Et af Adelberts knæ tog fra med et grimt stød, og han skar en grimasse, da en brændende smerte skød gennem det. Håret faldt ind foran hans øjne. Med et irriteret kast med hovedet fik han det væk igen.
Stop! Stop-stop-stop! Selmy galpede pludselig op under ham, mens Adelbert fik justeret sit greb i hans tøj og forsøgte at presse Selmy om på ryggen.
"Ja, ja ... du tror sgu rigtig, du kan spille barsk uden konsekvenser?" Han lagde sin vægt over Selmy, så han ikke så let kunne vride sig fri. Så greb han fat i de lyse lokker og strammede fingrene om dem.
"Er det sådan, du gerne vil lege?" Ordene kom hårdere ud, end han havde forestillet sig. Og et øjeblik var det næsten, som om han befandt sig et helt andet sted.
Ernies værelse. Hænderne, der havde grebet fat i ham. Den foruroligende fornemmelse af at være prisgivet en anden, og alt det, han siden havde haft så svært ved at finde hoved og hale i.
Jeg slår dig kraftedeme ihjel.
Adelbert blinkede.
Nu var det ham, der sad ovenpå. Hjertet hamrede mod brystet, og hans åndedræt kom ujævnt. Han kunne slå igen. Give Selmy noget af sin egen medicin. En blodtud. En løs tand. Et blåt øje. Han betragtede det forskræmte ansigt under sig. Ernie ville muligvis heller ikke sætte pris på, at Adelbert ødelagde hans dyrebare skat.
Ernie, tilgiv mig.
Adelbert løftede den frie hånd. Et øjeblik tøvede han. Men så lød der skridt et sted længere borte. Tunge, regelmæssige støvletramp, der gav genlyd mellem stenvæggene.

Krystallandet

