at hun fik en opgave at tage sig til, fjernede al bekymringen for at hun måske skulle være blevet syg. Hun fik det ikke bedre, men hun følte sig dog ikke modløs længere..

OOC: Ja, jeg ved det - det er kort..

OOC: det er fint med mig, jeg orker heller ikke lange ting lige idag xD

IC:
Julian blev lidt forundret over hende pludselige 'kommentar'. ja, han var søvnig, det var ganske vidst, men han var altså heller ikke ved at falde om af træthed. han kunne sagtens være oppe et stykke tid endnu - hvis det altså var det der forventedes af ham.
"Jeg kan sagtens mig vågen." smiler han kort. måske skulle han gå i seng. når han vågnede i morgen, var alting måske lyst og rart. men at Aisha skulle blive oppe? ikke tale om. hun kunne også få godt af noget søvn, det var Julian i hvert fald ret så sikker på. så måske skulle han gå iseng, hvis hun også gik i seng.
"Eller også.. måske er det en god idé." mumlede han hen for sig, før han fortsatte, så det var muligt for Aisha at høre hvad det var han sagde helt præcist.
"Jeg kan godt i seng, hvis du også går i seng. du kan låne en ekstraseng jeg har." så var det Julian kom i tvivl. skulle hun sove i hans mors seng, eller i hans egen seng? han ville nødigt gøre hende trist til mode igen, ved at fortælle at hun skulle bruge hans mors, men måske ville hun føle sig stødt hvis han ikke ville lade hende bruge den. underligt.
"Eller.. jeg har jo to. hvilke en vil du sove i? min eller min mors?" det kunne lyde ret dumt, og Julian fik en klump i halsen ved at tænke på sin mor, men mødet med Aisha havde alligevel lettet det lidt - han var ikke alene. delt sorg er halv sorg som man sagde. selvom han ikke var meget for at bringe sorg over Aisha. han håbede bare, at hun ikke blev ked af det eller noget ved at han nævnte sin mor igen.
det er egentlig underligt at jeg har det på denne måde. jeg er ikke selv specielt trist længere, og tænker kun på, om Aisha bliver trist. mærkværdigt...
åh nej.. jeg håber ikke at hun siger det er ligemeget. så skal jeg igen stå med valget. hun vil måske finde sig bedst tilpas i min mors seng. den er jo dejlig blød. og hun viil nok have svært ved at vænne sig til min seng. hun skal jo nødig falde ud af den og komme til skade. ej, selvfølgelig kan hun ligge i sådan en uden at falde ned. men hvad nu, hvis hun ikke har røvet det før? deet kunne jo også være, at hun ikke vil have at jeg pylre for meget om hende, og... Julian slog sig selv i hvoedet. ikke hårdt, men nok for at lede sine tanker hen til noget andet. han orkede ikke at tænke så meget lige nu. selvom han ikke var specielt træt, ville han ikke bruge sit hovede for meget. han havde svag hovedepine i forvejen. en hovedepine, der langsomt banede sig vej fra tindingenrne, rundt om øjnene og om bag i nakken. indtil videre var den bare ganske svag, og let irriterende.
"Desuden, så plejer jeg altså at kunne få min nattesøvn uden at blive forstyrret. Der er faktisk slet ikke sket noget om natten. det koster garanteret ekstra for de nærige.. paddehatte at betale for folk om natten.." han havde ingen anelse om, hvor 'paddehatte' passede ind, men nu ville han ikke rette det. egentlig var det nok fordi at han havde set op på væggen hvor hans mor plejede at hængte frugter og rødder til tørre, og der hang tit paddehatte.
han smilede kort ved tanken, men vendte så tilbage til Aisha, og ventede på hendes svar. nu havde han jo ganske vidst snakket efter at have stillet et spørgsmål, men det overlevede hun vel. hun virkede i hvert fald til at have det bedre nu. måske ville hun være helt frisk efter en omgang skønhedssøvn?

OOC: okay, det gad jeg åbenbart godt alligevel xD

OOC: GISP? Hvorfor byder du mig den forfærdelige langhed? Nu føler jeg mig jo forpligtet til at hoste op med noget meterlangt sjap..

IC:
Hun havde følt sig lidt bedre tilpas - indtil Julian startede med sin forvirrende køre. Først havde hun følt sig rimelig afbalanceret, og havde været klar til at komme med et ordentligt, hurtigt og forståeligt svar, men så havde han pludselig bragt sin mor på banen, og Aisha var blevet bedrøvet. Da han så ikke virkede synderligt trist, blev hun bare forvirret, og forsøgte at skubbe sine følelser til siden. Så fortsatte han, og denne gang kun for at snakke om paddehatte. Paddehatte? Hvad i hele hulens navn var paddehatte?
Hun forsøgte at gøre rede på alle tankerne, så hun i det mindste kunne give Julian et svar. Men hvad havde han i det hele taget sagt? Havde han overhovedet spurgt om noget? Hun vidste det ikke. Igen følte hun at hun var på bar bund, hvad alt angik. Igen syntes hun at få en følelse af sindssyge, men hun ville ikke lade det tage over igen. Hun pillede lidt ved posen, hun havde om håndledet, bare for at aflede opmærksomheden, og derefter gjorde hun sig klar til at svare.
"Jeg.." hun tav. Der sad hun så, med åben mund og polypper, og anede ikke hvad det var hun skulle til at svare på. Var det noget med hans mor? Om hun var ked af at hun havde spist den sidste paddehat? Næppe. Så var det nok noget med at sove.. Ja, det kunne godt passe! Han havde spurgt hende om noget med søvn, ikke? Om hun også var træt? Hvorfor kunne hun ikke huske det? Hvorfor skulle hun stille sig selv alle de spørgsmål? Hun vidste det ikke - vidste det virkelig ikke. Men hun vidste, at hvis hun lagde spørgsmålene på hylden, og i stedet tænkte tilbage, så kunne hun måske huske hans spørgsmål..
"Du skal ikke tænke på mig - jeg lægger mig bare ned på gulvet, hvis du ikke har noget imod det." sagde hun. For det ville hun helst. Når hun gik rundt, dag ud og dag ind, så overnattede hun bare hvor er lige var et bart stykke skovbund, eller en jævn overflade, af en hvilken som helst slags. Hun ville derfor foretrække også bare at sove på gulvet her, for hun var bange for at en rigtig seng ville føles alt for uvant, nu hun lige havde vænnet sig af med den slags. Hun kunne stadig huske hvor lang tid hun havde brugt på at vænne sig til ikke længere at have en dyne, en hovedpude og en blød madras. Hun havde, i flere uger, krøllet sin kjole sammen, og brugt den som hovedpude. Og i endnu længere tid, havde hun forsøgt at bruge blade som dyne, bare så hun havde følelsen af at være dækket af et eller andet. Derfor ville hun nødig til at skulle vænne sig af med ikke at bruge alle den slags ting....

OOC: Jeg forvirrer mig. Undskyld, hvis jeg også forvirrer dig.

"Er du sikker på det?" Julian var rimeligt.. ja, hvad var han? overrasket, forbløffet, forundret? noget af det hele. det var vel også godt det samme.
han rejste sig op, men ombestemte sig, og satte sig ned igen. han ville ikke gå igang med at lave noget endnu. han ventede bare på Aishas svar.

OOC: underligt nok kan jeg bare SLET ikke skrive langt lige nu X_X" *udmattelse+korthedspest=kort indlæg x3)

Hun nikkede, måske en smule overivrigt. Hun ønskede ikke at være til besvær, men hun ønskede nu egentlig heller ikke at sove. Men hvis hun skulle, og hvis det skulle være indenfor, så skulle det helst være på gulvet. Måske! Hun havde sådanset aldrig sovet på et gulv før, så måske var det horribelt, men hun kunne ikke forestille sig at sove andre steder.
"Ja, jeg er sikker." sagde hun. "Du skal virkelig ikke tænke på mig. Bare sørg for selv at have det godt."
Hun smilede, og tilføjede så: "Bare det, at du har det godt, er nok til at gøre mig godt tilpas - mere kræver det ikke."
Hun overvejede, om det måske kunne være løsningen på hendes meget ustabile sygdom; at få andre til at være glade. For hun vidste, at hun ofte selv blev rigtig glad, når hun mødte mennesker, der bare per natur var optimistiske. Og hun blev lykkelig, når hun var i stand til at glæde andre. Derfor var det en euforisk befrielse, at opleve den man holdt allemest af, have det godt.

OOC: Bare rolig - jeg kan heller ikke så langt..

Julian så et kort øjeblik på hende med et skeptisk blik, før han rystede på hovedet med et smil.
"jaja da.. Du må da gerne sove på gulvet, hvis.. det er det du vil, Men du vil vel have en dune og hovedpude? eller hvad?" det kunne jo også være, at hun helst ville undgå det også. han havde svært ved at forestlle sig det at skulle sove på gulvet - han fik ondt i ryggen af det. han havde prøvet det, det havde han skam, men han havde altid undgået det så vidt som muligt, fordi han var øm over det hele næste dag.
men.. uden dyne og pude at ligge på? så havde han da stadig værket efter det. men nå ja - hvis det var det hun ville, måtte hun det. og hvis hun genre ville bruge det, måtte hun også gerne det. det var jo ikke noget han bestemte over.
han smilede over det hun også sagde.
"Jamen.. jeg har det udemærket. fint. så meget ved jeg da.. tror jeg.." han så ned af sig selv. næ. der var da ikke noget galt. gud, han tænke da også så meget. hvad havde han regnet med? en ekstra arm? tak skæbne for, at han ikke havde det. tanken kom bare styrtende. tænk, at have tre arme. eller flere. eller msåke nitten fingre. uhada...
"jo, jeg har det da fint." smiler han så til hende.
"men hvis det er dt der skal til, sååå.."

Hun forstod ikke det sidste han sagde, og kunne heller ikke få noget ud af at aflæse hans vibrationer, hvad hun egentlig heller ikke rigtig kunne, fordi hendes sanser stadig var overgearede og upålidelige.
Hun tænkte over det, med en dyne og en pude. Hun ønskede ikke at bruge sådanne, men måske ville de være rare at ligge ovenpå, da gulvet nok ikke var særligt komfortabelt. Men havde han specielt mange dyner og puder i huset? Havde man normalt ikke kun én dyne, og én pude, per person? For hvis man kun havde det, måtte han jo kun have to sæt, og så måtte det ene være hans mors. Aisha kunne ikke lide tanken om at sove i Kenneas sengetøj. Ikke fordi hun væmmedes ved tanken om Kennea, men fordi hun ikke ønskede at blive konfronteret med tabet af sin 'reservemor', på sådan en drastisk facon. Og at byde Julian, at sove i sin afdøde mors sengetøj, var også rimeligt grænseoverskridende. Plus at hun ville finde det mærkeligt, at sove i sin bedste vens sengetøj, og hele tiden blive mindet om hans lugte..
"Nej tak, jeg vil helst ikke låne sengetøj. Jeg så egentlig helst, at du måske havde en græsplet i haven, jeg kunne sove på..?"
Hun sagde det mest i spøg. Selvom hun helst ville sove på en græsplet, ville hun ikke forlade Julian, når de begge var sårbare. For sårbar, det var man først rigtigt, når man sov. Så hvis de begge lagde sig til at sove, to vidt forskellige steder, ville de begge være fortabte, hvis mændende valgte at snige sig ind på dem...

"mener du virkelig det?" Julian så utrolig sjov ud i ansigtet. havde Aisha kunne se, var hun nok flækket sammen af grin over det naive, overraskede udtryk i hans ansigt. det lignede ansigtet på et barn, der lige havde fået at vide, at frikadellerne ikke voksede på træerne, som han ellers troede. (Og jo, Julian ved godt hvordan man laver dem xD)
hans store, blå øjne var spærret op på vid gab, imens han tænkte over, om hun VIRKELIG mente det, eller om det bare var for sjov. for det var da lidt langt ude?
okay, hun ville sove på gulvet, og det havde han da også undret sig over, men altså, det var fint med ham. hvis det var det hun ville, så måtte hun gerne. og hun ville ikke have noget at sove på? av for pokker da, var det eneste han kunne sige til det, men han ville ikke diskutere med hende. ikke nu. han ville simpelthen ikke. det eneste der kunne få ham op på dupperne var nok, hvis hun ville hoppe ud fra taget, men hvem ville også gøre det?

Hun skulle lige til at åbne munden, for at fortælle ham, at ja, hun ville foretrække at sove udendørs, men det var bare ment i spøg, for hun ville nødig efterlade ham indendørs. Men hun stoppede sig selv, lige i sidste øjeblik. For hvordan skulle hun dog kunne forklare det hele? Han vidste jo ikke, at i det sidste lange stykke tid, havde hun levet som en efterladt nomade. Skulle hun til at forklare ham det, også? Det ville nok tage rimelig lang tid, for så skulle han vel have hele historien. Så når man tænkte på, at det efterhånden var så sent om natten, at det var begyndt at blive morgen igen, var det nok ikke nu, det skulle forklares.
"..Tænk ikke på mig." sagde hun, og gentog derved sig selv. "Jeg blunder bare lidt her i stolen, hvis det er. Faktisk tror jeg slet ikke jeg kan få lukket et øje, så at finde sengetøj og den slags, ville være overflødigt."
Hun tænkte på, hvad hun mon ellers kunne lave. Sy et eller andet? Hendes mor plejede at sy, når hun ikke lige lavede noget andet. Men Aisha havde aldrig syet, og hun tvivlede også stærkt på om hun kunne. Så den idé forkastede hun bare igen. Hendes tunge øjenlåg mindede hende også om, at hun nok godt ville være i stand til at blunde i et par minutter. Eller hundrede..

"hm.. ehm.. okay.." Julian var tydeligvis ikke særlig begejstret for bare at lade hende sove på gulvet, men visse vasse. var det det hun ville, var det det hun ville. Så Julian ville lade hende gøre det.
"Så.. trækker jeg mig tilbage... så må vi se om det går bedre med dig imorgen, ikke?" han trak sig faktisk ikke tilbage, for han ventede nu kun på hendes svar. selvom han faktisk var ret træt. når man bare stod og snakkede om at gå i seng, blev man sådan helt.. ør i hovedet. eller også var det hans hovedepine. den var ikke blevet værrere. den var bare stadig ligeså irriterende som før.
han overvejede kort, om han skulle give hende et eller andet hun kunne lave, hvis det nu var hun ikke kunne sov. men han smed tanken væk igen. det bedste for hende ville nok være at få sovet lidt, og så skulle hun nødigt have et eller andet at tage sigtil, så det holdt hende vågen.

OOC: ... aaaalt for kort OO"