Damia havde betragtet det hele fra en afstand. Og da det hele var forbi sad hun blot og betragtede Nathan med et uroligt blik, og så på ham som for at sige 'er det forbi?' Hvilket det nok var. Det blev bekræftet da han vendte sig mod hende og faldt sammen. Først tog hun sig ikke af det, men så vantro på ham. Som var hun overrasket over at han stadig var der. Lidt efter fik hun kontrol over sig selv, men havde ikke genvundet beherskelsen. Så da hun kravlede hen til ham og skubbede ham om på ryggen, ruskede hun i ham, som var han blot en dukke. "Undskyld? Hvad skulle alt dette til for!" hun slog vredt ned på ahns brystkasse, "Ved du hvor urolig jeg blev? Har du slet ikke tænkt dig at sige andet end undskyld!? Din idiot,, det sidste råbte hun, men hun mente det ikke. Det var blot lettelsen over at han stadig var i live.
Damia holdte stadig fast i hans skjorte med ansigtet sænket...

Da hun slog ham slå det næsten al luften ud af ham ,,av for satan.." mumlede han og fik en meget smertende grimmase. ,,Jeg sagde undskyld for at havde skubbet dig så du ikke kom til skade" Hvis han havde haft kræfter til, havde han ømmet sig. Men ikke engang det kunne han. ,,Det var min mors ånd.." Endelig åbnede han øjnene og så på hende med et lettere bebrejdende blik fordi hun slog ham. ,,Tak fordi du fandt flasken.." et skævt smil kom langsomt frem, men det kom frem. ,,Hun og jeg.. har nogle ufærdige problemer.." han mumlede det sidste. Efter lidt tid fik han samlet krafter nok til at ae hende over håret. Han tyssede på hende for at berolige hende.

Damia undgik hans blik, vis det stod til hende havde hun slået ham halvt fordærvet. Men selv havde hun ikke lyst da han trods alt var mere eller mindre okay. Hun lyttede og hun fik store øjne da han snakkede om ånder, men fik et vantro glimt i øjet da det tilmed var hans moder. Det var vist ikke det man kaldte kærlighed, hun havde godt oplevede at brøn og voksne var blevet uenige, og børnene havde været lidt for kække, og derfor havde forældrene langet dem en. Men aldrig havde hun oplevet noget lignende, man slog da ikke sine børn. Men han syntes nu at tage det pænt, så måske havde det lykkedes hende at banke fornuft ud af hans hovede, men han var da i live. Og Damia skulle nok sørge for at banke fornuften tilbage til dens rette plads.
Hun lagde sit hovede på hans brystkasse og lyttede til hans hjerte, "Næste gang, giv besked om hvornår din moder komme på besøg, det går ikke at jeg skal møde din moder og jeg ser sådan her ud" mumler hun ned i hans skjorte og griner kort.
Hun ser op på ham "Du burde hvile dig," selv rækker hun ud efter tæppet og tager det om dem mens hun putter sig ind til ham...
Inden hun falder i søvn når hun at tilføje, "Du bør sortere i dine brygge, de er ikke til at skelne fra hinanden,, hvorefter hun gaber og falder langsomt i søvn..

//SOVER

Nathan grinede så Damias hoved blev løftet af hans brystkasse. ,,Næste gang hun kommer.. vil jeg gerne vide det inden.." Der skulle nok en lang forklaring til før Damia ville forstå hvorfor dette familiebåd var som det var. Han havde jo langt fra fortalt alt om sig selv. ,,Du kunne alligevel ikke finde noget pænt alligevel" sagde han kærligt inden han uden tøven lukkede øjnene og faldt i en dyb søvn. Det sidste hun sagde hørte han ikke, men hun havde ret...


//Sover.

Damia vågnede da lyset blidt berørte hendes kind. Det var længe siden hun havde sovet så godt, og tungt. Drømmende der før havde plaget hende, havde skånet hende denne nat. Skånet hende for den lidelse og smerte den medbragte.
Hun åbnede stille øjnene, nysgerrigt så hun sig omkring og et smil krøb over hendes læber da hendes blik fangede den sovende Nathan. Han så meget sødere ud når han sov, hvilket egenlig var lyv. Ligemeget om han sov eller var ved fuld bevidsthed, så han lige nuttet ud.
Damia rejste sig forsigtigt op. Stadig øm, pev hun lidt. Dog følte hun sig bedre tilpas end dagen forinden.

Som hun havde fået til vane, satte hun sig op i vindueskammen. For at beundre den dejlige natur.
Vis hun ikke selv havde set vejret igår, havde hun ikke troet at det nogensinde havde været et så dårligt vejr. Da det var et smukt vejr idag.
Hun sukkede og så fjernt ud... Uden at vide af det, begyndte hun at tænke på den mulighed at Nathan og hende måske kunne være forbundet på en eller anden måde? Men hvordan... Fjollede tanker

Et piv trang ind i Nathans drømme, og langsomt vågnede han. Åbnede dog ikke øjnene, lå bare og nød solens varme, indtil et hosteandfald brød ud fra ham. Han satte sig op og hostede på livet løs, den forbandede kildren i halsen ville bare ikke forsvinde! Med en klodset bevægelse rejste han sig og halvløb ud i køkkenet hvor et godt glas vand endelig fik gjort kål på hosten. ,,Føj" hviskede han efter lidt tid. Hoste var modbydeligt, en kradsen og kløen inden i halsen der brændte på vej ud. ,,Hmpf.. undskyld" sagde han med en kæk stemme til Damia. Måske en smule overraskende at en sovende pludselig vågner ved utrolig høj hoste. ,,krilder.." forklarede han bare hosten med, selvom sandheden var at han havde slugt en ordentlig sky støv. Som der faktisk stadig var rester af..
,,Jeg har selv tænkt den tanke.. Intet er umuligt snuske" grinede han, og smed sig på sofaen, dog pev han lavt da han ramte puderne, han havde ondt i maven hvor han var blevet sparket aftenen før. ,,Min mor.. hmpf.. Ikke den rareste kvinde i verdenen." Selvom hun havde været det engang. Engang havde hun været Nathans helt, hans symbol på alt der var godt. Han følte han kunne sige alt til hende, men det skulle han ikke havde gjort.. Da han fortalte hans mor at han var til mænd, fik hun et hysterisk flip. Ville ikke røre ham, råbte at han var en skændsel og vederstykkelig, og så smed hun ham ud. Han var 13 på det tidspunkt..

Damia havde set bekymret og en del forskrækket efter Nathan, da hans hosteanfald havde tvunget ham op. Selv havde hun ville lade ham sove, efter gårsdagens hændelse havde han brug for hvile. Damia så fortumlet på ham, da han løgnagtigt fortalte grunden. Krilder kunne ikke være skyld i dette anfald, men vis han helst ville vie fra, ville hun acceptere det.
Det gik hende dog lidt på at, han havde hørt hendes tanker. Nok fordi hun var usikker på dem og ville derfor ikke havde at andre skulle vide af dem.
Men hvad skulle hun stille op, han kunne trods alt ikke gøre for det. Istedet sagde hun ironisk "Hvad er det dog du siger, hun er den rareste kvinde i hele verden. En kærlig moder,, hvorefter hun hoppede ned. Til trods for at hun måtte lide efter, af at støtte på hendes ben. Et øjeblik gik hvor hun ømede sig, men tog sig derefter sammen. Stille gik hun over til ham, mens hun svejede med bagpartiet, og smilte lusket "Det er bare sønnen der har opført sig uartig,, hun sætter sig ned på gulvet og læner sig tilbage mod sofaen.. Hun sukkede og så tænkelig ud... "Men vis nu, at det er sandt?,, hun vendte sig om og så på ham med store øjne. Dog sænkede hun blikket "Undskyld, fjollede tanker,,

Nathan sad lidt, inden han løftede hendes hage op. ,,Hvis det var sådan.. ville jeg være stolt og lykkelig over at havde dig som søster." Et tiltrækkende smil viste sig og han kyssede hende på panden. ,,Og det er da ikke en fjollet tanke.. det eneste der ville genere mig, var at min..mor.. så også var din.." han nærmest spyttede ordet "mor" ud og så tomt frem for sig. ,,Ved du hvad dine forældre hed? Eller heder..?" Dette var et mysterium der var spændende at grave lidt i, var de virkelig søskende? ,,Og sønnen er altid uartig min fine ven" han lagde sig ned på sofaen og så op i loftet. De røde øjne nærmest svømmede i tanker, og det hvide hår lå spredt ud over puden. Solen skinnede stadig varmt ind ad vinduet, men en vind var begyndt at bygge sig op. det gjorde ham ile tilpas. Det kunne jo sagtens være hans mor igen. Hun var ikke død, næ. Nu var bare specialist i woodoo. Derfor lå det med drikke heler ikke langt fra Nathans færdigheder.

Et fornøjet smil krøb frem på hendes læber, og kinderne blussede op i en rød farve.
Men det fik ikke lov at vare ved, da hun bekymret lyttede til hans kommentar omkring hans moder. Det var syndt at han følte således omkring sin moder, den måde han afskyede hende på måtte kun bevise at, hun havde påvirket ham på en meget negativ facon. Måske en forfærdelig oplevelse?
Damia rystede svagt på hovedet. Hun huskede ingen navne, hvilket der var en god grund til...
"Jeg... Har aldrig kendt mine forældre,, Hvilket hun førhen ikke havde haft noget imod, men nu, ville det havde været en fordel.
Men på en måde ønskede hun ikke at kendes ved dem, da hun stadig havde et had for dem.

Damia rettede sit blik mod Nathan, og rejste sig op, for at sætte sig på hans hofte. Undgik at sætte sig på hans mave, da hun kunne se at han ikke havde det for godt.
Hun smilede og så nysgerrigt på ham, som et lille barn. "Jeg blev opfostret ude i det fri, af en ældre dame. Mine forældre måtte ikke havde syntes om mig, da jeg blev efetrladt ude i skoven,, hun sukkede men bevarede det glædelige ansigtudtryk "Jeg måtte havde været noget så grim,, sagde hun drillende og blinkede til ham...

FRYS

Nathan nikkede lidt inden han med kæk stemme svarede hende ,,Ja det tror jeg sgu også.." en lille fnissen kom fra ham og han lukkede øjnene på grund af grinet. At hun sad på ham generede ham faktisk ikke. De tynde fingre hamrede lidt på sofaen mens han tænkte. Hans søster?... Ikke helt umuligt. Eller hvad? Den eneste måde man enegtlig kunne fidne ud af det på.. var at vente til hans mor kom igen. Måske han kunne lave en fælde så hun ikke kunne tage tilbage til sin krop? Det lød faktisk ikke so tosset enda. Men det ville vel kræve en del forarbejde? Jo.. en hel del faktisk. Og han var ikke sikker på om han var stærk nok endnu, eller om Damia var. Han forklarede hende planen og lå så bare og så ud i loften. Fremstille nogle drikke de skulle smide på gulvet når hans moders ånd kom forbi. Hmpf. ,,Damia det eneste jeg er bekymret for her.. det er dig" han så stift op i loftet mens han talte og hans bryst hævede og faldt i et langstomt tempo. Nogle få smerter var stadig at fidne der hvor han var blevet sparket, og indimellem lukkede han øjnene i smerter.

Damia havde lagt hænderne på hans brystkasse, således at hun fulgte hans vejrtrækninger som var, til tider rimelige dybe.
Smerten fra igår måtte stadig plage ham, stakkel. Hun så mildt på ham, mens hun lyttede til hans plan. Ikke fordi nysgerrigheden drev hende, men det var nok mere for at lytte til hans stemme. Selvom hendes interesse var kommet et stykke væk fra hans plan, betød det dog ikke at hun ikke lyttede, eller forstod.
Det var først da hans bekymringer var rettet mod hendes velbefindene, at hun observerede ham med store hvalpe øjne.
Hun placerede en hånd på hans kind, og lænede sig ind over ham så hun så direkte på ham, skønt at han havde rettet blikket mod loftet.
Bestemt men roligt så hun på ham, "Nathan, du skal ikke bekymre dig om mig.,, beodrede hun ham. Det var ikke ment som en hentydning, men en direkte odre.
Hvorefter hun rejste sig og gik over til vinduet, med bestemte skridt. Skænkede ham ikke et blik, så derimod ud.
Mens hendes fingre pillede ved et tot hår, som hun nænsomt snorede om sin finger...

hun udstædte ordre, reagerede han ret enkelt; han rækkede tunge ad hende. Her sad man og kom med enaf de største komplimenter i verden, at han var bekymret for hendes velfærd. Og så svarer hun ved at beordre ham ting? ,,Det var jo ikke sådan ment.. Hvis du tror det er fordi jeg tror du er svag, kunne du ikke tage mere grueligt galt." Han lå stadig og stirrede op i loftet. ,,Jeg..jeg vil bare ikke havde der sker dig noget." Han vendte sig om på siden, med ryggen til hende og ansigtet mod sofaens ryglæn. Den varme morgensol var stadig i rummet, og Nathans ryg begyndte at blive varm. Nogle visne blade fløj op på vinduet, og det gav et lille sæt i ham. det var en ualmindelig høj lyd de lavede, det kunne ikke kun være vinden der havde smidt dem op. Det hev Nathan ud af hans fornærmede huør, og fik ham op at stå. Da han endelig med lidt besvær, havde fået rejst sig, betragtede han Damia. Med nogle hastige skridt stod han bag hende. De tynde, dog stærke arme omfavnede hende bagfra, og han kyssede hende på kinden. Så gik han med bestemte skridt over til sin kasse, løftede den ene hånd til tegn om at her skulle der ikke komme nogle forstyrelser. ,,Du kan gå ud og lave dig noget mad min kære. Vi skal havde kræfter når..min moder.. ankommer. Vi må sørge for hun blir holdt fanget længe nok til at vi kan udspørge hende om..alt.." Det sidste ord var næsten utydeligt, men alt andet blev sagt med en bestemt og måske lidt hundsende tone. Han håbede bare hun vidste at han ikke opførte sig sådan for at være ond, det ville han så nødigt fremstå som. Men der kunne gå lang tid når man skulle lave en ny drik. Her var ingen manualler, bøger eller lignende. Han måtte gå efter sit instiknkt, og håbe på det bedste. ,,Og nå ja én ting til" Han vendte sig om og så på hende ,,Ikke forlade hytten inden vi er færdige" stemmen havde en svag tone af den normale Nathan, og et lille skævt smil var der også, men ellers var han bare alvorlig og koncentreret at se på.

Damia havde fortsat set ud af vinduet da han havde forklaret sin mening med det. Hun vidste hvad han havde ment med det, og ikke anset hende som svag. Hvis det havde været tilfældet, ville hendes opførelse havde været mindre koldt og fattet. Dog var det således at han havde taget højde for hendes velbefindene. Damia satte selfølgelig pris på det, et eller andet sted. Men hun kunne ikke lade ham gå rundt og være bekymret for hende. Han behøvede ikke at, bære hendes problemer på hans skulder. Arrognat og dumt tænkt, ja, men hun ønskede ikke hun forvolde ham skade.
Da han tog armene om hende, havde hun haft den inderlige lyst til at, knuge sig ind til ham. Håbede på at han ikke ville give slip, men det gjorde han.
Med god grund, hans plan skulle føres ud i livet, og der var ingen tid at spille.
Glædeligt smilede hun, og adlydende gik hun ud for at lave mad.
Damia havde kigget sig godt og grundigt rundt i køkkenet og havde endelig skabet noget sammen, som hun kunne lave suppe ud af. Mens hun skar grønsagerne ud, for at ligge dem i det kogende vand, tænkte hun på det kommende hændelse.
Hvorfor skulle hun dog gå, når alt det sjove snart ville begynde? Og hvad mente Nathan med at spørge, måske var det noget mellem ham og hans moder?
Det var så spændene det hele, til trods for at det muligvis ville blive farligt. Men Damia stolede på Nathans evner, så ider var ingen bekymringer.

Nathan kunne mærke at Damia stolede på at han skulle klare det hele, og det lagde faktisk et lille pres på ham. Han ville ikke skuffe hende. Efter noget tid havde han fem små flakser i hånden, han tvivlede på at de ville virke helt, men han håbede inderligt. Den femte var til at få hende væk, en lille lilla væske lå tungt i den. I de andre var der en klar blå. ,,Damia, kommer du ind?" kaldte han på hende, og fordi han ikke havde brugt sin stemme i et pænt stykke tid, var hans stemme usædvenelig høj. En hurtig hosten fik det væk, og han så med de mørkerøde øjne på hende. ,,Jeg skal nok tale når hun kommer. Hvis hun kommer.." han blinkede til hende, og kom op på benene. Han fortalte hende kort om væskerne, ikke om den lille ting at han ikke troede på dem. Vinden udenfor tog til, og det fik Nathan til at tage en dyb indånding. ,,Måske vi skulle sætte os? Så kan hun da ikke vælte os.." Sidste gang var det kun Nathan der havde kunne se hende, om det var anderledes denne gang vidste han ikke. Hvis hans moder kunne se at der var andre, kunne det jo være hun også viste sig for dem. Eller ikke gjorde. Nathan lagde en blå flaske i Damias hånd, lukkede hendes om den og løftede hånden op til sin mund. Et blødt kys blev plantet på hendes håndryg inden han "gav" hende den tilbage. Nu kunne de bare vente..

Damia hastede ind, da hun hørte Nathans højlydte stemme inderfra stuen, med to skåle i hver hånd. På tip tå, løb hun ind og satte sig ved siden af Nathan, hvorefter hun lagde skålene fra sig. Ikke fordi de ville havde tid til at spise dem, formodet hun, da hun kunne fornemme Nathans urolighed. Formenlig over det ændrede vejr, som hun også havde taget notis af. Intens lyttede, nænnede ikke at miste koncentrationen til vejret udenfor, mens han forklarede hvordan det ville forløbe og drikkens virkning.
Selv var hun begyndt at blive en smule urolig i sindet, da hun kom i tanke om hendes sidste besøg. Hvad hun havde forårsaget, og... oh stakkels Nathan. Vis Damia ikke kunne se hans moder denne gang, hvordan ville hun så kunne hjælpe Nathan igen. Han ville helt sikkert ikke give hende lov til at være til assistance.
Et kærligt smil bredte sig over hende læber da han kyssede hendes hånd, hun så på ham, og tilføjede så med en mild stemme "Nathan, ligemeget hvad, vil jeg altid se dig som en bror,, hun smilte og rettede hurtigt blikket mod døren...

Nathan skulle til at svare da et mørke kunne ses genem vinduet, det gjorde ham så paf at han glemte hvad han ville sige, og bare lod munden hænge åben. Mørke nu? Det var godt nok vinter, men klokken var vel kun omkring 12 frokost tid. Nathan skævede lidt til suppen Damia havde stilt fra sig. Duften fra den bredte sig og lå tungt i luften. Da Nathan endelig fik tråden igen og skulle til at svare hende, blev vinduet smadret med et højt knald. Nathan farede op og så med skræmte øjne på hans moders tågede omrids. En let skulen sendte han hende, og kastede så den ene blå flaske. Den smadrede da den ramte hans moder, og det var omtrendt det eneste der skete. Hans moder betragtede dem kort, og besluttede sig for at vise sig for dem begge, de var tydeligvis ingen trussel. Moderens øjne fæstnede sig med ét på Damia, hun ville gå tættere på hende, men da hun ville tage et skridt frem kunne hun ikke. Nå, så virkede knægtens drik sgu. Nathan smilede selvtilfreds og satte sig ned i sofaen. ,,Goddag Katrina. Det her er Damia, en du kender?" stemmen var kold og velovervejet. Intet varme var der at finde, hverken i hans stemme, øjne eller hans kropssprog. Katrina så lidt på hende, og satte sig så ned. Det overraskede Nathan lidt, men han så stadig bare koldt på hende, dette var trods alt en kvinde der havde smidt sin kun 13-årige søn hjemmefra.. fordi han var til drenge!

Damia havde skræmt set til. Den knuste rude havde sat sig et stort præg på hendes humør. Før følte hun spænding, nu følte hun rædsel.
Hun havde stirret på det sted hvor flasken var slået itu, som lammet til gulvet, sad hun rankt og fulgte hele processen.
Hendes øjne blev store, da hans moder kom til syne. Selv havde hun ikke tvivlet på at det havde været hans moder der var skyld i alt dette, kunne ikke finde en logisk forklaring der kunne bevise det modsatte. Men som hans moder stod der, var det før at hun så sig tosset, at dette måtte være en drøm- Ønskede at det var en drøm, da hun vidste hvad virkeligheden kunne medføre.
Det der skræmte hende mest var nok den måde Nathan tog det på, køligt, som havde han prøvet dette før. Hans rolighed kom som en fordel for Damia, da det smittede af på hende. Hun stolte nok på ham, til at vide at der intet ville ske.
Damia rejste sig tøvende op, glemte helt smerten i benet. Bakkede svagt bagud mod Nathan, men stoppede da hendes blik havde låst sig fast til nathans moder...

Nathan betragtede de to kvinder, selvom Katrina var i et tåget omrids var hun stadig gudesmuk, og han og hende lignede hinaden. Pis. Katrina havde stadig ikke svaret, hun sad og så med søgende øjne på Damia. ,,Hvad er dine forældres navn?" stemmen var ikke en, men flere. Spredte sig i rummet som kølige tråde og holdt fast i en med et klamt greb. Det gik nærmest genem Nathans hud, og han rysted og grammede sig indeni, men viste ingenting ud til. For Damias, og sin egen skyld sad han roligt. ,,Kender du hende Katrina?" stemmen var hård, og han så stift på sin mor. Der gik lidt tid igen inden Katrina sagde noget. Nathan begyndte at tænke på om det måske var fordi lyden skulle nå til hende, som om forbindelsen var forsinket. Endelig flyttede Katrina blikket fra Damia og mod Nathan. ,,Måske." de mange stemmer greb igen fat om Nathans indre og klemte til. Dog var det ikke et tilfredstilende krav, Nathan vidste at hvis hun kendte Damia ville hun vide det nu. Han kastede hurtigt en til drik, som ramte Katrina på brystet. Et kort hvæs af smerte kom fra hende, og hun så surt på ham, sagde dog ikke noget. Måske hun vidste at han havde grund til at hade hende? ,,Jo, jeg kender hende." sagde hun så. Denne gang var stemmen enlig. Den smukke beroligende stemme Nathan huskede kom nu frem istedet for de kolde tråde. Faktisk virkede den bløde stemme sådan at de kolde i hans indre nærmest blev smeltet.

Damia fik tilsidst befriet sit blik fra Katrina, og sænkede sit blik. Stille mumlede hun "Kan ikke huske deres navne, har aldrig kendt dem,, sandt nok, vis blot... Damia Følte sig ilde tilpas over Nathans moders interesse i hende, så der var ikke noget at sige til at hun var lettet da Katrina rettede blikket mod Nathan. Damia fulgte stadig med i Nathan og Katrina's samtale, håbede virkelig at der var noget som kunne forklare deres underlige bånd. Ønskede så inderligt at der ville være noget, men ville ikke blive skuffet vis det blot var noget ævl. Hun ville altid føle det samme for Nathan ligemeget hvordan de var tilknyttet til hinanden.
Stemmerne var sælsomme, og det rungede inde i hende. En underlig tom følelse herskede inde i hende, senere efterfulgt af en tung følelse, som frøs hendes blod til is, ved lyden af stemmerne. Utilpas satte hun sig ned ved siden af Nathan og så afventende på Katrina, kunne ikke holde en forventning inde "Hvor? Hvornår? Hvordan?,, hun bed sig i læben over hendes mange spørgsmål...
Hun sænkede blikket for at finde styrke et anden sted, for at fortsætte. Lidt efter så hun op igen med et glimt i øjet...
"Ved de... Så hvem mine forældre er?,, man kunne dog også ane en smule afsky i hendes stemme, bevis for hendes had til dem.

Nathan sad og kiggede skiftevis på hans moder, og på Damia. Katrina sad lidt inden hun svarede, igen med sin normale stemme. ,,Din fader var først sammen med mig.. og vi fik Damiana, men han forsvandt på et tidspunkt, og fandt sammen med en anden. Han har vist et barn med hende.. men han forlod dem.. for min skyld."
Dette forvirrede ham, han havde aldrig hørt dette før! Det betød jo han havde en halvsøster.. var det mon Damia? Eller en tredie?
Katrina sad lidt, skammede sig, inden hun fortsatte. ,,Inden vi nåede at blive gift, blev jeg gravid.. og da vi fik barnet.. blev vi tvunget til at skille os af med det, ellers ville de havde dræbt det" Katrina stirrede nu tomt ud i luften, blikket var fuld af sorg og skam.
Det skar i Nathans hjerte, selv om han hadede hans moder for hvad hun havde gjort, elskede han hende jo stadig. ,,Undskyld lille skat" En tåre faldt nu ned af hendes kind, hvem af dem hun talte til var Nathan i tvivl om. ,,Undskyld Damiana. Og undskyld Nathan. Jeg skulle ikke havde gjort hvad jeg gjorde.. mod nogen af jer.."
Flere tårer gled ned over moderens kinder, og hun begyndte at blive mere fast at se på. Som kom hun af tågen. ,,Damiana de tvang din far og mig.. jeg har tænkt på dig hver dag siden.." Med stor tøven rækte hun en hånd frem, men kunne ikke komme igenem den usynelige barriere drikken havde lavet.
Nathan sad helt paf, havde aldrig hørt noget om alt det her før..