Tasja bed sig fast i nakken på bjørnen for at få den til at miste kontrolen over sit lrop da alle nerver jo sad i nakken. Tasja så ned på den ting der råbte op om.... farven rød? og blod drikkeri? hvad mente den dog. Tasja rystede det af sig og tog kløerne så dybt i bjørnen som den kunne. den skulle ikke få lov at ødelægge hendes hjem uden kamp. hun så ned på denne minotaure som hun ikke anede hvad var men håbede han kunne slå bjørnen bevidstløs så hun kunne trakke den væk fra hendes hjem.

Bjørnen blev mere og frustreret over dette, det burde have været et let bytte. Den blev ved med at slå ind på dens hoved og den kunne slippe væk, samt at noget bed den i nakken, igennem dens kraftige pels. Den fik sine klør tilbage og ruskede hårdt og vildt nok, til at den endelig kunne komme ud af bæstets greb. Den rejste sig op på sine bagben af arrigskab, den ville af med katten.

Karn mistede grebet om bjørnen og den var oppe på begge dens ben nu. Minotauren rejse sig selv op fra gulvet og gav et øredøvende brøl fra sig inden han satte af, hovedet i front mod bjørnen, begge horn ret forud imod dens mave sektion.

Tasja holdte grebet selv om det var svært da den begyndte at ryste i sig. Tasja mistede bidet og fløj af og fik lige fat i væggen med sine poter så hun landte på jorden med et mindre bumb. hun så mod bjørnen og håbede den snart ville forsvinde. hun plejede ikke at jage noget der var så stort. så at prøve at nedlægge den var svære end at nedlægge et dådyr. hun pustede og stønnede da hun landte på jorden. hun så mod minotauren da den gjorde klar til at spide bjørnen. hun lagde en pote på øjnene for ikke at få synet af det på nethinden.

Bæstet fløj ind imod bjørnens mave, hornene fik knap så meget fat men det var lige meget, for kraften bag stødet fik bjørnen til at vælte bagover nu. Karn så efter hans eneste egnedel, hans økse og fik øje på den, han var ivrig efter at kløve bjørnen op nu. "Blot gør det hurtigt, ingen grund til at lemlæste og maltraktere dyret" bedt stemmen om.

Bjørnen rullede om på dens ene side, for at kunne stå på alle fire og lige nu, brød den sig ikke om dette. Måske den skulle blot stikke af. Den begyndte at trække sig væk fra hytten, den ville væk nu, dens overlevelses instinkter var dens driv kraft. Hvis blot den havde mere fokus på dens modstand, ville den måske have set klingen.

Karn kunne ikke stoppe, bjørnen havde vækket vreden og nu skulle vreden slukkes. "KNÆK DE KNOGLER SÅ DER BLIVER STILLE!" lød det højt fra minotauren mens den hoppede med fuld kraft i begge ben og øksen i to hænder.

Tasja stod stadig inde i hytten da bjørnen gik ud. den var vidst ikke på jagt mere og da karn/tingen  jagtede bjørnen håbede Tasja at han ikke også ville gå efter hende bagefter. bare hans vrede blev slukket efter han havde dræbt bjørnen. Tasja ønskede dog at han ville ha ladet bjørnen gå men hun turde ikke stoppe ham.

Med sit hop, landede øksen ved bjørnens venstre bagben og den fik virkelige hugget sig ind. Bæstet presset klingen længere ind mens den selv hev sig selv fremad, for at få fat i bjørnen. Med dens højre hånd tog den fat i en god del af pelsen med et jerngreb, inden den gav sig til at løsne øksen og fortsætte med at dræbe.

Bjørnens vrede vrede var nu blevet vækket for alvor, den kunne ikke slippe væk, nu var det en kamp om liv og død. Den rystede kraftigt og prøvede på alle mulige måder at få fat i minotauren med dens klør, hvilkede også lykkedes til sidst men de fik aldrig helt fat, for bæstet var blevet så ligeglad, at den valgte at fortsætte ufortrøden.

Karn fortsatte med at slå og holde fast.

Tasja listede ud fra hytten og så hvordan bjørnen blev banket. hun forvandlede sig tilbage og farede over til bæstet da hun kunne se bjørnen var død og havde lidt. hun tog fat i hans hånd og sætte hælene i jorden for at stoppe ham. "STOP NU! Bjørnen er død" sagde hun og prøvede at finde lidt ro til ham. nu var bjørnen jo ikke til fare for dem mere. men det kunne han jo tilgengæld være for hende. men hun prøvede at tale med ro for at berolige ham.

Bæstet fortsatte med at slå til den døde bjørn, den var sulten og den ville have noget at spise nu. Katten fra før havde forvandlet sig om og tog fat ved Karns arm. Han skulle til at lappe hende en, da stemmen råbte inde i hovedet "NEJ!" efterfulgt af en pludselig bevægelse fra dens anden arm hvor den holdt sin økse, men hun var ikke målet. Skaftet af øksen ramte lige i tindingen på minotauren, der rystede på hovedet af dette. Karn knurrede blot af hende.

hun så han prøvede at lappe hende en og da han begyndte at knurre slap hun ham og trådte et skridt tilbage. "den er død... du behøver ikke slå den mere" sagde hun roligt og forstod ikke at han pludselig havde slået sig selv da han ville slå hende. Tasja ville jo bare berolige ham. hun ønskede jo ikke at han brugte unødige kræfter.

Karn havde stadig blottet tænderne og lige nu, var lysten til at give efter meget kraftig, men hvis den gjorde det, ville det være enden. Den rystede sig fri fra hende og tog et par sidste hug imod den døde bjørn, nok til at få dens ene bagben løs. Den tog hvad den ville have og langsomt gik den sin vej, den var stadig oppe at køre over dette, den ville ikke kunne finde søvn lige nu og den var stadig sulten. Hvor den skulle hen, vidste den ikke, nok højst sandsynligt blot hvor dens klove førte an eller inden til den faldt i søvn af udmattelse. I det mindste havde den fået sig et luns kød med sig.

(Forlader tråden. Ville lige give dig en mulighed, for at skrive tasja egen indtryk af dette møde :D)

Tasja var stadig forvirret over dette væsen. hvad var det mon. hun gik ind i hytten da den begyndte at gå. det var det mærkeligste væsen hun havde mødt hele sit liv. et væsen der ikke gav mening. det var ikke et halvdyr og det var ikke forståeligt. det var.... bare underligt. hun sukkede og så efter den og gik ind i hytten lidt efter for hun anede ikke hvad hun skulle gøre ved den nu.