Han lyttede til det hun sagde og smiler svagt, ”ja de steder har jeg også set” svaret han på det og kiggede kort på hende, han lo kort af det hun sagde som det næste, ”jo det kan jeg vel godt” sagde han og tænker sig kort om, ”Medanien er et frodigt område, så på det her tidspunkt, men vil kun se markere så lang man kan fuldt med alt mulighed, da største del er bønder, der altid kan bruge hjælp her i høsttid og så plejer de at holde en stor fest når det hele er kommet i hus, så har de et smuk vandfald som kan være lidt svært af finde” sagde han og kiggede på hende, han håber at hun kan bruger det til noget ellers måtte hun sige det hvis hun ikke kun.

Så vil hun også vide noget om ørkenen, ”ørken som rigtig hedder Rubinien, der ligger en by som hedder Balzera, hvor den største markedsplads ligger, ørken er utrolig varm om dag og lige så kold om natten, så svært så rigtig at gør sig klar til at rejse igennem og samtid også svær at finde vej i, da der ikke rigtig er nogen punkt at finde ud af, hvor verdens hjørne ligger i og så siges det at ørken elver har en underjordisk by men hvor er en hemmelig, som kun ørken elver ved, hvad jeg har hørt” sagde han og kiggede på hende, så havde han uddybet de to områder hun havde spurgte ind til og håber at det var bruge bare.

Han lyttede til det hun sagde og nej det var ikke hende som havde rejse land tynd som ham, så det var op til ham om de rejser videre eller ej, han var ikke selv rigtig træt i nu og så varmt havde det heller ikke været da der har været en vind, ”så synes jeg at vi fortsætter tur, men du må sige til hvis det bliver for hårdt for dine fødder” sagde han og kiggede på hende, ind han begyndt rolig af gå op ad stien, der gik ikke særlig længere af de var begyndt at gå op af den, at det blanding mellem græs og sten, blev til hårdt jord og sten plus at det var en stigning på.

Melima lyttede intenst til Faust da han fortalte om både Medanien og Rubinien. Hun blev straks fascineret af nyheden om et vandfald og hvor uendelig stor den ørken måtte være. "Det lyder altså alt for spændende." kommenterede hun smilene. "Og en fest nå de var færdig med at høste?" spurgte hun for at være sikker på at hun hørte rigtig. Det stemmede jo egentlig over ens med det hun havde hørt i skolen fra hendes klassekammerater.

Da Faust foreslog at de fortsatte fulgte hun roligt med ham op af stien. Hun mærkede hvordan stien skiftede fra græs til sten og jord. Hendes fødder var ganske vist mest vant til at gå i græs så det første stykke tid var en anelse ubehageligt men hun vidste at hun bare skulle vende sig til det. Så med en mime af beslutsomhed fortsatte hun troligt efter Faust. "Skal jeg nok Faust." sagde hun lettere sammenbidt. 

Han kun se at hun lyttede efter i det han fortalte hende,  det var godt at hun gjort det når hun nu selv havde spurgte ind til de to områder, "godt du synes om det" svaret han og kiggede på hende, udefra det tog han at det faldt i god jord hos hende, "Ja en fest, for at fejre af høste er i hus" sagde han, han havde være med nogen gang til det, selvfølgelig efter han havde hjulpet til, han vil kkke vare deltage i en fest ude at han hjulpet første når det nu var for høste, han havde gået i et roligt tempo op af stien, selv havde gik han langsom inden normal, da der også lå små sten som gør at ens fod gå kun køre lidt under en.

Det var godt at hører at hun nok skulle sige til hvis det bliver for.meget for hendes fødder, når han kiggede tilbage på hende engang imellem kun han godt ser på hendes ansigtsudtryk at hun ikke lige altid synes at det var sjov men det var også noget andet terræn inden det de kom fra, man han gik videre da hun har sagt at hun nok skulle sige til.

Melima overvejede om hun skulle finde sine sandaler frem fra hendes rygsæk, men endte med at lade være. Det ville alligevel tage tid at gøre, der var ikke rigtigt et sted hun kunne sætte sig og få dem på, desuden var det mere eller mindre blot en sål af et par skin med nogle stropper omkring. Sådan rigtigt at kalde dem sandaler var måske lidt pyntet. "Jeg vil gerne høre mere om den store verden." sagde hun mens hun forsøgte at træde uden om de skarpeste sten. Hun kunne mærke hvor hver en sten med en skarp kant eller spids prikkede sålen under hendes fødder. Det var ikke nogen nem stigning de var på.

"Hvordan er livet så i Nordlandet?" spurgte hun ham, mens hun med sikre skridt fulgte ham. Hun kiggede op langs stien flere gange og kunne se at der ikke var meget sti at følge. Hun tænkte ofte over hvordan han vidste at der var en sti her i det hele taget. Eller om han bare havde taget et gæt og egentlig var ved at sætte deres liv og lemmer på spil. Tanken gjorde hende lidt nervøs men samtidig kunne hun ikke lade være med at smile.

Han kiggede kort tilbage på hende da hun snakker til ham, det var nemt nok af sige men det gjort det ikke nemt for ham, da han ikke vidste hvor han skulle starte hen og om der var del af verden hun ikke vil vide noget om, så mens de gik videre, tænker han rolig over hvad han skulle fortale, men inden han fat ud af det spurgte hun selv ind til nordlandet, ”nordlandet er et hårdt klima at laver i, mange laver som nomade for at overlever, som jeg selv gjort som barn med min mor og den klan vi var en del af, men mange tage område forgivet, det har sig eje form for natur og landskabet” sagde han og kiggede kort over sin skulder.

”Om man lever som nomade eller i landsbyer der er nogen få af, er folk god til af hjælp hvis der er behov for det, an på hvor i nordlandet, har folk et godt samarbejde med dværge i bjerge eller med bjergelver, men noget jeg ikke har oplevet andre stede inden nord på, er måde solstråler kan ram et sne dække område på, især hvis man står oppe på en klippe afsat med oversigt udover en del” slutte han af med, det var nok nordlandet han så mest frem til at kom tilbage til, ellers forår når alle springer ud i natur kun også noget.

Stien gik mellem at være synlig af ser til andre gang til ikke at være synlig, men han havde gået denne tur mange gang og vidste godt hvor de var, han ikke sat deres liv på spil, det kun han næste ikke engang finde på at gør med sit eje, han vidste også at der kom en lidt bedre afsat med en lille hule længe frem på et tidspunkt, der havde han tænk at de kun slå lejr, så havde de også noget læ nu hvis vejr valgt af skift.

Melima der ikke var kendt på dette område, eller i noget andet ud over skolen og enkelte dele af Dianthos ville aldrig havde vidst noget om den sti de fulgte op gennem bjerget. "Er der langt endnu til vi holder hvil?" spurgte hun og forsøgte at holde hendes puls nede. Hun kunne mærke hvordan luften langsomt var blevet tyndere som de bevægede sig op. Enkelte perler af sved var begyndt at samle sig på hendes pande.

Hun tørrede hendes pande med bagsiden af hånden da hun i et uforsigtigt øjeblik trådte forkert på en sten der ikke lå så fast som hun havde troet. Stenen rullede under hendes fod og hun mistede balancen. "Faust!" udråbte hun mens hun kun så hendes korte liv passere for sig. Hun var jo en meget ung elver, der ikke en gang havde oplevet ret meget endnu. Hun havde ikke engang oplevet hvad det ville sige at elske eller blive elsket af en anden. Hun kunne mærke hvordan hun var på vej ud over kanten og kunne se den lille skov, hvor de tidligere havde sovet, den skov med søen de havde badet i. Hun vidste at hun skulle dø nu, hvis ikke Faust kunne nå at fange hende, men dette ville også sætte hans liv på spil og det var det sidste hun ønskede at gøre. Hendes tanker bevægede sig hurtigt over på Faust. Den dejlige elver der havde taget godt af hende de sidste par dage. Hans ansigt var det eneste hun kunne se for sig da hun lukkede øjnene.

”Det kan jeg desværre ikke huske om der er eller ej, det er normal ikke denne her vej jeg gå” svaret han, normal gik han den længere tur ude om bjergkæde, tog kun denne her tur når han skulle når noget bestem, men det betyder ikke at han ikke kun huske tur igennem bjerget, ja luft var tyndere heroppe i bjerg, selvom de ikke var så langt oppe i nu, så det var ikke rigtig noget han tænker over, og samtid kun han heller ikke mærke det selv, udover det var varm selvom vind stadig var der men nu gik de også oppe af.

Om han havde fordel at han var det tungere ind hende at han fødder ikke rigtig kørt under ham på grund af løs sten vidste han ikke, men nu tog han heller ikke rigtig hensyn til hvor han gik, da han havde fodtøj på til gengæld til hende som stadig gik bar fod, han stoppe og vend sig om da hun råbt hans navn, hvor han så at hun var på vej udover kant, det var så lige det der ikke måtte sket, han kun ikke når af gribe hende i faldt ud af han selv nok vil ryge med, så han havde kun en mulighed for af redde hende og selv overlever, så måtte han håber på at han kun bærer hende i den form.

På ingen tid faldt alle hans ting samt tøj på jorden i det han havde forvandle sig om til en stor ørn, stod der i sted for, hvor han hurtigt fløj efter hende ned og sætte sine klør i hendes rygsæk og begyndt så at flyve op med hende, så nu håber han bare at hendes rygsæk holder til det og han kun også kun lide bærer hende, han var glad for at han var større inden en normal ørn, han fly op med hende til stien og sat hende af på den, hvorefter han fløj over til sine ting og forvandle sig tilbage, hvor han stod hele nøgen, ulemper ved hans forvandler at han smider alt ved dem.

Han begynder at tage sit tøj og ting på sig inden han rette sit blik på hende, ”er du okay” spurgte han og kiggede på hende, han havde lyst til af sige mere men det vil ikke hjælp på det, så han kun lige så godt lad være, mens han stod og venter på et svar fra hende, stod han og fik puste tilbage, det var hårdt for ham at forvandle sig på den måde, når det skulle gå stærk og det skulle det ellers havde han ikke noget hende i tid.

Melima havde lukket sine øjne, da hun bag sig, fra skrænten af, kunne hører hvordan Faust forsøgte at nå hende, men da hun ikke mærkede nogen ændring var hun klar over at det ikke havde lykkedes ham og turde derfor ikke åbne hendes øjne. Så hun så ikke at han forvandlede sig til en kæmpe rovfugl og fløj efter hende. Det var først da hun mærkede et gevaldigt ryk i hendes rygsæk at hun vidste der var nogen eller noget der holdte fast i hende. Hun krammede sig til remmen på rygsækken for ikke at falde ud af den også og kiggede op for at se hvem eller hvad der havde grebet hende. Til hendes store overraskelse var det en fugl hun aldrig havde set, læst eller hørt om før, der havde fat i hendes rygsæk. Et kort sekund var hun overbevist om at hun nu skulle blive nogens aftensmad.

Da Faust slap hendes rygsæk, med hende hængende i den, tilbage på stien, satte hun sig ned, helt ude af den. Der var ikke rigtig noget der gav den store mening for hende på det her tidspunkt. Hun kunne ikke finde hverken hoved eller hale i det der var sket. Først havde hun mistet balancen og var på vej ud over kanten, den del gav god mening, klodset som hun nu nok havde været. Men en kæmpe fugl der havde grebet hendes rygsæk, for derefter at sætte hende tilbage på stien. Mumlede hun usammenhængende for sig selv.
Hun kunne ikke helt forstå hvor fuglen var kommet fra. Det var ikke faldet hende ind at det havde været Faust.

Da Faust kom hen til hende og spurgte om hun var okay vidste hun ikke hvad hun skulle svare. "Ved jeg faktisk ikke." svarede hun ærligt og så op på ham med et blik der havde set døden komme. Hun næsten kastede sig i hans arme, da han kom tæt nok på og gav ikke tegn til at ville slippe ham igen nogensinde.

At det hele ikke gad mening for hende kun han godt forstå, da hun nok havde regnet med at hun skulle død og det havde hun også hvis han ikke havde greb hende i sin fugleform, det var enlig en form som ikke særlig mange kender til, så var det enlig også med hans ulv form, han kun godt lide at holde sine evne for sig selv, men det var en anden ting, det var nu meget godt at han havde mulighed, så han kun redder hende, han kun godt hører hende, mumlede lidt om hvad der sket mens han var igang med at tage sit tøj på, om hun så ham nøgen var han enlig ligeglad med.

Han tog et skidt bagud da hun kaster sin i hans armene, han greb hende og lad armene om hende, da han kun gæt sig til at det var det hun havde bruge for, han flytte sin en hånd op bag hendes hoved og krammer hende let, han sagde ikke noget da han ikke regne med at der rigtig var noget som vil hjælp på den måde hun har det på, han var glad for at hendes rygsæk havde holdt og at han samtid kun bære hende, det havde heller ikke været det nemmeste.

”Skal vi prøve at kom lidt videre” spurgte han efter noget tid og kiggede ned på hende, det vil være bedre at finde et sted at slå lejr og så hun bedre kun sunde sig frem for her på stien, hvor der ikke rigtig var nogen stede af, sidder ned.

Melima havde ikke lyst til at give slip på Faust, men hun var godt klar over at dette ikke var det mest optimale sted at sidde. hun nikkede kort og gav langsomt slip på ham, så de kunne komme videre og måske finde et mere passende sted at hvile sig.
Hun rejste sig op og tog sin rygsæk af, så hun kunne se efter hvad der var af skader og skræmmer på den. Hun bemærkede at der ikke var nogen skader at se, men den havde da fået et par ridser, der hvor fulgens klør havde haft fast. Hun blev enig med sig selv om at det nok var billigt sluppet, eftersom hun stadig var i live.

Langsom begyndte hun at bevæge sig op af stien igen, denne gang testede hun samtlige trin inden hun lagde vægt på sine fødder. Hun ville ikke risikere at der skulle ske en gentagelse af hendes nærdødsoplevelse. Hun tænkte at hun havde får nok af den slags. "Faust," sagde hun med en stille stemme, "Hvordan blev jeg egentlig reddet tilbage til stien igen?" spurgte hun ham og håbede at han kunne få det til at give bare lidt mening for hende.

Han kun godt mærke på hende at hun ikke rigtig vil giv slip på ham før han spurgte om de skulle prøve at kom videre, da hun havde sluppet ham, tog han sin rygsæk og lang bue på sig som han mangle at få på sig, så var han også klar til at gå videre, den her gang gik han så bag hende, så vil han havde bedre mulighed for at gribe hende hvis det skulle sket igen, selvom det håber han ikke at det vil gøre, for hans forvandle tog en del på hans energi når han nu skulle gøre det så hurtig, men på den måde slap han så for smerte ved forvandle, både den en og anden vej.

”Ja” svaret han da hun sagde hans navn og kiggede på hende nu hvor hun gik foran ham, han kun godt ser at hun var mere forsigtigt hvor hun gik, han smiler svagt af hendes spørgsmål, så hun havde ikke set noget kan han hører på det hele, ”du blev reddet tilbage til stien af mig, jeg forvandle mig til en ørn og grab dig i luft og fik dig tilbage” sagde han og kiggede på hende, der var ikke så meget mere af sige til det, andet at hun nu ved at han kan forvandle sig til en ørn som en evne, ligesom hun også har en form for evne med andre tanker virker det til, uden han er sikker på det.

Melima gik med meget forsigtige skridt op af stien. Da Faust forklarede at det var ham, der havde forvandlet sig til en ørn og greb hende i luften kunne hun ikke lade være med at smile. "Jeg skylder dig mit liv." sagde hun stille og kunne mærke hvordan hendes kinder blev røde. Hun syntes i forvejen at han var en god person, som hun kunne være tryg ved, den følelse var kun blevet stærkere nu hvor han havde reddet hende fra den visse død.

Mens hun fortsatte op af stien kiggede hun en gang i mellem op for at se om hun kunne se et sted de kunne hvile. Hun tænkte at det måtte der vel snart være, for hun følte at de havde gået i timer nu, selvom at solen stadig stod højt på himlen og der var mange timer tilbage af dagen endnu. Hun var begyndt at få en underlig følelse af sommerfugle i maven, der blev tydeligere hver gang hun tænkte på Faust.

”Det vigtig er at du overlevet det” sagde han bag hende og gik rolig videre, så meget gik han nu ikke op i det at hun skylder ham hendes liv, en ting var at hun gjort men noget andet var at huske folk på det, hvis han havde bruge for hjælp, vil hun nok hjælp ham lige meget hvad, om hun skylder ham hende liv, den afsat han huske lå længere op ind han huske og han kun godt bruge den, ikke fordi han var træt i kroppen men mere hans energi niveau efter forvandler, men der var ikke andet inden at fortsætte med at gå op af bjerget så vil de støde på den på et tidspunkt.

Nogen timer senere da det var blevet tidlig på aften, kom de endelig frem til den afsat med den lille hule som han havde snakke om, nu kun de sidder sig ned og få hvile resten af dag, selvom der stadig var nogen timer tilbage med sollys, skulle han ikke gå videre mere idag, han gik ind og stille sin rygsæk, lang bue, kort svært og den lille kamp økse lige i starte af hule, hvorefter han gik ud og sat sig op af åbne og så ud over der hele, det var en god udsigt der var her, han læne hovedet tilbage og lukke øjne for af slappe lidt mere af, han vil ikke sove bare slappe af og så skulle de også tænke på noget mad.

Melima kiggede ned på stien den sidste lange strækning op mod afsatsen. Hun opdagede den først, da hun lagde mærke til at det ikke længere gik op ad ved næste skridt. Hun kiggede frem og så hulen. Sammen med Faust gik hun hen til den og satte hendes rygsæk fra sig, ved siden af hans ting, så den ikke blev væk. "Endelig." sagde hun lavmeldt. Hendes fødder var ømme, hendes krop var træt og brugt og hendes mentale tilstand var ikke værd at gemme på, eller sådan følte hun da hvert fald. Hun var nysgerrig af natur og ville gerne udforske hulen, men det måtte blive på et andet tidspunkt. Lige nu ville hun bare slappe af, helst op ad Faust. Hun valgt i stedet at ligge sig ned i kanten af hulen, der hvor solen stadig kunne skinde på hende.

Hun lå og stirrede op mod himlen, uden egentlig at ligge mærke til noget. Hendes tanker fløj i alle retninger, og hun følte sig ikke sikker på ret mange ting lige nu. Nogle ting var dog sikre, hun var i live, Faust havde reddet hende og hun var sikker på at den følelse hun havde haft for Faust allerede inden de gik op ad bjerget var blevet stærkere og hver gang hun så på ham var det som om hun havde sommerfugle i maven.
"Hvor langt mon der er til at det går ned ad igen." sagde hun lavmeldt fordi hun egentlig blot tænkte højt.

Han hørt hende ikke da hun sagde noget lavmeldt men det var sikkert heller ikke noget han skulle hører, ellers havde hun nok sagt det højere, men det var dejlig at være frem og kun slappe af for nu og få hvile fødder, han kiggede kort over på hende da hun lad sig ved kanten til hule, så hun kun få noget sol, han fik også sol, han havde bare valgt at sidder op, det skulle være at han skulle have lidt andet af drikke til sin mad når det var, det kun gøre godt efter i dag at få noget stærkere.

Han åbner sine øjne og kiggede over på hende da hun snakker til ham, ”kan ikke sige præcis hvornår imorgen men imorgen” svaret han og smiler rolig, inden han lukker sine øjne igen og slappe af, normal vil han ikke været stoppe nu da der stadig var sollys ar rejse i men han var fald på energi og så var der ikke rigtig andre god stede af slå lejr her på bjerg, ”er du faldt ned igen” spurgte han efter lidt tid, det var ikke til af vide for ham om hun var faldt ned igen efter nærdøds opleves.

Melima havde efter et lille stykke tid fået pulsen ned igen, men hun kunne godt mærke at de var langt oppe efterhånden. Luften var noget tyndere end nede ved søen. Hun drejede hovedet og kunne se ham tydeligt, da han snakkede til hende. Hun svarede ham dog ikke da han først svarede hende. Det var først da han spurgte om hun var faldet ned igen at hun reagerede på det. Hun var umiddelbart blevet afslappet igen, men da han nævnte at falde ned for hun straks sammen og krøb helt over i siden af hulen så hun klemte sig helt ind til væggen med armene omkring hendes ben. Tårene begyndte stille at samle sig i kanten af hendes øjne.

Melima kiggede mod Faust og forsøgte at fokusere på ham. Hans tanker, følelser og alt andet hun kunne se, mærke og høre fra ham. Det lod til at hjælpe lidt på panikken der havde taget fat i hende. Med usikre bevægelse kravlede hun over til ham og lænede sig op af ham. Her følte hun sig tryg igen kunne hun mærke. Dog var tårene begyndt at trille inden hun nåede helt hen til ham.

Hans ordvalg havde ikke lige været det bedst, det kun han godt set efter han havde spurgte hende men for sent at gør noget ved, og han kun også ser af et bestem af ord havde en vis virkning på hende og det var nok ikke så mærkelig at tænker på, da hun kom over til ham og lænede sig op ad ham, smiler han svagt for sig selv og tog fat i hende og løfte hende op af sidder på hans skød, hvor han havde den en arm om livet på hende og den anden lå hen over hendes ben, så kun hun sidder bedre frem på den kold jorden, nu hvor han vidste at hun ikke havde noget ind under kjole.

Han havde ikke noget imod at hun havde bruge for nærvær, han havde så set selv vært skyld i det og så var det enlig også hyggelig, bare sidder her og slappe af, eller han slappe af med lukker øjne og håber også at hun kun slappe af, han sagde ikke noget da han tanker at de nok være bedre at hun slap ham den her gang, når hun var klar til det, de skulle alligevel ikke videre i dag og der var nok også noget tid til de skulle sove inden det skulle de også havde noget af spise.

Da Faust løftede hende over på hans skød, så hun ikke behøvede at sidde på den kolde jord, lænede hun sig tæt ind til ham og lagde hendes hoved på hans bryst. Her kunne hun høre hans hjerte banke og begyndte at synkronisere hendes vejrtrækning med hans for at slappe lidt af igen. Hun faldt langsomt ind i en meditativ trance mens hun sad der, på hans skød, lyttende til hans hjerte og vejrtrækning.

Det var først noget tid senere, da hendes mave rumlede lidt at hun kom til sig selv igen. Hun satte sig op, kiggede op på ham og greb hans hoved med begge hænder, hvorefter hun kyssede ham på kinden. Handlingen havde været helt uden tanke og hun blev meget hurtig meget rød i ansigtet og rejste sig og næsten løb ind til hendes rygsæk. Straks begyndte hun at rode den igennem for at finde hendes madpakke og vandskind frem. Hun kunne ikke se på ham uden af blive forlegen og flov.

Hvor længe de når at sidder der havde han ikke hele styre på, det kun måske være fordi han måske var faldt halvt hen, men det virker til at hun var kommet til rolig igen som kun var godt at hun var det, han hørt også godt hendes mave rumlede og hun derefter rejse sig halv hurtigt op efter hun havde give ham et kys på kind, han løfte det en øjenbryn af det man gjort ellers ikke noget af det, da det virker til at hun gjort det hårdt nok for sig selv på grund af kysset.

Han rejser sig selv op og gik over til sin rygsæk og åbne den, hvor han tog noget stof ud og sit vandskind, hvorefter han gik tilbage hvor han sad før og sat sig igen, hvor han folde stoffet ud som indeholder tørre kød og lidt brød som altid, han starter med at tage en tår af sit vandskind, hvorefter han begynder rolig af spise, mens han nyder udsigt, så var det op til hende om hun vil spise ved ham eller ej, hvis hun var færdig med at havde røde kinder.

Efter han havde spist, rejser han sig op og gik tilbage med stoffet i sin rygsæk samt vandskind, stod og overvejer om han skulle havde noget alkohol, ikke fordi han vil drikke sig fuld, men kun være meget godt efter dag, jo hvorfor ikke, han tog en flaske op og gik tilbage og sat sig, og åbne flaske og tog en tår af den.

Da Melima var færdig med at spise trak hun sin kappe op af rygsækken. Hun tog den og rygsækken med sig hen til kanten af hulen, hvor hun før havde lagt. Denne gang satte hun, pakket ind i kappe, så hun både sad på den og havde den omkring sig. Rygsækken havde hun lagt ved siden af sig. Der gik lidt tid inden hun igen tillod sig at se mod Faust og undrede sig over hvad han drak. "Hvad drikker du?" spurgte hun, for selvom at det var svagt kunne hun dufte at det ikke var vand, men noget andet.

Stadig flov over det hun havde gjort, forsøgte hun alligevel lidt at lade Faust være i fred, mest fordi hun selv var meget forvirret over alle de følelser der vældede rundt i hende, det var store følelser for en lille pige. Hun tog en tår af hendes vandskind og kunne mærke at hun var ved at være klar til at sove, men der sad en frygt i hende der forhindrede det.