Cathrine følte hun svagt at han løftede hende op og hun kunne intet stille op for at forhindre ham i det. Hun kunne end ikke tænke på hvad der ville ske eller hvor de var på vej hen. Hun kunne kun føle. Føle smerten i hendes højre side og smerten i hendes knæ. Den anderledes smerte fra bidet som gjorde hende svag og forsvarsløs. Hun lå i en halvt bevidstløs tilstand hvor hun hver gang et lille hop eller hurtig bevægelse fra vampyren fik hende til at vende lidt mere tilbage til bevidstheden for derefter at synke ned i mørket igen.
Hun kunne intet gøre. Kun følge med.

//Out

Yumikasake kom langsomt gående med begge arme bag hovedet, og halvt lukkede øjne. Hans foretning havde ikke solgt så godt for tiden, og var det ikke for hans rutinemæssige patruljer, ville han sikkert bare sidde og falde i søvn ind over sit spisebord. Hvorfor det var nødvendigt at gå her, havde han aldrig fundet ud af, da alle forbrydelserne altid foregik i andre dele af byen, længere væk fra centrum.
Trods det faktum at gaden lå så tæt på centrum, kunne han ikke se et eneste menneske, udover nogle enkelte skumle boder, og menneskerne bag dem, der langsomt og forsigtigt kiggede på ham som han gik forbi.

Peyton drejer hastigt omkring hjørnet, så hun nær var stødt ind i det, mens hun så sig over skulderen. Hun måtte igennem gaden her, for at komme ud på den anden side, men her fandtes altid utroligt ubehagelige mennesker. Eller måtte og måtte.. Det var den hurtigste vej, og da hun egentligt gerne ville hurtigt frem, tog hun smutvejen selvom hun hadede den. Hun var nær ramlet ind i Yumikasake hvis ikke hun brat havde stoppet op, og taget et hurtigt skridt bagud. I starten havde hun beskyttende samlet hænderne omkring sit hovede, før hun åndede lettet op, da han ikke var en af dem, som fulgte efter hende.
,,Det må De undskylde hr. Jeg så dem slet ikke.." Lyder det mumlende fra hende. Det havde passet hende bedst, hvis ikke hun havde sagt noget, men nogle kunne også blive ubehagelige hvis ikke man undskyldte.

Kigger hende hurtigt og grundigt igennem fra top til tå, og mumler noget uhørligt og sikkert også usammenhængende, men da man ikke kunne høre det aligevel, kan det jo være ligemeget. Selv om han var vant til at folk overså ham, og for det meste kom til at vælte over ham - Hvilket underligt nok ikke var tilfældet denne gang. Det kunne godt få hans blodtryk op at køre, men han kunne ikke finde ud af blive vred på tilfældige piger. Ihvertfald ikke uden en bedre grund.
Hendes underlige positur fik hende til at se ynkelig ud, men efter hun havde fået armene ned så hun bare ud som om hun havde travlt. Tager den ene arm væk fra bag hans hoved og rømmede sik kort. "Det jeg vant til... Hvad laver du dog et sted som det her?" Har stadig et lettere overrasket udtryk i ansigtet, da han lige havde gået rundt og halvsovet. Normalt holdt mennesker afstand til ham når han gik gennem kvartere som dette, så han gik ærlig talt og halvsov.

Peyton rankede roligt ryggen, da hun ingen trussel så i manden. Hun skævede en anelse til ham, før hun skød blikket i jorden og lagde armene omkring sig selv. Hun var klædt i en lettere slidt brunlig kappe, som gik hende til omkring knæende, og skønt hun havde kappen holdte det ikke fugten fra gaden ude. Hætten var trukket godt op ned i ansigtet, i frygt for, at nogle af hendes 'venner' skulle genkende hende, hvilket jo også var sket, uheldigvis. Hun kastede et kort blik over skulderen, før hun trak sig ind til siden og lod hætten glide ned omkring skuldrene igen. Hun betragtede ham indgående, mens hun bed sig i læben. Hun forstod ikke hans 'det er jeg vant til.' Så folk ham ikke? Hun synes ellers ikke, at han gik særligt i med væggene. Hans hvide hår var ikke svært at se, nu når mørket var ved at falde på.
,, .. Jeg tog en genvej. Hvad med Dem?" .. Hvilket næsten havde været min død, hvis ikke jeg havde mødt ham. Tænkte hun en anelse lettet. Selvom han ikke ligefrem talte høfligt til hende, så nænnede hun ikke at droppe det ved ham også.
FRYS

Peyton hørte en rumsteren bag sig, idet hun kastede et lettere uroligt blik på Yumikasake. Hun dukkede langsomt nakken, som en hilsen før hun skævede for sig selv. Hendes opførsel undrede hende, og især overfor en fremmede som i det hele taget også kunne være en af dem. Hun sagde intet, men trådte idet samme hastigt fremad og forsvandt bag hans ryg, væk.
//Yumikasake holder en pause med KL. :3

Klink klonk. Klink klonk. Klink. Lyden af kentaurens stærke, hestehove stopper brat op og med armene i siden, kigger hun sig omkring. Hendes prægtige krop er smuk og tydelig i det sene sollys, og det synes at fremhæve hendes muskler. Melanie er smuk som hun står der, men synes dog ikke at passe ind. Og det gør hun heller ikke. Normalt ville hun aldrig befinde sig i en fremmed gade, midt inde i byen, men det var her hun endte, og nu kan hun ikke finde tilbage igen. Hele hensigten med at rende rundt i byen var faktisk at finde sin søster, Phoebe. Melanie ved at hun har tendens til at rende rundt herinde blandt mennesker, selv ville hun aldrig gøre det, bare for fornøjelsens skyld. Hun hader mennesker. Hun hader også dæmoner, vampyrer, halvdyr og de fleste andre levende væsener, som ikke er et dyr eller en kentaur. Hun gider ikke se på dem. De er så ynkelige og følsomme

"PHOEBE!!"
Vræler hun højt og irriteret, men får intet svar. Det er også naivt af hende at tro, at hun kan stille sig midt inde i byen og skrige, og forvente at få svar. Men Melanie ved ikke meget om hvor stor byen er, og har ingen chance for at vide bedre. I en time har hun vandret rundt i gaderne, men de synes alle sammen at ligne hinanden.

"For satan da også, hva'! Jeg kommer aldrig ud, at denne ynkelige by!"
Vrisser hun for sig selv, og ligger armene over kors. Der er ikke andre omkring hende. Hun har garanteret skræmt dem væk, med sin råben og galpen.

(( Og nu skal jeg så spise. Jeg vil prøve at skynde mig ))

Elizeph har i denne tidlige aften taget sig en afstikker for alle sine forpligtelser og jobs han ellers har pålagt sig selv, for blot at tage sig en spasertur i gaderne.. for at lære stedet lidt bedre at kende, se forskellige ansigter på folk.. bare for at kunne læse deres deprimerede tanker, og få det lidt bedre med så mange andre ting..

Han er iført en smuk dragt.. men det er vel ikke til nogens undren?
Inderst bærer han en underkjortel i et let materiale af det blødeste bomuld, og i en fin sort farve.. udenpå det bærer han så den første kjortel af fint fløgl, for at holde varmen hvor den skal være.. Denne kjortel er helt enkelt og sort, går op i en form for rullekraveudforming i halsen.. så er den lang i ærmerne, og i benlængden når den ned og rør næsten jorden.. Udenpå den bærer han så en vinrød kjortel med nogle forgyldte mønstre ned langs kanterne, udformet i smukke skrifttegn, som for almindelige mennesker blot ville ligne krussedullemønster.. Men Elizeph kan læse denne oldgamle dæmoniske skrift uden problemer.. denne del af hans påklædning har en v uskærring som former sig helt ned til navlen af ham.. dog afslører den intet, eftersom den sorte kjortel skjuler indenunder.. ja, skønt den ingen ærmer har i, er hans arme stadig dækket. Den har et lille slæb bagpå, men foran har den samme længde som kjortlen inden under. udenpå denne bærer han så en åbenstående frakke af en art.. en frakke lignende dragt med et halvlangt slæb, en stor oprejs krave og de smukkeste udformede shillouetter i broderet guld prydende hist og her på det smukke skrud.. om nakken hænger hans røde klæde, som han altid bærer med sig.. ligeså med den oldgamle dæmoniske skrift broderet på..

I hans højre hånd bærer han en gylden stav.. den er næsten lige så høj som Elizeph selv, og for toppen af den udformer den sig i en slags tynde arme, som smukt snor sig omkring en svævende, halvstor, rundsleben rubin, som på en underlig måde nærmest lyser i en rødlig, smuk kullør..

Han hører et råb efter en, som han ikke kender... Men det fanger dog alligevel hans opmærksomhed, da han et par og tyve meter fremme af gaden får øje på et væsen som han ellers aldrig havde forventet at se i bymiljøet..

(( det i orden o: undskyld så lang ventetid på svaret ^^;; ))

Melanie, som har brugt den overskudende tid på at gå i ring og forsøge at lokalisere sig selv, synes pludselig at kunne lugte noget. Det lugter ikke af mennesker, men får hende alligevel til at rynke på næsen. For kentaur lugter det heller ikke af. Og det synes, at være tæt på. I én hurtig og præcis bevægelse roterer hun hele den tunge, brune krop 180 grader imod der hvor duften synes at udspringe, og får øje på en mand. Det minder hende om hvor meget hun hader mænd. Hun synes dog, at hans udklædning får ham til at se meget feminin ud, og det starter for et øjeblik en tvivl i hende. En tvivl der dog hurtigt brænder ud igen, da hun giver sig tid til at kigge nærmere på dette væsen. Det er ihvertfald helt fladt foran, og det kunne jo tyde på et vis præg af maskulinitet. Han provokerer hende, bare ved at være til stede. Hun hader ham. Som han står der med al sin pragt, ligner han næsten en mandlig kentaur fra hendes stamme, klædt på til ofring. En brusende latter letter fra hendes bryst, imens hun læner nakken tilbage. Og så ligner han en klovn! En gøgler! Sådan én som hun så på gaden lidt tidligere på dagen, der måtte danse og sprælle for herremændende, bare for at få til dagen og vejen. Hun husker at have hjulpet ham på vej til underholdning, ved at give ham et hårdt hestespark i brystet. Melanie var ihvertfald godt underholdt.

Hun ser at han har en lysende stav ved sig, og Melanie kniber sine orange øjne sammen. Som hun står der, med viftende hale og sammenknebne øjne, ligner hun noget der har tænkt sig at springe på ham, som var han blot endnu et bytte. Men lige det har hun ikke tænkt sig at gøre. Hun synes at den "kæp" der ser ret interessant ud. Måske ligefrem noget hun gerne kunne tænke sig at få fingre i. Én ting er ihvertfald sikker. Hvis hun ikke kan eje den, så kan han heller ikke.

"Hør, splejs. Du er vidst kommet til at bytte tøj med din kone, HAHAHA"
Melanie griner højlydt, sarkastisk af sin egen vittighed og får et smørret smil på læberne

Elizeph standser op i det han bliver talt til.. tja.. klædt på som en gadeklovn ville de færreste nok sige.. nærmere en magtfuld mand eller én, som bare har lidt for mange penge at gøre med..

Han hæver dog øjnbrynet af den ynkelige fornærmelse.. Det var dog noget af det latterligste han havde hørt.. Han fortsætter derfor blot sin rolige gang hen over de hårde brostene, som danner gaden..
Hans værdighed byder ham egentlig at ignorere det.. men Elizeph føler sig en kende ensom for tiden, så selv en diskution er en konversation fra hans synsvinkel.
"Tja.. Kommer det fra ét væsen, der bærer så udsle klæder som De selv." han vender let øjne.
Hvor barnligt.. egentlig.. Tsk.. en kone.. Ja den batter jo ikke rigtig med mindre man er gift.. tænker han i sine sagte tanker..
Egentlig ville de fleste der havde forsøgt sig med en fornærmelse hurtigt være havnet i en grum og smertefuld forbandelse.. men Elizeph er ikke en hadsk person, og lige for tiden roder han mere med sine egne sager, end med hvad alle andre går og foretager sig..

Som hans lange, slanke ben bærer ham fremad, trækker hans kyniske ansigt ikke en eneste mine.. det forbliver bare koldt og ligegyldigt uden så meget som et enkelt lille smil

Kentauren lægger hovedet på skrå da hun lytter til hans svar. Usle klæder... Endnu en gang bryder hun ud i en latter.
"Hvilke klæder?! HAHAHA"
Endnu en gang må kentauren tage sig til maven i bar glæde over sin egen sans for humor, og på brostenene laver hun en lille dans, bestående af stampen i jorden og springende fra side til anden. Hvor hun dog kunne more sig med sig selv. Snart vender det alvorlige og vrede udtryk dog tilbage i hendes karakteristiske ansigt, og den stampen i jorden hun laver denne gang, er ikke just i fornøjelse. Hendes hove tramper taktfast i den støvede, brostensbelagte gade, og hendes hale vifter irriteret i takt. Han fornærmede hende trodsalt, og det er normalt ikke noget hun lader gå forbi sin snude. Heller ikke denne gang.

"Nu ved jeg hvorfor i går med tøj. Det er fordi i er så grimme at se på, at i uden dette ville være en skændsel for øjet."
Hvæser hun, stolt over sin egen konklusion, og viser fyren et ordentligt tandsmil.
"Selvom det nu ikke gør jer meget kønnere"
Melanie ser sin søster løbende rundt for sin nethinde, hujende, råbende og bønfalde Melanie om at holde sin store kæft, og lade "mennesket" være. Det får hende dog ikke til at ændre mening.

Til den første del med, hvilke klæder, retter han bare et kynisk blik mod hende, og en let provokerende undertone i stemmen lyder: "Lige mine ord.".. ja.. hvilke klæder ville man nok nærmere sige..
Elizeph standser dog op med et hævet øjnbryn af hende.
"... De kan nu heller ikke kaldes nogen skønhed." lyder det blot fra ham som en åbningsreplik.
"Men hvor ved De i grunden det fra? De praktisere måske megen udspionering af andre væsner uden beklædning på? egentlig så undre det mig ikke.. Væsner som nedlader sig til denne lavtstående form for provokation, må ikke have for meget mellem ørerne.." han lod en slank og fin hånd flytte nogle af de nattesorte lokker fra ansigtet..
Han tager nogle skridt til, og standser først op da han står en meter til 2 fra hende.. her ser han så blot på hende med et følelseskoldt ansigt.
"Mit råd til Dem ville være at lade være med at genere folk, hvis race De ikke kender til.. en dag, kunne de ende med at blive noget så grueligt overrasket.." han gør så et lille høfligt buk med hovedet som en form for afslutning, inden han så sætter i det samme rolige gangtempo afsted forbi hende.. hun vil uden problemer kunne afspærre ham vejen, hvis hun finder det morsomt, og i det tilfælde vil han da stoppe op..
Elizephs evne til at læse tanker gør ham i stand til at se det samme billede som hun ser for sit indre øje.. ved en kort eftersøgen i hendes tankespind, er det ikke svært at konkludere at denne person i tankerne på Melanie er en søster... det kunne vendes til at være et trumpf kort for Elizeph.. men han bruger det ikke endnu..


((undskyld hvis det tager mig lang tid at svare ^^;; er ordblind.. ><;; ))

(( Du skal overhovedet ikke undskylde! Jeg synes at du er ret så hurtig :) ))

Melanie spærrer øjnene op. Først da han påstår at hun ikke er nogen skønhed og igen da han mistænker hende for at lure på folk. Det er virkelige noget der sætter en brand i gang, i hendes behornede hoved. Melanies knoer bliver hvide, idét hun knytter dem i vrede, og træder et skridt tættere på ham. Det værste er at han har ret, i det han siger. Hvordan skulle hun kunne vide så meget om folk, som hun for alvorlig holder sig væk fra? Hvor skulle al den viden stamme fra? Svaret ligger i hendes barndom. I sumpen, hvor hun voksede op, hvor hun fra spæd er blevet opdraget til fjendtlighed og mistrohed overfor alt ukendt eller grimt, og ikke just har lært noget om hvordan en fin dame formulerer sig, eller tænker. Hermed ikke sagt at Melanie ikke opfører sig som en dame, for hun går mildt sagt meget op i ydre skønhed og hygiejne, men hendes opdragelse er bare ikke just fin.

Han siger alt for meget, som hun ikke forstår. Melanie er ikke dum, men sproget er på et højere niveau end hendes. Det får hende bare til at åbne munden let, og mumle nogle grimme ting om ham. Helt sagte og uden konsekvens, eller tilknyttede tanker. Selvom man ikke skulle tro det, er hendes indtryk af denne mand faktisk ikke så slemt. For han kan snakke, og så ligner han ikke så meget en mand, synes hun. Og det er klart et plus. Med et hurtigt spring til siden blokerer hun vejen for ham, i håbet om at få ham til at sige noget mere.
"Så kan du ikke bare gå!"
Vrisser hun, dog ikke så fjendtligt som tidligere.

Elizeph er klar over at dén vist sad i skabet, siden hun ikke kommer med et rapt tilbagesvar..
han standser op da hun spærrer vejen for ham, og træder blot et enkelt, halvlangt skridt tilbage.. han bryder sig ikke så meget om at være for nær folk, og man kan godt fornemme at det er det som gør det at han træder bagud, og ikke frygt.
Han lader de let dybe, flaskegrønne og ret smalle øjne glide hen over hendes ansigt, fæstne sig i en høflig øjnkontakt.
"Hvem forbyder mig det?" spørger han med den samme tone som han hidtil har talt i.
Elizeph finder ikke den store interesse i at tale med hende alt for længe.. Der skal meget til i en samtale, for at Elizephs hjerne ikke keder sig.. og at kede sig, er noget af det Elizeph hader aller mest.. normalt når han befinder sig hjemme, læser han en bog eller skriver.. måske studere han på nye magier?
En let brise flytter nogle af de sorte, bølgede lokker væk fra hans ansigt.. han retter dem til med den smalle hånd igen, for at de ikke skal flyve fra ham.. hans fingre er smykket pænt og nydeligt til af dyrebare roulér i form af kostbare smykker.. det er ikke til at se på det ydre, men hver af hans mange smykker er forseglet med en magisk besværgelse, og hver af dem hjælper Elizeph på hver sin måde...

Melanie kører hånden igennem det blanke, grønne hår som omkranser hendes ansigt meget fint. Hendes øjne er stadig smalle, og hun gengælder øjenkontakten med ham. Hende arme ligger bestemt over kors, og skjuler på den måde hendes øvre dele. Ikke fordi hun er det mindste blufærdig på det punkt, bare fordi hun finder stillingen passende. Hendes ryg er ret og får hende til at virker meget højere end hun er. Det samme gør hendes ansigt, som er let hævet for at kunne kigge endnu mere ned på Elizeph.

"Ihvertfald ikke mig"
Må Melanie, for den første gang i sit liv, konstatere. At denne gang er det ikke hende der står i vejen. Hun har ikke brug for at stå i vejen, for hans sætninger har fået hende til at tænke ret så meget. Det forstyrrer hende. Melanies natur er slet ikke så tænkende, og selv hende selv kan mærke hvor uvant det er.
Melanie bakker bagud, lettere besværet med de fire ben. Hun kaster et sidste blik frem for sig, før hun vender om og fortsætter sin vandren igennem byens nu mørke gader.
For hvis hun ikke kan være ham overlegen, så gider hun da ikke være der.

(( Jeg må smutte, undskyld. Hyg dig! ))

(Det i orden ^^ baai X3)

Hendes ord får Elizeph til at hæve et øjnbryn.. det vardog en højest besynderlig adfærd hun udviste..

Han ryster blot opgivende på hovedet og begiver sig videre i sin færden mod.. ja.. mod hvad egentlig? ingenting.. alle de ting.. Eclipse, som måske ikke er hans søn alligevel? det alt sammen virker så tungtbelastende..

Han lader hende blot forsvinde afsted, og selv gør han da det samme.. blot i den modsatte retning, hvor han med tankerne flyvende vidt omkring, kort efter er helt ude af syne fra hvor han før var..

//out

Hauru kommer roligt gående. Han har lige været inde ved de mange boder, egentlig bare for at se sig lidt omkring, siden det var en del tid siden han havde været ude. Han har armene lagt over kors og blikket vendt mod jorden. Han går lidt i sine egne tanker.

Anzu går selv mellem boderne og stjæler lidt fra højre til venstre, men det er bare små ting som fx. brød. Hun ligger ikke mærke til Hauru, selvom hun går lige forbi ham. Hun vifter roligt rundt med sin hale, så den rammer hans ben i det hun går forbi (?).
Hun stiller sig så ved en bod hvor der er kød og dufter roligt til det

Hauru lægger ikke mærke til Anzu, derfor er han heller ikke forberedt på halen, så lige da den rammer ham, skvatter han og falder ned på ryggen at ligge. Han gisper kort, før han sætter sig op og ser efter Anzu. Han rejser sig så op, går hen til hende og stiller sig lige bag hende. Han prikker kort til hendes side, for at få lidt opmærksomhed.