Han gumlede brødet færdig og sank det før han svarede. " For at hente dem med ned. De kommer herop hver vinter i nogle af de bagerste kilder hvor der er mest varme, for at sove i vinterhi.." Han så alvorligt på hende. Selvom han ikke lignede det, var han faktisk næsten lige fyldt 18 år, og var derved myndig og kunne gøre hvad han ville, dog med sin egen respekt for naturen og dronningen.
" Jeg kan sagtens sove med dem." Fnes han. " Bare sig til hvis du vil have en magsprøve.." Han kunne ikke lade være, foråpret var på vej og stinkdyrene omkring ham gjorde ham glad og varm, men stadig vagtsom da han følte sig tæt tilknyttet til dem.

Selvfølgelig, vinterhi
Det var dejligt at foråret var på vej. Det var hendes ynglingsårstid, hvilket skyldes de groende muligheder, og de mange vidunderlige farver.
"smagsprøve på hvad?,, spørgende hun akkavet og en smule flov over ikke helt at havde hørt efter. Det var sjældent at hun missede noget ud, men det hænder jo at man fortaber sig i sine egne tanker og glemmer realitetens verden.
Nænsomt kravler hun nærmere Jerik og smiler. Hun stryger en hånd igennem hendes hår, selvom det var en smule vanskeligt da det var så ulet. Damia nynner let, uden rigtigt at ligge mærke til det.

Han ligger brødet fra sig, og sætter den store stinkdyrshan fra sig, inden han et kort øjeblik lukker øjnene i i koncentration, og lidt efter er selve personen Jerik væk, og der hvor han før sad ligger der nu en tøjbunke og et lille pelset stinkdyr, som til forskel fra de andre stinkdyr har sort hale.. Han giver et lille "nef.." Fra sig, som for at understrege at det var smagsprøven, og lægger et par poter på brødet som han giver sig til at gnave af med sine små skarpe tænder.

Damias øjne vokser og hun ser måbende på Jerik, som ikke længere blot var en halv stinkdyr, men en hel. Da hun bliver klar over at hun måber, ryster hun blidt på hovedet og betragter ham med beundring.
Han var bare så kær, og hun fik en lyst til at stryge ham over pelsen, men beherskede sig. Det ville virke akavet vis hun pludselig overfaldte ham, for at nusse ham og kalde ham de mest sukkersøde navne. Nok ikke akavet, mere forkert. Så istedet nøjes hun med at smile til ham og nynne den lille melodi.

Han stopper stille sin gumlen i brødet, for at gøre plads til at de andre stinkdyr også kan spise noget af det lækre, bløde brød. Nogle af dem er i starten lidt mistænkelige ved at komme et menneske så nær, men da han på stinkdyrs sprog forklarer dem at han nok skal skride ind hvis mennesket pludselig skulle gå hen og virke truende, følger de også efter hen og spiser af brødet. Imens klatrer Jerik op på en klippesten, næsten i hoftehøjde med Damias hofter, og betragter hende, mens den silkebløde hale ligger omkring ham som en beskyttnde skjold af pels.


(( Ja det er Jeriks kendetegn: Han er nuttet uden selv at vide/ ville det. x'D ))

(( Uha, vis Damia ikke vidste bedre ville hun havde beholdt ham ))

Damia ser hen på ham med et venskabeligt blik, og stopper sin nynnen da han betragter hende, nu ved meget kortere afstand.
"Du må havde det dejligt, at være født så nuttet,, hun ler stille "Selvom det kan tænkes at det har sine problemer,,
"Undskyld nu vrøvler jeg,, hun sænker blikket og en svag rødmen ænses. Men farven forsvinder igen, da hun atter tager sig sammen og ser på Jerik. Det var egenlig meget lunt herinde, der var ingen tvivl om hvor trygt og varmt flokken havde haft det under hele vinteren. Men, som Jerik sagde, så var det på tide at komme ud.
Forsigtigt ville hun nusse ham bag øret(?)
"Må jeg følges med dig ned ad bjerget?, jeg skal alligevel samme vej,,

Han nikkede til det sidste, men ville pludselig ønske at han kunne fortælle hene at det altså ikke ligefrem var lutter lagkage at være født 'nuttet'.. Faktisk havde han været igennem adskillige problemer fordi han havde set sådan ud, mest grundet sin far som han heldigvis ikke behøvede se mere.

Damia får øje på et lille sår bag hans øre og ser spørgende på ham, ((At havde læst profil xD))
Men mente at dette blot hørte med til det barske liv, som stinkdyr.
Hun rejser sig for at prøve at støtte på sin fod, bedre, men det var ikke noget problem. Dette skulle ikke hindre hende i at fortsætte hendes hverdag. Desuden skulle hun også ud og købe nyt tøj, eftersom hendes kjole blev flænset dengang hun blev overfaldet.
"Der er ikke noget galt? Eller er det fordi du ikke kan snakke i den form?,, hun stryger ham over pelsen.
"Hvad får du egenlig din tid til at fordrive med?,, spørger hun af ren og skær nysgerrighed

Han ender emd at hoppe ned fra klippen og ind i sit tøj hvor han kort efter sidder med let forpjusket hår og ser på hende. " Du stiller mange spørgsmål." Siger hand rillende. " Det er ikke let at være født nuttet, som du kalder det for.. Ikke hvis du har levet uden en mor det meste af dit liv, og især fordi min far flere gange i drukskab har forsøgt at sælge mig... Tro mig; det er ikke let.." Han tog hurtigt en hånd for munden.. Hvor var den talestrøm komemt fra? Han plejede ikke at være så egoistisk. " Min..Min tid bruger jeg på at sy. OG på at være i naturen.." Han nikker ned mod den enkle blå skjorte og bukserne. " Dem har jeg selv syet, men stadig så det kan kaldes uniform."

Damia ler og smiler annerkendende, "Jeg ved besked. Jeg snakker vist for meget,, hun sænker blikket ustadig før hun lader det glide hen på Jerik.
Hendes smil falmer da han fortæller om hans fortid. Den var dunkel, og trist. Hun kom til at tænke på hvor mange hun end havde mødt, som alle bar på en meget mørk fortid. Men det havde altid endt med at disse personer var lykkelige. Og Jerik så ikke ud til at lide.
"Men, du har da venner nu ikke? Hvilket er takket været din personlighed, så helt elendig har det vel ikke været?,, hun ser en smule spørgende på ham. Det smil der var falmet vokser frem på hendes læber igen, da hun ser hans udtryk. Hun lytter til hvad han har at sige,
"Kan du sy?,, spørger hun lettere begejstret og beundre hans kunst. "Jeg synes det er flot. Kunne... Det tænkes at du kunne fikse min kjole?,,
Hun fumler med sin taske hvor hun hiver en grøn kjole op, med et par flænger i.

Han nikker.. " At sy er let for mig. Det er en medfødt evne.." Han tager imod hendes kjole, og lægger den på jorden foran sig. Koncentreret giver han sig til at se på de løsetråde, som pludselig synes at få deres eget liv. Hans fingre bevæger sig i luften, og efter bevægelserne synes trådene at følge ham. Lidt efter lidt lukker den ene revne sig til at blive hel, og hvis man ikek vidste bedre havde man ikke troet at der nogensidne havde været en flænge. Roligt begiver han sig til den næste flænge.

Damia betragter hans arbejde over hans ene skulder. Blikket prøver at følge med, og snart falder hun i takt med hans bevægelser.
"Det er en evne man kun kan beundre,, dette fik hendes kreative arbejde derhjemme, til at se så sjusket, og uprofesionelt ud. Damia bider i sin underlæbe, hvor meget mere kunne denne dreng forbavse hende.
Hun sætter sig ned et stykke væk, og betragter ham og hans arbejde i stilhed.

" Det er det.. jeg ahr ikek haft chancen for at udvikle det før Mr. Nova og Mr. Gallagher opdagede min evne, og lod mig stå for syningen af noget af deres tøj. " Forklarer han imens han kyndigt lægger en sidste hånd på kjolen. Han rejser sig op og holder den op for sig for at se den igennem. " Værsågod.." Han smiler venligt.

(( skal til at smutte ))

Damia laver en grimasse da hun ikke kendte disse mennesker.
Hun betragter sin kjole og smiler frydeligt "Den er bedårende,, hun klapper i hænderne og tager imod den. Damia sender ham et blik, der skulle fortælle hvor glad hun var.
"Men vi burde vel begive os ned,, ser hun spørgende på ham og pakker hendes kjole ned i tasken igen. Hvorefter hun går beslutsom ud af grotten, og ser sig tilbage som for at se om han fulgte med hende.

((Skal jeg også Godnat))

//OUT

Han smiler let, og vinker let til stinkdyrsflokken som adlydende følger efter ham udenfor i den tiltagende nats halvmørke..

//out

Selina kommer flyvende med Kazu i armende og lander ved hulen.
Først kigger hun lidt rundt for at være sikker på, om det var her og rigtigt nok var det netop det sted hun havde set på hendes mange flyveture.
Hun gik så ind i hulen og man kunne så se en masse kilder.
"det her må være de healende kilder" sagde hun lavt til sig selv og lagde Kazu ned på jorden, lige ved siden af en af kilderne.
hun ruskede let men blidt i ham for at vide om der stadig var liv i ham.
"hey... vågn op.. er du i live??" spørger hun og venter på svar, eller bare et tegn på liv fra ham.

Han rør sig ikke, og har ikke gjort det hele vejen..
Men.. nu åbner han dog øjnene langsomt..
Og straks bryder han ud i gråd.
"Aaaarh! av!" han kaster hovedet tilbage af... hans ben.. de gør så ondt!
Det ene lår ligger også helt skævt... og så hans arme... de er blåsorte nu... faktisk er de døde...
"... Jeg dør.." hulker han, kan ikke se et hak for tårer i øjnene

hun åndede lettet ud da hun kunne høre at han var i live..
guskelov tænkte hun og så så på hans arme og ben..
Hun kiggede roligt på ham
"jeg er her for at hjælpe dig så du skal bare tag det roligt" sagde hun kort.
Derefter tog hun sin dolk frem fra hendes holder hun havde sidende på det ene lår.

hans tårefyldte øjnes blik fanges af kniven.. og nu fyldes han også med rædsel og frygt.
"Du må ikke slå mig i hjel! Jeg ber!" han vender ansigtet til siden, bidder tænderne sammen, vidt opspærrede øjne i rædsel
Han er meget bange for at det her bliver det sidste..

hun tager Kazumetzu op i vandet og er sikker på han er nede i det.
"tag det roligt jeg dræber dig ikke, nej jeg prøver faktisk at rede dig" sagde hun og tog en dyb indåndning før hun så rettede dolken imod hans højre arm.
Hun lagde det skarbe blad imod hans arm og hendes øjne blev så næsten helt hvide dog kunne man stadig se den meget svage lysegrå farve i hendes øjne.
"det kommer til at gøre ondt i noget kort tid" sagde hun og lagde stor kraft i et hug så hans arm røg af.
Hun ville være sikker på at hans arme og ben røg af i et hug, ellers ville det være mere smertefuldt en det var i forvejen.
Da hun så så hans blod blev hun morderisk i blikket og det slog kort klik for hende igen.
Hun tog så hans Ventre arm i et hug og derefter begge hans ben.
Da hun så havde gjort det hev hun sig selv tilbage og smed dolken fra sig og tog sig til hovedet.
alt det blod... får mig lyst til at dræbe... nej...nej han.. har ikke gjort noget jeg prøver at rede hans liv!! tænker hun og får sig selv til at blive normal igen ved at hendes øjn for den normale lysegrå farve igen.