At hun havde fået et slag den forrige aften, havde han bestemt ikke regnet med og virkelig ikke noget som han havde håbet ville ske. Han havde ikke regnet med at nogle ville bryde ind i deres handling, men at hun havde gjort det var han taknemmelig over. "Slet ikke" Svarede han roligt og lod fingeren kærtegnede området, "Du er stadig meget smuk" Smigrede han hende varmt. 
Det havde været godt at de havde hjulpet hinanden den forrige aften, og salven havde bestemt hjulpet dem begge.

"Jeg troede vi skulle ligge her og nyde hinanden" Kom det små grinende fra ham, som han kiggede over på hende med armene omkring hende. 
I samme øjeblik rullede hun væk fra ham og trak dynen med sig, og endnu et grin blev sendt afsted mod hende, som hun tog dynen. "Du er da ikke så lidt fræk, hva?" Han rullede over mod hende med et lille grin, lagde sig med kækt smil oven på hende og dynen.
Bastians smil for lod ikke hans læber, som han fangede hendes øjne og kiggede dybt i dem. 
Han måtte indrømme at hun var spændende og attraktiv kvinde, med meget indbydende læber.

Bastian var utrolig god med sine ord og fremkom som en meget charmerende ungkarl. Det undrede ikke Lilac, at mange kvinder tidligere var faldet for hans fødder. Ja, faktisk var hun nok ved at blive en af dem, for hold op hvor var han bare dejlig i dette øjeblik. Gad vide om han tiltalte alle piger på den måde eller om hun virkelig var ‘speciek’ som han tidligere havde sagt. Med hele sit hjerte håbede hun på, at de ord han havde sagt var rene og godhjertede. Alt hvad hun havde sagt igen var i hvert fald sandt. Hun troede virkelig på, at han ville blive en bedre person eller i hvert fald ville prøve at komme ud af sit gamle miljø. At prøve, det var vel det eneste man kunne gøre.

Hun grinte af hans reaktion over, at hun havde nuppet dynen fra ham. “Jeg kan være meget frækkere end det,” svarede hun kækt uden egentlig at opfange, hvor slesk eller forførende det lød. Idet hun opdagede det blev hendes kinder atter røde og hun trak dynen mere til sig. “Men… øh… ja. Du skulle have dit bad ikke? Så laver jeg morgenmad,” stammede hun derefter selvom Bastian bestemt ikke lignede en, som var blevet stødt af hendes ord. Tværtimod lignede han en der var interesseret i den anden side af hende, men den var hun endnu ikke klar på at vise ham… men hvis hun skulle vise en person den side, ville det nok være ham. Måske var det tidligt at udtale sig om, men Lilac kunne føle noget mellem dem. Det ville være en skam, hvis de blot forblev venner, for det havde de alt for god kemi til.

Kvinden som han var vågnet op ved siden af, var en kvinde som var langt mere værd end de andre han havde været sammen med. Han ville selv mene at de rygter overdrev, og at hans mængde af kvinder, slet ikke var så stor som der blev sagt. Han var i tvivl om hvor disse rygter var startet, og han var ikke mindst bange for at sådanne ting ville skade det som, de var begyndt at starte lære hinanden at kende, og ikke mindst at de følelser som han håbede der ville komme i mellem dem, ikke ville være forspildte. 

Han fandt et kækt smil, som han nu lå over hende, oven på dynen og nød hendes ord. Han vidste ikke om han havde ventet på at hun ville komme med ord som disse, men han nød dem og fandt dem interessante og spændende, og var nysgerrig over hvor disse ord kom fra. Hun havde ikke givet ham noget lignende, før nu. "Det siger du ikke?" Kom det kækt fra ham, som han kiggede hende i øjnene, "Det kommer slet ikke bag på mig" Hun var en kvinde som han ønskede at starte noget med, ønskede at nyde og vågne op med dagligt. 
"Åh, det ved jeg slet ikke nu hvor du har vækket en nysgerrighed i mig" Han sendte hende et roligt og små drillende smil. Lilac var ikke en kvinde, som var ligesom de andre, hun var ikke en person som han blot ville nyde en enkel aften. Han vidste godt at de måske skulle have lidt mere tid sammen, inden de begav sig ud på den vej, hvor de skulle lærer hinanden bedre at kende. "Men så lad gå" Kom det roligt fra ham, og lænede sig ned for at give hende et velkendt kys på panden, inden han smuttede ud af sengen og kiggede ned på hende, som hun lå der.

Selvfølglig kunne han ikke lade hendes ord ligge. Det var slet ikke meningen, at Lilac skulle dreje samtalen en anden vej, men af en eller anden grund fik Bastian hende til at gå en smule længere end hun ville med enhver anden fyr. Faktisk kendte hun ingen andre som hun havde sovet med første nat. At de ikke engang havde lavet noget lød helt unaturligt, hvis man snakkede nogen om det. Alle regnede altid med, at der skete noget seksuelt, når en mand og kvinde sov arm i arm. Bastian og Lilac havde dog kun gjort det sagte… sovet arm i arm, og hun nød hans varme, hans nærvær og den følelse hun fik i maven, når hun hørte hans dybe indåndinger.

Den følelse havde hun aldrig følt før.

“Som om jeg ikke har vækket din nysgerrighed før,” sagde hun igen alt for kækt i forhold til, hvordan hun selv følte sig. Wow, selvtilliden kunne hun hurtigt spille op, hvis det var med Bastian. Normalt var hun god til at tale med andre, men ikke i dette drillende toneleje. Det var faktisk meget morsomt. Bastian lod dog samtalen gå og kyssede hende igen på panden. Lilac kiggede efter ham, da han begyndte at bevæge sig hen mod badeværelset. Gad vide hvordan han så ud med vådt hår under det rindende vand..? Hun lod ikke sig selv forfølge den tanke og gik i stedet ud for at klargøre morgenmaden.

"Er jeg så åbenlys?" Han kiggede tilbage på hende med et kækt og drillende smil. Det havde han måske været? Det havde han intet imod, ikke når det kom til hende. Han havde kigget efter hende flere gange, og virkelig nydt synet af hende. At han ikke havde taget kontakt før, lignede ikke ham. Han var normalt en som ofte talte med flere kvinder, og talte nemt med dem. Men der havde åbenbart været noget over Lilac, som havde været mere specielt. Det var han jo også blevet bekræftet i nu. Hun var meget mere end alle andre kvinder. Hun var en fantastisk kvinde. At have lagt igennem natten, og bare nydt hendes nærvær, holdt hende tæt og trygt havde været en oplevelse.
"Du er sikker på at du ikke vil med, ned i karret og ligge?" Det kække smil gled hen på læberne igen, som han nød hende liggende i sengen på den måde. Han kendte måske svaret, hvis hun gik med var det en overraskelse og han blev ikke skuffet, hvis hun sagde nej. Det skulle nok komme. Indtil nu havde de ikke lavet andet end de små kys mod hendes pande. Han glædede sig inderligt til det næste skridt, men han ville ikke skubbe eller presse. Det skulle nok komme.

Om hun ville med eller ej, så gik han nu fra værelset og hun måtte liste med hvis hun ønskede. Han fandt hurtigt frem til badeværelset og begyndte at varme vandet over det lille ildsted. Det ville være frygteligt med et koldt bad at starte dagen ud, og det var måske altid det der gjorde at sådan et bad ville tage længere tid. Det tog sin tid at gøre det klart. Men da det endeligt var klart, kunne han ligge sig derop og nyde det varme vand.

Lilac lo en smule af Bastians udtalelse. “En smule,” svarede hun med en sød stemme og skød ham et smil. Hun havde intet i od, at han var så direkte som han var. Faktisk var det befriende, at Lilac i en eller anden grad vidste, hvor interesseret Bastian var. I hendes andre forhold, hvis man overhovedet kunne kalde dem det, havde hun altid været i tvivl. Mixede signaler var det eneste hun egentlig kendte. Den ene dag var hun den eneste ene og den næste var hun en helt fremmed. Disse mænd, eller nærmere drenge, havde aldrig givet hende titlen som at være hendes kæreste. Alligevel havde de trukket hende igennem lidt af hvert.

Lilac troede oprigtigt på, at Bastian ikke var på denne måde på trods af sit ry. Mon hun ville kunne forklare Lily det? Eller ville hendes fordomme også tale hende fra at gå efter et forhold med ham? “Hvis jeg gjorde, så tror jeg at du ville få for meget af det søde,” svarede hun letsindigt og fejede hans tilbud væk. Hun troede ikke oprigtigt på, at han mente det, men det blot var en del af hans legesyge persona. De kendte knap nok hinanden. At tage et karbad ville være et stort skridt for dem begge. Især for Lilac der ikke havde været nøgen med særlig mange mænd. Næsten igen.

Bastian var gået og Lilac begyndte at klargøre maden for ham. Hun havde ikke købt ind til det store, da hun kun troede hun skulle brødføde sig selv. Derfor havde hun ikke et stort måltid at tilbyde ham, men hun regnede ikke med, at Bastian ville klage. Brød med pålæg blev lagt på bordet, anrettet sådan det ville se en smule fint ud, når Bastian om sider ville træde ud af karbadet. Han ville sikkert se sød ud med vådt hår.

Han kunne ikke andet end at grine småt over hendes ord. Han regnede ikke med at hun ville joine ham, men inderst inde så ønskede han det måske. Se hende på denne måde, se hendes sande jeg. Det skulle nok komme. Det var måske tidligt i deres forhold, hans følelser var mere oprigtige for hende, end for nogen anden. "For meget af det søde?" Grinede han kort, "Jeg tror slet ikke at sådan noget er muligt, når det er dig" Smigrede han varmt og sendte hende til smil. 

Bastian gjorde alt for at gøre badet så hurtigt som muligt, han ønskede ikke at sidde der for længe, mens hun gik og lavede morgenmad til dem. Også blot for at være sammen med hende, lidt mere. Han vidste at de inden længe måtte skilles, fordi at hendes forældre sikkert ville komme hjem. 
Han gjorde det der skulle til, når man nu var i bad. Skyndte sig så han kunne komme op. 
"Det ser lækkert ud" Kom det fra ham, som han trådte ud i køkkenet og smilte hendes vej, efter at være trukket i tøjet. Han kørte en hånd igennem det våde hår og gik hende nærmere. Han nød allerede synet af hende, det gjorde ham varm. Spredte en varme i hans krop. Han fandt hende så smuk. 

Det betød ikke hvor meget eller hvor lidt hun havde købt og stillet frem til dem. Blot det at hun var så sød at lave morgenmad, betød meget mere end hun anede. Hun var en oprigtig dejlig person. Bastian gik tættere på hende. Han havde lyst til at ligge armene om hende i et varm kram. Han lod hånden glide hen over hendes kind med et smil. "Lad os spise."

Selvom Lilac havde gået og ventet på, at Bastian omsider ville blive færdig med sit bad, sneg han sig ind på hende og hun kom med en lille chokeret lyd, da han pludselig stod i dørkarmen. “Det er ikke meget, men jeg havde ikke ligefrem forventet selvskab denne morgen,” svarede Lilac med et lille smil, der blot blev større desto tættere han kom på hende. Hjertet virkede også til at pumpe en anelse hurtigere, når han omsider kom indenfor hendes intimsfære. Hånden der blev strøget hen ad hendes kind fik blot hendes ben til at føles som jello. Ja, de burde sidde ned!

“Bare tag for dig. Vi burde have lidt af det hele,” tilbød Lilac og begyndte selv at smører sig en mad. Det mindede hende en smule om dengang hende og Faust Thunder Mountain var på tur sammen. Ofte sad de på en kro eller blot ved deres lejr og spiste noget simpelt sammen, og bare nød hinandens selvskab. De havde en lille tradition med, at man bare nød sin mad i stilhed og talte efter. Med Bastian var det anderledes. Måske var det fordi hun ikke kendte ham lige så godt eller måske var det fordi hun ville lære endnu mere af ham. Alt, hvis man spurgte hende. “Så hvad er dine planer for i dag? Efter vi har set en healer selvfølglig,” spurgte Lilac efter at have taget den første bid af sin morgenmad.

Det tog jo sin tid, når der manuelt skulle fyldes vand på karret på den måde som det skulle. Men han havde nydt badet, tænkt på hende i mens. Hans hjerte var uden tvivl varmt for hende, allerede. Han nød at være tæt på hende, og kunne kun klandre sig selv for ikke at komme tættere på hende før end han gjorde.
"Det er mere end rigeligt, Lilac" Bastian var ikke krævende på nogen måder, "Det ser virkelig godt ud" Det var måske også blot det at hun havde lavet det, at det blev bedre. Og at han var hos hende. Hun havde fået ham til at føle sig tilpas og hjemme, med sin måde at være på.

"Tak, Lilac" Svarede han roligt med et smil, og rakte ud efter et stykke brød og noget af det pålæg som stod foran ham. Det havde været en speciel nat. Han havde virkelig elsket at have hende i armene. Normalt ville han ligge med en kvinde, som han tog med hjem, men det havde virkelig været anderledes med hende. Den samme følelse var der ikke. 
Han nød at sidde overfor hende, kigge på hende og se hvad hun havde gjort for ham. 
Han kom med et lille og kort grin over hendes ord, selvfølgelig ville hun have ham til en healer, det var helt fint. "Jeg har ikke rigtig nogen planer. Hvornår kommer dine forældre hjem? Hvis jeg kan vil jeg bruge dagen med dig, Lilac"

Hvad var ordsproget? Når man taler om solen, så skinner den? I hvert fald nåede Bastian kun at nævne hendes forældre før, at hun kunne se dem gennem vinduet. Heldigvis for dem, havde de fået fortryllet dem sådan, at man kun kunne se ud, men ikke ind. Lilac hostede en smule, da hun fik maden galt i halsen af chok. De burde da ikke være hjemme nu! Det var da stadig morgen og de burde først komme hen af eftermiddagen?! “De er her næsten. De går kun to huse væk.” Fik hun fremstammet mellem sine host og kiggede panisk op på Bastian. “Jeg kommer til at få stuerest resten af mit liv, hvis de ser dig her,” sagde hun mens panikken boblede op i hende. Nu var de et hus væk. Hvad skille de gøre?

Hun rejste sig i det samme op og kiggede alvorligt på Bastian. “Du må hoppe ud af et vindue eller noget. Gemme dig i et skab. Et eller andet! Men de må ikke se dig herinde,” kommanderede hun, men dog var stemmen også meget undskyldende. Det var bare overhovedet ikke meningen, at denne morgen skulle blive så kaotisk. Selvfølglig skulle hendes strenge og overbeskyttende forældre lige komme hjem, når hun havde mandligt besøg. Noget som hun ellers aldrig havde. Argh, hvorfor var verden imod hende på den måde!

Det var bare dårlig timing som snakken om hendes forældre at de dukkede op uden for vinduet. Bastian kiggede overrasket på hende, som hun var ved at kvæles i hendes mad, noget som han helst ikke så skete. Det ville være trist. Han var begyndt at kunne lide hende. 
Bastian vendte sig om og kiggede ud ad vinduet og så det samme som hende, hun havde helt ret. Han måtte ikke ses her, han ville ikke være skyld i at hun fik skæld ud eller noget andet. "Det er virkelig dårlig timing" Kom det seriøst fra ham, som han kiggede over på hende igen, "Bare rolig, jeg er væk inden de kommer ind" Han skulle nok finde en udvej et eller andet sted. 

Hun skulle slet ikke føle sig dårlig tilpas eller undskylde overfor dette, for han vidste præcis hvordan hun havde det. Han rejste sig fra bordet, han håbede at hun kunne få hans tallerken væk inden de kom ind. "Hvor er dit mors skab? Så gemmer jeg mig der" Han kiggede over på hende, og forsøgt at holde et seriøst blik, inden han grinede drillende. Han gik over til hende, krammede hende varmt og så længe som han kunne, sluttede af med et kys på kinden, inden han stak over til et vindue, modsat dem, "Vi skal mødes igen, Lilac. Jeg er vild med dig" Kom det varmt fra ham og smuttede ud af det. 

Lilac måtte indrømme, at hun havde virkelig dårlig samvittighed over hele spektaklet. Havde hun overreageret? Heldigvis virkede Bastian meget roligere end hende selv, men hvis han vidste, hvordan hendes forældre kunne være, ville han ikke tage sig så god tid. I stedet ville han tage benene på nakken og spæne afsted. Tænk, hvis hun aldrig fik ham at se igen? Heldigvis virkede det ikke til, at det var den vej de to var ved at gå.

“Mit mors skab?! Nej det er det sidste sted du skal gemme dig,” svarede hun hurtigt og bekymret inden han fik sagt, at det bare var en spøg. I en hver anden situation ville hun have fundet det morsomt, men lige nu kunne hun kun tænke på, hvornår fordøren blev åbnet. Hvor lang tid ville det tage hendes forældre at komme ind og opdage de to? Hvordan skulle hun forklare hele situationen for dem? Hun måtte jo ikke engang være på kroen, hvis det stod til dem.

Bastian tog sig alligevel tid til at give hende et ordentligt kram. Derefter sagde han, at han var vild med hende. Overrasket stod Lilac stum tilbage og nåede ikke engang at sige det tilbage før han var ude af vinduet. Bastian, han var virkelig en speciel en. Lilac vidste i det øjeblik, at hun også kunne lide ham tilbage. Måske mere end han kunne lide hende.