Han forsøgte ikke at lade sig mærke med at hun rykkede tættere på ham, men da hun rørte ved hans hjelm, hvilket han kunne høre, kom han til at lave et lille nervøst hak i træet. Han trak forsigtigt vejret, bange for at det ville vælte situationen ned fra sin position, og knuses på gulvet som et spejl kastet fra en klippe. Et svagt hvæs kunne dog alligevel høres, selvom dette intet havde med hans ansigt at gøre. Han havde bare en svag lunge, det var alt. ”Jeg har.. Levet mit liv på gaden, Rasha,” han holdt en tøvende pause, hvor han forsigtigt kiggede på.. Ikke noget. Hans øjne var rettet mod figuren i hans ’fingre’, men de så ingenting. Stirrede bare ind i tomheden, ”og en dag, blev jeg kidnappet og tortureret.” Endnu en pause, denne bare en smule længere. Han tog den ene hånd op til sin hjelm, og tog en dyb, sukkende indånding. ”Da jeg kom tilbage, ville ingen kendes ved mig. Folk kastede sten og farligere ting efter mig. Jeg var bare ét misfoster, en vanskabning, der burde kravle tilbage til det hul jeg var kommet op fra.” Hans højre øje forsøgte at skæve til hende, men uden held. ”Jeg ved det, fordi det er den eneste reaktion jeg får.”

Han smilte taknemligt da hun skiftede emne, men det kunne hun naturligvis ikke se. Med tre klinger fra den venstre hånd, holdt han den op foran sit eget hoved, og kiggede på hvad han havde lavet indtil videre. Den var langtfra færdig, men figuren var langsomt begyndt at tage skikkelse som en slank kvinde. Han havde ikke tænkt meget over det imens han lavede den, havde mest siddet og tænkt på andre ting, hvilket han faktisk gjorde en gang imellem, og så havde den bare lavet sig selv. De finere detaljer manglede stadig, og ansigtet var også blankt. Nu skal det desuden nævnes at det ikke var en figur i synderlig stort format, hvilket vil sige at den var cirka 15 centimeter høj. ”Ikke noget specielt.. Kunne ende med at blive hvem som helst, dig for eksempel.” Roligt holdt han den op så hun kunne se den nærmere, og hun ville også let kunne tage den fra hans greb, da han kun balancerede den på dens underside. Han så tydeligvis ikke noget specielt i den lille figur han havde skabt, selvom det meget muligt var et af de fineste stykker håndværk man kunne støde på. Nu var den som sagt heller ikke færdig.

Da hun bevægede sig over til vandet, vendte han sin udelte koncentration mod træet. Han havde besluttet sig for at lave en figur af hende, bare fordi hun tilsyneladende ikke troede på ham. Efter at havde snittet noget mere af hendes underkrop, selvfølgelig efter det tøj hun havde på nu, da han naturligvis brugte hende og hendes nuværende tøj, som model. Hans tanker begyndte at vandre, og han tænkte tilbage på den første gang han var stødt ind i hende. Roligt og uden at han lagde mærke til det, faldt hans øjne på hendes ryg, som hun sad ved vandet. Han studerede hende langsomt, og slugte hver en del med sine øjne. Hans fingre var gået i stå.

Netop som han skulle til at sige noget, forsvandt hendes skikkelse ned under vandet. Dette fik han til at kigge forundret efter hendes skikkelse i vandet og han begyndte at undre sig over at hun ikke kom op igen. Efter en tid trak han på skuldrene, og snittede lidt videre i figuren. Der var alligevel intet han kunne gøre ved det.

Han færdiggjorde en fold i hendes nederdel, selvom der måske sjældent var folder. Det kunne være svært at bedømme uden at havde holdt øje med hende i længere tid end han havde. Da han så hende på vej tilbage, gennemblødt fra top til tå, kunne han ikke lade være med at blive nervøs. Han forsøgte at koncentrere sig helt på figuren, men alligevel rødmede han svagt da hun satte sig ved siden af ham. Endnu et tidspunkt, hvor hjelmen faktisk kom til brug. Han sank en klump, og forsøgte at formulere et ord, hvilket i første forsøg ikke virkede som planlagt. Faktisk virkede det ikke overhovedet, men det var trods alt heller ikke som planlagt.
”T-tak,” hans stemme var svagt skælvende, hvilket nok ikke var synderligt professionelt. Han var trods alt medlem af den mest bad-ass gruppe i landet! Nytteløst forsøgte han at få sig selv sat i gear, så han ikke opførte sig som en pubertetsramt teenager, hvilket han naturligvis ikke var. Han var voksen og burde ikke have den slags kvaler ved kvinder. ”Hvad mente du med at du ikke var nyttig? Jeg troede du havde din brugelighed.” Her tænkte han tilbage på den første gang de havde snakket sammen, hvor hun som svar til hvad hun lavede svarede at hun havde sin brugelighed.. Spørgsmålet var bare om hun kunne huske det også.

Hendes kommentar, der tydeligvis var dyppet i sukker med flormelis på toppen, gjorde ham yderligere nervøs. Desperat forsøgte han at formulere nogle ord, men det blev nok mest til ”Øhh..” efterfulgt af nogle flere ”Øhh..”’er.
Han kiggede taknemligt efter hende, da hun rejste sig for at samle brænde til sit bål. På det tidspunkt vidste han vel at mærke ikke at det var et bål, men det kan også være ligegyldigt. Han kiggede i hvert fald efter hende, og åndede lettet ud. Han havde holdt vejret en tid, og var næsten ved at blive kvalt. For fanden Shrade! Så tag det dog roligt! Tænkte han arrigt. Hvorfor skulle han også være så dum!?
Da hun fik tændt det, han nu så var et bål, rejste han sig op og lagde sig ned tættere ved ilden, på den side af det flammende inferno, der var parallel med hende. Hvilket vil sige han befandt sig på den anden side af bålet.
En tid kiggede han op i himlen, hvorefter han støttede sin krop med albuerne, og gik i gang med at forme hende arme. De måtte ikke være for adskilt fra kroppen, for så ville de bare knække.
Nu havde han haft tid til at slappe lidt af, og genvundet noget af sin ’cool’. ”Du betyder da også noget for mig.” sagde han afslappet. Der var overhovedet ikke ment nogen tanker bag den sætning, og i hans hoved var det, det mest naturlige at sige i sådan en situation.

Han kiggede på figuren, og rynkede sine øjenbryn. Nu hvor han tænkte over det, kunne han ikke huske hvorfor han sad og lavede den. Tænksomt snittede han videre uden at opdage det, da han var alt for optaget af at tænke over hvorfor. Han lukkede øjnene, og lagde figuren i græsset ved siden af ham. Da han åbnede den igen, blinkede tusindvis af stjerner ham i møde, men han kunne ikke forstå deres lys. Det var underligt, for han havde aldrig haft den fornemmelse før, men det føltes som om de små brændende pletter prøvede at sige noget til ham. De prøvede at suge ham op i det endeløse univers. Hvad var det, der holdt ham tilbage? Hvorfor surfede han ikke af sted på en stjernestrøm, eller svømmede i en komets hale?
”Det ved jeg ikke rigtig..” Han sukkede kort, da hendes spørgsmål havde hevet ham tilbage til virkeligheden. Han ville egentligt meget hellere være derude, men noget holdt ham tydeligvis tilbage. ”Vi er vores egne herrer. Måske kommer der mennesker til skade, men hvem tager sig af sådan noget?” Han tænkte tilbage på den hund han havde dræbt for to dage siden, fordi den havde irriteret ham. Nogen væsner fortjente vel bare ikke at leve.

Han foldede sine hænder over sin mave, og kiggede fortsat op i stjernerne. Kors hvor var han træt.. Hvad der var endnu være, var at han vidste han umuligt kunne få sovet med sin rustning på. Stjerne var holdt op med at virke indbydende, og var i stedet begyndt at havde en søvndøsende virkning på ham. Roligt sagde han, med sin veltalende og behagelige stemme. ”Det er det virkelig ik’, det er bare.. Ja.. Sådan… Afslappet..?” Han havde lidt svært ved at sætte ord på hvad det helt præcist var. Det var jo ikke organiseret kriminalitet eller noget, det var snare afslappet hærværk, når man nu bare lige havde lyst til det. Han satte albuerne i orden, og skubbede sin overkrop op så han kunne se på hende over ilden. Hun så.. Forvirret og tænksom ud, som om der var noget hun enten ikke forstod eller brød sig om. Eller begge. ”Er der noget galt?” Spurgte han roligt, som var det den mest naturlige ting i hele verden at spørge en kvinde om. Specielt når man sad ved en varmkilde og varmede sig ved et bål. Hvilket jo skete hver dag. Jep, hver evigt eneste dag.

Han kiggede stadig på hende, men han vidste ikke om han kunne stole på hende, da hun sagde hun havde det fint. Han var faktisk ikke sikker på at han kunne stole på hende overhovedet. Han havde endnu ikke set hende lave en åbenlys løgn, så han kunne umuligt fortælle hvordan hun så ud når hun løj. Alle mennesker har et eller andet, der afsløre dem. Han var bare ikke sikker på om hun aldrig havde løjet, eller hele tiden gjorde det. Der var i øvrigt også noget afstandstagende ved hendes måde at være på, så han kendte hende heller ikke rigtigt. Alligevel kunne han ikke se noget problem med at følges, men det blev nok en stille tur, da Shrade ikke længere var i humør til at tale. Han trak på skuldrene, og kæmpede sig på benene. ”Hvorfor ik’?”
Med tunge skridt fulgte han efter hende.
//Out

Knirken... Dryppen... Dampen og tøgen.
Alt omkringen dette sted har en rolig lyd, som alt falder i en fin balance som naturen nu burde have.
Dog en tom lyd, af en brændende laterne får den varme kildes skjule sted til at lyse op, selvom det gør den lidt mere behagelig at være i.

Patrick sidder lænt mod en kant med hovedet trukket godt tilbage, mens hans udstyr, som er en bue og en masse pile, samt hans læder kofte og udstyr.
Et vel fortjent bad er hvad, han har, da han åbenbart har et smil om læben...
Alt virke helt som det skal være, når man tager et bad i det fri...

Den varme kilde er godt skjult bag træer og buske og er derfor svær at nå frem til. Og man kan slet ikke nå frem til den lydløst. Selv Diandras chokoladebrune hoppe, der ellers træde noget så ofrsigtigt, kan ikke undlade at kvase nogle kviste og knække et par grene på dens vej gennem buskaset. Det er helt tydeligt, at der kommer nogen.
Efter en masse besvær kommer de to ud i lysningen. Diandra springer af sin hest og ser sig lidt omkring. Der her er ikke et sted hun besøger så tit, fordi Sultan - hendes yndling - er alt for stor og kraftig til at komme igennem uden at få for mange skrammer. Hvorfor hun ikke ridder på ham i dag? Jo, fordi det forbandede kvindemenneske skulle brække hans ben... Hun sukker. "Og her var man kommet, for at prøve, at slappe af..." mumler hun og sætter sig ved kandten af kilden. Ind til videre stirrer hun bare fraværende på vandoverfladen, mens hendes hest græsser lystigt et par meter fra hende.

Patrick ligger lidt gemt bag sten og buske, mens hans tanker er helt væk, så han kun tror at lyden af de knækkene kviste er fra fugle eller andre mindre dyr. Det er jo paradis skoven, så chancen for at det er det, er stor.
Men da hesten for ~græsset sig vej hen mod Patrick, hører han dens hove og gumlen, så han bliver nødt til at se hvad der sker.
Han løfter et øjenbryn da han ser en hest og mindes så at han hørt en stemme.

Patrick får stille løftet sig fra kanten, for at se over en sten, for så at få øje på Diandra. Han står lidt tid og undersøger om hun skulle være en fra mørket's hær.. De har været meget efter dem som kan kæmpe på det seneste..
Med et, giver det et klonk, da hans bue bliver sparket til, så hans pile begynder at trille ned mod vandet.
I et panisk hop og splasken, traver Patrick gennem vandet og får reddet nogle pile, selvom to-tre alligevel endte i vandet, som straks sank til bunds på grund af deres metal spidse.

(undksyld den lange ventetid, skulle spise ^^")

Diandra for et chok og får overbalance. "Arrrgh!!" Der lyder et plask og lidt efter dukker Diandras hoved op over overfladen. Hun rejser sig op. Vandet går hende ikke længere op en til navlen. Hun er drivvåd og forsøger at ryster noge af vandet af sig. "Fantastisk..." Hun ser ned af sig selv, hvorefter hun forsøger at lokalisere hvad, der havde resulteret i hendes lille svømmetur. Først nu får hun øje på Patrick, der plasker rundt for at redde sine pile.
Hesten er fuldstændigt ligeglad eller også er den bare sulten, for den gumler bare vider på sit græs. Hun ser op på hoppen med et irriteret udtryk. Normalt er hesten ret forsigtig, men hvis den var koncentreret om noget andet, er det en anden sag. At den er så rolig er som regel en god ting, men lige nu irriterer det Diandra en del. "Se nu! ... og det her er din skyld," bebrejde hun hesten. Hun vrider sit hår og vader op på kandten.
"Det må du undskylde... Hun plejer ellers at holde øje med, hvor hun går," undskylder Diandra og koncentrere sig om at se væk. Hun henter et tæppe, der sammen med andre ting er spændt fast på sadlen. Det slynger hun så om sig, hvorefter hun sætter sig hvor hun sad før - lidt længere væk fra kandten denne gang.

Patrick får samlet de sidste pile fra kildens bund op med sine tær, mens han sætter de andre hen på kanten igen.
Da det er gjort, trækker han på sine skuldre over at det skete. Det tager ikke så lang tid igen at snitte et par nye pile, så det er ikke noget problem i hans tilfælde, da han selv kan finde ud af det.
Han retter blikket mod Diandra igen, før han tager sine hænder mod kanten og trækker sig op ad vandet, så han står med ryggen til Diandra, mens han tørre sig af med et hjemme lavet uld tæppe.

"Ikke ofte der kommer andre her.. Er det tit du kommer her?" spørg han, mens han er igang med at tørrer det lange sorte/lilla hår. Og ja... Han står nøgen. Han er dog trænet, så det er vel ikke det helt dårlige syn, selvom det er bagfra...

Ikke længe efter trækker han i sit udstyr, dog lader sin bue og pile ligge lidt, hvorefter han sætter sig ved kanten, et par gode meter fra Diandra.

Nej, ikke noget dårligt syn, men Diandra er da opdraget nogenlunde ordentligt. Man glor ikke på nøgne mennesker - selvom hun et eller andet sted gerne vil.
Hun ser først på ham igen, da han taler til hende. Hun skudter sig lidt. "Nej... Dne hest jeg plejer at ridde, er en anelse or stor il at mase sig igennem her," svarer hun med et lidt selvmodsigende ansigtudtryk. Hun smiler, eller det vil sige, det gør hendes mund i hvert fald. Og det er ikke ret meget. Hendes øjenbryn er til gengæld rynkede som om, hun er irriteret.
Som sagt er der to grunde til, hun ikke ridder på Sultan ad denne vej. Tanken om at Sultan skulle forsøge at presse sig igennem her, virker komisk, men at et elle andet muskelbundt, der knapt ligner en kvinde har brækket hans ben, gøre hende ikke ligefrem glad. Emneskift...
Hun rømmer siglidt og dropper smilet, men hun ser heller ikke irriteret ud længere. "Men du kommer her måske tit?"

Patrick lytter til hendes svar, mens hans blik har fået hvilet sig over vand overfladen foran hende, med et lettere normalt udtryk.
Hans hår lader stadig til at være godt fugtigt, da uld måske ikke er det bedste til at tørre sådan noget; a las det sidder af lort lige nu.. Lidt krøllet, puffet og næsten være end morgenhår. Vinden får dog fat på det efterhånden, så det for viklet sig på plads, med hjælp at et par fingre fra Patrick.
Da han selv bliver spurgt, trækker han blikket tilbage på Diandra, med et neutralt smil, som alligevel virker okay, venligt.
"Ja, hvis jeg er her i Paradisskoven, kommer jeg her altid. Et bad i den kilde, føles som at have sovet godt i tre dage, lige ud." forklare han lidt ortodosk, men stadig, fuldt af et smil, så det viser det der skal være lidt humor over det.
"Du må være enten stærk eller rig, siden du har to heste. Jeg har ikke andet end mine fødder" forklare han og strygger en vanddråbe af sin kind, som havde fået arbejdet sig der ned, fra en hår tåt.

Hun nikker så let, at man nærmest ikke kan se bevægelsen. Hun ser op på hans hår. Hun ville helt klar klacifisere hans hår som morgenhår eller høstak. Det ser ikke for godt ud, men det hjælpper på det, efterhånden som Patrick får arbejdet sig igennem det. Apropos hår... Hvordan ser mit så egentlig ud? Hun fanger si spejlbillede i vandet og studerer sit hår lidt. Det ser nogenlunde ud bortset fra et par vildfarne totter, der hurtigt bliver sat på plades.
"Rig... Jeg kan klare mig selv, ja. Stærk... på en måde," svarer hun som om, hun kun talte med sig selv. Du lyder mere som et filosofisk tankespind end som et egentligt svar. "Faktisk er hende der kun min for øjeblikket. Jeg skal træne hende... ridde hende til. det varer ikke så længe før, hun kan komme tilbage til sin ejer," tilføjer hun og ser på hoppen. "Hun har ikke været min største opgave..." Hun smiler lidt. "Hvad laver du, du ved - altså hvad arbejder du som?"

Patrick nikker med på hendes, ja, tankespind af et svar, selvom han godt forstår det. Han sidder så og venter med kommentar, til hun er færdig, selvom hun først bliver færdig da hun spørg om noget nyt.
Han blinker lidt og læner sig så tilbage, så hans bue og pile kommer til syne.
"Jeg er jæger og læder håndværker. Alt hvad jeg har på lige nu, har jeg selv lavet.." svare han stolt. Det var ikke specielt stort at være en jæger... Men også at kunne lave det om til noget så brugbart som tøj, ja så er det en anden sag.
"Så min indkomst er lidt frem og tilbage. Men føde behøver jeg ikke at bekymre mig over, da jeg jo også er jæger. Så mit liv går som det kommer" tilføjer han med endnu et smil og læner sig så tilbage op, til skrederstilling og kigger stadig på Diandra, dog med et lidt mere blidt blik nu, mens han håber på at hun ikke reagere som alle andre kvinder.

"Det lyder praktisk," svarer hun. "Så længe du ikke skyder andre menneskers heste ned," her laver hun en kast med hovedet i retning af hoppen, "så virker det som et passende erhverv." En gysen går gennem kroppen på hende. Det er ikke det mest fornuftige at rende rundt i fuldstændigt gennemvedet tøj, hvis man gerne vil holde sig varm. Tæppet bliver trukket endnu tættere om hende, og man kan se, hun forsøger at tørre tøjet med det. Det er bare ikke særligt vellykket.
"Og tøjet der ser også ud til at være af god kvalitet," roser hun høfligt. Hun holder en pause, før hun fortsætte. Hun aner ikke, hvad hun skal sige. Hun er ikke så social i det hele taget, og da hendes kolde krop også kræver hendes opmærksomhed, har hun svært ved a koncentrere sig om, at holde ne samtale kørende.
"Er det svært at lave... Tøjet mener jeg?" spørger hun så endelig. Gennemtænkt spørgsmål... men hvad pokker.

(smutter i næste indlæg, er ved at falde ned af stolen 8P )

Patrick kan ikke undgå at le af hendes kommentar om at skyde heste. "Nej nej. Jeg skyde end ikke vilde heste. Jeg har endnu ikke fundet en, men hvis jeg gør, vil jeg prøve at tæme den. Burde hellere ikke være så svært at lave en saddel til den." siger han og får mange forskellige designs og idéer i hovedet nu, men ryster dem lidt væk da der igen bliver snakket, dog denne gang et kompliment til hans håndværk. Han smiler stort og nikker dybt. "Jamen tak" svare han høfligt.
Han trækker lidt med sit ansigts udtryk, over at hun ser ud til at være kold.. Så han gør hvad en hver mand vel vil gøre.. Han tager fat i sin tykke læder vest, med pels, selvfølgelig, og kaster den over til Diandra, mens hun er ved at spørge ham om det sidste.
"Haha. Naah, det kommer an på hvad man laver og til hvilke grunde. Den vest der, tog mig en uge at sy samme. Så den er af god kvalitet, ja." svare han og smiler igen.

"Nej, det ville det vel ikke," svarer hun og smiler lidt. Selv har hun en ret flot saddel hængene i stalden. Hun kan ikke lade være at spegulere over, om han mon kunne slå den. Så komemr der endnu en kuldegysning. Høfligt eller ej, det ender altså med, at jeg tager hje-
Overrasket ser hun på vesten, der nu ligger ved siden af hende. "Tak," siger hun næsten helt glad og tager straks vesten om sig. Det kan godt være, at Patrick mener, det er almindelig høflighed, men det er ikke noget, Diandra er vandt til. "Hvad angår hesten. Hvis du nogen sinde finder en, vil jeg med glæde hjælpe dig med at tæmme den, hvis du vil have det." Hun har endnu ikke oplevet en hest, hun ikke kunne tæmme. Der har været heste, som ejeren ikke kunne ridde, fordi han eller hun ikke havde Diandras evne til at manipulere, men ladrig en hun ikke selv kunne tøjle.
Det går op for hende, at hun ikke har fået presenteret sig endnu. "Hvad er dit navn forøvrigt? Jeg hedder Diandra."

(smutter nu, vi kan fryser, men ellers skriver jeg bare Diandra ud på et andet tidspunkt - ses ^^)