Voo sukkede og pustede til at blad, der hang på en gren. Hun rejste sig og plukkede bladet. Derefter satte hun sig igen og klamrede sig igen til stammen. Hun knugede bladet i sin hånd og lagde sig på den tykke gren. Hun borede fingrene ind i barken, for ikke at falde ned. Hun sukkede igen.
Hun undrede sig over hvorfor Caine mon ikke var kommet endnu. Måske var tyvehundrede rigtig meget? Hun bed sig i læben og lukkede øjnene. Hun gned sig i øjnene og gabte. Hvorfor skulle han også tælle til så meget? Typisk!
Hun rettede sig op og satte sig ordentligt til rette, med ryggen op af den lodrette stamme. Hun kløede sig på næsen og så sig om. Der sad en fugl på en gren, mindre end en meter fra hende. Den kiggede indgående på hende og trippede lidt på sin gren.
"Shh! Jeg gemmer mig fra Caine. Vi leger." forklarede hun fuglen. Den trippede lidt og stirrede på hende imens den rokkede med hovedet. Hun sukkede og rømmede sig en smule. Hvor blev han af? Måske kunne han slet ikke finde hende? Måske havde han givet op? Nej! Der var ikke gået så lang tid. Han skulle nok finde hende. Det var hun sikker på. Hun så ned igen og borede fingrene dybere ind i træets bark. Tænk hvis hun skvattede ned?

Caine kom til at tænke på, om Voodoo mon ikke snart var ved at blive træt af, at skulle vente på at han kom og fandt hende. På et eller andet tidspunkt måtte hun da regne ud, at han ikke ville komme. Forhåbentlig ville det ikke ske lige med det samme, for lige nu var han meget travlt optaget af at sidde og nyde sin nyvundne stilhed. Han strakte sine arme over hovedet og gabte dovent.
Efterhånden som tiden tikkede afsted, begyndte han at kede sig mere og mere på trods af, at han nu ellers endelig havde fået lov til at være i fred. Han var nok ikke skabt til at være en af de mennesker, der kunne tilbringe dage med at sidde og lave ingenting. Sådan nogle mennesker fandtes der sikkert heller ikke mange af, for de fleste brugte jo tiden – modsat ham – på at arbejde. Eller jo… Der fandtes nogen mennesker, der ingenting lavede. De rige mennesker, der ikke havde andet at foretage sig end at pudse negle og snakke om deres nyindkøbte kjoler.

Han rejste sig op og kiggede i retning af de træer, Voodoo havde gemt sig ved, og undrede sig over, hvor hun mon blev af. Havde hun virkelig ikke regnet det hele ud endnu? Eller måske var hun bare blevet sur over det og gået sin vej?
Han tøvede lidt, men begyndte så modvilligt at sætte det ene ben foran det andet og bevæge sig hen imod træerne. Snart stod han henne ved dem og kiggede sig undersøgende omkring. Der var godt nok mange træer, men ingen Voodoo. Han satte sig på hug for at kigge efter hende tættere ved jorden, eftersom hun jo var en del lavere end han var og sikkert havde gemt sig der. Men der kunne han heller ikke få øje på hende.
Han rettede sig op igen og begyndte i stedet at spejde rundt imellem træerne.
"Voodoo...?" kaldte han tøvende og ikke særlig højt.
Han følte sig lidt som en idiot ved at stå her og kalde efter hende. Men heldigvis kunne de forbipasserende ikke se ham, for træerne dækkede godt af for deres nysgerrige blikke.

(Brb, jeg skal lige spise aftensmad ^^")

Fuglen hoppede over på hendes gren og hun gispede og pressede sig op af stammen, bag hende, for at komme så langt væk fra den som muligt. Dyret kiggede bare nysgerrigt på hende, og vippede hovede fra side til side. Voo strakte armen imod den og vippede lidt med hånden. "Shoo... Buu... Væk..." hviskede Voo, for at få den væk fra grenen. Den gjorde det stik modsatte; den lettede, flaksede lidt med vingerne og landede på hendes hånd.
Voo blev bleg. Hvad nu? Hun brugte jo den anden hånd til at holde sig fast. Hun pustede til fuglen. "Væk... væææk..." hviskede hun og vippede med armen. Den ville ikke væk. Hun klynkede lydløst. Hun hadede dyr. Hvorfor sad den nu der? Dumme fugl. "Du afslører mig. Caine kan være færdig med at tælle til tyvehundred når som helst, og det er et højt tal. Du skal ikke ødelægge det, dumme fugl." hviskede hun og slap endelig træet, for at skubbe til fuglen med den frie hånd. Den rykkede sig ikke, men hakkede blot i hendes finger.

"Auuuv~!" klynkede hun og trak hånden til sig. Hun pustede på fingeren, hvor hun havde fået et lille hul. "Se nu. Nu får jeg et sår." hviskede hun bebrejdende. Sår og sår. Hullet var knap nok stort nok til en enkelt dråbe blod kunne komme ud.
Hun så igen imod fuglen. Hvorfor ville den ikke væk? Dumme dyr!
'Voodoo...?' hørte hun.
Hun holdt igen fast i træet og lænede sig lidt til siden. Hun så ned på jorden. Caine var dernede. Næsten lige under ham. Hun så på fuglen igen og viftede lidt med armen, i et sidste forsøg på at få den væk, men til ingen nytte. Dumme dyr!

Hun så ned igen og smilte for sig selv. Han ville aldrig finde hende. Det var en god plan at gemme sig heroppe, konstaterede hun og fniste lydløst. Rigtig god. Hun rettede sig lidt og skævede til fuglen igen. Hvis den var stille, og ikke 'bed' hende igen, så måtte den godt sidde på hendes arm. Bare den ikke kom tættere på.

( Jeg skal også spise o: )

(Undskyld det tog så lang tid :/)

Hvis ikke hun snart viste sig, så ville han snart give op. Han ville nok aldrig finde hende fordi hun havde jo gemt sig godt, eftersom hun jo troede, at de rent faktisk legede gemmeleg. Nåja, men hvis hun ikke svarede, så kunne det da også være lige meget
Men alligevel knyttede han næverne så hårdt, at hans knoer blev helt hvide, og han gjorde et sidste forsøg på at finde hende.
"VOODOO!" råbte han. "Hvis du ikke snart kommer frem, så går jeg altså min vej!"
Han sparkede hårdt til det nærmeste træ - det træ, som Voodoo sad i - så hårdt, at en hel bunke grønne blade faldt ned i hovedet på ham, og han kunne høre en enkelt fugl flyve forskrækket op.

Som for at understrege sine ord om, at han ville gå sin vej, vendte han rundt på hælen og gik hen imod teaterbygningen igen. Han satte sig ned på trappen med blikket fastholdt på træerne, utålmodigt ventende på at Voodoo ville komme frem fra sit skjul. Egentligt kunne han jo ikke være sikker på, at hun rent faktisk havde gemt sig ved træerne. Hun kunne jo sagtens være løbet meget længere væk for han havde jo ikke præcis sagt, at hun skulle gemme sig ved træerne. Men hvorfor skulle hun dog være løbet væk? I modsætning til ham, så vidste hun da i det mindste hvordan man legede gemmeleg.
Han sukkede og pillede et lille blad ud af håret.

Da han sagde at han ville gå, hvis hun ikke snart kom frem, rejste hun sig op. Hun planlagte at hoppe ned på ham, nu da han alligevel stod under hende. Men måske skulle hun bare vinke og så kravle ned? Hun kunne jo ende med at falde ned og slå sig, og det gad hun jo ikke. Hun kom frem til den konklusion at hun bare ville vinke. Og da hun skulle til at råbe op, så... Spark. Træet vibrerede voldsomt og bladende fløj om næsen på hende.
Fuglen skræppede op og fløj rundt i en ring omkring hende, så hun måtte skærme sig med armene for at undgå at ramte hende i hovedet. Hun fik overbalance og balancerede i nogle sekunder på grenen, før hun fik balanden tilbage. Hun åndede lettet op, da hun greb sig selv i luften, og undgik at falde ned. ... Og så. Fuglen blafrede med vingerne og fløj lige ind i baghovedet på hende.
"KYAH!!" skreg hun og drattede ned fra træet. Hun landte på ryggen i en busk og fuglen fulgte efter hende, og satte sig veltilfreds på hendes hoved.

"... DUMME DYR!" hvæste hun af fuglen og slog ud efter hende. Den lettede i nogle sekunder, før den landede på hendes hoved igen.
Hun skubbede sig selv ud af busken og fejede buske og grene væk fra sig. Hun ømmede sig lidt over sine rifter på armene, men valgte at leve med det, da hun drejede rundt og kæmpede sig vej ud af træerne og styrtede hen imod Caine.
"NEEJ! CAINE! DU MÅ IKKE GÅ!" klynkede hun med tårer i øjnene. Hun kastede sig om halsen på Caine, nu da han sad i 'samme højde som hende'. "Waah! Jeg faldt ned fra træet!" klagede hun med tårene ned af kinderne.

( Og undskyld herfra af samme grund )

Caine måtte igen skubbe Voodoo væk fra sig og sætte hende ned på trappen. Det var ved at blive en dårlig vane for hende, dét der med hele tiden at kaste sig om halsen på ham. Ligesom at gemme sig bag hans ben.
"Nå, så du gemte dig altså i træerne," mumlede han, egentligt mest til sig selv end til hende
Tænk, at han slet ikke havde tænkt på at kigge efter hende deroppe. Men måske var det, fordi han ikke kunne forestille sig hende klatre i træer. Der var jo altid så mange dyr oppe i træer såsom fugle og egern, og desuden var træer jo også en slags planter.

”Så kan du bare lade være med at kravle op i træerne som en anden abe,” sagde han, da Voodoo begyndte at beklage sig over, at hun var faldet ned fra træet, og kiggede på hendes tårer.
Det lod ikke til at vække mange følelser i ham da han så, at hun græd, for hans ansigtsudtryk forblev så tvært og irriteret som altid.
"Det var da dumt gjort."

(Jeg skriver kort lige nu _ __")

Hun så op på ham med et trist blik og nikkede.
"Ja, de høje træer."
"Ugh... Uhum... Jaer... De er meget høje og har mange blade... Hvorfor sparkede du det dog! Det er din skyld at jeg faldt!" sagde hun snøftende og tørrede sine øjne. "Det gør lidt ondt, at jeg falød ned." klynkede hun hikkende og forsøgte at få kontrol over sig selv. Hun kløede sig på næsen og aede sin arm, da den gjorde lidt ondt. Der lød en skræppen bag hende og fuglen fra træet kom flyvende. Voo stivnede da den landede på hendes hoved.
"Argh! Dumme fugl!" peb hun og forsøgte at skræmme den væk, ved at vifte vildt med hænderne over hovedet. "Gå nu væk! Uhum!"
Hun fik fuglen til at lette fra hendes hoved og styrtede hen til Caine, for at pege anklagende på fuglen. "Den driller mig, Caine!" beklagede hun sig og holdt fat i hans arm. Fuglen svævede lidt i luften, før den fløj hen og satte sig ved siden af hende, på trappen.

"Nå, men det må du da meget undskylde," mumlede han ironisk.
Hun kunne da bare have svaret ham da han kaldte på hende, så havde han ikke sparket til det træ, hun sad i.

Han samlede en lille sten op fra jorden. Det var et lille bitte stykke af stentrappen, der åbenbart var faldet af. Sikkert fordi så mange folk hver aften travede op og ned af trappen.
Han vejede den lidt i hånden og kastede den et par gange op i luften, for derefter at gribe den igen. Så kylede han den af sted, så den fløj gennem luften og var lige ved at ramme nogle forbipasserende. Men det gjorde den ikke. Uheldigvis. Det kunne ellers have været sjovt!

Da fuglen landede på Voodoos hoved, kunne han ikke lade være med at grine hæst af den måde, hun viftede rundt med hænderne for den af på.
"Det er bare en fugl!" grinede han. "Du kan da bare sparke til den eller sådan noget, så flyver den væk!"
Han rakte armen ind over Voodoo for at puffe til fuglen, der sad på den anden side af hende. Den svajede lidt og så i et kort sekund ud til at ville vælte, men den flyttede sig ikke. Han gentog bevægelsen, lidt voldsommere denne gang, men den blev stadig siddende.
"Den må virkelig kunne lide dig," sagde han.

Voo smilte opmundrende til Caine da han undskyldte. Ganske vidst var det ironisk, men hvad vidste hun? "Det gør ikke nooooget!" lo hun og vendte sig igen imod fuglen. Den var grå og grim. Det var nok en due. Hun prikkede lidt til den, efter at Caine havde påpeget at den nok kunne lide hende.
"Tror du virkelig?"

Hun bukkede sig ned så hun kom i øjnhøjde med fuglen. "Heej! Skal vi være venner?" spurgte hun. Fuglen hoppede over og vendte og drejede hovedet, ganske nysgerrig.
Voo tog blidt fat om fuglen og løftede den op. "Det betyder 'ja'. Og du skal hedde .. Øhm.." Hun vendte sig imod Caine med et spørgende udtryk. "Hvad skal den hedde?" spurgte hun ham. Han skulle vælge, han var jo hendes ven. Det ville være en god ting at gøre imod andre. Fuglen flaksede lidt før den satte sig på hendes hoved igen.
"Iih! Du skal ikke sidde deroppe! Dumme fugl." vrængede hun og trak på skuldrene. "Den er ikke så klog, tror jeg."

"Hvorfor skal den have et navn?" spurgte han. "Den er jo bare et dyr."
Han betragtede fuglen, der igen satte sig på hendes hoved. Den var dum og grim, præcis ligesom alle andre dyr, og så var den endda en fugl! De var endnu dummere end hunde og katte. Så hvad kunne man kalde sådan en?

"Du kan opkalde den efter mig?" sagde han pludselig med et tandsmil og slog sig selv selvglad og stolt på brystet med den ene hånd, som om det var en stor ting at få en fugl opkaldt efter sig - som om den var et land, en stjerne, en bygning eller noget fjerde.
Desuden havde fuglen ikke meget tilfælles med ham, den var lille og dum, og han var stor og klog, også selvom han ikke kunne regne, men hvad gjorde det?

Da Voodoo sagde, at fuglen nok ikke var så klog, blev hans smil lidt bredere og lidt mere hånende.
"Så skal I nok blive bedste venner," sagde han.

Hun vendte sig imod Caine da han sagde, at hun da kunne opkalde den efter ham. Hun så fra ham til fuglen, og så tilbage igen. "Ja, I ligner hinanden lidt nu du sir' det..." mumlede hun eftertænksomt. "Så når jeg ser på fuglen, så tænker jeg på dig!" lo hun og satte fuglen på sit skød. "Caine-fugl." Hun aede den på hovedet. Den stirrede frem for sig, som en fugl nu gør, og besvarede med et 'kurr kurr'.
Hun smilte og løftede igen fuglen op, hvorefter hun satte den på hovedet. Hun lo for sig selv og rejste sig op. Fuglen sad forsat på hovedet, også selvom hun pludselig begyndte at springe og løbe rundt, imens hun lo perlende.
"Voksen-Caine og Caine-fugl, i er nærmest helt ens. Ingen af jer kan regne og ingen af jer er gode at lege med." hun sukkede og vendte sig imod Caine med et bebrejdende blik. "Du er i hvert fald ikke. Du tæller alt for lang tid, og så ku' du slet ikke finde mig."
Hun rakte tunge af Caine og prikkede lidt til fuglen. "Caine-fugl, jeg lærer dig at blive bedre til at lege, end Caine! For, så er du bedre end ham."

"Vi ligner da overhovedet ikke hinanden! Du skal ikke sammenligne med den... den ting!" sagde han tvært.
Han kiggede på det grå dyr, der sad på Voodoos hoved. Han kunne overhovedet ikke se, hvilke ting de skulle have tilfælles.
"Det er da nærmere dig, der ligner den. I er lige dumme, I bliver bange over selv de mindste ting og så er I heller ikke særlig store," sagde han. "Hvis fugle kunne græde, ville den sikkert også græde hele tiden præcis ligesom dig."

Da Voodoo sagde, at ham og fuglen nærmest var helt ens, blev han om muligt endnu mere fornærmet.
"Hvis du ikke holder op med at sige sådan nogle ting nu, så vrider jeg halsen om på den fugl!" truede han.
Og for ligesom at bevise, at han altså mente hvad han sagde, gik han hen til Voodoo og holdt om fuglens hals med to fingre. Han holdt ikke særlig godt fast, for den drejede stadig hovedet rundt og gloede dum i alle verdens retninger, som fugle nu gør når de skal holde øje med rovdyr og andre truende farer.

"NEEJ! Lad Caine være! Den har ikke gjort noget! Desuden var det dig der ville have at den skulle opkaldes efter dig, så du må da have fået idéen et eller andet sted fra!" klynkede hun og begyndte at slå vildt ud efter Caine. "Lad min ven være! Du er bare sur fordi jeg har fået en anden ven end dig!" klagede hun og slog vildt med armene.
"Du må ikke være så dum! Dumme Caine! Fuglen er meget sødere end dig så! Du er ikke spor sød! Jeg forstår slet ikke hvorfor jeg overhovedet gider have sådan en dum fugle-dræber som ven! Slip Caine-fuglens hoved nu! Nu nu nu NU!" vrængede hun arrigt. Det var en underlig vrede der pludselig var blusset op i hende, efter han havde truet med at skade fuglen. "Det var mig der sagde alle de ting, så skal det ikke gå ud over fuglen! Lad være at være så ondskabsfuld!" klagede hun vredt og slog ud efter hans arme, for at få fuglens hoved fri.
Hun forstod det ikke. Hvorfor var han pludselig sådan? Man kunne da ikke bare true med at skade et andet væsen, på grund af noget en helt tredje sagde eller gjorde? Ku' man?

( kort ? o.O )

(... narj.)

"Jeg er overhovedet ikke sur over, at du har fået en ny ven. Det er da bare dejligt, for så slipper jeg for dig," sagde han, selvom han nu ellers lød ret sur.
Han tog sig slet ikke af, at hun slog ud efter hans arm. Han blev ved med at holde sin arm strakt stift ud, og hans greb om fuglens hals flyttede sig heller ikke, selvom den nu var begyndt at kæmpe lidt for at komme fri. Den vred sig i hans greb, men hakkede ikke ud med næbet. Kunne sådan et lettere krumt duenæb overhovedet bruges til at hakke med? Det så ikke særlig spidst ud.

"Det er fint, at du ikke gider have sådan en som mig som ven, for jeg gider heller ikke at være din ven," sagde han og tænkte slet ikke over, at det lød meget barnligt. Men det var vel sådan man begyndte at tale, når man havde været for meget sammen med seksårige børn.
Da Voodoo spurgte, hvorfor det skulle gå ud over fuglen når nu det var hende, der havde sagt alle de ting til ham, trak han bare på skuldrene - eller rettere, kun på den ene skulder, for den anden var jo ligesom lidt optaget af noget andet.
"Fordi det er fuglen, der er årsag til at du siger sådan," sagde han.

(Jeg skal snart logge af, ellers dræber mine forældre mig D: Kan vi fryse igen, eller er du blevet træt af at fryse? XD Ellers gør det ikke noget)

( Onde forældre o: Men kan ikke love så meget aktivitet i morgen. Det er nemlig min føz'da' XD (lol) sååh :3 Men jo vi kan godt fryse )

Så slipper han for hende? Hendes ansigt mistede lidt farve da han sagde det. Hun stirrede forfærdet på ham, som havde han begået en forfærdelig synd. Hun knugede hænderne sammen og hendes øjne blev blanke. Hun fik lyst til at råbe noget af ham, men han kom i forkøbet da han sagde at han alligevel ikke ville være hendes ven. Hun følte sig pludselig knust som et spejl. Hun stirrede på ham med tårefyldte øjne. Hvordan ... Kunne han sige sådan noget?
Hun lukkede øjnene i og bed tænderne sammen. Hendes krop dirrede af pludselig vrede og tårene pressede sig på. Men denne gang ville hun ikke græde. Denne gang var hun sur. Vred. Såret.
"Fint! Så vil jeg heller ikke være din ven!" hun gispede, som følge af den gråd der hobede sig op i hendes hals, "Så må du bare klare dig selv! Og slip så den fugl! Din... Ligeglade voksen!" råbte hun vredt.
Nok var det ikke den største omvæltende tale, men i hendes verden, var voksne ikke ligefrem de mennesker man kunne stole mest på, med henblik på det faktum at hun så sig selv, som et lille barn der var blevet forladt af sine egne forældre. En lille pige som ingen voksne tog sig af eller passede på.
Hun slog vildere ud efter hans arm, med genfundet styrke og voksende vrede. Hvorfor havde han også sagt det? Hvorfor ville ingen være hendes ven?

(Tillykke med i morgen så :3)

Det lod til, at hun blev mere og mere vred. I modsætning til hendes følte han sig mindre og mindre vred, og til sidst endda så lidt, at han sagde "fint!" og slap fuglen, hvis fjer nu var blevet helt pjuskede og var kommet i uorden. Hvor var den egentligt grim, sådan en fugl. Hvordan kunne nogen hellere ville have en fugl end... ham? Han var da meget mere værd end sådan en. Han var faktisk blevet lidt underligt såret inden i, da Voodoo sagde, at hun bedre kunne lide fuglen en ham. Sådan et dumt dyr!
Han sparkede vred til en sten, der lå på jorden. Mange af de forbipasserende var stoppet op for at glo på ham og Voodoo. Men det var vel heller ikke hver dag, men så en voksen mand prøve på at kvæle en lille piges fugl.
Han sendte dem bare et rasende blik.

Han gik hen til trappen igen og satte sig så uforsigtigt ned, at der lød at hult bump da han gled ned på stentrappen. Dumme trappe. Dumme alting!

(så logger jeg af nu)

Voo tog fuglen ned fra hovedet og aede den forsigtigt. "Er du okay Ca- .. Fugl?" Hun aede blidt duen der besvarede hende med en kurren. Hun rettede lidt på dens fjer og holdt den forsigtigt i armene. Hun så lidt på de forbipasserende, der blot sendte hende lamslåede blikke. De troede nok at det var slået klik for hende, siden hun rendte rundt med en dum fugl. Hun vendte sig om og så på Caine. Hvorfor var han så dum?
Hun var sur. Meget sur endda. Hun forstod ikke hvorfor Caine pludselig var blevet sådan. Han havde været lidt strid før, men han var jo hendes ven! Men hvis han truede en fugl og derudover også blev ved med konstant at hakke på hende ... Så gad hun ikke mere. Han var ikke sjov, og hvorfor bruge tid på en person der gjorde en i dårligt humør?
Hun vendte sig om igen og gik med tunge, faste skridt væk fra teaterbygningen, og over til træerne, hvor hun havde fundet fuglen. Hun kunne sagtens klare sig uden Caine. Det havde hun gjort før, og det kunne hun sagtens igen. Hun kunne da få andre venner. Hun satte sig op af et træ, ved udkanten af den underlige træ-samling. Hun aede fuglen og lagde den i sit skød. Den kurrede livligt, uanende om, at dens liv lige havde været i fare.
"Fugl, hvorfor er Caine så ond? Han er slet ikke sød. Han skælder mig heletiden ud og driller mig og mobber mig. Han er slet ingen god ven." klagede hun.
'kurr kurr' var svaret.
"Så kan vi to bare være venner, ikke?"
'kurr kurr'.
Voo smilte for sig selv og aede forsat fuglen henover fjerene. Der lød en raslen fra en busk ved siden af hende. Voo drejede hovedet og betragtede busken. "Hmm?" Duen gjorde det samme. 'Kurr?'. Pludselig sprang der en stor ækel kat ud af busken. "WUAH!" klynkede hun og rejste sig straks op og hævede fuglen over sit hoved. Den flaksede vildt med vingerne, og forsøgte tydeligvis at komme væk fra katten. Denne, deridmod, gled tættere på Voo, og begyndte ligefrem at kravle op af hendes ben. Voo klynkede da katten borede sine kløer ind i hendes tøj og hud. Fuglen baskede med vingerne og tabte utallige fjer.
Og så slap hun den...
Den fløj straks flere meter op i luften, før den 'satte af' i himlen og fløj imod horisonten. Katten så straks at dens middag var smuttet og sprang af Voodoo. Hun stirrede blot lamslået efter fuglen, med en hånd ud imod dens lille silhouet i horisonten.
"Fugl ... ?" mumlede hun lavmelt, da den nu havde ladt hende i stikken. Hun satte sig mut op af træet og trak benene op til sig, hvorefter hun lagde armene omkring dem.
Det var nok en vigtig forskel på fuglen og Caine. Caine havde ikke forladt hende. Ikke sådan bare uden videre. Hun snøftede en smule og følte sig pludselig helt alene. Hun så ned i jorden, lukkede øjnene og koncentrerede sig. Der puffede en lille røgsky frem, hvor hendes planke med voodoo-ansigtet på stak frem af. Hun tog den i hånden og så på den.
"Du forlader mig aldrig, gør du?" spurgte hun, det døde ansigt. Hun vippede planken og mimede for sig selv, at nej, den ville aldrig forlade hende. Nogensinde.

( Fryssch )

Han kunne høre, at Voodoo klynkede over et eller andet, og at hendes fugl kurrede og flaksede med sine vinger, men han gad ikke besværlige sig med at dreje hovedet for at se, hvad i alverden hun foretog sig. Hun havde sikkert bare fået øje på et eller andet ”farligt” dyr igen, som hun var blevet bange for.
Han strøg sig over panden med bagsiden af hånden for tiende gang. Pyh. Hvordan i al verden kunne det blive ved med at være så varm? Solen måtte da blive nødt til at skrue lidt ned for varmen på et eller andet tidspunkt, ellers ville det da ende med, at den eksploderede til sidst.

Selvom han ellers have besluttet sig for, at han ikke længere gad interressere sig for, hvad i alverden Voodoo lavede, kunne han alligevel ikke lade være med at sende et skævt sideblik over imod hende, da hun mumlede "fugl". Det så ud til, at hendes due var stukket af fra hende. Men sådan var fugle jo. De var ikke trofaste ligesom hunde og gik deres egne veje, medmindre man klippede nogle af deres fjer af, så de ikke kunne flyve væk. Sådan var der jo nogen der gjorde.
Der var også nogle, der havde ørne, som af en eller anden grund ikke stak af, selvom de sagtens kunne flyve lige så vidt omkring som de havde lyst til. De ørne kunne endda bruges til jagt, selvom Caine nu tvivlede på, at de var ligeså effektive som jagthunde. De kunne jo selvfølgelig noget, som hundene ikke kunne - de kunne fange dyr i luften. Duer, for eksempel.

Han kiggede lidt nærmere på Voodoo og så, at hun nu igen stod med en planke i hånden. Det var sikkert den, hun også havde haft i hånden allerførst da hun løb forbi ham uden at se ham. Det var der ikke noget spændende ved. Han kiggede væk igen.

(Tillykke med i dag 8D Det gør foresten ikke noget, hvis du ikke svarer i dag. Jeg kan sagtens vente til i morgen.)

( Taak tak X3 )

Voo rettede sig op og betragtede planken. Hun smilte for sig selv og nikkede bekræftende. Hun gik lidt væk fra træerne og satte sig på en lille græsplet ved vejen. Hun betragtede de mennesker der gik forbi med stor interesse. De fleste forsøgte bare at undgå at se på hende, men det gjorde ikke noget. Hun rykkede samsons hat op på hovedet og rejste sig. Hun knugede brættet ind til sig og stirrede hvileløst på de mennesker der travede hastigt forbi.
Hun ledte efter en ny ven.

Hver gang hun fik øjenkontakt med nogen, smilte hun hjerteligt og hilste dem med at venligt "Heej!". Men de ignorerede hende alle sammen, sendte hende blikke eller bad hende skruppe af. En enkelt ung dame stak hende endda en lussing, og anklagede hende for tyveri. Dette fik Voo til at styrte tilbage til træerne for at søge dækning. Damen valgte dog ikke at følge efter hende, og det endte med at Voo blot sad ved træet, igen. Venner var vidst ikke så nemme at finde. Hun skævede imod Caine og stirrede mut på ham i et stykke tid. Hvorfor skulle det også være så besværligt alt sammen ?

Caine fulgte nysgerrigt med i Voodoos mislykkedes forsøg på at finde sig en ny ven - hvad skulle han eller foretage sig? Det gik vist ikke så godt for hende, for der var ikke en eneste af de folk, hun sagde hej til, der lod til at ville svare hende.
De troede vel, at hun kun var ude efter deres penge. Den unge kvinde, der stak hende en lussing, måtte i hvert fald tænke sådan, for ellers havde hun vel ikke slået hende.

”Det er svært at finde nye venner, hva’?” råbte han til Voodoo.
Han blev nødt til at råbe, for hun var jo løbet så langt væk fra ham som hun næsten overhovedet kunne komme og stadig være i hans synsfelt.
"Men nu kan alle mennesker jo heller ikke være ligeså venlige og imødekomne som mig," mumlede han sarkastisk.

Han gav sig til at betragte de forbipasserende. Det var mange forskellige slags mennesker, der gik forbi her. Der var både rige folk, dem med lidt mindre penge, og så var der endda også nogle enkelte tyve imellem, som gik rundt og forsøgte at forsvinde så godt i mængden som muligt. Men Caine kunne alligevel se, at de var tyve, for sådan nogle gik altid rundt og kiggede så nysgerrigt på andre menneskers tasker og punge.