Hvorfor han havde været så bekymret vidste han ikke, men ingen havde brudt sig særlig meget om ham, og Sarril var faktisk den eneste der havde givet ham lidt omsorg. Det var helt mærkeligt at tænke på, især når han bare gerne ville sy og blive lige så god som hende. Så hvorfor alt det postyr over noget stof? Jo han havde set folk der havde fået hul i hovedet af at falde ned for noget. Ja de var da hjemløse og sådan, og nogen var blevet overfaldet, men det kunne også være sket i dette tilfælde! Var han paranoid? JA i den grad var han! Han var paranoid konstant og hele tiden. Troede altid at alle ville det værste når de ko for tæt på. Bare det at de ville lære ham at kende blev han paranoid og troede de ville slå ham ihjel på sigt! Derfor havde han heller ikke taget imod jakken i første omgang uden at gøre noget for det. For ærlig talt man vidste aldrig helt HVEM man KUNNE stole på her i Krystallandet. Ikke engang hans egen familie kunne han stole på, og det var lidt en skam, men hvad skulle han gøre?! Han kunne ikke gøre noget ved det, det var bare sådan familielivet var åbenbart.
"Du har ikke slået dig eller noget vel?" spurgte han og kiggede på hende en ekstra gang. "Jeg kan godt løbe hen til helbrederhuset hvis det skulle være?!" kom det ivrigt fra ham. Hun skulle bare ikke dø for ham, så fik han aldrig den jakke, og hvem skulle så overtage butikken?! Den ville stå tom hen til hvilken grund?! INGEN!

Nok vidste han ikke at hun hed Sarril men han havde set navnet på en af kasserne inde på værelse, og han gik bare ud fra at det var hendes navn, men han kunne selvfølgelig tage fejl. Måske var det bare dumt at have sagt det navn nu hvor han tænkte sig lidt om. Ærlig talt skulle der ikke så meget til for at forvirre ham en gang imellem. Slet ikke når der lå noget foran ham til noget han måtte få! "O.... Okey" svarede han og rejste sig endelig fra pladsen på gulvet han havde siddet på hug og bevægede sig ind i værelset igen, stadig ved at holde lidt øje med hende. Hvis hun viste den mindste tegn på blod ville han løbe ud efter en helbreder!

 "Hvor gjorde jeg nu af den fjerkost!" mumlede han lettere irriteret for sig selv da han kom ind på værelset og kiggede lidt rundt. Ja der var pænt og ryddeligt men fjerkosten... Den lå helt ind i hjørnet og ganske rigtigt kunne han lige fange fjerene med sine fingre. Bare fordi man kastede lidt med tingene skulle de gemme sig. Det var ikke fair.
Straks begyndte han at fjerne spindelvævet og fløjte lidt for sig selv. En gammel melodi som hans far altid havde sunget på elversprog.

Sarril havde aldrig haft nogle der rigtigt så efter hende eller beskyttede hende ud over en dæmon. hendes bror som hun troede var familie vennen. hun havde lært i dæmon riget hvordan man passede på sig selv og når man blev banket gik men ikke til en healer men gik et væk. det var det, det skulle hun bare gøre, gå det væk. 
da han tilbød at løbe til healer huset så hun på ham. han havde omsorg i sine øjne. hun tog sig til hovedet. hvorfor kildrede det i maven når hun så hans omsorg i øjnene. ikke engang hendes mor og far ville ha tilbudt sådan noget. hun så ned på sin ankelog lod som om hun bare så på sine sko ved at tage begge foder frem for stolen, men hun kunne se den var hævet lidt op. *shh ikke sig noget* tænkte hun og så over på ham. han sad stadig på gulvet. men rejste sig op og hun sukkede lydløst. godt så. hun skulle igang men små jag af smerte begyndte at komme i foden. hun blødte ikke det mindste. men en omvredet fod kunne være kzar mora i dianthos. 

Sarril havde ikke tænkt over at hun havde kasser hun havde skrevet sit navn på. men da han gik ind på værelset og ledte efter fjerkosten og ikke kunne nå den, kom hun med en målepind der var ca 50 cm så han kunne skubbe den ud til sig selv, vis han ikke kunne nå den. "her. den burde hjælpe" sagde hun og virkede ikke forpint pånær de små svedperler der var dannet på hendes pande.
hun gik tilbage til sin stol og så ned på sin fod. *gå det væk Sarril, gå det væk* hun satte sig ikke til at starte med men blev stående lidt og lagde alt vægt på den dårlige fod med vilje. hun skulle styrke den, styrke sin moral, styrke at det "ikke" gjorde ondt.

Joseph ville ønske han havde en familie at gå til. Men desværre valgte man ikke den familie man blev født ind i. Men man kunne frit vælge sin egen, han havde bare aldrig givet sin kærlighed til nogen han kunne kalde en familie, hell han havde ikke engang en ven, han havde altid været alene uanset hvor han var henne. Han havde altid bare været ham, selv på småjobs, det var jo derfor han boede på gaden, og det var derfor at han havde behov for at føle sig anerkendt, men han gjorde det ikke uden krystaller. Desuden var han pisse paranoid og det gjorde ikke sagen meget bedre. Lige meget hvad der blev sagt til ham troede han altid det værste om folk. Det var bare sådan det var, for det var det han var blevet opvokset med. Han blev solgt som ganske ung for at brødføde resten af familien, og selvom hans liv havde redet familien var han dårligt nok velkommen nu hvor hans far var død.

Han bed sig lidt i læben og kiggede efter hende i ny og næ men da hun kom ind med målepind til ham tog han den med glæde. "Tak" svarede han og skubbede fjerkosten ud af hjørnet for at tage fat i den. Han skulle til at aflevere den tilbage da hun allerede var gået. Han blev enig med sig selv om at den måtte han hellere aflevere tilbage når han var færdig her i rummet.
Han klarede det i et snuptav, og snart var der ikke engang et støvkorn på kasserne, og spindelvævet var fjernet. Kasserne stod snor lige, og stavlet oven på hinanden i hylderne med markaterne udad af dem der var markater på. Han kendte ikke alabetet så han kunne ikke engang sætte det i orden, nu havde han bare sat det som han synes det skulle se ud, små kasser i den ene reol og store kasser i den anden, og så lidt blandet i den tredje. Når man så på rummet var det egentlig ret stort, der kunne snilt være et lille bord der inde til små projekter.

Han betragtede sit arbejde og satte hænderne i siderne og nikkede tilreds inden han bevægede sig ud til Sarril med fjerkost i den ene hånd og målepind i den anden. "Så er rummet færdigt, jeg synes selv at det blev godt." svarede han selvtilfreds og kiggede på hende og nikkede ihærdigt. "Vil du se?" spurgte han og lagde målepinden på bordet men holdte stadig fjerkosten i hånden.

Sarril fik et lille chok da hun stod i ejen verden da han kom ud fra rummet og talte til hende. hun så på ham og nikkede. hun havde været væk i at styrke den skadede fod. hun vidste dog ikke at det ville betyde længere varigt forløb med healing. hun gik ind i rummet og kunne mærke hun haltede lidt. men hun bed (bogstaveligt) smerten i sig og gik ind i rummet. hun så rundt og kunne ikke se alt det rod der var der før. og hun var god til at rode. hun nikkede og så på ham. "du kan mere end du tror " sagde hun og klappede ham på skuldren og gik ud i butiken og tog jakken som lå på et bord og foldede den pænt sammen. hun gik over til ham og rakte ham jakken. "du gør et godt arbejde når først du for en opgave. du går i det med krop og sjæl, det vil jeg gi dig."
hun mente hvad hun sagde og mente at han ville kunne bruges til mere end at tigge. han ville kunne klare sig fint i en butik som opryder. eller som elev i til en syerske. Sarril var jo også selv startet som elev. men det var virkelig lang tid siden nu.
Sarril og på stoffet der stadig lå hulder til bulder fordi hun var så lille at hun fik det over sig når hun skulle ha den øverste.
kl var vidst også ved at være mange. men hun havde ikke noget hun skulle nå. havde han mon.?

Joseph blev stående foran arbejdsbordet mens Sarril studerede værelset. Han ville ikke sige noget, tænk hvis det var dårligt gjort af ham. Nej ikke tænk, det var det! Han kunne sikkert gøre det bedre! Hvis bare han kunne læse og skrive! Han var sku en udulige tre kvart elver! Han kunne absolut ingen ting. Han duede bedst på gaden! Han kunne have svoret hårdt på at Sarril ville melde ham til byvagterne for at have stjålet en jakke! Hvorfor kunne han ikke bare indse at det var sådan hans liv var?! Hård og uretfærdigt. Han kunne lige så godt gå hen på bordelhuset og give sig i kast med arbejde der. Der havde man da i det mindste lidt halvtag over sig under arbejde, og han kunne komme i et karbad sikkert. Tanken om at sidde i et varmt kar hvor det varme vand bare skar igennem marv og ben ville gøre underværker på de kolde nætter.
Han pillede lidt ved målstokken og vendte den lidt på bordet så hver gang den ramte bordet lød et lille KLONK. KLONK, KLONK for hver gang han vendte målstokken og han kiggede først op da Sarril var kommet ud af rummet.

"Mener du det?! lidt usikkert kiggede han på jakken, nu havde han jo arbejdet for den, og den var vældig flot. Nok noeget af det flotteste han ejede nu. Men havde hun en bagtanke ved at give ham den? Langsomt rakte han en hånd frem imod jakken og klemte rundt om kanten af den. Langsomt og forsigtigt tog han jakken og kiggede på den en ekstra gang. "Er det så virkelig min nu?" spurgte han forsigtigt og forskræmt. Han ville jo ikke meldes til byvagterne. Han havde problemer nok ude på gaden.

Sarril holdte jakken til han tog den og hun nikkede. "jeg mener det. virkelig!" hun lod ham tage den og hun gik over til disken og desværre knækkede hendes ankel sammen under hende så hun faldt ned på knæet og tog sig til anklen. Sarril bed tænderne sammen og rejste sig op. Sarril slap anklen og trak sig op. *gå det væk Sarril... gå det nu væk!* hun satte sig på stolen og så på ham om han havde set det. hun håbede lidt han havde for travlt med jakken. for hun viile ikke ha han skulle hente en healer. ikke mange healere var venligsindet over for hende, pga hendes dæmon race.

Sarril så ud og så det var begyndt at blive mørkt. hvor om han skulle sove i nat. det var jo rimelig koldt uden for. hun vidste hun bare skulle.... op.... af.... trapperne....! shit. hun skulle jo ovenpå og for hver gang man tager et skridt op og ned af trappen satte man jo mere press på sine fødder.

"Wauw!!!!" udbrød han og kiggede på jakken. Han var dybt koncentreret af den så fine jakke at han ikke så Sarril falde til jorde før hun rejste sig. Han bed sig i læben og kiggede på hende. "Er du sikker på jeg ikke skal hente en healer?" ikke at han vidste hvor healer huset lå henne da han ikke kunne læse skilte. Men han kunne vel spørger nogen. Der var vel ikke helt tomt ude i de mørke gader, der var vel nogen. Om end ikke at der var lys i nogle huse også. Det handlede bare om at gå ind huset og spørger ad ikke sandt?

"Er du sikker på du er ok?" han var faktisk lidt nervøs sådan so hun tog sig til anklen og gav slip som om der ikke var noget galt. "Jeg vil gerne hjælpe" han havde aldrig åbnet sig så meget for en person som han havde gjort til Sarril. Om end at han stadig havde betænkelighed for hendes ideer og hvad hun kunne finde på. Han ville bare gerne undgå byvagterne. Han havde aldrig været på kanten med loven, og det skulle heller ikke ske nu hvor han havd fået så fint tøj. Han så lige frem ud som en der havde krystaller på sig.

Sarril hørte han talte om healere igen og så mod ham. "jeg ved ikke hvad en healer skal gøre... de dømmer mig altid på mit udseende og race" sagde hun ærligt og lukkede øjnene lidt for at tage sig sammen. hun slappede af når foden hang ned fra stolen. men hun havde jo ikke tid til at side stille. hun skulle jo lave kjoler til de to kvinder der var kommet ind tidligere. om der var nogle uden for vidste hun ikke men det var nok nogle for ikke alle kunne lade nattelivet været i fred.

Sarril så op på ham da han sagde han gerne ville hjælpe. det havde ingen sagt til hende før. hun var jo dæmon. ikke mange ville være så søde ved en dæmon. "det ved jeg du vil Joseph... jeg er nok bare.... ikke van til det." sagde hun og var jo ikke fra kzar mora fordi hun var menneske. hun var dæmon. med dæmoniske øjne, dæmonisk opvækst og tænker som dæmonerne havde lært hende. skulle han bare hente en? de ville sikkert ikke hjælpe alligevel. "tror ikke de vil hjælpe mig, men du kan da godt forsøge" sagde hun lidt opgivene. mest over tanken at komme op på etagen oven over skrædderiet.

Han bed sig lidt i læben og knyttede jakken ind til sig. Han vidste ikke hvad han skulle sige eller gøre så han trak på skuldrende. Han havde aldrig været ved en healer, når han blev syg var han jo bare syg, fik ingen miksturer eller urter, så hvad gjorde en healer egentlig?! "Jeg ehm... Jeg ved det ikke" svarede han og kiggede lidt ned i gulvet. Hvad skulle han dog mene og gøre? Han kunne jo ikke gøre for at han ikke kendte til en healer, han vidste jo ikke engang hvordan en healer så ud. Eller hvor de skulle findes.

Han sukkede lidt over hendes ord, han kendte følelsen der var aldrig nogen der var god ved ham, og her havde han altså mødt Sarril og som havde vist ham en godhed i alt hvad der kunne lade sig gøre. Han havde stadig sin paranoia ja, den ville aldrig gå væk. Alligevel ville han bare så gerne hjælpe hende. Hun havde gjort så meget for ham. Hun havde givet ham et æble og to gulerødder. Så han var tilfreds, om end at han stadig var sulten og hans mave knurrede en smule. "Jeg... Du har været god ved mig... Så det er min pligt at hjælpe!" kom det fra ham og gik over til hende. Han lagde en hånd på hendes skulder og sukkede svag. Var healere virkelig sådan ikke at ville hjælpe folk. Var det ikke det de var til? "Hvor... Hvor kan de findes henne? Jeg.... Kan ikke læse" han sagde det meget stille, og han håbede ikke at det var et problem.

Sarril kunne godt forstå ham. ja han var paranoid men havde fulgt hende alligevel. mest fordi han nærmest var blevet trukket med. Sarril vidste ikke rigtigt hvordan hun skulle fortælle ham hvor det lå. men måske han skulle finde et hus der lignede et healer hus. men hvordan så de så ud.... shit hvad skulle hun sige til ham.
Sarril tænkte sig om. hun havde set hvor det lå men hvordan forklarede hun det. "ja. jeg ved hvor jeg har set tilskade kommende tage hen men jeg har ikke tjekket om det var der..." hun så ud af vinduet og tænkte lidt om det ville være nemmere at få vidst det end at gætte. "jeg kan sagens skrive ned hvordan det staves men vis du ikke kan læse er det måske ikke nogle hjælp... så tror du skal spørger ude i byen. det er jo sjældent at folk er hjemme og ikke ude på kroer og feste" sagde hun og tænkte sig om. hvad skulle han ellers gøre. hun kunne jo ikke sige gå til den og den gade vis han ikke kunne læse var det jo ikke en hjælp.

Han kiggede på hende med store øjne, hvis folk gik der hen efter at have fået en skade så måtte de da kunne hjælpe! ”Jegkan godt finde vej, bare sig hvor jeg skal gå hen til det sted! Skal jeg tilbage til markedspladsen eller springvandet? spurgte han og lagde jakken fra sig. Ja det ville være koldt udenfor men det var ikke noget han ikke havde prøvet før. HAn havde klaret sig igennem meget, desuden frøs han sjældent fordi han kunne kontrollere sin kropsvarme. Så en t-Shirts var helt fint for ham at gå ud i.
”Kroer og fester. Den klare jeg! Jeg skynder mig!” svarede hn og spurtede hen til døren for at åbne den så hurtigt at den gav et lille DONK mod væggen og klokken i loftet lød. Han var lige glad med om han skulle gå tilbage til springvandet, eller markedspladsen han skulle nok skynde sig, og en kronvidnet han da hvad var, for der duftede altid af mad og der var høje snakke og en masse mennesker!

Han løb tilbage til markedspladsen og kiggede rundt efter nogen men der var ingen, okey hvor løden nærmeste kor?! HN havde ingen ide så han løb op af en sidegade og kiggede rundt for at finde nogen der kunne hjælpe ham, men de fleste havde søgt indenfor,og ellers lå nogle hjemløse pakket godt ind i uldtæpper og prøvede at få varmen, dem ville han helst ikke forstyrre.
Han kom ud af sidegaden og han kiggede lidt rundt igen. ”undskyld men kan du fortælle mig vejen til healerhuset?” spurgte han den nærmeste som var vågen og ikke prøvede at få varmen. ”Du er gået helt forkert, du skal ned til markedspladsen og lidt længere mod boligkvarteret. Der ligger et lille hus med et hvidt flag med røde striber ude foran, du kan ikke undgå at se det” svarede den høflige gamle dame og Joseph lyttede intenst.

Sarril sukkede da han var gået. hun tog foden op på skødet og så på den hævede fod. hun vidste hendes forældre ville være forærvet over hende at hun skulle ha hjalp fra en healer og ikke bare klarede det selv. hun holdte en hånd over fodens hævede sted og hun så mod døren om den skulle gå op. hun lukkede øjnene og tog foden ned igen hun kunne ikke klare alt den omsorg. men joseph virkede som om han havde brug for dette, brug for at hjælpe hende.

Sarril tog sin blok frem og begyndte at designe tøj imens hun ventede. noget kunne hun jo få tiden til at gå med. hun så mod guleroden og æblet der lå på bordet og skubbede det til kanten af bordet. hun tegnede videre og begyndte at lave æble mønster på det hun tegnede. hvorfor gjorde hun det. hvem ville gå med en kjole med æbler på? hun tog en ny side og tegnede en ny kjole.



inde ved healer huset var der mange fulde og tilskade kommende mennesker og andre racer. dog ikke rigtig nogle dæmoner. folk sad i vente værelset og kom til en efter en. det var lidt som en butik hvor det var først til mølle.

Uanset hvor langt han skulle løbe skulle han nok dukke op. Sarril havde brug for ham uanset hvad! Han kunne ikke bare lade hende i stikken, desuden havde han efterladt den smukke jakke! Han bed sig ldit i læben og kiggede til begge sider som han passerede gaden og løb videre imod healer huset. Da han så flaget løb han direkte ind uden en sveddråbe på panden selvom han havde løbet så meget.
"Hjælp, hjælp en eller anden!!!" nærmeste råbte han ud i lokalet og kiggede på de mange tilskade kommende der var der og alle healerne der rendte rundt for at helbrede de mange sårrede. "Så hjælp dog, stå ikke bare der!" kom det arrigt fra ham som en healer stod og kiggede dumt på ham. "Hvor brænder det?" spurgte en yngre kvinde på ikke mere end start 20'erne hun lignede en der havde åbent sind. "Sirl er kommet til skade og hun kan dø hvert andet øjeblik! Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg har løbet hele vejen her hen!" kom det fra ham og lagde hovedet lidt på skrå som han snakkede hurtigt. Om hun kunne forstå ham vidste han ikke men det var også lige meget. "Du bliver nød til at komme med" udbrød han og tog hurtigt fat i armen på hende for at føre hende fremad og ud af huset. "Rolig nu. Jeg skal nok gå med lad mig samle nogle ting" kom det fra hende og trak armen til sig som hun vendte sig om og gik ud i baglokalet tog en taske og samlede nogle ting sammen. Man vidste aldrig hvad man kom ud for!

Joseph stod lidt og trippede på stedet som han ventede på den unge healer. Han begyndte at rode lidt ved sin T-shirt og buskerne da hun endelig dukkede op. Det var også på tide! Sarril kunne være død nu uden han vidste noget om det! "Denne vej skynd dig" kom det fra ham og for ud af huset og i retningen af Sarrils tøj butik. Men hvilken vej var han kommet fra?! Øøøh vi skal den vej... Tror jeg nok" han bed sig i læben og fugtede straks læberne kort tid efter som han bevægede sig den rigtige retning imod butikken.

sarril dø... det var måske lige i overkanten. hun havde jo bare en kraftig forstuning på foden. det gjorde vold ondt men sådan var det jo med forstuninger. hun sad lidt og designede en kjole hun godt gad lave til sig selv men hun havde så lidt tid til at designe til sig selv.

Sarril så ud af vinduet imens hun ventede. at Joseph sagde hun var døende var ikke lige sandt. tilskade, ja. men døende aldrig. Sarril vidste ikke hvad joseph havde sagt og da døren gi op så hun op fra bordet og så på en ung kvinde der nærmest så ud til at være på alder som joseph. hun lagde hovedet på skrå. hvad kunne en så ung healer mon gøre for sarril.

kvinden så dog lidt skræmt ud da hun mødte sarrils rødlige øjne. ikke dem de fleste kunne lig.

Joseph var bekymret. Hvad skulle der ske med butikken hvis Sarril døde?! Og hvad skulle han gøre med jakken, ville Sarril overhovedet få en begravelse, ville nogen kendes ved hende!? Der var så mange spørgsmål i hovedet på ham at han ikke vidste hvad han skulle stille op med sig selv.

Han havde dog fundet den rigtige vej til butikken efter at have rendt rundt forgæves for at finde den rigtige vej, de var da også gået lidt forkert, men han fandt da hurtigt ud af at intet lignede noget han havde set før da han ledte efter healerhuset. Til alt held troppede han op foran døren og nærmest skubbede healeren ind af døren for at trække hende over imod Sarril som hun blot stod og kiggede.
"Skynd dig, kom nu. Hun er kommet til skade, stå ikke bare der og se bekymret ud. Hun gør ikke noget. Det er hendes fod, hun kan ikke gå, den.... Den... Den kan være brækket, eller være skal ambuteres!" han havde ingen ide om hvad en healer ville gøre ved en forstuvet fod. For fanden han vidste ikke engang noget om noget som helst. han var bare en lille uvidende knægt der bare prøvede at overleve hver dag.

Sarril dø af en forstuning. det var da ikke muligt. hun så på healeren der meget tøvene kom mod hende. Sarril lagde hovedet på skrå, healeren så ud til at frygte hvad hun kunne finde på. "hun.... hun er en dæmon" kom healeren meget forskrækket.
Sarril lagde hovedet på sine hænder og så på james. "er du skræmt af at jeg som race er dæmon." spurgte hun roligt og så tilbage på healeren. 

healeren listede nærmere langsomt og sarril strakte benet hvor foden allerede nu var begyndt at blive blålig. "den skal nok ikke amputeres james. tror ikke det er så slemt" sagde Sarril og så ppå foden der var næsten dobbelt størrelse. healeren så på james med meget nervøse øjne og turde ikek rigtigt komme tættere på.

Sarril sukkede lidt og vidste det ville ske. healere var ikke sød ved en dæmon som hende. men hun kom heller ikke så tit ind til dem. "jeg vidste det... enddnu en bangebuks healer" sagde hun og trak benet til sig lidt så stille. måske den kunne være brækket ved en lille flig var brækket af.

Joseph var letter nervøs og vidste ikke helt hvad han skulle gøre med sig selv. Han vidste ikke engang hvad det ville sige at komme sådan rigtigt til skade. Han sov i en container eller i engyde. Ja han fik da en lussing eller to en gang i mellem men det var da også det eneste der nogen sinde var sket ham. "Kom nu kom nu!" skyndte han på healeren og skubbede til hende for at få hende tættere på Sarril. Hvad skulle der ske hvis bene skulle amputeres?! Han var så uvidende at han slet ikke kendte til det med at nogle folk var bange for dæmoner. For fanden han var bange for alle!

Da healeren endelig kom helt op til Sarril havde hun allerede trukket benet til sig. "Få så det ben frem!" kom det bestemt fra Joseph og kiggede strengt på Sarril så godt han nu kunne, hvilket ikke var ret meget da det ikke var en mine han brugte. Healeren så stadig lille og skræmt ud men Joseph var lige glad. Han skulle bare vide at Sarril havde det godt og det ikke var alvorligt.

"Argh kom her med det!" han gik frem imod Sarril bukkede sig ned og tog fat i benet for at strække det ud så healeren kunne se på den blålige fod. "Ja kig så! Du er eksperten. Hun gør altså ikke noget, jeg har fået en jakke!" kom det mere bestemt fra ham selvom det ikke gik særlig godt.
Healeren bukkede sig ned og kiggede på foden og begyndte at trykke nogen steder. "Gør det ondt her, her, her, eller her?" hun trykkede på siden af foden,oven på foden, under foden og mærkede lidt på tærene for at se om de også var brækket og kunne bukke som normalt.

Sarril så en helt anden side af joseph da han nærmest kommanderede med Sarril. hun så på ham og så på healeren med de rødlige øjne. da hun endelig kom tæt på så Sarril på joseph der med et kom over og hev hendes ben ud. hun lavede en øm grimasse. hun så på healeren da hun trykkede på hendes fod. "JA FOR ZALADIN DA OGSÅ" sagde hun og prøvede at holde foden stille men hver gang hun trykkede lavede sarril små ryk som joseph nok ville kunne mærke.

joseph var for god af sig, han ville det bedste og så det han sagde fik et lille smil på hendes læber. Sarril havde ja givet ham en jakke men fordi man gjorde det betød det jo ikke man var harmløs. hun slå lidt i bordet i smerte da  healeren ramte et meget ømt punkt. hun så ned på den blålige fod. hun knyttede næverne i smerte og bed tænderne så hårdt sammen at man nærmest kunne se hendes hår rejse sig. så ondt gjorde det da healeren begyndte at bukke foden og vippe den frem og tilbage. det var da også et helved at hun ikke bare kunne se på den og så gi hendes noget bandage på den men det var jo ikke sådan healere arbejdede. de skulle jo gøre alt muligt for at se om det var godt eller dårligt det man gjorde.

Umiddelbart var Joseph helt lige glad med hvad Sarril sagde eller gjorde. Han holdte fast i foden og havde et stramt udtryk i ansigte da healeren ikke kom med det samme. Alligvel kom healeren tæt nok på og trykkede, og da Sarril bandede kiggede Joseph overrasket på hende men holdte fast i foden mens der blev lavet alle mulige mærkelig ting han ikke forstod. ørst tryken så vrikken med foden, og Sarril der ihærdigt prøvede at udtrykke sine smerter ved at gøre andre ting end at holde foden stille.

Alligevel holdte han fast omkring benet så healeren kunne mærke og føle. "Den er ikke brækket, bare forstuvet. Jeg giver dig en misktur du skal drikke mod smerter og så en healende salve til at komme på benene. Derefter skal du holde foden i ro" kom det fra healeren mege usikkert og nægtede at kigge på Sarril men holdte hele blikket på Jospeh. Dog ændrede hun hovedet ned til sin taske som hun åbnede og fandt remedier frem go et bånd som hun forsigtigt lagde omkring foden.
"Det er det jeg siger du dør!" kom det i et udbrud fra ham og viste for første gang nogle følelser af ubehag, aldrig havde nogen været søde ved ham og så skulle de bare dø! Han var uvidende omkring alt ting men hvad skulle han sige?!
"Her, smør dette på foden 4 gange dagligt og bind foden ind bagefter. denne drikker du lige så snart du har smerter" kom det fra healeren og satte hurtigt flaskerne på bordet inden hun rejste sig op og skyndte sig ud af døren. "Du dør... Du ør... Jeg vidste det... Dumme Joey!" straks slap han Sarril's fod og tog sig til hovedet mens han begyndte at gå frem og tilbage i lokalet.

Sarril bandede nok men joseph var stærk nok til at holde hendes lille fod. da healeren var færdig og skyndte sig ud så Sarril roligt ud. "jeg dør ikke. en forstuning er bare næsten brækket, det er lige som vis... vis du vrider din fod om på en forkert måde" hun så på ham med et lille smil. hun tog cremen og drikken og så på dem. "4 gange dagligt... suk alstå" kom der stille for hende.

Sarril satte foden stille ned i sin sko der var lidt lille med forbindning på. hun gik over til joseph og lagde en hånd på hans skuldre. "der skal mere til at slå en dæmon ihjel end en forstuvning" hun sendte ham for første gang et rigtigt venligt smil. noget hun normalt ikke gjorde. men hun synes det var sødt og kært at han troede hun skulle dø fordi hun havde forstuvet foden. hun kunne jo bare ha brugt en stige til at hente de øverste stoffer. men sådan var hun jo ikke lige. hun mente hendes højde ikke var et problem.