Hun så den tomme flaske blive sat på jorden, hvorefter den væltede om og trillede lidt. Hun så tilbage på Maiken.
"Selvfølgeligt er det "lige meget" med hårfarven", og hun lavede anførselstegn med hænderne mens hun sagde 'lige meget', "men derfor kan man jo godt foretrække noget frem for andet, ikke? Og jeg foretrækker dem mørkhåret", måtte hun grine. Nej, Crake var ikke noget for hende. Desuden havde han, den dag hun havde mødt ham, været lige præcis så fuld, at han ikke rigtigt var charmerende mere, selvom han prøvede. Han var mere... bøvet, hængende og snøvlende. Det var også derfor, at der kun skulle en smule mere alkohol til, inden han var faldet i søvn henover disken, og Geäsiz ubemærket kunne smutte med hans daggert.
"Orh, jeg ved ude mærket godt, hvad jeg går glip af!", sagde hun højt. Geäsiz var sjældent stille og talte generelt højt, når hun først kom i gang.
"Det er bare ikke det værd! Drenge er dumme. Den ene dag er de blide som lam, og den anden dag er de pisse ligeglad med dig. De er fandme ikke det værd", proklamerede hun stædigt og sparkede til flasken. Den fløj et par meter hen af jorden og landede ellers blidt i mulden. Det var heldigt nok, at den ikke gik i stykker.

Maiken kiggede på Geäsiz med et lidt undrende blik. Hun kunne ikke helt forstå den andens mening på dette punkt. Måske var der noget med hårfarven, men det er ikke noget Maiken har tænkt så meget over, så måske Geäsiz havde ret. Hun træk på skulderne uden at svare hende mundtligt.
Overrasket over Geäsiz lidt høje stemme og hendes spark til flasken, får Maiken til at overveje om den anden har en sørgelig historie på hjertet. Hun står pludselig i en situation, hvor hun ikke ved om hun skal få den anden til at tale om det eller lade som ingenting. Måske hun skulle skifte emne? Men af én eller anden grund er hun for nysgerrig til at gøre det. Hun tænker sig om et øjeblik, før hun får åbnet munden.
"Lyder som om, at du allerede har mødt én fyr af din type?" Spørger hun forsigtigt. Hun forventer et øjeblik at den anden vil begynde at råbe og være sur, eller at begynde at græde og derfor fortryder Maiken kort efter hendes ord. Men de er sagt, så nu må hun tage konsekvenserne.

"Har vi ikke alle det?", spurgte hun som svar på Maikens spørgsmål. Hun overvejede, om hun kunne redde sig ud af den. Hun kunne jo godt skifte emne, men det ville kræve, at hun kunne komme op med et emne der var mere interessant, og da Geäsiz aldrig havde været god til smalltalk - og heller aldrig havde interesseret sig for det - så var det svært at finde på gode samtaleemner. Hun var mere til at snakke om situationen lige nu og her, men det var altså svært. Så skulle hun spørge hvorfor Maiken rendte rundt herinde i skoven, men den kunne for hurtigt blive vendt til hvad Geäsiz selv lavede her, og... nej, det var simpelthen for besværligt.
"Han hed Eclipse", måtte hun så sige. "Han var dæmon, svær at blive klog på. Det er faktisk svært at sige, hvorfor vi lige faldt for hinanden. Men jeg følte mig bare tryg og glad, når jeg var sammen med ham." Hun kiggede over på Maiken. Nok var Geasiz fuld, men hendes ansigtsudtryk var stadig svært at læse. Hun savnede Eclipse, men udtrykte ikke den store sorg - ikke udadtil, i hvert fald.

"Whoa, en dæmon?" Var Maikens første kommentar, da dette virkede helt utroligt. Aldrig havde Maiken hørt sådan noget før. Men det var jo trods alt Krystallandet - der var mange mærkelige væsener. Sikkert endnu flere end Maiken har mødt indtil videre.
Men hun fik hurtigt ændret sig til en mere sympatisk person, og uden at tænke over det, lagde hun en arm om Geäsiz skuldre, hvor hun gav hende et lille klem, som i et forsøg på at opmuntre hende.
"Må man spørge, hvorfor I ikke er sammen mere? Nogen gange er det godt at få nogle ord på." Forsøgte hun sig venligt. Hun vidste ikke helt om hunnu kom for tæt på den anden. Hun var lidt bange for at det måske kunne ende med, at dette nylig-opbyggende venskab måske hurtigt kunne ændre retning. Men hun håbede at det gik, selvom hun var lidt snalret og måske ikke var så god til at bedømme sådan noget i den tilstand.