Fareed kunne ikke se Ares, men han kunne mærke ham arbejde oven sig, og måden hans krop virkede til at flyde ud i et med hans eget. En udmattethed der var så blandet med den opstemthed og hede der lå imellem de to af dem. Det fik Fareed lyst til mere, og for en gangs skyld behøvede han ikke at tænke på det bæst der var under hans hænder, for det her var så smukt i det mørke. Hele hans sang for at få mere, smage mere.

Hans hoved lænede sig tilbage, som han mærkede Ares' pande mod sin, en invitation til mere, skulle han ønske det, men Fareed søgte det ikke ud. Han ville mærke Ares søge ud hvad der var mellem dem, alt han ville have.
"Din krop siger det hele," hviskede Fareed og holdt sig tilbage, for at lade Ares bevæge sig først. Hele hans krop skreg for at møde ham, men han ville mærke Ares arbejde. Mærke hvordan musklerne omkring ham arbejdede på at holde så desperat fast på ham. "Jeg kan mærke dit behov. Du... ah føles så dejlig. Det er som om du ikke vil give slip. Ah, måske vil du ikke. Du har savnet det her." Endelig kom munden på gled, som stønnene også begyndte at vinde indpas. Fareed kunne heller ikke længere holde sig selv tilbage, som han begyndte at møde Ares i stødene, ikke meget, men nok til at når Ares kom ned, så kom Fareed bare lige det dybere i ham.
"Jeg kan komme så dybt her," hviskede han. "Jeg er så langt inde. Kan du mærke det? Det er så godt." Hans fingre strammede sig om Ares' hofter endnu engang, for at hjælpe ham med at bevæge sig endnu mere.

Solen varmede ham hedt i nakken, mens hofterne arbejdede med at vugge i et pirreligt tempo. "Nh ah." 
Stønnene fik en lysere kvalitet, efterhånden som smerten ebbede ud og kroppen vænnede sig mere til Fareeds størrelse.

Du føles så dejlig.

Ares ville ønske, han lod være med at sige den slags.

Et slør havde lagt sig over de gyldne øjne, mens han nærmest hypnotiseret fortsatte bevægelserne over prinsen. Du har savnet det her. Fareed, som Ares efterhånden kendte ham bedst, var tilbage. Alle de liderlige, indtrængende ord, der borede sig ind i hovedet på ham og gjorde det sværere at holde fast i, hvad der var spil, og hvad der ikke var.

Han tog bedre fat omkring Fareed og pressede sig tættere ind til ham med et højt støn, da bevægelsen sendte endnu en bølge gennem kroppen. Lemmet kyssede ham så dybt. Det føltes irriterende godt. Alt for godt.

"Jeg har savnet... det— dig." Ordene forlod ham lige så slørede som resten af hans tanker. Dig? Ares anede ikke, hvorfor han havde sagt det. Han havde ikke savnet Fareed. Havde han? Nej sku!

For zalaens.

"Ja... jeg kan mærke..." Han måtte afbryde sig selv med endnu en ujævn lyd der rev sig fri og lod panden blive mod Fareeds. "Mærke Dem så godt." Tankerne var efterhånden blevet svære at holde samlet. Han havde skullet tilfredsstille Fareed. Gøre det godt igen. Få hans tilgivelse. Få sin ring.

Det var dét, det handlede om.

"Jeg elsker det," hviskede han alligevel hæst. Som prinsens hænder befalede, ramte Ares hårdere ned om ham. Hurtigere... desperat.

Et lidt højere støn kom fra Fareed, om det var fordi han selv ramte lige et godt punkt, som han hamrede op i Ares, eller om det var erkendelsen fra Ares om at han havde savnet ham. Uanset hvad, var der ingen tvivl om at Fareed var yderst tilfreds.
Hans hænder gled ned til ballerne, mærkede de fyldige former. Så smukt. Han kunne forstille sig det. Forstille sig en verden hvor Ares var den smukkeste mand, kun skabt for Fareeds nydelse. For at gøre det godt for ham.

"Du strammer dig sådan om mig," hviskede Fareed. "Vil du have jeg fylder dig op?" Ikke at Ares havde et valg, selv hvis han sagde nej i dette øjeblik. Fareed ville føle det. Han ville have den følelse han havde haft første gang de føltes, som hans varme havde spredt sig i hver en lille sprække af Ares' røv. Følelsen af den overbrugte ringmuskel der forsøgte at holde det inde, og dog som lystrede hvert et lille prik. Han ville have det hele. "Det føltes så godt sidst jeg gjorde," hviskede Fareed. "Måden du bare, ah, holder det inde. Som om du ikke vil give slip på noget af mig overhoved. Jeg vil give dig det hele, Ares"
Og Fareed var ikke sikker på hvorfor præcis, men han gav slip på den ene af Ares' baller, for at lægge den mod Ares' nakke, lidt kluntet med det manglende syn, og trak ham så helt ind og fangede ham i et varmt kys, der stadig havde resterne af den salte smag fra Ares, som om han havde mærket Fareeds mund permanent.

Ares lukkede øjnene, åndede duften af Fareed ind og mærkede hårets blødhed mod næsen, før luften slap ham igen i et anstrengt støn. Prinsens hænder strammede sig om Ares' baller og styrede ham, trak ham tættere, dybere, indtil det gik ud over simpel elskov og forstand. Hvert støn rungede som en klokke inde i ham og rev ham længere fra hinanden. Hans egne fingre gravede sig ned i Fareeds skuldre, stramt nok til at efterlade mærker. Det ville sikkert ikke ske. Fareeds hud virkede ubrydelig.

Vil du have, at jeg fylder dig op?

"Åh... guder, mghf... åh." Ares' luftige støn blev dæmpede og grødede, da han pressede ansigtet hårdere mod Fareeds tinding. Han vidste ikke, hvad han ville have. Han ville have intet af det og samtidig det hele. Et klynk slap ham, som han straks forsøgte at rette til et fnys.

Uden selv at registrere det fandt Ares ind i en rytme af nydelse, hvor bevægelse og støn efterhånden flød sammen. Hovedet blev ør, og lydene syntes at komme længere væk fra. Præsæden dryppede fra hans uberørte pik, og røven lækkede af den tykke olie hver gang han løftede sig på Fareed, for at glide tilbage og mærke ham dybt oppe i sig. Kroppen fortsatte næsten af sig selv, varm og overvældet af fornemmelserne.

"Fyld mig op..." hviskede han stakåndet, stadig med på legen. Eller det troede han i hvert fald, at han var.

Så sagde Fareed hans navn.

"Jeg—"

Deres læber mødtes.

I et splitsekund fik Ares den instinktive trang til at rykke sig væk. Kroppen nåede at spænde sig, klar til netop dét, men han blev. Tøvede mod Fareeds mund. Så åbnede han læberne, smagte salten og Fareed og prøvede at kysse ham tilbage. 

Han vidste ikke, hvorfor det kom lige nu. Han vidste bare, at han pludselig var så forbandet ked af det.
Den første tåre gled lydløst ned over kinden. Så endnu en. Ares fortsatte kysset, selv da de blev ved med at falde, og kvalte hvert eneste andet tegn på gråd, inden det kunne slippe ud.

Tåbeligt. At græde.

Fyld mig op.

Ordene rungede i Fareed, selvom han var den der havde spurgt. Et næsten primitiv lyst til at markere at Ares var hans blussede op i ham. En lyst til at Ares kunne mærke ham for dage. At han kunne savne følelsen af Fareeds varme i sig, præcis som han selv havde gjort.

Hans tunge pressede blidt mod for at åbne Ares' mund, og som den åbnede, var det som om at Fareed ville smage hver en del af Ares. Så dybt han kunne komme. Måske Fareed bare ville føles Ares som en forlængelse af sin egen krop.
Tårerne blev dog ikke opdaget. Ikke som de mængede sig med sved og savl, og den konstante følelse af Ares på ham. Ares, Ares, Ares.

Som han brød kysset, hviskede han mod Ares læber "Kom for mig, Ares. Du har været så god. Du føles så godt. Kom for mig. Lad mig mærke dig." Hans hånd løb fra nakken ned til Ares' lem, som han langsomt begyndte at køre sin hånd op og ned af den, i håb om at få det ud af ham. Det var næsten som om at Fareed kun kunne få nydelse når han vidste at hans partner også fik det. Måske fik han allermest nydelse af faktisk at mærke hvad han gjorde ved folk. Hvad han gjorde ved Ares.

Ares åbnede øjnene. De udvidede sig et overrasket sekund, da Fareed pressede tungen dybere ind i hans mund.

"Ah—" stønnede han hæst ind i kysset.

Overvældet fandt deres tunger hinanden, selvom Fareed hurtigt vandt. Han trængte så dybt ind i Ares' mund, at det næsten føltes, som om han blev slugt. Ares åbnede munden yderligere og kneb øjnene halvt sammen, ude af stand til at fokusere på andet end den overvældende fornemmelse af Fareed omkring sig.

Så blev kysset brudt.

Ares dirrede og trak vejret lavmælt og stakåndet mod de hviskende læber.

Kom for mig, Ares. Lad mig mærke dig.

Hjertet fór afsted. Ares himlede næsten lidende med øjnene, da Fareeds varme hånd fandt ham. Kroppen reagerede lydigt. 

"Mh... hn..." fnøs han luftigt. Der skulle ikke meget til, før han krampagtigt bukkede sig forover og endnu en gang gav efter. Klistrede prinsens fingre til.
Armene røg uvilkårligt omkring Fareed i en knugende omfavnelse, og Ares gemte ansigtet ved hans skulder.
Alligevel fortsatte kroppen den rytme, de havde fundet, mens han bare holdt fast, og lod Fareed ødelægge ham. 

Det tog ikke Ares lang tid, som havde han reddet på kanten i et stykke tid, men anderledes var det ikke for Fareed. For da han mærkede Ares komme og hele hans krop klemmede sammen om ham, var det som om at hele hans krop også spændtes op, og han kom endelig.
Det var sværere at ridde bølgen ud i deres nuværende position, og det var et par trætte bevægelser opad, som han ville mærke Ares for en sidste gang, som sæden spildte fra ham og fyldte Ares helt op. Ares navn lød, som et støn og så en hvisken om og om igen, som Fareed fik reddet det sidste ud og endelig stilnede bevægelserne.

Det eneste der kunne høres var deres tunge vejrtrækninger mellem dem, som selv Fareed fandt sine ord endelig forsvinde i stilheden og den ro der altid kom når alt nydelsen var blevet presset ud af kroppen.

Fareeds arme lagde sig om Ares, og lod sig så for alvor falde ned i puderne igen, som også gjorde at han fik trukket sig ud med et lille slurp, og sæden så havde rig mulighed for at trille ud. Alt anpændthed var forsvundet, og modsat sidste gang havde han ikke travlt med at skubbe Ares væk, for Ares havde været god. Der havde været ingen trodsighed, bare et ønske fra dem begge om dette, og de havde været ærlige om det. Endelig lærte hans lille bæst.

Ares kunne snart ikke mere. I dette øjeblik var han ikke andet end medgørlig, tømt for enhver trang til at kæmpe imod noget som helst.
Alle følelserne ramte ham på én gang. En overvældende bølge, der fik kroppen til at dirre endnu en gang som Fareed spredte sine sporer dybt dybt oppe i ham. Varm og indtrængende smurte det ham i alle kroge. Fornemmelsen var noget han ikke kunne vænne sig til, men efterhånden blevet alt for velkendt for ham.

Prinsens støn. Ares' navn, først som et støn og siden som en hvisken. De tunge åndedrag mellem dem. Det hele pakkede Ares ind i et bedøvende tæppe, indtil han bare lod sig falde med Fareed. Tilbage i puderne med et blødt bump.

Tårerne havde for længst blandet sig med sveden i hans ansigt.

Han sukkede og magtede ikke at holde øjnene åbne. Kroppen ville ikke flytte sig. Ares kunne ikke tage sig af noget lige nu. Han ville bare blive liggende i denne døs, hvor der endelig ikke længere blev krævet noget af ham.
Vejrtrækningen var stadig ujævn, da han sank en smule ind mod Fareeds side. Armen blev liggende omkring ham, og det ene ben endte tungt svunget hen over prinsens krop.

Han orkede ikke andet.

Hele Ares krop var som en varmt tæppe over Fareeds krop. Hans hænder forsøgte at glide længere nede, mærke noget mere, men de var ikke lange nok, og han gav snart op på det. Han måtte nøjes med den varme svedige hud under hans egne hænder.
Siden det virkede til at Ares ikke selv ville være den der tog bindet af Fareed, rakte Fareed i stedet for op og tog det af, og missede lidt mod lyset, inden hans blik landede på Ares.

Han så brugt ud. Sved dækkede hans ansigt, og kort kom der en grimasse over Fareeds ansigt. Han havde nær glemt hvor forfærdeligt alle de år så ud. Hvis bare de kunne gemmes i stedet for, så kunne han måske have været smuk.
Men han sendte ham ikke væk, selv som følelsen af ubehaget ved udseendet begyndte at sprede sig, for han havde det lidt for godt lige. Brugt, svedig og varm.

Han lod sine fingre køre gennem de svedige krøller. Denne del var smuk. Måske var det de små ting der fik ham til at blive ved med at vende tilbage, og Ares var god. Han føltes bedre end nogen anden havde i lang tid, og Fareed kunne mærke at han ikke var villig til at give rigtig. Der ville være en næste.
Men for nu havde Fareed det fint med selv at falde lidt hen i en halv lur sammen med Ares. Han var ikke så ung som han engang havde været.

Øjenlågene føltes så tunge, at det var en kamp overhovedet at åbne dem. Så Ares lod være og sank i stedet længere ned i udmattelsen.
Fareeds fingre gled gennem hans fugtige krøller, langsomt nok til at sende en behagelig varme hen over hovedbunden. Det føltes næsten ukompliceret at ligge sådan. Som om det var noget, de havde gjort hundrede gange før. Som om Ares kendte den dovne bevægelse af fingrene gennem sit hår og tyngden af Fareeds krop under sin egen.

Han kunne stadig dufte prinsen. De krydrede olier sad varmt i huden og håret, blandet med saltet fra deres sved og den tunge, grønne fugt fra haven omkring dem. Et sted mellem bladene lød en sagte raslen. Vand rislede længere væk, monotont og køligt, mens den fugtige luft lå som et slør over dem.

Selv i døsen nægtede Ares dog at lade sig narre af det glimt af tryghed, der spøgte et sted i ham. Det var kun udmattelsen. Han var brugt op, og hans sind for træt til at huske, at det ikke var sådan her, det skulle være.

Under hans øre slog Fareeds hjerte. Ares lyttede uden egentlig at beslutte sig for det. Slag efter slag. Først hurtigere, så langsommere. Roligere. Fareeds fingre blev dovnere mellem krøllerne, og duften af ham blev hængende i hvert åndedrag, indtil hjerteslagene næsten flød sammen med vandets sagte rislen.

Ares faldt hen. 

~

Da han blinkede øjnene åbne igen, vidste han ikke, hvor lang tid der var gået. Faldt han i søvn? For zalaens. Hvor længe havde de ligget sådan her? 10 minutter? En halv time? 
Hans hånd havde på et tidspunkt fundet op til fordybningen ved Fareeds hals, og armen under prinsen sov så eftertrykkeligt, at den knap nok føltes som hans længere. Endnu værre havde han på en eller anden måde fået viklet det ene ben omkring Fareeds.

Ares lå stille et øjeblik og betragtede kludderet med søvntunge øjne. Han svedte stadig. Fareeds varme sad klistret mod hele hans forside, og Ares havde tilsyneladende suget den til sig som en våd svamp. Den fugtige luft i oasen gjorde heller ikke ligefrem situationen bedre. En krølle sad klistret mod hans tinding. Et sted tæt ved raslede noget gennem bladene. Slange. Det hjalp en smule på søvnigheden.
Et lavt, utilfreds brum rumlede i Ares' bryst, mens han forsigtigt begyndte at vikle sig ud af det kluddermor, han på en eller anden måde havde fået dem begge ind i.

Det var nemt at lade sig selv falde hen. Noget ved varmen fik de flest Rubinere til at føle sig sløve når solen stod højt, men Fareed havde alligevel ikke forventet at falde så meget hen.
Det var først som han mærkede Ares begynde at bevæge sig, at hans øjne langsomt åbnede sig igen. Han følte sig svedig og klistrede, og hånden der havde strøget Ares i håret, havde ligget der indtil Ares havde forsøgt at rykke sig, som havde gjort at den var faldt ned.

Det tog ham et øjeblik som han kiggede søvnigt på Ares, grim grim grim, før at det gik op for ham hvad situationen var, og hans blik blev med det samme langt skarpere, ikke ondt, som det nogle gange havde, men skarpt of opmærksomt.
"Vi faldt vidst hen," sagde han, som om at Ares ikke allerede vidste det, inden at han selv begyndte at komme fri af Ares og op af puderne, hvor han så kiggede ned af sig selv. En grimasse faldt over hans ansigt som han så det størknede sæd på sig og på hans kåber. "Ødelagt," mumlede han, inden han rakte ud for at få fat i bindeklædet, så han kunne fæstne roben om sig. "Endnu en grund til ikke at være langt fra badene."
Og så kiggede han endelig over på Ares, et lidt dømmende blik i hans øjne, som han tog ind hvordan Ares så ud. Uden tvivl værre end ham selv, som den der havde reelt rodet rundt i græsset.

Den korte lur havde på en eller anden måde nulstillet Ares og de følelser, der havde rumsteret i ham oven på Fareed. Han valgte ikke at dvæle ved dem eller ved kysset, og han ville heller ikke dvæle alt for længe ved den ømme, dunkende fornemmelse, der var blevet mere tydelig, som fraværet af Fareeds lem nu bragte med sig.

Han ville kunne mærke det dagene efter.

"Mh," brummede Ares som en form for svar på det åbenlyse og fik sig møjsommeligt bedre op at sidde. Han sørgede for at holde en nogenlunde ædru afstand til prinsen, så han ikke unødigt kom til at røre ved ham. Ares fattede stadig ikke, hvordan han uden videre havde ligget og puttet med prins Fareed. Af alle mennesker.

Flygtigt tørrede han håndryggen hen over kinderne, bare i tilfælde af at det stadig kunne ses, at han havde grædt. Fareeds opmærksomhed var allerede landet på ham, og Ares fangede måden, prinsens blik bevægede sig over ham på. Der var ingen kærlige ord længere. Ingen dygtig, ingen varme bemærkninger om, hvor godt han føltes, eller fingre, der dovent redte sig gennem krøllerne. Bare det skarpe, vurderende blik, som Ares efterhånden kendte så godt.

Jaja. Der var han jo igen.

På sin vis var den Fareed næsten nemmere at forholde sig til. Ares lod, som om han ikke havde bemærket noget og lod i stedet blikket glide ned over prinsen, netop som grimassen kom frem over den ødelagte kåbe.

Ødelagt. Ares måtte bekæmpe trangen til at himle med øjnene. Fareed havde ellers ikke virket synderligt utilfreds med situationen, mens den stod på. "En souvenir," kunne han alligevel ikke dy sig for. Fareed havde sikkert skabe fyldt med smukke rober og kostbare klæder; ét tilsvinet stykke stof måtte være blandt prinsens absolut mindste problemer.

Han var allerede begyndt at forsøge at få liv tilbage i sin sovende arm, da omtalen af badene fik ham til at standse. Badene. Ringen. Trætheden forsvandt ikke, men Ares' blik blev straks mere vågent. Hvis han havde mistet den her, var der en ganske reel mulighed for, at den stadig lå derinde et sted. Under en bænk, i et hjørne eller hos en tjener, der havde samlet den op.

"Hvis jeg følger Dem til badene, må jeg så lede efter min ring...?" spurgte han og ignorerede det dømmende blik, der fortsat hvilede på ham.

Det var jo derfor, Ares havde udsat sig for alt det her. Blandt andet.

Et afvisende fnys lød fra Fareed. Hvor var hans lille lydige bæst nu blevet af, bare fordi de havde rejst sig op? Han forstod ikke at han nok var den der havde været mest skyld i at den del af Ares forsvandt, siden han ikke kunne styre sit eget dømmende blik. "Næppe. Det bliver umuligt at gøre den pæn igen, efter alt sæden," sagde han, men han rettede trods alt ikke nogen skyld mod Ares. Det var en simpel konstatering, og han havde trods alt flere smukke rober i hans klædeskab, hvilket måske også var derfor han så nemt bare kunne smide det væk.

Måske Fareed havde været blødere hvis Ares ikke allerede havde mødt ham med trodsighed, eller måske var det altid sådan her interaktionen ville ende med at gå.
Han hævede et øjenbryn af Ares, som han spurgte om han kunne snuse rundt efter en ring. En ring som Fareed ærligt troede bare var en historie for at komme ind... måske en undskyldning?
Han vinkede lidt afvisende med hånden. "Jeg vil ikke have at en fremmede bare snuser rundt i mit hjem," sagde han, og begyndte at træde af stierne, dem som ville lede ham ud af haven, med en klar forventning om at Ares selvfølgelig fulgte med, og hvis han ikke gjorde det med det samme, sendte Fareed ham lige et ekstra blik der sagde at han skulle komme med sig.

Ares løftede bare øjenbrynene i et stille nå til bemærkningen. Det var fråseri, syntes han, sådan bare at smide et fuldt funktionelt stykke tøj væk over noget, der uden tvivl kunne vaskes af. Han gad ærlig talt ikke kommentere på det. Fareed var sikkert heller ikke interesseret i at lytte.

Uden de store armbevægelser forsøgte Ares at gøre sig nogenlunde præsentabel igen og strakte sig efter bukserne. Lige som han bevægede sig, flød mere af Fareeds sæd ud af ham. Så ubehageligt... og nu var det ikke kun tøjet Fareed kunne erklære ødelagt, men også de bløde puder. 

Han bandt bukserne og sendte Fareed et sidelæns blik, mens han ventede på dommen.

Fremmede.

"Så fremmede er vi vel ikke mere," bemærkede han. Havde Ares været i bedre humør, havde han sikkert ledsaget ordene med et af de charmerende smil, han så let kunne finde frem på markedet. Lige nu kunne han kun præstere et tørt blik, men der lå noget tilstrækkeligt sigende i det. Fremmede var trods alt en besynderlig betegnelse efter alt det der var sket. 

Da prinsen begyndte at gå, blev Ares siddende et kort øjeblik og fulgte ham med blikket. Var dét svaret? Han måtte ikke lede efter ringen, og nu skulle han bare–Fareeds blik fandt ham. Ares' mund strammedes. Med et lavt suk kom han på benene og fulgte efter Fareed ud på stien.

"Fremmede nok," sagde Fareed lidt under sit åndedræt, inden han hævede stemmen lidt, bare så han var sikker på at Ares kunne høre det. "Jeg har taget mænd jeg var mindre fremmede med på samme måde, og stadig ikke ladet dem gå frit i mit hjem." For at illustrere en pointe. Ares skulle jo helst ikke tro at han var speciel selvom... det var han. Fareed prøvede stadig at argumentere for sig selv at han ikke var, men det var svært at blive ved, når det var tydeligt at Ares var på ingen måde som resten af de mænd og kvinder Fareed var med.

Som de gik ned af stierne, kom der et par af slangerne, næsten for at sige hej til Fareed, mens de fuldstændig ignorerede at Ares eksisterede, og for en stund virkede det næsten også som om at Fareed havde tænkt sig det... men dog ikke.
"Jeg kan ikke lade dig lede efter den, men mon ikke den er blevet fundet til næste gang," sagde han, hvilket endelig stemplede at Fareed regnede med at der ville være en næste gang. Om det var en Ares opsøgte, eller om Fareed havde behov for en god tur, den ville jo nok komme. Alle disse uger og han havde stadig ikke glemt Ares, og det var en lille erkendelse han måtte lave overfor sig selv.
Næste gang ville Fareed dog være forberedt for at gøre det bedre. Han kunne gøre så det ikke var nær så hårdt på hans øjne, kunne han ikke. Han tog en hånd op til hagen mens han gik og tænkte.

Ares gad ærlig talt ikke høre om, hvem Fareed havde bollet, eller bollede med. Det interesserede ham ikke. Mindre fremmede. Pft.
"Aha..." mumlede han og fortsatte efter prinsen.

Kyssede han også med dem?

Et mærkeligt udtryk gled øjeblikkeligt over Ares' ansigt. Hvad zaladin var det for noget at tænke? Han var ligeglad. Fuldstændig ligeglad med, hvem Fareed bollede med, kyssede eller lod gå rundt i sit hjem.

LIGEGLAD.

Blikket dalede med en utilfreds mine mod de finmønstrede stier, som om de på en eller anden måde havde været skyld i tanken. Derfor opdagede han også først slangen, da den allerede var kommet faretruende tæt på, og Ares rykkede hastigt et skridt til siden. Den fortsatte heldigvis bare forbi ham, langt mere interesseret i Fareed, men han kunne stadig mærke erindringen om kølige skæl over huden. Om håndleddene. Brystet. Halsen.

Han gøs og holdt resten af slangerne lidt bedre under opsyn derefter.

Fareeds stemme brød tavsheden igen, og Ares løftede blikket. Mon ikke den er blevet fundet til næste gang. Han gik et par skridt videre, før ordene for alvor sank ind.

Næste gang?

Ares standsede midt på stien og så efter Fareed. Det var blevet sagt så ubesværet. Ikke hvis de så hinanden igen. Ikke engang som et tilbud. Fareed havde bare taget det for givet, at der ville komme endnu en gang.

"De vil altså se mig igen?"

Fareed kunne høre hvordan Ares stoppede op, og tog et par skridt videre, men måtte konkludere at vilddyrstæmmeren nok var gået i stå for godt, så Fareed stoppede selv op og vendte sig mod ham.
Et perfekt øjenbryn blev hævet, som han kiggede på Ares, og de ord der virkede... overrasket? For det var vel ikke en afvisning han hørte, var det? Ares havde været mere end begejstret for at de var sammen trods alt, og selvom Fareed havde virket som om at han var ligeglad med at de havde sovet sammen, så lå det ham også i baghovedet. De havde puttet.

"Er det et problem?" spurgte Fareed, og kiggede ned for at rette på sine ærmer, selvom de allerede stor overraskende lige, men måske havde han bare lige behov for ikke at kigge direkte på Ares i et øjeblik. "Du lød til at du nød det, og som jeg har sagt flere gange, så er din krop som skabt til min," sagde han og lod endelig blikket glide op igen, som han kiggede direkte ind i Ares' øjne.
"For du løj vel ikke, da du sagde at dit nej var løgnen." For hvis det var tilfældet, så kunne Ares ligeså godt blive efterladt her med slangerne. Men der var ikke den faretruende kant. Fareed virkede næsten for selvsikker i at selvfølgelig ville Ares have ham igen.

Ares stirrede på Fareed. Ordene ville ikke rigtig trænge ind eller give mening for ham. Er det et problem? Først ville Ares sige ja. De burde ikke have mere med hinanden at gøre. Han havde allerede set rigeligt til prinsen for ét liv. Desuden – og dét var nok den største modsigelse af dem alle – fandt Fareed ham utrolig hæslig. Ares' blik faldt til hænderne, der møjsommeligt rettede på de allerede perfekte ærmer. Fareed kunne knap nok se på ham uden at finde et eller andet at væmmes ved, og alligevel... Ares' blik mødte Fareeds. 

Din krop er som skabt til min.

Kunne ens lunger vikle sig om hinanden og kvæle sig selv? Det føltes sådan i dette øjeblik. Ares blinkede et par gange og flyttede blikket væk, oprigtigt målløs og forvirret. Han gned flygtigt panden og rystede på hovedet til Fareeds spørgsmål om løgnen. Nej. Han måtte blive i den fortælling.

"Men..." begyndte han og tøvede. Det var et vigtigt men. "De synes, jeg er grim?" Brynene trak sig sammen, og han sendte prinsen et forsigtigt blik. Der var ingen trodsighed i spørgsmålet, og han forsøgte heller ikke at afvise ham. Ares kunne ikke afvise ham, selv hvis han ville. Han forstod bare ikke Fareeds intentioner. "De burde ikke have lyst til at se mig igen."

Fareed måtte vel selv kunne se det? Hvor selvmodsigende det var. Og så var der Ares' evne. Den nagende mulighed, der efterhånden var blevet sværere og sværere at ignorere. Han havde aldrig oplevet, at den påvirkede nogen på denne måde. Hidtil havde den været som et flygtigt åndedræt; den kom og gik igen, og så blev den ramte normal. Ikke det her. Ikke flere uger senere. Det burde næsten have beroliget ham, men Ares vidste stadig så forbandet lidt om den, at han ikke kunne vide sig sikker på noget.

Hvis han fortalte Fareed sandheden – at der muligvis fandtes noget i Ares, som kunne påvirke andre menneskers begær, noget han ikke engang selv kunne kontrollere – ville prinsen så overhovedet tro på, at Ares ikke havde gjort det med vilje? Eller ville han høre, at en simpel vilddyrstæmmer havde haft magt over ham hele denne tid? Ares sank. Mhm. Den samtale havde han ingen intentioner om at tage med en Kazimi.

Fareeds blik blev på Ares, selv som væmmelsen spredte sig i ham. Det så rædselsfulde af Ares' udseende, og hvor ville han ønske at han ikke var tiltrukket af ham. Det ville gøre alt det her så meget nemmere. Men faktum var at selv nu, kun kort tid efter deres udløsning, kunne han mærke sig draget af ham, og den varme og følelse af hans krop mod sin.
Måske skulle han det bare have det ud af sit system. Intet andet end en midtvejskris. Men en midtvejskrise han ville ridde ud, for han havde aldrig været god til at benægte sig selv den lyst han havde.

"Jeg har heller ikke lyst til at se dig igen," sagde Fareed som han hævede hovedet lidt, som han næsten formåede at se ned på Ares, som stadig var markant højere end sig. "Og du er ganske grim. Der vil jeg aldrig benægte dig sandheden." En sandhed der måske kun rigtig ringede sandfærdigt for ham. "Men det er ting vi kan skjule, og faktum er," han trådte tættere på Ares, "din krop føles god under min, og jeg vil næppe benægte mig den nydelse, og siden du virker mere end villig, så ser jeg ingen grund til at lade vær."
Hvis der reelt havde været kamp om det, så var det ikke så rolig en snak de kunne have haft om det.

Av?

Ares ignorerede det lille stik, ordene gav i brystet. Det var jo kun godt, at Fareed indrømmede, at han ikke havde lyst til at se ham igen. Han sagde dog ikke noget, men ventede på, at prinsen ville uddybe, for indtil videre havde han stadig ikke sagt noget, der gav mening. Øjnene hvilede tungt på Fareed, så udtryksløse som Ares kunne holde dem, mens prinsen fortsatte og tværede det endnu mere ud i ansigtet på ham, hvor grim han mente, Ares var. Det latterligste var næsten, at han sagde det så faktuelt, som om han gjorde Ares en tjeneste ved at påpege det endnu en gang.

Ting vi kan skjule? Panderynken blev dybere, mens Ares forsøgte at gennemskue, hvad han mente med dét. Hvordan havde Fareed helt præcist tænkt sig at skjule hans ar? Hive en pose over hovedet på ham? Et lavmælt, skeptisk fnys forlod næsen, men han lod fortsat prinsen tale. Og faktum er... Ares blev stående, selv da Fareed trådte nærmere. Blikket dvælede opmærksomt ned på ham.

Din krop føles god under min, og jeg vil næppe benægte mig den nydelse, og siden du virker mere end villig, så ser jeg ingen grund til at lade være.

Ares sagde først ingenting. De gyldne øjne gled undersøgende over Fareeds ansigt, som om der måtte gemme sig et eller andet dér, der kunne få argumenterne til at hænge sammen. Det gjorde der ikke. I stedet vendte mistanken endnu en gang tilbage til evnen. Måske var nogle mennesker mere følsomme over for den end andre. Måske kunne den blive hængende i den ramte langt længere, end Ares hidtil havde troet. Han vidste det ikke, og Fareeds vedholdende interesse gjorde det sværere og sværere at slå tanken hen.

"Vil Deres tjenestefolk ikke begynde at snakke, hvis De ser mig komme rendende så ofte?" spurgte han i stedet. Han havde ikke lyst til at kommentere på resten. Slet ikke på, hvor villig Fareed syntes, Ares var. Måske kunne Ares finde en praktisk indvending i stedet. Noget Fareed faktisk ville tage alvorligt.

Hvis han kunne tænke rationelt for dem begge, ville prinsen forhåbentlig selv opdage, hvor tåbeligt alt det her var, og sende ham bort.