Blæksprutten 14.09.2026 08:03
Selmy var enormt veltilfreds over sejren mod den noget yngre Theodore. Han vendte sig ikke om til lyden af protesterne, og ligeledes satte han heller ikke farten op, for at komme først. Han havde en klar forventning om, at legen, der havde eskaleret en smule, ikke fortsatte helt hen hvor der var andre folk. Arbejdende folk.
Der var ingen i køen til satyrmandens bod af drikkevarer, så han lænede sig nonchalant mod kanten, med den ene arm hvilende på skranken og fingrene afventende trommende mod bordpladen.
”Jeg skal bede om det samme, tak,” Selmy nikkede mod Theodores rødblonde hår. Han bemærkede at satyren kiggede noget på ham, men at han så vendte blikket mod drengen, som han heldigvis genkendte.
”Så gern’” Meldte Satyren og vendte sig rundt og begyndte at blande Satyrcideren, den der gav smagen og sødmen, med en anden stærk satyrlikør, som gav den brændende fornemmelse. Selmy forsøgte at læse mærkaterne, men han forstod ikke Sylvan, eller også dansede bogstaverne bare så meget for hans berusede blik, at de fremstod sylvan. Til sin irritation, måtte han opgive.
Hvorfor havde han ikke lært Sylvan? Han kunne da sagtens blive multilingual. Hvor svært kunne det være?
Han kiggede lidt dovent omkring sig i ventetiden. Hans blik landede på Theodore igen, og han blev mindet om den beskedne modstand han havde givet i kampen mod Selmys feje kneb. Det fik ham til at smile fornøjet for sig selv. To ens store kopper blev stillet frem til Selmy, som betalte og tog hænderne omkring kopperne.
”Øh...” Selmy stoppede op. Satyren så afventende på ham.
”Hvilken én er den almindelige cider?” Satyrens blik blev forvirret, og han begyndte at stryge sig tænksomt ned ad det lange skæg. Selmy ville ønske at han ville lade være med det.
”Du er ik’ tilfredse?” Lød det gebrokkent fra satyren
”De er som bestilt”
Selmy sukkede utålmodigt.
”Hvilken en er til barnet?”
”Barnet?” Satyren studsede længe over ordet, som om han lige skulle genopdage ordet. Selmy rystede på hovedet, og havde allerede opgivet at kommunikere med ham.
Ligemeget, besluttede han. Han måtte smage på dem begge på vejen over. Men som han skulle til at gå afsted med krusene, hørte han Satyren sige et eller andet på sylvan, indtil han kom i tanke om ordene på krystalisiansk
”Oohh, ikke for små barn!” Herefter langede satyren sine lange hænder frem for at tyvstjæle drikkevarerne tilbage. Men Selmy var så forskrækket over Satyrens pludselig bevægelse, at han ikke hørte efter, gispede op og trak sig væk med drikkevarerne.
”De er altså købt og betalt for, så venligst lad vær’” Selmy havde ikke glemt de fortællinger om satyrerne i skovene, og han kunne simpelthen ikke klare deres
ustyrlige adfærd. Den slags skulle de ikke tage med her til Dianthos, hvor folk var ordentlige!
Selmy var tydeligt oprevet over miskommunikationen med satyren, og han kom hastigt tilbage til bordet hos Theodore og kastede et enkelt irriteret blik tilbage mod satyren i boden, inden han stillede krusene.
”Mage til frækhed...” Mumlede Selmy lavmælt
”Nå. Jeg ved altså ikke lige hvilken en der er din, så-” Selmy kørte en hånd igennem håret, for at rette en hårlok, der var filtret ind i fjerene på masken under flugten fra de langfingrede satyrhænder.