Damia så med store øjne på ham, da han fortalte om sin plan og baggrund for sin hobby. Hun fandt det mildestalt latterligt, hævn var en ting som drev mennesker til vanvid. At han kunne falde for denne følelse, fandt hun underligt. Da han virkede stærkere. Men igen, var det fortåeligt, det var trods alt hans kærlighed der blev dræbt med koldt blod. Ikke noget man sådan stryger til side og får sovet ud. Stadig holdte hun nu fast på at, man ikke kunne besejre hårdt mod hårdt, for så ville man slå sig.
"Hævnplan?," mumler hun overrasket "Jeg troede du var fornuftigere end det? Hævn er ikke en følelse man burde hækle sig fast ved, det driver dig blot ud på et sidespor hvor du ikke ville kunne gøre andet end at fortsætte," siger hun alvorligt, men bibeholder de kærlige øjne. Der var ingen grund til at blusse stemningen op til et stadie hvor hun ikke selv ville kunne følge med.
Så, da han spøger lader hun sig glædeligt rive med. Hun laver en grimasse og puffer til drikken "Min barm, den herre," begynder hun i en formel stemme "Er tilfredstillende stor nok, og behøver derfor ikke mere volume, og skal helst ikke være iøjenfaldende da jeg ikke ønsker uventet publikum" hun stikker drillende næsen i sky, men vender så ansigtet ned mod ham igen. Og spørger så stille, i en undrende og lumsk stemmeleje "Men jeg undre mig over, hvorfor du har lavet sådan en drik?"

Da han så spørger til hendes tillid, havde hun allerede taget en ny bry op som hun nysgerrigt, dog varsomt betragtede.
Hun så mystisk hen på ham mens hun smilede lumsk, "Tillid vel? Du har vel vundet min tillid, og til det sidste spørgsmål så kan jeg vel kun sige, måske" hvorefter hun grinede mildt. "Men hvordan kan det være at jeg har denne følelse af at, jeg har kendt dig hele mit liv?"

Nathan grinede til spørgsmålet om hvorfor han havde lavet denne drik. ,,Den er vel på en måde del af min hævn.. jeg er ikke typen der dræber. Langt fra" det sidste mumlede han nærmest da han forsigtig lagde drikken ned igen. ,,Jeg havde tænkt mig at finde den ansvarlige, har fået at vide at det var en sortelver, så han er naturligvis et dumt stolt arrogant.. ja svin" han smilede skævt inden han talte videre ,,Så hvad mon han ville sige til at blive forvandlet til en pige?" Han vendte hovedet mod hende og grinede betryggende. ,,Jeg har aldrig dræbt nogen, og tror faktisk heler ikke jeg har slået nogen.. nogensinde.." Med en mærkelig grimasse kløede han sig i nakken og smilede til hende. ,,Jeg synes nu stadig du skal overvejde drikken" grinede han lidt højt, og rettede på sin stilling så han ikke sad på hug mere, men nu sad i skrædderstilling.

,,Du føler du har kendt mig hele livet fordi.. fordi.. ja det kan være du er den søster jeg ikke har set siden jeg var 13" grinede han og aede hende på kinden. ,,Eller også er det fordi du er så forelsket i mig, at det er et inderligt ønske at du altid har kendte mig" Han kunne næsten ikke slutte sætningen fordi han begyndte at grine, faktisk grinede han så meget at han var ved at tabe en drik han lige havde løftet op. ,,Men jeg føler nu det samme" fik han frem mellem det klukkende grin. Det var lang tid siden han sidst havde grinet så meget, og det føltes skønt. Som om alt ondt i verden forsvandt når hun sad her, og at hun ville støtte ham lige meget alt. Den lille brosche der forestillede to røde roser sad stadig på hans sorte skjorte og han så lidt på den. Det var Ilini der havde givet ham den, han kunne ikke helt huske hvorfor.

Damia følte det helt unødvendigt og dumt at tro at, Nathan kunne blive ført ud på sådan et sidespor. Latterligt af hende at tro således. Han var ikke typen og havde hjertet og viljen til at modstå. Selv hans humør fejlede intet. Hun prøvede at danne sig et billede af denne sort elver, som kvinde. Og hun kunne lide synet. Det var et syn for guder, Nathan vidste helt præcis hvordan det skulle bæres ad, og han gjorde det endda med stil. Hun fnyste over billedet hun havde dannet sig i sit sind.


Det første forklaring til denne bizare følelse lød fornuftig, og gid det var så vel. Men derimod den anden, var da helt oppe i tågerne. Der strøj en tanke igennem hende, men vidste godt at han ikke mente det, men var blot i sit lune hjørne. Damia skævede til ham. Lune hjørne? Han burde da snart ligges i hvid spændedragt (XD)
Igen kom hun med en snobbet stemmeleje, som lagde stemme til denne kommentar "Drøm videre, desværre prinsessen er allerede redet bort på den hvide hest"
Hun lavede en grimasse og så på ham med vantro øjne, dog gav hun sig og grinede 'behersket' med... O_o
Forsigtigt kravlede hun nærmere ham og så stadig på ham, "Har du det godt? Til mit forsvar har jeg ikke forgiftet dig på nogen som helst måde..." tilføjer hun så drillende
"Selvom det kunne være fristende" hun smiler lumsk...
Hvorefter hun retter sig da det stadig gør ondt at sidde på det ene ben. Nakken sveg også en smule. Hun betragtede sin halskæde og mumlede noget utydeligt "Men vis nu at jeg er?" det var selvfølgelig til det første spørgsmål

Det fik ham til at blive stille.. hvor gamel var Damia? Det var jo ikke umuligt.. intet var umuligt i denne verden! ,,Hvis du var, ville jeg være stolt over at havde så smuk en søster" han smilede lidt, og lagde sig ned på ryggen. Efter nogle få forgæves forsøg fik han fat i to puder fra sofaen, desværre havde han ikke helt fat i den og den faldt ned over hans ansigt. ,,av.." mumlede han under puden så det rungede mærkeligt i den. ,,Jheg hrar dttest fhint" mumlede han under puden som svar, og endelig skubbede han den under sit hoved, og rakte den anden til hende. Ilden var begyndt at blive svag, så mod sin vilje satte han sig op og kiggede kort i sin kasse, hurtigt fandt han det blad han ledte efter, med en elegant bevægelse smed han det på ilden. Et grønt skær kunne ses, og ilden var nu igen lystigt igang med at fortærre træet. ,,Ild er nu en smuk ting.. øddelæggende, men smuk så længe den bliver holdt under opsyn og plejet." Han vendte sig mod hende ,,Ligsom kærligheden.." en lille fnissen kom fra ham, og han lagde sig igen ned på puden. Det hvide hår lå spredt ud på puden og de mørkerøde øjne var næsten lukkede. ,,Så du synes jeg skal i spændetrøje?" han grinede lidt.. ,,Det kunne da godt være jeg snart var.."

"Smuk? Ha!" udbrød hun og stirrede vantro på ham, som var det han havde sagt, helt utroligt. Noget som ikke kunne lade sig gøre. "Du er nu heller ikke værst" tilføjer hun og sender ham et vink. Hvorefter hun betragtede ham, og tilføjede så hurtigt "Du kunne nu godt stifte bekendtskab med en frisør" dette var kun ment drillende. Da hun syntes at han var pæn uanset hår stil, men lidt alvor var der i det.
Hun løftede et øjenbryn da der kom udtydelige ord fra ham under puden og hun lavede en grimasse som næmest sagde hvor-er-han-håbløs.
Hvorefetr hun grinte mildt af ham. Han var så dejlig at være sammen med, speciel, men dejlig.
Interesseret observerede hun ilden, der lystigt blussede op. Og fortsatte deres langvarig dans. Han havde ret, det var smukt. En magtfuld ånd, som kunne tæmmes ved rigtig pleje. Dog ville den altid havde denne vilde ånd, som ingen kunne knække. Ligesom kærligheden? Det kunne meget vel være sandt, kærlighed havde alle de egenskaber som ild bestod af.
Ild kunne tæmmes, men også gro. Ligeså kærlighed, dog kunne ilden også gå ud, men vækkes til live igen, ligeså kærlighed.

Hun åbnede munden da han kommenterede hendes tanker, "Hvordan?" fik hun fremstammet. Damia lagde sit hovede på puden men havde vendt sit blik mod Nathan.
"Hvordan lykkedes det dig at, tyde mine tanker? Er du en slags tankelæser?"

Nathan havde kun én enkelt ting at sige til det med frisøren, og det var ,,Ha!". Mere var der ikke at sige til den sag da hun havde ret. ,,Og JO du er smuk. Tag det fra en fremmed." Da hun spurgte om han var tankelæser rykkede han uroligt på sig. ,,Sig mig dit navn, og jeg skal fortælle dig hvad du heder.." han grinede lidt, det passede ikke helt som svar, men han kunne lide det. En ilusion af et svar, der snart ville blive erstattet af et ordentligt. ,,jeg hører tanker som om folk snakker til mig. En byrde eller gave, det har jeg ikke afklaret endnu." Man vil jo ikke vide alt om folk, det fjerner sjoven ved at lære nogen at kende.

Regn begyndte at ramme ruden tungt, og det gav et sæt i Nathan, vinden gjorde det ikke bedre med sin piven og klagen udenfor. Han skuttede sig og rykkede tættere på Damia. ,,Jeg kan også noget andet end læse tanker" sagde han hemmelighedsfuldt og mystisk med et hævet øjenbryn. ,,Jeg er en magisk en du.." han fnissede igen og skuttede sig da en gren fløj ind på ruden. Latterlige vejr..

Altså en tankelæser. Det burde hun havde vidst tidligere, men hun havde også haft det på fornemmelsen i en tid.
Hun havde fået det bekræftet, og nu var det om at passe på hvad man tænkte på, eller over. For hende var det ligeså svært at bedømme om det var en gave, eller en byrde, som var det for ham. Man kunne se positivt på det, man kunne hjælpe personer på denne måde. Og negativt, man kunne få noget at vide man ikke ønskede at vide, eller kommentere det´og derfor såre personen. Trods alt, var tanker personlige. Det ville være det samme som at se eprsoner nøgne. For deres tanker var deres tøj, deres skal.

Hun skuttede sig også en smule, det var nu mest 'tanken' om at Zeroy skulle være ude i dette vejr. Zeroy! Hun havde helt glemt ham, da hun havde haft det så sjovt hos Nathan. Men bekymring gør kun en ældre, slog hun fast og vendte de grønne øjne mod Nathan.
Som et lille barn der ser op til sin idol, så hun afventende på ham...
"Det har jeg efterhånden lagt mærke til,, udtalte hun sig og blinkede "Hvad er det du kan, som er så magisk?,,

Nathan så lidt på hende og sprang op før han landede på gulvet havde han fået pels, fire ben og hans smukke mørkerøde øjne var ændret til et blåt og grønt. ,,Det er det jeg kan" lød den dybe rungende stemme fra ulven der nu stod foran hende i sin pragt. Pelsen lyste med et lilat skær, og snuden glinsede. ,,Er jeg ikke fin?" spurgte den rungende stemme, så meget anderledes end hans normale fine stemme. ,,Og jeg kan lave tricks! Se selv. Sit." han satte sig på bagdelen og så med de store hundeøjne på Damia. ,,Er jeg ikke dygtig?" han grinede og lettede igen bagdelen fra gulvet. Nogle finurlige lyde kunne høres da han traskede over til Damias side. ,,Zeroy har det fint." sagde han, som vidste han det. Faktisk havde han en fornemelse om det stikmodsatte, men det kunne hverken ses eller høres på ham. Den fine hale med de lange hår viftede fra side til side, og han gøede lavt. ,,Jeg kan flere tricks!" lød det og straks rullede han rundt som en gal hund og han kunne ikke lade være med at grine. Hvilket slet ikke passede til, en ulv der grinnede var et markabert syn. Selv i denne verden. ,,Er jeg ikke nuttet?" han gravede sin snude ind under hendes hage, og lagde sig tæt op ad hende så hans hoved var tæt ved hendes barm. ,,Kan du huske den der drik jeg nævnte?" han skubbede til hendes ene bryst, og brød straks ud i et grineanfald, der mundede ud i en ulvetuden. Kort efter forvandlede han sig tilbage til sit normale smukke jeg. Under sit mindre grineflip var han trillet væk fra hende, og lå nu og så på hende. ,,Undskyld, en ulv har så meget energi" grinede han forlegent og kløede sig i nakken.

Damia hvinede mildt og klappede som et lille barn, til en forestilling. Da Nathan forvandlede sig til en ulv. Hendes øjne var store da hun beundrede det kære dyr.
Det gjorde ikke hendes barnlige humør bedre da han begyndte at lave tricks, og hun klappede ivrigt, som kostede det hende livet vis hun ikke holdte op. Folk ville have kigget skeptisk på hende, og ville helt sikkert havde troet at denne kvinde var en anden, og ikke Damia. Da denne opførelse godtgjorde den lille næsvise, alvorlige tøs, som havde bragt hende i besværlige situationer.
Nu sad hun og legede pattebarn, med et stort smil om læberne.
Selv da han nævnte Zeroy, kunne hun ikke holde op med at smile, men havde nu behersket sig så meget at, hun opførte sig anstændigt.
Det var indtil han rullede rundt og grinede, som den gale hund han var. Hun så med store øjne på ham, og svarede overlykkelig "Der findes ikke nok ord til at beskrive din nuttethed" For en gangs skyld, kunne hun lade sig folde ud, frit. Det ville dog virke akavet vis Roy kom ind nu. Han ville da ikke tro sine egne øjne og øre.
Men da han fik for meget selvtillid, og kommenterede Drikken. Så hun på ham. Og gav et lille hvin fra sig da han puffede til hendes ene bryst. Vis hun ikke vidste bedre, havde hun nok langet ham en. Dog, var det trods alt Nathan. I en mopset stemmeleje og med næsen i sky sagde hun, "Jeg overvejer stadig om jeg burde putte dem i spændetrøje, og tilbudet virker mere eller mindre fristende ligenu. Mon jeg burde bøje mig?,, hun ser overvejende på ham.

Hun kravlede smidig over til ham, og sagde lumsk "Jeg gad nok vide hvilke billeder der gik gennem dit hovede, da du lavede denne drik? desuden," hun vendte sig om og kravlede langsomt hen mod kassen og rodet den igennem, meget varsomt "Er jeg begyndt at undre mig over, hvad det egenlig er for nogle drikke? Om der findes flere variationer af den du har der,, hun så på ham fra øjenkrogen mens hun med ryggen til ham kiggede på de mange brygge...

Nathan gav et lille piv fra sig da hun snakkede om spændetrøje, dog smilede han. At hun rodede i hans kasse generede ham faktisk lidt, det var på en måde hans tanker der lå der, hans idéer. ,,Damiiiie... neej.." langsomt kravlede han over til hende og skubbede hende blidt væk. Nu forstod han virkelig hvordan det var at havde folk der kunne læse ens hemmeligheder uden deres tilladelse. ,,Vi kan ikke havde at du øddelægger noget.." han sad lidt og så ned i kassen. Ej.. nu har du været i hendes hoved. Lad hende se dit! Nathan overvejde sin egen tanke, og så skiftevis fra hende til kassen. En hjælpende hånd blev rakt frem, og han hev hende op til sig. ,,Ja.. det er så mit sortumeint.. alt hvad hjertet begærer.. eller.. tæt på" Det skæve smil kom frem og han fnisede lidt. ,,Jeg vil nu lade dig træde ind i mit hoved, som jeg gør uden tilladelse i dit.." Nathan skævede til kassen, prøvede desperat at tænke på om der var nogle pinlige drikke dernede. Var der nok, men så måtte man tage det med. ,, Du vælger bare en, og jeg forklarer historien bag.. hvis der er nogen" mumlede han og forvandlede sig igen til ulv. Han nød at se hende blive underholdt når han var ulv, det var altid rart at sætte et smil på folks læber, især disse kønne.

Damia så først med store bedende øjne på ham, da han ikke ville lade hende se hans ting. Forstående, men det var ikke forstående nok til at ligge en dæmper på hendes nysgerrighed. Hun havde trods alt engang haft en lidenskab for lægekunst, og disse brugge påvirkede hende på det groveste. Det var næsten som om det kildede i maven, hver gang hun trak en bryg op og studerede den. Så da han skubbede hende væk, kunne hun ikke lade værre med at føle sig en smule møjsommelig samt skuffet.
Vis forvirringen ikke var til før, så var den nu. Da han pludselig tillod hende at se hans ting, skønt det at han lige havde afvist hende.
De store grønne øjne så på ham, mens hun intens lyttede til hans ord. Da han var færdig sad hun stille, vidste ikke helt hvad hun skulle gøre af sig selv.
Om dette var en fælde, eller blot en af hans mange jokes. Eller kunne det være at han mente det?
Hun rakte til sidst sin hånd ned i kassen og begyndte at lede, hvorefter hun tog en drik op. I et grønt itui.
"Den her?" spurgte hun nysgerrigt og smilede glad til den kære ulv...

Nathan så lidt på den grønne vaske og kom med et lille nys, ikke på grund af væsken eller noget, han havde bare fået støv i næsen. ,,Det er en drik der ændrer øjenfarve.. hvis jeg ikke tar helt fejl.." han smilede mystisk til hende og satte sig på bagdelen. Det nuttede ulvehoved lagde han på skrå mens han betragtede hende og flaskerne. ,,Jeg var ked af min øjenfarve engang, men da det kom til stykket ville jeg ikke lave dem om.." Det ene bagben begyndte at klø ham bag nakken Det har bare af ikke at være lopper! tænkte han halv frustreret for sig selv og stirrede med de nysgerige øjne på Damia. Hvis hun fandt en drik han helst ikke ville snakke om, kunne han vel lyve lidt? Og hvis Damia ikke var helt dum, kunne hun læse på listen der lå i kassen hvor alle de forskelige drikke stod. Han grinte lidt over ta hun ikke havde fundet den, og lagde sig ned med snuden i hendes skød.

Damia lyttede til bryggens mystiske baggrund. Tænk sig at skifte øjenfarve?
Hun ville nu ikke havde noget imod at skifte hårfarve, eller måske lidt. Det gav den udstråling som behøvet for at, være speciel. Det var hendes måde at stå ud, blandt en masse andre. Alle havde deres seværdigheder. Men hårfarven skyldtes nu mest hendes baggrund. Da hendes far var skovmand, arveligt vel. Selvom hun ikke husker at han havde grønt hår. Idet hele taget husker hun ham ikke. Havde aldrig kendt ham, ville heller aldrig kendes ved ham. Det måtte vel kun være et modbydeligt menneske der kan efterlade sit barn ude i skoven. Damia fnyste kort før hun ivrigt begyndte at lede videre.

Så nysgerrig og optaget af disse drikke, havde hun ikke lagt mærke til listen. Typisk hende...
Men det var nu sjovere at høre Nathan fortælle, ligesom en godnat historie. En blid hånd kælede om den kære ulv.
"Hvad med denne her?"

Da Damia kælede for ham var det svært at svare, ja enda svært at åbne øjnene der uden han havde lagt mærke til det. ,,Det er.. hmm.." han skulle lige tænke tilbage og så betænktsom frem for sig. Uh ha! Svaret kom til ham ,,Den.. øhm.. vil jeg helst ikke snakke om. Noget jeg..ja.. Noget så ting kan vokse" en rødlig farve voksede, og utroligt nok skiftede hans pels også farve til et mere rødeligt skær. Han var ny lysvågen, og så pinligt ned i gulvet. ,,Hvad er der ellers?" spurgte han med falsk nysgerrig stemme. ,,Der er faktisk en liste" han skævede op over kanten af kassen ,,Lige ved din hånd snut.." han grinede og lagde hovedet ned igen. ,,Hvis du fidner noget interessant, så sig til.." han gabte så der kom en mærkelig lyd, som der gør når hunde gaber, og han strakte sig dovent. ,,Måske skulle du give den der drik til Zeroy.. jeg skal ikke bruge den." En meget dristig sætning, men han regnede med at hun ville bære over med ham. Ellers ville han da fortryde noget så groft.

Damia så uforstående på ham. Men den rødlige farve kunne sådan set afsløre alt, og hun kunne nærmest tænke sig til havd det var, da det forårsagde denne røde farve.
Hun rynkede på næsen og holdte drikken ud fra sig og lagde den ned i kassen igen, hun fik fremstammet noget som skulle lyde som "Han vil blive... Beæret,, selv lavede hun en grimasse over disse ord.
Damia følte sig lidt dum da hun fik af vide, at det lå en liste. Stædig og arrogant tog hun sedlen og svarede "Det vidste jeg godt,, mens hun ivrigt gik igennem dem. Mange af dem var sære, og det fik masser af tanker til at blusse op. Hvor fik han mon alle disse idéer fra? For ikke at tale om den der, hvorefter hun skævede til den bryg hun havde haft oppe før. Hun skuttede sig utilfreds og rettede næsen ned mod papiret igen.
Efter at havde skimtede igennem papiret, og med megen sjove billeder i hovedet lagde hun papiret til siden og trak sig selv tilbage.
Rejste sig op og lagde sig ned på sofaen, træt strækte hun sig. Udenfor rasede uvejret stadig. Og hun kunne ikke lade være med at tænke på hvor Zeroy mon blev af...
Hun mumlede så noget til hans sidste kommentar "Endnu," men hun prøvede at gøre sig det behageligt da det stadig gjorde ondt i ryggen.

Nathan rejste sig langsomt op på poterne, med en mærkelig følelse af at alle kræfter i hans krop var væk. ,,Damia.. jeg.. jeg har det mærkeligt.." stemmen var slæret og det irriterede ham, så tal dog klart! ,,Jegh.." han nåede ikke at sige mere før han faldt om på siden og lukkede øjnene. Maven løftede sig ureglmæssigt, og vejrtrækningen var besynderlig at høre på. ,,Lille.... flaske" fik han fremstammet, inden han igen blev forvandlet til et meneske. Svedperler løb ned over hans ansigt og hans smukke øjne var lukkede. Ilden knitrede vildt og støjede sammen med uvejret udenfor.

Damia sendte ham et kærligt blik "Hvordan mærkeligt søde?" Hun satte sig uforstående op og betragtede ham.
Men idet han falder sammen hopper hun op, skyndt smerten, og løber hen til ham. Mange tanker myldre til, uroligende tanker. Hvad skete der dog? For et øjeblik siden var han så kæk og fejlede intet. Forvirret så hun på ham, som søgte hun noget der fysisk smertede ham. Forhåbenligt noget som kunne kurreres.
Fortumlet lyttede hun til hvad han sagde, men kunne ikke holde sig selv fokus. "Flaske?,, Blidt lagde hun en hånd på hans pande, den var varm, som en brændeovn.
Det gik for stærkt dte hele, hvad var der egenlig sket. Hun havde blot fjernet blikket fra ham, og det næste hun vidste af lå han der på gulvet.
Damia var ved at flippe, men genvandt beherskelsen og rejste sig op. "Flaske?,, gentog hun hastigt og så sig omkring...
Irriteret over hans puzzle kommentar, gik hun rundt og ledte uden at vide hvad det egenlig var hun ledte efter "Næste gang Nathan, så kom med vejledningen og så kan du sætte mig til en opgave,,
Måske gemte der noget imellem de mange brygge, men turde hun tage en, ville hun ikke bare gøre dte værre.
En efter en tog hun flaskerne op, mens hun gik igennem listen "Nej...Nej...Nej...Nej!"

Nathan lå stadig på gulvet, svedende, men kold så man skulle tro det var -45 grader i hans krop. Tænderne begyndte at klapre og han stønnede lavt af smerte da det føltes som om en nål blev stukket ind i hans hals. ,,Undksyld.." han gispede da flere nåle blev stukket ind i hans mave ,,Kassen... kassen!" han rullede om på siden og hans øjne blev tvunget i. Så lille Nathaly.. er vi nu ved at bukke under for min kræft igen? Nathan rystede på hovedet, og tårer begyndte at brænde bag hans øjne. ,,Nej" hviskede han med hæs stemme. Et pludseligt usynligt spark ramte ham i maven og han fløj bagud. ,,Lad mig nu værre" hviskede han til sin genkommende plageånd. ,,Mor gå!" hvæsede han ud i luften, og for et sekund var der stille. Nu forstod Nathan hvorfor der pludselig var kommet storm udenfor, hans moders afdøde ånd var tilbage for at plage ham. ,,Nathan Grath, du er en skændsel! Stemmen var ikke bare én, men flere der både skreg og hviskede så det var til at blive sindsyg af. ,,Damia, kassen lille lilla flaske!" han hviskede højt, og fk dårligt sluttet sin sætning før et slag sad lige mellem skulderpladende. ,,Gå nu!" hvæsede han endnu engang og lavde korsets tegn med fingrene. Stilhed. Så, et højt skingert grin som Damia også ville kunne høre. Tror du det der hjælper? Åh din ulidelige dumme dreng! Stemmerne kom igen, og Nathan tog sig til hovedet. ,,Gå nu væk, gå nu væk, gå nu væk, gå nu VÆK!" Med stort besvær rejste han sig, selvom hans moder sendte mange ubehagelige følelser og kvalmende tanker til ham. ,,Det må være dig der er en skændsel" stønnede han i smerte, og det fik ånden til at stoppe. Et kort sekund var han lige ved at falde forover fordi der ikke var noget modstand. ,,Du har trods alt fejlet en kvidnes vigtigste job her i livet. Øddelagde din søn så han kunne lide mænd" han hvæsede, og faldt så om på bagpartiet.

Damia var i chok, hun vidste ikke hvad hun skulle gøre, kun hvad hun burde gøre. Men Nathan var da helt ude i torvene, det var svært at koncentrere sig da han blev ved med at komme med kommentarer, som tilsyneladende ikke var ment til Damia. Dog var det meget frustrerende.
Da han fløj bagud tog Damia sig for munden og skulle til at løbe over til ham, men hans pludselige kommentar holdte hende tilbage. Bange og forvirret så hun rundt. Og endnu engang følte hun sig uduelig og hjælpeløs. Mest fordi hun ikke kunne hjælpe ham, og ikke vidste hvad hun skulle gøre af sig selv. Mere end alt andte ville hun løbe over til ham og omfavne ham, beskytte ham uanset konsekvenser. Men hvordan kunne hun beskytte ham mod noget som hun ikke kunne se, dettte mindede utroligt meget om situationen med Samira hvilket fik Damia's hovede til at dunke. Hun bakkede usikker tilbage indtil hun ramte væggen, og gled ligeså stille ned af den mens hun holdte sig til hovedet... "Nathan,, sagde hun stille...
Da hans stemme trængte igennem hende, huskede hun på hvor hun var. Og begyndte endnu engang at rode i kassen, indtil hun fandt noget der mindede om hans beskrivelse... Hvis man kunne kalde det en beskrivelse.
Tøvende begyndte hun at løbe over mod Nathan og satte sig ned ved siden af ham, "Nathan? Er det den her? Nathan hvad sker der?,, hun holdte stadig drikken i hånden...

Uden at svare hende tog han flasken og skubbede hende væk, der måtte ikke ske hende noget! ,,Bli der Damia" sagde han strengt og fik med mere besvær end før stablet sig på benene. Heldigvis havde hans komentar før fået ånden til at blive tavs for en stund, men hun var her stadig. Med rolige fingre fik Nathan hevet proppen ud af flasken. ,,Vis dig" hvæsede han ud i luften, og en klam latter lød i hans øre. ,,Jeg er her.." Nathan drejede rundt og kastede noget af væsken fra flasken ud. Han ramte, et skingert skrig lød, og han måtte bruge næsten alle sine kræfter på at holede hende ude af sit hoved. Endnu et kast med hånden, og endnu et skrig. ,,Forfaldne ånd, jeg bryder dine bånd" hvæsede han og kastede resten af flasken. Et kort øjeblik så han sin mor for sig, levende og med et lykkeligt smil. Som var lat godt, og han var hjemme igen, i et svagt øjeblik rakte han sin hånd mod hende, men forsent. Et lille grønt glimt kom, og åndne var væk. Nathan stod lidt, han var i profil til Damia som han havde skubbet. Alt han ville nu var at gå over for at trøste hende, undskylde for at havde skubbet hende. Men han kunne ikke bevæge sig. Var der stadig noget af hans moder tilbage? Nej.. han manglede bare kræfter. Han drejede hovedet og hviskede svagt ,,Jeg skulle hilse fra min mor" så faldt han forover, heldigvis med snuden ned i puden. ,,Undskyld.." mumlede han til Damia, han var stadig vågen, men hans mor havde taget alle hans kræfter. Han kunne dårligt bevæge sig.