Ella smilede mens hendes øjne næsten allerede var lukket helt i igen. ”Fordærv alligevel. Du skal også holde fri en gang imellem” pointerede hun med let morskab, men hun forsøgte trods alt ikke at stoppe ham med mere end det hun allerede havde sagt.
Ella kunne egentlig godt vende sig til at sove på den måde. Hun havde aldrig tænkt over om hun var et flokdyr eller enspænder, da hun aldrig havde fundet nogen af sin egen art. Men det var heller ikke tanker hun gad at gøre sig lige nu. For hun var træt og komfortabel. Så hun faldte i søvn igen på den varme plet som Oswald havde efterladt tilbage.

Hendes næse løftede sig op fra under dynen da han landede tilbage i sengen, og hun var ikke spor langsom til at kravle halvt hen over den varme krop igen, trodse hans maves indvendinger og være et anker til at han blev liggende. ”Syyysh mave. Ikke nu” tyssede hun hans maves rumlen som hun fandt tilbage på plads. Hun tænkte ikke over det, men fodens sår dunkede ikke mere, og var på vej i den rigtige retning, som tiden skred frem.

Det var svært for ham, at tvinge smilet til ikke at træde frem på hans læber, som Ella kravlede ind i hans arme. Han lukkede dem blidt om dem, og trak hende ind til sig. Hans øjne lukkede sig langsomt i, og begyndte så at grine, da hun tyssede på hans mave. Der var noget helt utrolig, roligt, fredfyldt over dette øjeblik. Hvis der var noget som Oswald havde lært, så var det at påskønne når disse øjeblikke fandt sted. 
"Ja, du fortæller den, hvem der bestemmer her" lo han, dog uden at vise tegn på han ville rejse sig, for at få noget mad i den. Nej, efter et kort stykke tid, kunne en lavmælt snorken høres fra hans næse, da han igen var faldet i søvn. Hun havde ret, han burde virkelig sørger for at tage nogle fridage. 
Hvilket kroppen fortalte meget klart nu, som han var faldet ind i en drømmeløs søvn. Nok den bedste søvn, han havde haft i årevis. Aldrig, havde han følt sig så tryg, som han gjorde i dette øjeblik.

Ella brummede morende som svar. Det med menneskeføde var sådan en yderst underlig ting for hende, da hun selv havde en helt anden måde at få maven fuld på. Men hun havde lært hvad den rumlende lyd betød, og noget i hende troede faktisk på at tyssede hun på den, så ville den også makke ret! Hun havde da talt ganske pænt til den og ikke skældt ud! Så det måtte da virke.

Som hun hørte hvordan en let snorken forlod ham og det betød at hun kunne få lov at blive liggende og sove videre i den dejlige varme og tryghed. Ella var ikke helt sikker på hvor lang tid der gik før hun vågnede igen. Men hun havde det dejligt varmt og det tog solid overtalelse at slå øjnene op. Hun spejdede ud til vinduet der afslørede at de var hen forbi de varme middagstimer.
Ella strak kroppen som hun rullede om på ryggen, og fortrak let en mine da anklen ikke var enig i at hun skulle strække sig. Kroppen var dog stadig doven med sit voldsomme hår i en manke omkring sit hoved.

At dagen som i dag var et særtilfælde ville nok have været en ting til at starte med, men som ugerne gik og jo mere tid Oswald brugte sammen med Ella var det noget der blev mere normalt. En hyggelig rutine begyndte at forme sig mellem de to sjæle, som der arbejdede siden om side omkring farmen og dyrene. Hendes evne til at tage sygdommen fra de dyr han kom slæbende med, var i hans øjne noget af det smukkeste han nogen sinde havde set. Men desværre ikke noget han fik sagt, da han altid havde været en mand af få ord. Måske det også derfor, ikke kom som nogen overraskelse for ham da Ella forklarede hun havde brug for at strække sit nu helbredte ben igen og komme videre. Som han havde sagt fra starten af var hun altid velkommen til at gå og blive som hun ønskede, men da han endelig så den blonde pels og lille skikkelse løbe hen over bakkerne i de få aftentimer der var tilbage. Var det alligevel en vemodig følelse der greb omkring hans hjerte, kun erstattet med et lavmælt fnys da en stor ulvenæse puffede ham i siden.
"Ja du er sulten det ved jeg godt" sagde han blidt inden han igen kastede et sidste længselsfuldt blik mod bakkerne, hvor skikkelsen ikke længere var til at se.

"Til vi forhåbentlig ses igen Ella." mumlede han som døren blev lukket bag ulven og ham selv.