"Mh," mumlede hun lavmeldt, og lænte sig godt tilbage i stolen, med hovedet lagt på skrå, og korslagte arme.
"Du trænger vist til en at stole på," udbrød hun koldt og stadig en smule tomt. "Eller noget selvtillid," fortsatte hun med et smil.
lainey tog så et godt tsykke tid efter i tavshed fat om det kolde glas, som var dugget pågrund af isklumperne der var proppet i det. hun førte det så op til læberne, og tog en slurk af det. hun mærkede hvordan klumperne støtte på hendes hvide tænder, og gav hende kuldegysninger på de bare arme. satte det lidt efter lidt fra sig, på bordet.

Han kiggede op i loftet og tænkte sig om et kort stykke tid. "Eller en kombination af begge.." Konstaterede han stille og kiggede ned på hende igen. Vandet så.. koldt ud, men han kunne ikke forestille sig hvordan det måtte være at drikke det, så han lod helt være med at prøve. "Hvorfor er du egentligt så bl-" han lænte sig fremover, for at støtte albuerne på bordet, men afbrød sig selv brat og væltede sin stol bagover da han hastigt rejste sig op. Der havde lyt en dæmpet sydende lyd efterfulgt af et smertefuldt hvæsende bandeord. Han tog sig til hånden, og kiggede ned på den lysstribe, der nu havde bevæget sig langsomt over bordpladen. Uden at gøre et større nummer ud af det, og uden at fjerne den anden hånd fra stedet det var sket, brugte han den sårede hånd til at finde en sort handske frem, og trække den over hånden. Inden den blev hevet helt ned, nåede et bredt brandsår på højre side af hans håndryg at blive synligt, men kun ganske kort.
Forlegent rejste han sin stol op, da den var væltet da han rejste sig, og satte sig på den. Denne gang længere fra lyset. Han havde korslagte arme, og sagde ikke noget, da han ikke vidste hvad det skulle havde været.

lainey lod blot sit syn følge ham, idet han både faldt og slog sig. et smil kunne ses smørret ud over hendes ansigt, men sagde eller gjorde ikke noget til at starte med.
"hm," kom det endnu mere smilende, idet lainey rejste sig op, ved at skrabe stolen hen af gulvet, så en pivende og højlydt lyd skreg i ørende. hun gik roligt gennem bordene, og over mod det vindue der havde lukket en solstråle ind og ramt deres bord. det røde, og gamle gardin var bundet, med et stykke guldbelagt snor, som lainey hurtigt fik løsnet. hun trak så derefter gardinet for vinduet, så der ikke ville komme flere af de 'brændene' stråler ovre ved deres bord. der blev faktisk en smule mørkt i kroen, men ingen lod til at kommentere det. lainey slingerede sig derefter med et intetsigende blik mod bordet igen. "Bedre?," sagde hun tomt, dog med et tøvende smil. hun satte sig, faktisk en smule kluntet på sin stol igen, og sukkede kort.

Hans mathed lod langsomt til at være forduftet, og han smilte nu anstrengt til hende. Det var vigtigt at visse sin taknemlighed, havde hans mor altid sagt. I hvert fald når han så hende fra tid til anden. "Meget bedre." Han lænte sig igen ind over bordet, men gav ikke slip på den sårede hånd, der stadig var behandsket. "Hvordan forslår du jeg får noget mere selvtillid måske?" Hans stemme virkede hul og toneløs, men ikke af nogen videre grund. Den havde bare ændret sig meget, og pludseligt.

"hm, godt spørgsmål," hun tænkte lidt over det. tja, hvordan enlig? så langt var hendes tankegang jo ikke ligefrem gået. "Ey, okay. jeg foreslår vi starter med at udenfor når det er blevet mørkt, og fanger dig et menneske," hendes smil bredte dig. "Du må også være godt sulten," men hvad så? hun tænke lidt over næste skridt i deres lille projekt, 'Giv en vampyr selvtillid'.
"Eh, og så bagefter.." hun sukkede dybt. "Ja, det ved jeg sgu ikke lige," hun ytrak lidt på skuldrende, og plantede så et afventende blik på ham.
"hvad syntes du selv?," hun ledte stadig efter det andet skridt. hvad så? arg, forhelvede da også. lainey så lit ned i træbordets brune pletter, med et undrende udtryk i øjnene.

Kiggede lettere opgivende på hende. Naturligvis var det en opgivenhed rettet mod ham selv, og ikke hende, men det kunne stadig tolkes som ubehøvlet. "Hvad ved jeg? Vidste jeg det i forvejen, ville jeg ikke have brug for din hjælp."
Han lod sit blik flakke rundt på menneskerne, og hvis de gengældte hans blik stirrede han ondt på dem. Bare fordi det var sjovt at se dem krympe sig.

"Jeg har brug for at drikke mig fuld.." Og det havde han. Selvom vampyrer ikke havde behov for at spise eller drikke, virkede alkohol meget kraftigt på dem, da deres kroppe rent blev drevet af deres hjerner og sort magi. Han gjorde dog ikke alvor af sin trussel endnu, men kiggede stille på det røde gardin, der i overraskende grad mindede om hans kappe. Gardinet var bare nyere og rød på en anden måde. Så var der egentligt også dekorationer på det. Efter tættere eftersyn, opdagede han at de to ting slet ikke mindede om hinanden, og mistede interessen i stoffet.

//Frys

//U-frys
Alzeid kiggede skiftevis på hende og vinduet. Mørket havde sænket sig bag gardinerne, der næsten, men ikke helt, ikke mindede om hans kappe. Hans øje var trætte og hans holdning opgivende.
"Jeg bliver nød til at gå." Sagde han hurtigt, da han havde overvejet for og imod. For, var naturligvis pigen der sad foran hende, og imod var alt andet i hele verden. På hans mentale vægt vejede imod derfor betydeligt meget mere, og han besluttede sig for at stikke af. 'Taktisk tilbagetrækning, som nogen måske kunne kalde det. Han var ligeglad, han skulle bare ud fra den menneskeindfiserede bygning, og det hurtigt. Med hurtige skridt forsvandt han ud af døren. Da han var på den andenside, begyndte han glad at løbe gennem mørket, hvorefter han vendte snuden hjemad.

//Out

/*at smelte*

hun så med et tomt blik på ham, og albuerne i bordet. glasset som stod på bordet foran hende, var allerede tømt, og hun havde ikke længere en følelse af tørhed i hendes hals. lainey lod hovedet glide på skrå, og hævede sagte et øjenbryn.
"En skam," lød det koldt fra hende. "Men, vi ses vel engang?," hun pressede et svagt og skævt smil frem på sine læber, med blikket på ham. hun sendte ham et sidste blik, for på en diskret måde at sige farvel. hun kan ikke påstå at hun ikke havde nydt at snakke fredeligt med et menneske, uden at ende med at blive hadet eller stukket ned af vedkomne hun talte med. hun smilte kort for sig selv, før et suk brød den pludselige tavshed.
"Når," hun kastede blikket udover krostuens indhold, før hun strøg en uglet tot om bag øret, og skrabbede stolen tilbage, så hun kunne rejse sig.
lainey tog sine hænder, samlet, op over hovedet idet hun strakte sig, med et højlydt suk. mange blikke blev sendt mod hende, og små hvisken kunne høres. dog lod lainey som ingenting. hun tog blot lidt efter lidt sin frakke, og slyngede den om skuldrende, men undlod at knappe den, på trods af kulden hun skulle gå i møde.
hun begyndte så at traske mod kroens store indgang, slaskede sig med en tom mine igennem de tætte borde, og slog døren op da hun kom dertil. forsvandt ud af den.

Out.

Patrick... Roligt sidder han ved baren, med et ben hængede ud over stolekanten, med et bredt og varmt smil, mens han snakker mjød brygning og drikkelse med bartenderen.
De ler og hygger sig; så man nærmest kun kan høre dem, selvom der er mange andre til stede, som snakke lige vel.
Han løfter et stolt stort krus af mørk mjød og drikker så det giver genlyd i hans adamæble, i halsen.
En overordenligt suk kommer fra ham; før han så fortsætter med at snakke over disken.

Patrick blinker lidt, da hun dumper ned ved siden af ham. Holder en smule blikket på Larna, før han smiler indbydende til hende, for ikke mindst at skåle med da hendes glas bliver løfter.
Selv sidder han med et stort krus af træ, dog tømt for halvdelen af dens indhold.
"Hahaha. Du er da ellers tørstig" ler han, mens han selv kun når en slurk af sit krus.
"Sket noget stort?" spørg han om og holder det varme smil til hende, mens hans lilla øjne ligger blidt over Larnas lettere... tomme blik, mens han følger hende i at synke det næste glas, hun for serveret..

"Hmhmhm~ Så sandt, så sandt. Ellers ville der ikke være noget i livet, vær at leve for." kommentere han og skåler de store ord ned, med mere af sin mjød, nu hvor han er kommet i stort drikke humør, af at få selvskab af en kvinde.

Han rømmer sig lidt, mens han slikker lidt væk fra sine læber før han vender sig mod Larna igen.
"Patrick." siger han og smiler atter stort, mens han småt ser på hendes vinglas.
Løfter roligt sit krus og bukker i hovedet, efter at havde introduceret sig selv, på det varmeste.

Patrick leer atter over hendes pudsige kommentar og nikker gengivende til hende.
"Jamen tak da" svare han med et smil, før han skal til at drikke igen.
Han bliver dog stoppet på halv vejen da hun rakker hånden ud mod ham.
Roligt sænker han krusset igen og smiler nærmest flirtene; så stort som det er.
Han tager hånden med en fin kraft og ryster den et par gange; med et gentlemands hoved-buk.
"Larna... Det er da også et vidunderligt navn. Glider på tungen; tryglene om at fortælles til andre" forklare han og tager så sin hånd igen, hvor det hurtigt finder vej til krusset; som for tømt sig ud, med en kort slupren.
"Oorh ja..." kommentere han tilfreds og kigger så op på bartenderen, med et glimt i øjet. "Muligt at få genopfyldt?" spørg han og nikker med respekt, da der bliver fyldt op.
Han for vendt sig til at se på Larna igen, mens han holder krussets træbund mod sit lår, mens skummet skvulper lidt ned ad sidden; dog stopper på halfvejen, da træet er smår-groft.

Patrick trækker på skulderne, hentydende til at de da også var nogle fine navne.
Han smiler til hendes små blikke og fuldemands kommentaren om magiske evner... Han ler godt med og nikker. "Ak ja. Sådan noget kunne være rart.."
Endnu en pæn slurk for han trukket, inden Larna spørg til hans tilstedeværelse.
"Ah.. Tja. Jeg kommer her skam. Jeg har bare normalt travlt med at rejse rundt med handel eller jagt; så jeg altid har købt et skind med mjød til at tag med på tur.." fortæller han og drejer sig om mod baren igen, for at stille sit krus på disken igen.
"Men i dag! I dag, har jeg sagt mig selv at jeg ville hygge og huje, med så mange som muligt. Og jeg er glad for at du noget at være en af dem" forklare han og nikker, med et pænt smil; som hurtigt bliver størrer efter en ekstra slurk fra det afskummende mjødkrus.

Patrick ler godt med over hende pudsige opstød af mere fulde snak og underlige ansigtsudtryk.
Selv var han ikke fuld. Måske lidt tipsene, men ikke andet, da hans krop er vel bygget, for ikke mindst at han ikke er svag drikker; som kan ses på at han har drukket fire krus mørk mjød, uden at vælte rundt på gulvet.
Han klappe en rytme til Larna, før han drikker det sidste af sin mjød ud.
"Hahaha! Som du da kan.." kommentere han, af rent venlighed.
Småt sukker han og putter så en lille læder pose op disken, med nogle ravstykker i; som betalling for mjøden.
Stilfærdigt for han hevet sin bue og pile tilbage til at kun vandre med det; før han vender sig mod den Lallede Larna.
"Hehe.. nåh.. Jeg må nok hellere til at smutte hjem.. Dyrene i morgen tidlig, venter nok ikke lige frem på mig.." forklare han undskyldende og går hen til Larna, for at omfavne hende i et knus. Lidt påvirket er han vist alligevel; at han er blevet mindre genert og mindre gentle mand.
Han nikker, med et smil, før han så går mod udgangen, hvor han forsvinder i en varm latter, over at havde moret sig stort i aften.

//Out!

BONK! Lød det i et skarpt smæld, da døren ind til kroen pludselig blev smækket op. I lyset fra den nedgående sol ( tillade sig at være lidt dramatisk ) stod en mørk forhutlet skikkelse og så sig kort om, inden denne vadede ind i krostuen, mere eller mindre nådesløst sparkende døren i efter sig.
Denne skikkelse var temmelig beskidt og uhumsk at se på, mest af alt grundet hans lange røde dreadlocks der tydeligvis ikke havde set hverken varmt vand eller sæbe i mindst en uge. Hans tøj der engang havde været vellidt opg pænt at se på hans i klumpede laser med et par enkelte påsyede lapper.
Gud hvor var det lang tid siden han havde fået sig en ordentlig dram, og nu hvor han endelig havde fået fremskaffet sig noget guld fra hvor havde han lidt glemt, ville han endelig nyde noget drikkeligt. Han marcherede stolt som en kriger men beskidt som en tigger hen til baren hvor han med en højlydt ræben bestilte dagens menu og husets bedste 'sprut'. Bestillingen blev taget imod, og han luntede hen at sidde ved det nærmeste bord med sin elskede sprut han allerede nu tog en stor dram af... Aaah så vidunderligt detdog lå i ganen.!

(( sorry for dobbelt-post * sidde og forsøge at ruske liv i kroen med sin alkoholiker-zombie-ting * ))

Hvor blev den forbandede mad af? Selvom han egentligt ikke havde brug for de krystalianske/menneskelige ting, så følte han sig alligevel skrubsulten. Med en irriteret brokkende grynten rejste han sig op fra bordet så stolen væltede bag ham med et smæld. Han tog sig ikke af den, men gik istedet hen imod baren. "Kvinde..!...Hvor blir maden af?" Brævlede han. Der lød lidt tumult ude fra køkkenet inden en servitrice skyndsomt kom med en bakke med en tallerken med en eller anden suppe, brød og et par farvede æg. Han løftede et øjenbryn og stirrede nøjsomt på ægget. En fedtet finger pegede på dem. " Hva laver de der?" Hans røde øjne stirrede på kvinden. Hun mødte ikke hans blik men så istedet hen mod bordet med den væltede stol. " I forbindelse med påsken.. Der er stadig lidt æg tilbage efter Pårosstrudsen." Lød det undvigene, inden hun smidigt fik møvet sig forbi ham og hen til bordet, stillede bakken fra sig og nærmest flygtede ud i køkkenet igen.
Han så efter hende, inden han med en kort smasken gik hen til sit bord, rejste stolen op og satte sig ned. Skævede med rynkede bryn til suppen men endte da med at lappe det i sig, selvom det tydeligvis ikke behagede ham at han fik serveret suppe med..Æg!

((Nu kommer der i hvert fald lidt liv))

Døren gled igen op, dog på en noget mere forsigtig måde denne gang, da en spinkel skikkelse trådte ind over dørtærsklen.
Skikkelsen var iført en lang mørkebrun jakke samt et halstørklæde, og på hovedet var en lysebrun hat placeret. Hatten havde en lille skygge, der lagde den øverste halvdel af skikkelsens ansigt i mørke, men det var Aidan, der gemte sig under den – det kunne man tydeligt se, hver gang han drejede hovedet lidt, og hans øjne spillede i alverdens krystalblå farver i krostuens lys.
Døren lukkede i bag ham ligeså forsigtigt og næsten lydsløst, som den var gået op. I noget der kunne ligne én glidende bevægelse gik han over til et af de borde, der var placeret længst tilbage i lokalet, og dermed også længst væk fra baren.
Han løftede den slidte hat af sit hoved, placerede den på bordet foran sig og rystede på hovedet et par gange for at få det pjuskede hår til at sidde rigtigt - det var dog ikke noget problem, da hans hår var så blødt og glat, at det næsten faldt på plads helt af sig selv. Selvfølgelige lige bortset fra den store tot hår, der altid hang ham lige ned i synet. Han pustede misfornøjet til den. Lige meget hvor mange gange han placerede den bag sit øre, blev den ikke siddende der særlig mange sekunder af gangen. Han kunne jo selvfølgelig også bare klippe den af.
Han lod sit blik glide igennem krostuen et par gange. Hver gang hans blik gled over en meget uhumsk udseende mand, der sad og spiste suppe, lod han det hvile der et par sekunder længere, end det hvilede på resten af krostuens befolkning.

(( weee liv.. sorry så dig først nu ))


Den rødhårede skævede hen mod døren da lys sivede ind i den røgfylde kro igen. En knægt. Spinkel. Kunne faktisk godt have været på alder med en mulig søn hvis han da havde gift sig med kvindemennesket for alt for mange år tilbage til at han gad huske mere på det. Den forlovelse var gået temmeligt hurtigt i vasken. Han fnøs kort, lod de knaldrøde øjne følge drengens bevægelser indtil denne satte sig ned, og Vartan selv gav sig til at slubre videre af suppen. Skævede engang imellem til æggene. Altså helt ærligt, kunne de ikke have givet dem til en anden? Suppe og æg passede jo langtfra til hinanden, hvordan kunne servitricen og køkkenfolket overhovedet tænke på at servere den slags sammen.
Endnu et fnys.
Med en skramlen fik han skubbet suppen fra sig, der var stadig en smule tilbage, men han gad ikke spilde sin tid på det. Istedet tog han med fingrene et kyllingestykke op derfra og åd den inden han gav sig til at stirre eftertænksomt på æggene. Skulle han mon lade knægten, som tilsyneladene virkede interesseret i ham den måde han lod blikket glo på ham længere end de andre, mon han skulle lade knægten få det ene æg,, eller dem begge? Hovedet blev tiltet på skrå mens et temmeligt dumt udtryk plantede sig i hans ansigt.

Aidan blev siddende stille på sin plads og gloede fortsat ud over krostuens befolkning. En servitrice, der kom gående forbi med en bakke i hærnderne, tøvede kort og skævede lidt til ham, men da han ikke gjorde mine til at ville bestille noget, fortsatte hun videre henover gulvet til et bord, hvor der sad en hel flok aldrende mand, møgbeskidte og stinkende efter en lang dags arbejde. Aidan kiggede langt efter de krus af øl, servitricen placerede foran dem. I fem sekunder, der føltes lange som halve minutter, sad han og stirrede på krusene med det gyldne indhold – men straks efter, at servitricen havde forladt dem og var gået op til baren igen, begyndte mændene at drikke, og Aidan blev hevet ud af sin lille drømmeverden.
Han <i>ville</i> jo for pokker da gerne bestille noget, men han tvang sig selv til at lade være. Han vidste udmærket godt hvad der ville ske, hvis han begyndte at drikke nogen form for alkohol. Der ville ske det samme, som de sidste mange gange han havde gjort det. Han ville blive påvirket af det alt for hurtigt. Et lille fnys lød fra ham. Så hellere undvære et krus øl, hvis det, at han drak det, betød, at han ville komme til at rende rundt i tåger resten af natten, ude af stand til at kunne styre sine egne handlinger.
Endnu engang gav han sig til at betragte den beskidte mand, der sad og spiste. Han havde jo ikke noget bedre at tage sig til, eftersom han hverken havde bestilt mad eller drikke. Men den "mad", havde havde brug for, var vist ikke den slags, de serverede her på stedet.

Vartan sendte drengen et sidste blik, lagde egentlgit ikke frygteligt meget mærke til hvor den andens blik var. Endnu et ryk og endnu engang væltede stolen bag ham. Han tog sig ikke notits deraf, men tog istedet suppetallerkenen af bakken, inden han tog en lang slurk af sin øl, tog bakken og mere eller mindre svajende stavrede hen til den mindre, yngre. Vartan var ikke påvirket, der ville gå langt længere tid før hans hjerne overhovedet ville reagere på den slags. Endnu en grund til at elske sprut og hans zombiehed. (( <- mangel på kreative ord ))
Bakken blev stillet brat med en kort klirren foran knægten. " tag et æg knægt.. Du ku få brug for det.." Lød Vartans hæse dybe stemme.