Renatika løfter et øjenbryn. Hans spørgsmål kommer bag på hende, delvis fordi det langt fra er på grund af ham at hun føler sig ilde tilpas, delvis fordi det overrasker hende at han overhovedet tager interesse i det.
”Jeg tror ikke De vil gøre mig noget,” siger hun, men hendes stemme bærer en klang af vagtsomhed. Nej, der er ikke noget umiddelbart mistænksomt ved hans opførsel. Det er ikke alle og enhver der vil byde en hjemløs tøs på aftensmad uden bagtanker, men hun gjorde ham trods alt en tjeneste og dette er hendes belønning. Det er en retfærdig byttehandel. Det har hun ingen skrupler ved. Det er endda ham der har fat i det korte strå, ikke hende. De småpenge hun fandt under oprydningen vejer stadig tungt i hendes lomme.
”Og jeg er ikke nervøs. Det her er bare hvordan jeg ser ud,” tilføjer hun spidst, synker lidt sammen i stolen og tager en stor bid ud af kødet på sin tallerken. Den stærke smag er omtrent ligeså krydret som hendes nuværende humør.

(( Kort D: ))

"Jeg beklager meget. Men du virkede mig noget nervøs eller utryg. Jeg tænkte, at det varpå grund af mig, du var nervøs. Men okay, hvis du ikke er det, så skal jeg ikke blande mig." Han hoster tørt, tager sit bestik op igen og fortsætter med maden. Han kigger op igen og tilføjer; "desuden er det af venlighed jeg spørger, Tessa. Intet andet." Han kigger ned, maden er færdigt. Han lægger bestikket fra sig og op af lommen, trækker han en cigaret, som han putter i munden og tænder. Han læner sig tilbage med lukkede øjne, og slapper af.

Hun svarer ikke, men bliver siddende sammensunket i sin stol, tyggende på et stykke sejt kød. Som svar er alt hun kommer med et hurtigt nik.
Det sidste stykke mad på hendes tallerken forsvinder hurtigt, og i et par øjeblikke sidder hun og blinker søvnigt. Det kan være svært at forblive irriteret når man er træt og tilfredst mæt for første gang i nogle dage.
Venlighed. Ja tak. Det er vist de færreste der overhovedet prøver at bruge den undskyldning nu til dags. Renatika må beherske sig for ikke at grine overrasket. Er der virkelig folk derude der stadig er bundærligt venlige? I så fald har hun ikke mødt dem. Og det til trods for at hun rent faktisk hjælper folk derude. Familier med nedbrændte huse. Sultne børn. Hvis nogen er berettiget til at stjæle lidt en gang i mellem, så er det hende, tænker hun irriteret for sig selv.
Hun betragter roligt den tynde røg der stiger op fra Charles’ cigaret mens hun forsigtigt aer sårene på sine hænder, indtil en skygge bag mandens stol fanger hendes øje.
Hun havde ikke hørt døren gå op, hvilket var usædvanligt for hende, men da hun ser hvem synderen er giver det mere mening. Hurtigt griber hun sin gaffel og kyler den efter den lille dreng i pjaltet tøj der netop har hånden rakt ud efter Charles’ lomme.
”Skrid med dig, Ty!” hvæser hun, mødes af en knurren fra den niårige knægt der piler ned i den anden ende af rummet med skulende øjne. Hun vil fandeme ikke have konkurrence.

Charles kiggede overrakest efter knægten, der stak af og kiggede derefter på Tessa. Han var ret overrasket over hendes hurtige reaktion, og i det hele taget hendes reaktion,da hun ikke virkede helt som om, hun var helt ærlig omkring det. Han smilede og sagde "Nu må jeg vel takke endnu en gang Tessa. Hvis den havde fået de penge, ville jeg ikke have mere." Han smilede endnu mere og blæste et par røgringe. "Så hvis jeg kan gøre et eller andet som tak for det, inden vi skilles, så sig det venligst" sagde han med selv øjne, der smilede. Han hostede og kiggede stille på Tessa.

(brb spise, men bare skriv et post mere)

Hendes øjne flakker hektisk fra den sammenkrummede dreng i hjørnet til Charles’ og der går nogle sekunder før hun opfatter at han takker hende.
”Hm? Hvad?” kommer det fra hende, og da det lykkes hendes hjerne at finde hoved og hale i ordene mumler hun et eller andet utydeligt i retning af ’ingen årsag’ før hun giver sig til at rode rundt med de slidte handsker der stadig ligger på bordet.
”Her er en del lommetyve,” forklarer hun og undlader elegant at nævne at hun kender de fleste personligt. Også at grunden til at flere gæster af og til har kastet mistroiske blikke på hende er at hun selv hører til den ’del’. Et par stykker af de lokale tyve har hun endda samarbejdet med, selvom at Ty specielt bryder hun sig mindre om at være sammen med end de fleste. Magen til uforskammet møgunge har hun sjældent mødt. Og så har han en idé om at han kan besejre hele verden – han er næsten værre end Lucifer på det punkt.
Hun sender et skulende blik mod drengen idet det lykkes ham at fiske et par rav op af en sovende kvindes lomme. Mest for sin egen morskabs skyld kaster hun en lille stump uidentificerbar materiale der lå på jorden i nakken på ham.
Charles’ smilende taknemmelighed fremtvinger et selvtilfredst udtryk på den unge piges ansigt, og hun prikker sigende til sit tomme krus, ”En øl mere, måske?”

(( Bleh, det blev lidt kort ))

Charles smiler går hurtigt op til krofatter og kommer ned igen med to store krus øl, hvoraf han giver hende det ene. Han kigger lidt på hende og spørger henkastet "Kendte du knægten eller hvad? Det lød som om, du hvæste hans navn eller kaldenavn. Ikke for at virke pågående". Måske skulle han ikke have spurgt, men det er for sent, da han allerede har gjort det. Han smiler igen varmt til hende, han er begyndt at holde meget af det lille væsen.

Hun skal lige til at sige nej, men indser hurtigt at det faktum at hun råbte Tys navn nok afslører deres forhold. Hun nikker afvigende og tager hun slurk af den nye øl, nydende hvert eneste prik af varme og smag på tungen.
”Han holder til her omkring, så de fleste kender ham. Han er ikke særlig diskret,” lyver hun. Ty er faktisk rimeligt god til at holde sig i skyggerne, bedre end hende selv, til hendes store irritation. Hun har ikke tal på hvor mange gange hun er blevet opdaget midt i gerningen og jagtet ned af gaden, hvorefter den lille møgunge er trådt til og hugget de værdigenstande offeret har måttet efterlade. Og selvfølgelig har han aldrig været villig til at arbejde sammen. Godt det samme, overbeviser hun sig selv om, hun kan ikke udstå synet af knægten.
Det meste af øllet forsvinder endnu hurtigere end før, og pigen kvaler en blanding mellem et hik og et gab.
”Har du aldrig haft problemer med tyve?” spørger hun, stopper op og spørger tavst sig selv om hvor alverden det kom fra. Ikke ligefrem det mest fordelagtige spørgsmål når man er i hendes situation. Alkoholen må være begyndt at slå til.

Charles kommer med et lille grin; "Hehe, ja et par gange, før jeg.... lige meget, men tyven nåede altid at stikke af, inden jeg fik fat i vedkomne. Vedkomne var ret hurtig til bens." Charles bander lavt for sig selv over så tæt, han var på at afsløre hans hemmelige forsøg. Selvom Tessa virkede troværdig, så ville hun kunne få en del penge, ved at fortælle det. Så han turde ikke tage chancen. Han hoster en gang til, og kradser hårdt i hårbunden. Måske skulle han tage hjem og finde sin kur mod kløen?

Renatika lægger nysgerrigt hovedet på skrå ved Charles’ kryptiske udtalelse og kan ikke lade være med at smile en anelse. I det mindste er hun ikke den eneste der render rundt med skeletter i skabet, ser det ud til.
”Det er de fleste af o— dem. De fleste af dem.” påpeger hun og skubber kruset fra sig til trods for det tynde lag øl der stadig svømmer rundt i bunden. Portionerne lader til at være større end normalt. Hun udstøder lavmælt en irriteret lyd.
Af ren vane lader hun øjnene glide rundt i rummet. Menneskemængden er ikke ligefrem tyndet ud derinde, hvilket irriteret hende. For en gangs skyld har hun ikke brug for at gemme sig, og så kunne det være rart rent faktisk at være i stand til at trække vejret eller eventuelt høre sig selv tænke, men larm og tung luft fylder krostuen som giftig gas, og antallet af gæster kunne dække gulvet som en dyne. Det er vel kun et spørgsmål om tid og øl før nogle kommer op at slås om en bagatel. Hun kan ikke lade være med at gøre sig klar til enten at stikke af eller benytte sig af kaosset til … til hvad der nu byder sig. Man ved jo aldrig.
Charles’ kløen i håret fanger hendes øje, og efter lidt betænkningstid dykker hun ned i en af de mange poser der er bundet fast i hendes bælte og trækker en lille beholder op som hun skubber hen over den skæve bordplade.
”Her,” siger hun og puffer sigende til den lille, hvidmalede lerbeholder, ”Smør det i hovedbunden hvis det klør. Stol på mig, det hjælper.”
Hun havde næsten glemt at hun havde den, og har glemt hvor hun har den fra. Velsagtens et bytte fra en forladt markedsbod, eller en nytteløs gave fra en kunde der ikke mener han eller hun kunne spilde penge på en hjemløs stik-i-rend-pige. Uanset hvad har hun intet at bruge den til og ingen at sælge den til. Hun kan ligeså godt give den bort.

Han smiler, takker og tager imod gaven. "Jeg mener, at jeg har noget lignende derhjemme. Men tak, det var nok røget i branden alligevel." Han hoster, undrer sig over, at han nævnte sit middel. Jeg er nok blevet gammel på det sidste. Han drikker sin øl ud, og tørrer sig om munden. Han smiler og spøger; "Mangler du et sted at sove, eller har du pengene til at sove her på kroen?"

Hun lader hånden hvile på den lille pung i bæltet og mærker på ravstykkerne deri. Der skulle lige være nok, hvis hun er heldig kan hun endda få morgenmad dagen efter, men så er krystallerne også brugt op. Alligevel nikker hun.
”Jeg har penge,” og efter et par sekunder, ”ellers tak.”
Han virker god nok, den gamle. Men et eller andet gør at hun ikke har lyst til at gå ét skridt uden for krodøren i aften, og hun foretrækker ærlig talt at sove i et rum med en lås når nu hun har chancen. Desuden er det halvbrændte hus Charles nu bor i næppe velegnet til to personer.
”Jeg vil ikke ulejlige dig,” tilføjer hun henkastet, rejser sig og spejder rundt i den fyldte krostue til trods for at ikke en eneste ser op. De har formodentlig opdaget at hun ikke er ude på at stjæle i aften. Hun står stille i nogle øjeblikke som om hun overvejer et eller andet før hun vender sig mod manden igen og giver et smil fra sig, takker ham igen og begynder at bevæge sig op til kroejeren for at skaffe et værelse.
”Tak igen,” siger hun, henvendt til Charles, ”Held og lykke med eksplosionerne.”
Uden at vente på svar knuger hun den rustne nøgle hun modtager ind til sig, går igennem den fyldte krostue i et hurtigt tempo og videre op af trapperne til anden sal. Ty, der stadig sidder og undersøger sit rov i et hjørne, knurrer nogle bandeord af hende idet hun passerer, men Renatika nøjes med at smile selvtilfredst til ham. Det er trods alt hende der får lov til at sove i en rigtig seng i aften. Han må finde sin egen mand i nød at nasse på.

//out

,

Mainia står lidt og ser sig om i krostuen, før hun bevæger sig hen til bord lidt nede bagved.
Hun ser sig om endnu gang i håb om at finde et kendt ansigt, men uden held.
Hun folder hænderne under hagen og sukker stille.
Krostuen er dejlig varm og hun smøger ærmene på kjolen en anelse om,
og kaster sit krøllede, sorte hår tilbage over skuldrene.
Det varer ikke længe, før der står en ingefærøl på hendes bord,
som hun taknemmeligt tager en beskeden slurk af, mens hun endnu en gang ser sig om i kroen.

Asbjörn åbnede besværet døren og listede ind i varmen. Det havde regnet det meste af dagen, og hans tøj bar også præg heraf. Rustningen skinnede og de små dråber, der livligt gled om kap for at nå gulvet. Kappen hang slattent og klistrede sig ind til kroppen når den kunne komme til det. Håret var vådt og hang kedeligt ned om hovedet. Han lignede alt i alt en druknet mus. Dog lød et højlydt suk, efterfulgt at døren, der smækkede bag ham. Han lod sin højre hånd glide igennem det våde har, rømmede sig og lod det sædvanlige smil glide henover de smalle læber. Han var i grunden en venligtsindet mand, trods han dagligt måtte smide vildbasser og tyveknægte i brummen. Det førte jobbet med sig. Men det var ikke noget problem. De fleste kunne godt lide Asbjörn; selv dem han sendte i gabestokken kunne lide ham! Han var en meget sympatisk mand.

"Godaften," hilsten han ud i stuen, og kromutter sendte ham et godhjertet smil. Han bestilte sig en øl, og fik en kort sludder med kromutter. Derefter satte han sig ved et bord, ikke langt fra en ung dame. Han hilste hende med et nik og satte sig til rette med sin øl. Trods det dårlige vejr, så havde i dag været en forholdsvis god dag.

Pludselig gik det op for ham, at han havde glemt at fodre Paul.

Den for en gangs skyld ikke så tungt bevæbnede Baldric skubbede døren op til krostuen og gik ind, man ville nok ligge mærke til ham vis man var vant til at komme her, for han kom her ikke normalt.
Baldric var som så tit iklædt et af sine såkaldt "kostbare" klædningsværker, en rød kofte der gik til knæene, et par mørke hoser og et par langskaftede sorte støvler der gik til under knæene, sit bælte med guldspændet havde han også med, som så ofte var sværdet i skeden, som var spændt fast til bæltet.
Baldric lod sine øjne finkæmme kroen før han gik rigtigt ind, han kunne ikke få øje på nogen trusler lige pt. ud over en brynjeklædt, enarmet mand.
Langsomt og forsigtigt gik han op mod kroen og bad om at få en flaske vin hvilket han gjorde, plus et glas, Baldric fandt en pung frem der åbenbart sad inde i koften og betalte hvad vinen kostede og gav lidt drikkepenge før han satte sig alene over til et tomt bord med sin flaske og begyndte at drikke langsomt, han nød vinen, hellere nyde det end at bælle det, så havde han jo købt øl, næh nej, livet skulle nydes mens man havde det, ellers var der jo ikke særligt meget ved at miste det, var der vel?

Mainia så op, da en herre iført kappe trådte ind i kroen.
Hun kendte ham ikke selv, men hun havde hørt om ham fra nogle af de andre i landsbyen, han var vist byvagt.
Hun nippede til sin øl, og skævede til ham, da han satte sig ikke ret langt fra hende.

Renatika følte sig godt tilpas, hvilket var en sætning der sjældent havde hold i sandheden. Men lige nu kunne hun bedst beskrives som meget rolig, meget veltilpas, og lettere beruset.
Pigen, siddende lænet op af væggen i et mørkt hjørne med en betydelig mængde tøj viklet omkring sig, lod hænderne knuge fast om det tredje varme krus øl hun har fået fingrene i. Det havde måske været klogere at bruge pengene på mad, men for en gangs skyld var hun mæt, og en chance som denne var for god til at lade gå forbi: Rav på lommen, koldt ude og varmt inde, og en krostue der var lige nøjagtig fyldt nok til ikke at være trang men alligevel tom nok til at hun kunne sidde relativt ubemærket. Sådan skulle det være hele tiden.
Hun tog tilfredst en slurk af øllet og lod de forskelligfarvede øjne glide en anelse i.
Nej. Det ville være et dårligt træk at falde i søvn nu, lige meget hvor tryg hun følte sig. Om ikke andet så fordi kromutter formodentligt ville smide hende ud hvis hun holdt op med at være en aktiv gæst.
For at underholde sig selv gav Renatika sig til at betragte de forskellige folk i stuen. Det typiske selskab, egentlig … generiske arbejdere og landmænd, her og der noget der kunne ligne en forvildet turist. Døren går hele tiden op når folk vil ud og ind, og snart bevæger pigens blik sig over på de nyankomne.
En mand der mildest talt er pænt klædt fanger hendes interesse – højrød kofte, guldspænde og et sværd. Lignede ikke ligefrem en der tit tog på druk i kroen, men det kunne måske udnyttes. Strengt taget havde hun penge lige for øjeblikket, det var ikke nødvendigt at stjæle, men alligevel …
Hun skottede til byvagten længere inde i rummet.
Måske ikke.

Mainia var begyndt at føle sig en smule ensom, som hun sad der i krostuen og nippede til sin øl,
mens hun kiggede rundt på de andre gæster. Hun rettede ærmerne på sin kjole ud igen og sukkede endnu en gang,
mens hun betragtede byvagten. Hun studerede hans ansigt, hvorpå hun lod blikket gå videre til en kofteklædt herre,
der var trådt ind næsten lige efter byvagten. Hun kneb øjnene sammen og konstaterede, at herren drak vin.
Hun trak på skuldrene og tog endnu en slurk af sin øl, før hun lænede sig tilbage og foldede hænderne over maven.

Asbjörn tømte på ingen tid sit krus og et veltilfreds suk forlod hans læber. Han lod tungen fjerne øl-skummet fra læberne og vippede roligt med fødderne under bordet. Der gik ikke lang tid, før hans tanker var andetsteds. Han forsøgte at beregne sandsynligheden for en fangeflugt i nat. Der havde været en bemærkelsesværdi uro i cellerne her til aften, men måske var det ingenting. På den anden side, så kunne man aldrig være for forsigtig. Byvagten aftalte med sig selv, at han måtte tage et par ekstra omgange denne aften. Det var ikke til at sige hvad de forbrydere og tyveknægte kunne finde på. Et smil gled atter henover de smalle læber. Spændingen var jo netop grunden til at han havde dette arbejde.
Han kastede et nysgerrigt blik rundt i stuen og lod øjnene analysere ansigterne. Han bed mærke i en velklædt ung mand, som han mindedes at have set før. Men hvorfra? Han lignede umiddelbart ikke en balademager, per se; påklædningen indikerede andet. Skindet kunne vel bedrage. Et andet ansigt fik dog denne vending til at komme til orde, da han så et velkendt pigeansigt. Kitsune. Tyve-tøsen, som hun blev kaldt. Et smil gled henover hans ansigt og en let hovedrysten fulgte da. Ja skindet kunne virkelig bedrage. Han rejste sig og overvejede kort at konfrontere pigebarnet. Men hvaeh – pigen havde jo ikke gjort noget galt på nuværende tidspunkt, så der var vel ingen grund til at tage affære. Så snart nogen begyndte at råbe op om "tyveri", så vidste han i det mindste hvor han skulle kigge hen.
Han betragtede endnu et ukendt ansigt; den unge kvinde. Umiddelbart ikke et ansigt, som han kunne sætte et navn på. Han skævede igen over til manden. Der var vel nogen, som bare havde 'ansigtet'. Endnu en hovedrysten.
Han vippede en smule med glasset og kastede et fjernt blik ud af vinduet. På hans læber var et sagligt smil plantet.

"Sikke en dejlig aften," Han brød tavsheden.

Baldric havde lagt mærke til at byvagten kastede blikke på ham, og han vidste hvorfor, dog regnede han ikke med byvagten havde opdaget hvem han var endnu.
Baldric ville med vilje provokere ham og smilede provokerende og vendte derpå venstre side af hovedet mod byvagten, så man kunne se det store ar der gik lige fra mundvigen til øreflippen, Baldric lo som om han kiggede på noget andet, men han var fuldt opmærksom på fyren og de andre i krostuen efter et par sekunder drejede han hovedet igen og tog endnu en slurk af hans vin, mens han langsomt lod sin hånd glide ned langs sit ben og tjekkede den langbladede dagger sad ved hans ben, den kunne blive yderst nyttig vis Baldric "overgav" sig men dette var jo selvfølgeligt den sidste mulighed.
Baldric sendte en ung pige der sad nær byvagten et venligt smil og løftede sit glas i en hilsen før han tog endnu en tår af sin vin, Baldric drak hvidvin, da der var mindre alkohol i det og det var sødere end almindeligt rødvin... Baldric startede nemt ud idag.