Gabrielle kiggede op på Boliwulff da han rejste sig op. Det var sjovt at se. Han var ikke kun højere end gennemsnittet, men også bredere. Det havde selvfølgelig også noget med hans udstyr at gøre. De mænd der boede i byen her, og andre byer hun havde været i, lignede skravl i forhold til Boliwulff, og hun sendte ham et af sine skæve smil. Halvt underholdt, halvt fascineret.
"Helt sikker," sagde hun og gjorde drillende honnør, før hun gik hen mod døren. Hendes gang afslørede ikke alkohollen, men det var spændende at se hvad luften udenfor ville gøre ved det. Den havde hun ikke lige tænkt over. Heldigvis var det ikke koldt. Hun vendte sig om mod ham igen, et par skridt fra døren. "Du må hellere gå først, jeg skal nok dukke op hen ad vejen." Hun ventede dog lidt endnu med at gøre sig usynlig.

Boliwulff tog intet af hvad Gabrielle gjorde herfra seriøst, heller tog han det tungt. Han vendte sig mod døren, mens han gik hen til døren trak han hætten tilbage til sin retsmæssige plads, han åbnede døren og gik udenfor - og traskede stille og roligt tilbage i den retning de kom fra, før de gik ind i hytten. Det var efterhånden blivet mørkt, byens fakler var tændte, og byen var ikke umiddelbar så travl på overfladen, som den måske var på underfladen.

Han fortsatte sin færd, og forventede at Gabrielle dukkede op før eller senere, hvis hun da ikke var for snalret, eller var faldet. Boliwulff nåede han til byens mure, stillede sig lidt til side så han ikke stod i vejen, og spejdede fra side til side, for at se hvad der foregik, barerne lyste med liv, et slagsmål hørtes i det fjerne, og der var garanteret også nogen der hyggede sig lidt for højlydt et eller andet sted, syntes han at lægge øre til.
Der var ikke så meget der fangede hans interesse, byen lignede en ganske almindelig by, så almindelig som han kendte den fra Jorheim, udover en halv meter til en meter sne, var der ikke den umiddelbare store forskel på aftenlivet. . .

Gabrielle listede ud af døren lige bag Boliwulff, allerede fuldt usynlig og uhørlig. Da døren lukkede sig bag hende, satte hun sig ned på trinet lige uden for døren. Hvad var det dog hun lavede? Det var langt fra respektabelt og også uansvarligt. Havde hun da ingenting lært? Det var ikke særligt smart, nej. Hun rejste sig op og listede ind i huset igen, vidste ikke helt om Boliwulff lagde mærke til det. Men der var ingen andre i nærheden, så der var ingen andre der ville se hende. Ude i køkkenet fandt hun hvad hun ledte efter: en lille metaldåse fyldt med små, sorte dimser. Hun slugte en af dem, og stillede dåsen på plads igen. Det burde hjælpe. Desværre var effekten ikke øjeblikkelig.
Hun skyndte sig ud af hytten igen, vidste dog ikke helt hvor han var blevet af nu. Hun havde set ham gå i den retning hvorfra de var kommet, så der gik hun hen. Der gik da heller ikke længe før hun så ham stå op af bymurene. Hun så sig omkring, gjorde sig helt sikkert at der ikke var nogen der så på, hverken ude fra, eller fra inde bag et af vinduerne der omgav dem, før hun stille kom til syne foran Boliwulff. "Beklager det tog lidt ekstra tid," sagde hun undskyldende. "Jeg ved ikke rigtigt hvor meget der er at se på, egentligt," sagde hun så og så sig eftertænksomt omkring. Hun vidste jo ikke rigtigt hvad han var interesseret i at se.

"Tænk ikke på det. . ." svarede Boliwulff til Gabrielles undskyldning -
Men hvad ville han egentlig se, hvad forventede han at skulle se? Han forventede intet, han ville bare se noget, noget anderledes, hvad det måtte være kunne han ikke sætte navn på, måske skulle man bare bruge et ord? Hvad skulle det være, Boliwulff tænkede og tænkede uden at fortrække en mine, måske var det lidt groft overfor Gabrielle at ignorere hende, det var ikke i hans sinde, eller med vilje at han ikke svarede hende hver gang hun sagde noget.

Langt om længe kom en tanke ind i tankerne, hvis han skulle bevise noget, hvilket han gerne ville ... så måske. . .

"Er der en arena i nærheden?" spurgte Boliwulff til Gabrielle, og vendte sit ansigt, og øjne mod hende, han håbede lidt på at der var en, han følte sig i humøret til at forsøge en kamp, for sjovt, af en eller anden grund. Tanken ramte ham at han måske ville lære mere af en gladiator kamp, end at se byen for hvad den er. Mørket var faldet på, og chancen for at hvis der faktisk var en arena, så var den lukket nu - måske var der noget i undergrunden, hvem ved - måske gjorde Gabrielle, hun er trodsalt lejemorder, et eller andet undergrunds miljø må hun da have fat i, forhåbentlig var der spænding i horisonten for vikingen i Medanien . . .

Gabrielle tænkte ikke så meget over at han var længe om at svare. I stedet stod hun bare tålmodigt og på op på ham. På den tid det tog ham at tænke sig om, begyndte effekten at sætte ind. Hendes lilla øjne var nu mere sobre at se på, og hun følte sig ikke nær så svimmel. Hun kom med et lettet suk; hun havde været i tvivl om om de overhovedet virkede. Hendes far havde så mange mærkelige ting liggende, og hun havde tit tvivlet på effekten af mange af dem.
Hun fokuserede opmærksomheden på Boliwulff, og udstødte et lille grin. En arena? I Medanien? Tanken morede hende lidt. Der var sikkert flere kampdygtige folk i byen, ingen tvivl om det, men gladiatorkampe? Det tvivlede hun på. Medanien prøvede jo at fremstå fredelig. Det var en fredelig by, på overfladen i det mindste.
"Nej, vi har desværre ingen arenaer," svarede hun med et smil, og omtalte for første gang nogensinde sig selv som en del af folket i Medanien. "Men vi kan da godt tage en kamp hvis du lyster." Tonen var drillende og hun sendte ham et blink. Det var ikke ment helt seriøst, men hun ville ikke nægte hvis han sagde ja.

Et sjældent, meget meget sjældent smil kom frem på Boliwulffs læber, så man kunne se de spidse hjørne tænder - en kamp mod Gabrielle, man skal ikke skure hunden på pelsen, den lektie har han lært et par gange, dog havde han et kodeks - at man ikke kæmper mod kvinder medmindre det er absolut nødvendigt. I siden af tankerne var han også lidt skuffet over manglen på arena, men ønskede ikke at kæmpe mod Gabrielle.

"Beklager, kodekset forbyder mig at kæmpe mod kvinder medmindre det er strengt nødvendigt." svarede han lystert til Gabrielle, han svarede jo ærligt tilbage, som den mand han var, måske havde Gabrielle noget i tankerne der kunne interessere? Hun er jo trodsalt kendt i Medanien, så noget måtte hun jo vide.

"Hvad har du lyst til?" spurgte Boliwulff til Gabrielle, han rettede op på sig selv så han ikke stod direkte opad muren længere. Et par fakler syntes at bevæge sig tværs gennem byens midte, menneskerne der bar dem var ikke til at genkende eller se, fuldstændigt sortklædte, måske et hold præster eller lignende, ikke noget der bekymrede Boliwulff længe, det fik bare midlertidigt hans opmærksomhed. . .

Gabrielle grinede igen. Hun troede skam gerne på ham. Der var mange mænd der ikke ville kæmpe imod hende, og hun havde altid syntes det var noget pjat. Men dem om det. "Du tør måske ikke?" drillede hun, selvom hun godt kunne regne ud at det ikke lige var dét der var grunden. Men Gabrielle var i godt humør, og i godt selskab.
"Hvad har jeg lyst til? Hmm..." Hun stod og tænkte et øjeblik. Der var ikke meget man kunne foretage sig i Medanien, ikke ifølge Gabrielle i hvert fald. Og da slet ikke om natten, nej. Men hun havde jo stadig ingen anelse om hvad Boliwulff havde tænkt sig at foretage sig her, udover at finde den arena som ikke eksisterede.
Gabrielle havde aldrig kæmpet i en arena, men jo mere hun tænkte over det, jo mere tiltalende var tanken. Hun tvivlede dog på at hun nogensinde ville få lov til at deltage i nogen af kampene på grund af hendes køn. Planer begyndte at formes i hendes hoved, så hun skubbede tanken væk igen. Det var ikke så vigtigt lige nu.
"Det eneste der har åbent om natten er værtshusene," nåede hun lige at sige før hendes opmærksomhed blev fanget af kutteklædte mennesker med fakler. Hvad i alverden...?