Det var ikke bare ufatteligt, det var i grunden uretfærdigt hvordan de fungerede sammen. Hvis blot hun ville indse, at dette ikke bare var venskabeligt. Det var mere, og selvom det ikke var romantisk så var det to sjæle der tilhørte hinanden. På godt og ondt, som en rejse gennem livet hvor de skulle gå sammen, og aldrig hver for sig. Det måtte være grunden til, at de hele tiden fandt hinanden, lige meget hvor længe deres veje måtte skilles. 
"Det ved jeg ikke" lo hun med en let flovhed, og mærkede varmen brede sig i nakken. "Jeg har aldrig rigtig tænkt over hvor jeg optræder" sagde hun og trak på den skulder længst væk fra ham. "Men det var fantastisk, men det er det hver gang" hendes stemme faldt hen, øjnene glaserede som hun tænkte tilbage. Lod minderne tage hende væk fra gaden og fra Kai. "Det er glæden i folks øjne, hvordan jeg kan se at de lever sig ind i den verden jeg kreerer for dem i nogle få minutter. Når jeg optræder, så er det som om alle for en chance for at leve på en anden måde. Med glæde, varme og sjæl—lige meget hvilket ophav man har" 

Kai lod ordene rulle ind over ham, som Chilam begyndte at fortælle hvordan det føltes. Han havde aldrig selv haft et behov for at være i midtpunktet og lade andre se på hvad han lavede. At han så heller ikke ligefrem havde talentet for sang eller dans, det gjorde nok også, at han ikke ligefrem havde det store behov for faktisk at prøve at udforske den del af sig selv.
For ham var det nok at se Chilams glæde i det. Han kunne mærke det helt ind i sin sjæl. ”det lyder fantastisk,” sagde han stille. Hans øjne funklede i den dårlige belysning. ”Det lyder også somo m at du har fundet dit kald.” Det havde hun næppe da de første gang mødtes, men at se den kvinde hun var blevet til i dag? Han kunne ikke være gladere på hendes vegne. Han vidste godt selv hvor han ville hen i verdenen, hvem han ville være på en måde, men at vide det, fordi det var det han var opvokset med det, og så stadig stå ansigt til ansigt med verdenen i håb om at man også kunne. Det var noget helt andet. 

Chilam kunne kun give Kai ret. Det var hendes sande kald hun havde fundet, men derfor betød det ikke, at det var det eneste i hendes liv hun ønskede. Og selvom hun ikke helt vidste, hvad der ellers var for hende derude. Men andet måtte der være, og hun skulle nok finde det også sammen med Kai, det var hun helt sikker på. 
"Det har i hvert fald været et godt år, for mig at finde ud af hvem jeg er" sagde hun med et forsigtigt smil, og lod armen glide under hans og trak ham lidt tættere på. Med et lille suk lagde hun hoved mod hans skulder og kiggede mod de mennesker som de passerede, for at komme hen til hvor at Kai boede mens han var i byen. 
"Og jeg har fundet en glæde i, at finde ud af hvem jeg er, og hvor jeg er på vej hen" hviskede hun hæst, og tillod sig kortvarigt at lukke øjnene, mens de fortsatte ned af vejen.

Kai mærkede varmen fra hende, og følte sig selv læne lidt mere ind i hende også, som de gik dere side om side med hinanden. Han gjorde selv noget ud af at sørge for at styre dem den rigtige vej, og han kunne trods alt godt huske hvor han boede. Det var noget lidt andet end at fare vild oppe i labyrinthaven trods alt.
"Det lyder også fantastisk," indrømmede han. "Det føles aldrig som en nem vej at nå dertil, men det er sådan en glæde også at se dig være så tilpas i dig selv. Det er noget lidt andet, end hvordan du var da du først kom til templet." Ikke at det havde generet ham dengang. Der havde de trods alt været tættere end de fleste, og selvom det ikke var endt godt, så fortrød han ikke deres tid sammen på nogen som helst måde. "De andre munke fik det altid til at lyde som om at de her rejser var også at finde ud af ens kald, men jeg føler stadig at jeg... stadig bare gerne vil være hvem de opdragede mig til at være? Det er ikke som om at jeg har en større mening med det hele. Jeg kan godt lide den position jeg er blevet givet i livet." På det punkt var de meget forskellige skår, men Kai havde trods alt også vokset op i et tryg miljø modsat hende. 

Chilam lyttede til Kais forklaring om, hvordan han følte det var svært at finde ud af hvem han egentlig var. Hvis han ikke blev ved med at følge det, som munkene havde opdaget ham til at være. Selvom hun måske ikke havde haft samme opvækst, havde hun trods alt haft en mentor. På både godt og ondt, han havde formet hende, og hun havde brugt lang tid på at finde ud af hvem hun egentlig var uden ham. Hvem hun ønskede at være, og selvom hun kunne sige hun var begyndt at finde ud af det, betød det ikke at det ikke var svært.
”Hvis du skulle fortælle nogen, hvem Kai var, hvis du så dig selv udefra, hvem ville du så være?” det lød umådelig mere filosofisk, end hun egentlig var. Men det var det sammen en havde spurgt hende, som havde fået hende til at tænke over, hvad det egentlig var der beskrev hende. Da hun havde spurgt sig selv det spørgsmål, havde hun følt hun langsomt kunne dykke ned i hvem hun var og hvad hun egentlig ønskede at være.

Kai havde ikke forventet at få smidt det filosofiske spørgsmål lige i ansigtet, men han trak sig ikke ligefrem. Det var ikke som om at denne slags spørgsmål var ukendt for ham, selvom munkene havde været lidt frustreret over at han ikke ligefrem var den mest filosofiske person, og nok gav op lidt hurtigere end hvad godt var.
Men for Chilam, så prøvede han virkelig at give det en tanke. Man kunne næsten se hvordan alting drejede og roterede i hans hoved. "Jeg er energisk," startede Kai lidt eftertænksomt ud. "En der godt kan lide at bevæge sig, og som ikke rigtig kan finde ud af at stå stille. Jeg tror at jeg måske har et stort hjerte? Jeg kan godt lide at hjælpe folk, selvom jeg ikke får meget i retur?" Hvad var der ellers egentlig når han tænkte over det? "Oh... jeg tror jeg fungerer bedre med et skema af en art, i stedet for bare at gøre... hvad jeg har lyst til?" Det var dog blevet bedre, men han havde været ret frustreret og rastløs til at starte med da han pludselig skulle arbejde udenfor en skemalagt dag.

Chilam havde mest spurgt for sjov, hun havde aldrig regnet med, at han faktisk ville svare på det. Og ikke kun svare på det, han gav en meget detaljeret indsigt i hvem han var. Noget hun aldrig havde regnet med, han faktisk kunne—dette var for hende et tegn på, hvor meget han havde udviklet sig siden de havde mødt hinanden første gang.
Et smil havde bredt sig hen over hendes læber, blødt og næsten som en skygge der fik hendes ansigt til at ligge sig i bløde folder.
”Jeg er faktisk overrasket over du kunne svare på det, du har virkelig forandret dig meget… eller, ikke forandret dig, du er vokset? Kan man sige det sådan? Fordi du ikke blevet højere” Chilam foldede sine læber mod hinanden, og betragtede ham med et glimt i øjet, mest i håb om at han kunne se hun drillede ham. Hans højde havde trods alt, aldrig betydet noget for hvem han var, eller hvad han kunne præstere.

Der var mange ting Kai var blevet nødt til at reflektere over i løbet af årene. Nogle ting var kommet nemmere til ham, men det meste af det der havde fundet sted havde klart været efter Chilam første gang havde forladt ham. Det havde krævet at han virkelig var begyndt at se indad og faktisk arbejde med de problemer han havde og hvem han var.
Men øjeblikket blev dog meget hurtigt brudt og Kai brød ud i et kæmpe grin. "Så lav er jeg ikke!" udbrød han, selvom han var velvidende om at han var et stykke lavere end Chilam. Til gengæld var han nok også dobbelt så bred. "Desuden tror jeg at jeg er blevet lidt højere." Han rettede sig lidt mere op, selvom det ikke gjorde noget for hans højde. Kai var ikke blevet den heldige vinder af højde til trods for sit køn, ikke at det generede ham normalvis. Det betød bare at han havde andre muligheder når han kæmpede mod folk.