Mørket er så mørkt allerede, til trods for at de kun er klatret et par meter ned. Tanken om at det blive endnu mørkere, giver Lucifer kvalme. Han lukker øjnene, og prøver for 117. gang i dag er lukke virkeligheden ude. Rebet knirker usikkert, ved vægten af to halvvoksne mennesker. Det gynger svagt fra side til anden, i takt med Lucifers ståkåndede vejrtrækning. Mørket kvæler ham lige og så stille, det gør ham døv og stum blind, bare for at vende tilbage til det fugtigklamme klippedyb.
Han fatter ikke Renatikas gåpåmod. Det viser sig da også, at dette ikke er helt så fantastisk som hun ellers indtil nu har udstrålet. Han kan høre på hendes stemme, at der er noget galt. Ellers er det bare fordi kløftens vægge fungerer som en trakt, der samler lyder til en intens surround-oplevelse. Han svarer hende ikke, i frygt for at blive overdøvet af sin egen stemme, hernede.

Med ét skrider Lucifers stramtsnørrede laksko, ned af klippervæggen. Fornemmelsen af at falde i dybet får ham til at gispe højlydt, til trods for at han ved, at han stadig har godt fat i rebet, med det ru håndflader. Han krummer knæene op til sig, og prøver også med benene at holde om rebet. Nu sker det. Mørket kvæler ham. Han er sikker.

Lucifer ligner en abe eller en koala, der klamrer sig fast til sin gren, i søvne. Men Lucifer er lysvågen og slet ikke sikker i sine bevægelser. Over de to rødhårede personer blinker stjerner og kometer, i deres almindelige rolige facon. De er så vidunderligt smukke.
"Jeg er bange for, at jeg dør"

Hun prøver virkelig ikke at se op. Det gør hun. Men hendes krop, hjerne eller noget helt tredje skriger efter at få lov til at få bekræftet, at hun rent faktisk er der. At hun rent faktisk eksisterer, og ikke endnu er gået i ét med det flydende mørke. Hun kan ikke slippe rebet, men fingrene klør efter at få lov til at føle på armene, benene, ansigtet. Efter at sikre sig at det hele er der endnu.
Men hun vil altså ikke se op. Alene tanken om en frygtindgydende nattehimmel fyldt med glimtende stjerner er for meget. Det ødelægger det ellers uspolerede mørke hernede, og tavs fortsætter hun med forsigtige skridt ned af den lodrette væg. Hun tror nok småsten falder af klippen, men kan hverken høre eller se noget. Trækker hun overhovedet vejret? Tankerne begynder i hvert fald at løbe lidt i ring.

Rebet er for kort.

Rebet er for kort, går det op for hende, da hun når enden og stadig ikke kan nå bunden. Prøvende lader hun foden dingle rundt et eller andet sted i mørket, men er ikke klar over hvor den er. Eller om hun overhovedet bevæger den. Men rebet er for kort.
"Du dør ikke," forsikrer hun Lucifer, som var hun mere sikker på det end noget andet i hele verden. Hun spejder ud i mørket - tror hun nok, og åbner så munden igen.

"Nu slipper jeg."

Lucifer får igen fødderne placeret på væggen, med må sparke med benene for at finde det. Her er alt, alt for mørkt. Han holder vejret, men mærker pludselig hvordan han støder på noget, for enden af rebet. Det er Renatika, der er dér. Hun er stoppet med at klatre. Har hun nået bunden? Eller holder hun bare pause? Lucifer ånder lettet op, i den tro at de ikke mere kan falde. Hans vejtrækning er begyndt igen, men da Renatika siger noget, står den atter stille.

Hver eneste småsten der river sig løs, og triller ned af væggen, giver lyd fra sig. Hvis man hører godt efter kan man også stadig høre en svag summen af cikader, deroppe, men det er også de eneste lyde.
Lucifer puster røde lokker væk fra øjnene, men efter at have holdt vejret længe, gør det ham stakåndet. En choktilstand får ham til at stirre ind væggen. Det var det her Renatika snakkede om. Mørket er for intenst, og mørkere end nogensinde. Lucifer kan ikke kende forskel på lukkede og åbne øjne, og snart bliver han opslugt af det hele.

"Du må ikke give slip"
Gisper han
"Den kan være 100 meter dybere"

Av. Egentlig tager Renatika ikke synderlig notis af at få Lucifers blankpolerede sko i hovedet, men ondt gør det da. Skoen kan ikke ses hernede, så det kan vel være ligemeget.
Hun er sikker på, at hendes krop er ved at flyde ud i mørket omkring hende, og endelig ser hun op. Stjernerne vugger et sted højt oppe over hende, men intet lys når ned hvor de to befinder sig. Kun et par hvide prikker der kan skimtes i en aflang sprække er til at se. Det ser ud til at kløften er vendt på hovedet.

"Det tror jeg ikke den er," siger hun roligt til Lucifer, og svejer forsøgende med foden igen. Hun tror den ender her, og kan mærke sig selv smile. Hun slipper rebet med den ene hånd, og lader fingrene undersøge sit eget ansigt. Jo, det er her godt nok endnu. Det føles som om ansigtet griber om hendes fingre. Eller noget helt tredje, måske.
"Jeg tror bunden er her," gentager hun og vifter uden grund hånden ud i det tætte mørke, uden at ramme noget som helst. Bunden er her. Og så slipper hun.

Og falder. Tror hun, i det mindste. Hun kan mærke sin krop bevæge sig og et sus gå igennem maven, og at hun ikke har fat i rebet mere, men alligevel er hun ikke helt sikker på, om hun rent faktisk falder.
Hun bestemmer at hun falder. Og falder noget mere, indtil hun ikke falder mere. Ramte hun bunden? Hun lader sine hænder løbe over en endeløs dynge af køligt sand. Ja. Det gjorde hun vist.

Hernede er der ikke en eneste let, lille brise at mærke. Luften er tæt og han bilder sig ind, at han godt kan mærke at den ikke har været i brug i lang tid. Måske aldrig nogensinde før. Lucifer føler sig klam og kold, som han hænger dér i rebet og dingler, og hans hænder er svedige og føles som om de snart vil glide af.
Lucifers vejtrækning bevæger sig henimod det normale, da han atter hører Renatikas stemme. Hendes sikker hed smitter af på ham. Men nu hvor der igen går luft igennem hans skæve næse, møder han en ukendt lugt. Støvet og klam, og Lucifer væmmes.

"Renatika?"
Han hører hvordan hun bukker under for tyndekraften, og falder imod jorden. I sekunderne efter står hans hjerte stille, sammen med resten af ham. Men da han hører hende lande, ikke så langt fra hvor han selv er, ånder han lettet op. Snart slipper han også selv. Suget i maven, der kommer når han falder, ophører da han lander på den kolde grund, og så alligevel halvt oven på Renatika. Hastigt springer han væk, og famler omkring sig i mørket.
"Renatika, er du okay?"

Renatika falmer sig op på hug, blinker kraftigt med øjnene i et forgæves forsøg på at genvinde synet. Ikke andet end tung luft er er mærke dernede, og en kulde som på bunden af havet. Med ét går der historier om folk, der er blevet kvalt af gasser på bunden af dybe huller, men de rystes væk igen. Her er der bare mørket.

Tavst opsuger hun så meget af den specielle stemning som muligt, åbner munden og trækker vejret den vej også. Lytter til forstummede lyde dybt under overfladen, og er lige ved at gå i ét med sandbunden. Lucifer har hun helt glemt.

"Av, for helvede Lucifer!"
I hvert fald lige til han lander på hende, og hun kastes ned på alle fire igen. De usynlige sandkorn knaser og smager af støv i munden, og hun spytter kraftigt et par gange. Det smager ikke som normalt sand. Mere som sand blandet med sort og gråt og ler.
"Se dig dog for," mumler hun prøvende, ikke fuldkommen sikker på om det er til at høre dernede. Kigger hun op ligger stjernerne roligt i en lige række langs kløftens bredder. Verden udenfor må altså være der endnu, og hun lader hænderne søge over sandstøvet. Der må da være andet end sand hernede. En sten, et dyr, noget af en anden... konsistens.
Som ler. Pludselig er der kolde klumper af fugt nær kanten af kløften, og hun smiler overrasket.

"Se dig for... Hvor morsomt"
Lucifer slår nakken tilbage i et hult grin, over Renatikas ikke-så-gennemtænkte kommentar. Hernede er så stille, at selv deres vejrtrækning kan høres tydeligt. Det minder, for Lucifer, om et sted han har været i sine drømme. Her er han blevet forfuldt, og har famlet omkring sig i mørket, kun for at støde ind i mure og falde over sten. De har været så realistiske, at han næsten har kunne smage den kold jord, da han igen vågnede.

Lucifer misser med sine grå øjne, i et forsøg på at få et tydeligere overblik over stedet. Han fører øjnene rundt, men da han i et tankeløst sekund kommer til at kigge op på stjernerne, bliver alt hernede mørk og trist igen. Med svimlen får han støttet sig op af væggen. Den er fugtig og klam, og han trækker febrilsk hånden til sig, da han mærker dette. Mørket er så mørkt hernede, og Renatika kan han slet ikke se. Kun fornemme hendes tilstedeværelse, og i frygt for at støde ind i hende hvis han begynder at bevæge sig, står han stille.

Renatika ligger stadig på maven i sandet, nyder til det fuldeste den kølige jords fornemmelse mod sin hud, mens hun roder rundt i det fugtige ler. Hun forestiller sig, at det er hvidt. Helt hvidt, som en drastisk kontrast til det komplette mørke. Alligevel kan man ikke se det. Hvidt kan vel også være mørkt.
Blind og med hænderne som sine øjne former hun masserne til slotte, bjerge og skove, mennesker med dybe øjne, der i modsætning til hende kan se landskabet til dets fuldeste dernede. Og mens hænderne arbejder som af sig selv, begynder hun at nynne noget hun troede hun forlængst havde glemt. En vuggevise måske, men hun kan ikke huske om det var hendes mor eller far, der plejede at synge den. Sangen er bare en fremmed stemme, som har ligget på skjul nede i mørket. Det var nok derfor, hun ville derned.
"Mmmm-nnn-ammaaaa--" lyder det stille fra hende, mens leret formes til børn og deres familier.

"Lucifer, hvor blev du født?" tager hun sig selv i at spørge, og indser, at hun ikke ved noget om hans fortid. Det kunne måske være meget godt at vide, hvordan han er endt her.

Lucifer kan fornemme, og høre på Renatika stemme, at hun er nede ved jorden. Han undrer sig. Er hun kommet til skade? Kan hun ikke rejse sig? Umotiveret lader Lucifer sine lange ben bøje sammen under sig, og han mærker sin ryg skrabe imod kløftens væg. Siddende på den kolde bund, stryger han en hånd igennem håret. Det er koldt og fugtigt, ligesom resten af ham.

"Jeg blev født i... ... Rendestenen?"
Det sidste ord siger han langsomt og tydeligt, som var det lige så meget et svar til sig selv, som til Renatika. Han rynker på panden. Rendestenen... Han kan tydeligt huske at have fået det af vide, dengang han stadig kun var et barn. Han husker, at hele hans verden var brudt sammen, kun ved en konstatering. Fornemmelsen af at høre hjemme et sted, var fuldstændig fordampet. Hele sit liv havde han troet at han var vampyr, og han kunne jo ikke vide vide bedre. Han var jo kun et naivt barn. Han husker, hvordan han fór ind på sit værelse, smækkede med døren, og sprang ud af vinduet. Han havde fået et par skræmmer, men flugten var det værd. Når han tænker over det nu, har han tendens til at fortryde. Men på den anden side. Så havde han aldrig mødt Renatika.

"Min moder havde sikkert en god grund, til at forlade mig.."
Siger han nostalgisk, og uden at lægge stor vægt i ordene. Han tror knapt nok selv på det, mere.

Langsomt lader hun sin hånd kramme om det lermenneske, der netop er blevet formet, indtil den bløde masser giver et hult suk fra sig og glider ud mellem hendes fingre. Hænderne klister sammen, og hun gnider dem rastløst mod hinanden.
"Ingen forældre har en 'god grund' til at forlade deres barn," hævder hun småirriteret og kaster en klump ler i den retning hun tror Lucifers stemme kommer fra. Om hun rammer, eller leret overhovedet lander et sted, har hun ingen anelse om.
"Hvis en mor forsvinder, så er det fordi hun bliver taget væk," forklarer hun, mens hun tegner kompliserede mønstre i ler eller luft, tygger lidt på ordene og fortsætter.
"I hvert fald hvis de ejer moderinstinkt. Og det gør man."
Hun gør en kort pause, rejser sig og lader øjnene følge kanten af himmel over dem. Hendes hånd viser sig som en sort silouhet mod nattehimlen.

"Desuden kan man ikke være født i rendestenen."

Lucifer lytter varsomt til hvad hun siger, og fornemmer hendes baksen med leret, trods han ikke kan se at det er det hun laver. Det finder han dog hurtig ud at, da en tung, klistret lerklat rammer ham på brystet, og efterlader en plet på skjorten, ikke til at se i mørket. Lucifer griber om klatten, og studerer den med fingrene, før han lader dem falde til jorden.

"Jeg ved ikke noget om moderinstinkt"
Siger han henkastet og småirriteret han tørrer de lerede hænder af i skjorten, før han trække benene op til sig, og vender hovedet imod nattehimlen. Tusind stjerner blinker med ny energi, og får alle under dem til at føle sig lille og ubetydelig- inklusiv Lucifer. Især oven på denne snak om rendesten og manglende moderinstinkt.

"Jeg kender ikke min moder, og kan ikke sige om det faktisk er dér jeg er født. Det ville kun være passende, for hende, at føde dér. Man efterlader ikke sit barn uden for et vampyrslot."