Fareed havde praktisk talt lyst til at kravle ind under Ares' hud, for at komme tættere og tættere som han blev hevet længere ned i hans favn. Der var kun Ares, og hans smag, og lydene der blev slugt og bare dem. Som om at det her var alt hvad Fareed havde ventet siden de sidst sås. Hvorfor havde han ventet så længe?

Det var svært at stoppe kysset, som det blev ved og ved med at blive genoptaget, og selv som Ares prøvede at stoppe det, var det Fareed der søgte mere, indtil han hørte ordene. Mere, mere, mere. En ustabil pust af luft undslap ham, inden han lige en sidste gang gjorde sit krav på de fyldige læber.
"Du... driver mig til en tidlig død," hviskede Fareed. En del af hans krop ønskede at hvile, men en større del ville tage alt hvad Ares ville give, uanset hvad.

Det var dog en langsom bevægelse som han rykkede sig lidt fra Ares, han havde ikke lyst til at give slip, og det lille plop kunne høres som et ekko som Fareed endelig fik trukket sig rigtig ud af Ares. En underlig kølighed omfavnede ham, efter det varme våde indre af Ares, men det ville snart blive gjort op på.
Der føltes ikke som en elegant måde at komme op til Ares' ansigt, men fareed fik bevæget sig derop, og han lagde sine stærke lår på hver sin side af Ares' hoved. "Som du ønsker," sagde han og han tog fat i hovedgærdet, på ingen måde klar til at hans sensitive krop skulle røres ved, men mere end klar til Ares.

Hjertet slog så voldsomt i Ares, at han næsten følte sig forslået indefra; dunkende og pinefuldt, og alligevel var han høj på den lyksalige rus af at mærke prinsens eget behov for at blive. Måden Fareed næsten ikke kunne slippe hans våde mund på. Hvordan det ene kys blev til det næste, selv når Ares trak sig tilbage efter luft, som om Fareed var lige så ude af stand til at få nok af ham.

Et hårdt suk forlod Ares, og hans åndedræt blandede sig med prinsens ustabile prust, da de endelig måtte skilles. De kohlmalede øjne fulgte sultent Fareeds bevægelser over ham, og et udmattet fnys slap Ares ved bemærkningen. Læberne bredte sig i et fordrukket smil. "Lev lidt endnu..." hviskede han opfordrende.

Sengen gav sig under bevægelsen, og hovedgærdet knirkede sagte bag ham, da Fareed placerede sig over ham. Hårde lår på skrævs af Ares. Varmen samlede sig i en lun hede omkring hans ansigt og han fumlede utålmodigt med sløret foran munden for at få det væk. Mørket lukkede sig tættere omkring synsfeltet, mens han gjorde sig til rette under prinsens røv.
"Sådan der..." Hænderne fandt Fareeds baller og holdt ham fast, som om Ares ikke havde nogen intention om at lade ham ombestemme sig nu. Resten af verden var for længst forsvundet sammen med enhver forestilling om, hvordan denne aften burde være endt. Fingrene klemte ind i huden, og spredte så ballerne en anelse fra hinanden for at gøre plads til ansigtet. Ares pressede sin varme tungespids ind i prinsen. Vrikkede den dybere og kildende ind i hullet. "Mhmm..." Hvis nogen tidligere på dagen havde fortalt Ares, hvor han ville ende aftenen, havde han set på dem, som om de havde groet et ekstra hoved.

Nu kunne han ikke forestille sig, at den skulle ende anderledes.

Han trak spidsen ud igen, og begyndte i stedet at slikke omkring hullet med bred tunge. "Ah... Mhm..." De nydende lyde vibrerede lavt i hans bryst, mens hænderne fortsat arbejdede over Fareeds velformede baller med en næsten doven hengivenhed. Der var ikke længere den samme desperate hast over Ares. Snarere en grådig langsomhed; som om han efter al den febrilske hunger endelig havde fået noget, han ville tage sig tid til.

Som et sidste måltid. Og Ares havde tænkt sig at nyde hvert eneste sekund.

Bare følelsen af Ares' åndedræt dernede, var allerede nok for Fareeds åndedræt til at blive lidt hurtigere. Han kunne ikke... det var for meget, men han flyttede sig ikke. Ikke som han mærkede de efterhånden velkendte hænder sprede hans baller fra hinanden, for at få bedre adgang, og heller ikke som han mærkede den varme fugtige tunge presse sig ind i ham.
Hele hans krop spændtes op, og et lille ryst gik igennem ham, som han blev mindet om hvor sensitiv han følte sig, selvom Ares endnu ikke havde rørt ham lige der. "Ah, jeg kan ikke... Ares, det er for... ah," Fareeds hænder tog hårdere fat i hovedgærdet, som han bukkede sit hoved ned og lukkede sine øjne.

Og så forlod tungen ham, og han havde ingen tvivl om at Ares nok lagde mærke til hvordan hans røv forsøgte at følge den, som han ville have mere. Det var kun startet og han var allerede ved at blive drevet til vanvid.
"Du kan ikke bare," begyndte han, men han følte sig allerede ør i hovedet af de næsten for blide berøringer et sted hvor han åbenbart bare ville have mere og mere. "Giv mig det," hviskede Fareed. "Lad mig mærke dig i mig, du kan ikke bare. Mere, jeg vil have mere Ares." Selvom han godt vidste at han et øjeblik efter nok ville begynde at sige at han ikke kunne holde til det, men måske hans ord ikke altid var lige ærlige når man først nåede til dette stadie.

Ares' blik slørede til. At høre Fareeds bedende protester fra denne position fik blodet til at brænde endnu varmere i årerne, og en næsten kælen lyd vibrerede lavt i ham. Åh, hvor han nød det. At mærke prinsen spænde over sig, dirre under hans hænder og alligevel blive siddende. At høre ham tigge om mere.

Den her magt var farlig for Ares.

Fingrene klemte sig hårdere ind i Fareeds baller, mens han æltede ham i langsomme, grådige bevægelser. "Mhm..." brummede han nydende og lod sig synke længere ind i det, Fareed så villigt gav ham. Tungen fortsatte sine brede, våde strøg, mens fingerspidserne gled tættere på og holdt ham åben. Ares lod læberne følge efter i et næsten ærbødigt kys.

Ikke fordi Fareed fortjente nogen form for ærbødighed. Ares trak bare tiden. Han ville høre mere.

"Jeg kan ikke høre dig hernede fra..." sukkede han tungt, tydeligt løgnagtigt, og lod berøringen blive akkurat tilpas drilsk til, at Fareed måtte mærke, hvor bevidst han blev holdt på kanten af det, han bad om. "Du må råbe det..." Et skævt smil trak i Ares' mund, selvom blikket tydeligt var blevet fjern af lyst. "Ellers ved jeg jo ikke, hvad du vil ha'." Åndedrættet var selv blevet ujævnt. Han drejede hovedet og lod tænderne strejfe det svedige lår i et lille nap, måske et lille sugemærke? mens hænderne nægtede Fareed muligheden for at slippe væk fra pirringen. Fingerspidserne blev med at holde hullet spredt. 

Fareed dirrede som han kunne mærke at han var så tæt på at få hvad han ville have men Ares nægtede at give ham det, til hans helt store frustration.
En lyd af frustration lød fra prinsen som han søgte den våde, varme berøring men kun bleve belønnet af et kys. Et dejligt kys, men det var ikke nok.

"For Zaladin giv mig det," kom det noget frustreret fra Fareed med en lidt større ryst, inden hans stemme sænkede sig lidt igen, som var det ikke hvad han ønskede var ordene han havde ladet forlade sin mund. "Lad mig nu føle dig. Din varme i mig. Det føltes så godt så vil du ikke nok lade mig mærke det?"
Prøvende prøvede han at rykke sin røv tættere på Ares selvom han holdt ham i et jerngreb. Umuligt for ham at rykke sig rigtig. "Mærk mig. Lad mig vide at det kun er dig der kan give mig det her. Lad mig mærke dig i mig."

Han kunne næsten ikke være i det. Hans ben var allerede ømme fra hvor han sad men han ville ikke flytte sig. Ikke før han mærkede Ares i sig. Ikke før at han følte sig selv være ved at falde fra hinanden under Ares' berøringer. Han ville have Ares til at ødelægge ham for enhver anden person.

Maven trak sig sammen ved den kildende fornemmelse, Fareeds hårdere tone sendte gennem ham. Der lå en næsten vred desperation i stemmen nu, og Ares frydede sig over den. Nød at høre prinsen blive presset helt ud til grænsen af sin egen frustration, mens fingerspidserne fortsatte deres pulserende leg ved kanten af Fareeds varme hul.

Så sænkede prinsens stemme sig igen. Det føltes så godt... vil du ikke nok... Ares' læber bredte sig i doven tilfredshed.
"Mhmmm, jeg elsker, når du tigger," sukkede han med en dyb, knurrende lyd og lænede sig tættere ind, så varmen fra hans åndedrag strøg over den mørke hud.

Fareed nåede knap nok at tale færdig, før Ares' greb strammedes om ham, og tungen utålmodigt pressede sig ind i det spredte hul. Han kunne mærke prinsen dirre. 
"Nhnm—" Ares lukkede øjnene nydende og strakte tungen for at nå længere, lod den sno og pulsere i små, slikkende bevægelser inde i Fareed. Det begyndte hurtigt at slide i den, men han var ligeglad. Fareed havde tigget om at mærke ham.

Så kunne han sku også få lov.

Ligesom Ares tidligere havde gjort ved hans mund, gjorde han nu ved hans røv; grådigt og insisterende, som om han havde tænkt sig at udforske hver eneste reaktion, han kunne lokke ud af prinsen. Da fingrene ikke længere behøvede at holde ham åben, gled hænderne tilbage omkring ballerne og tog hårdt fat. Nu var det Ares, der bestemte bevægelsen.
Han vuggede Fareed ind mod sin tunge igen og igen, holdt ham dér og brummede nydende mod ham, hver gang prinsens krop reagerede. Lad mig vide, at det kun er dig, der kan give mig det her.

For zalaens. De ord kunne blive farlige.

Fareed kunne ikke stoppe det støn der undslap ham, som Ares pressede sin tunge ind i hullet og han endelig fik det han bad om. Den varme våde fornemmelse gik direkte i hans nedre dele, og hans ben begyndte bare at dirre endnu mere, som hele hans krop spændtes op og slappede af på tur, som om at hans krop ikke helt kunne finde ud af hvad det var den skulle gøre.

"Åh Ares, ja, ja, jaaahh," lod det fra ham. "Lad mig.. ja, lige der. Du er så..." Ordene var allerede ved at blive mere og mere afstumpet, som kunne han ikke finde de hele sætningen i midten af hele nydelsen der var Ares' tunge.

Han var overraskende medgørlig som han sad her og lod sig rokke af Ares, og følte sine egne tanker forsvinde mere og mere ud af ham, som der kun var Ares' tunge mod hans hul, og det var bare også som om at det aldrig helt var nok. Følelsen af at forsvinde ind i Ares' fyldte ham, som den havde lige før, eller måske var det at lade Ares forsvinde ind i ham.
"Jeg kan ikke... Det er for.. ÅH... meget," hviskede Fareed, men han flyttede sig ikke, men forsatte med at rokke ned mod tungen, som kunne han ikke tvinge sig selv væk. "Ares, jeg vil have... Ares..." Han vidste ikke engang hvad han ville have mere. Måske ville han bare have Ares.

Rystelserne fra Fareeds begær virkede som et jordskælv omkring Ares' sanser. Han fortsatte de dybe slik, mens hænderne tvang prinsen ind i de samme sensuelle, vuggende bevægelser over hans ansigt. Et brummende svar vibrerede i ham ved de mange støn og lidende, næsten euforiske lyde, Fareed spredte gennem værelset.
Havde andre taget ham sådan? Hørt ham så... opløst? En kontrollerende, giftig trang snoede sig gennem Ares. Han ville være den eneste, der fik lov til at se den kølige, arrogante prins sådan her. Den eneste, der kendte lyden af Fareed, når ordene gik i stykker, og han ikke længere kunne finde hoved eller hale i sine egne krav.

Smeltende oven på hans ansigt.

Jeg vil have... Ares. Hjertet slog hårdt. Det var næsten latterligt, hvor hurtigt de få ord ramte ham. Pulsen hamrede videre ned gennem kroppen, og Ares' begær gav et smertefuldt ryk ved lyden af sit eget navn. Fareed tiggede efter ham. Ikke bare efter mere. Ham.

Med et gispende sug efter luft trak Ares sin efterhånden ømme tunge til sig. Så skubbede han uden varsel prinsen væk.
"De vil have mig?" Ordene lå luftige og hektiske i stemmen. Ares kom længere op at sidde, hvis Fareed lod sig flytte, og møvede sig bedre til rette mellem de krøllede lagner. Med håndryggen tørrede han ansigtet fri for savl, blot for at sløret prompte kunne falde elegant tilbage over de hævede læber.

"Vend Dem rundt, prins." De gyldne øjne gled mørkt hen over Fareed, og ordene dryppede af lyst. Ares ville have ham vendt mod spejlet. "De skal se, hvor godt jeg knepper Dem... ikke?" Tungen dunkede fortsat ømt i munden, men Ares var ligeglad. Han famlede efter olien, og i sin utålmodighed fik han hældt så sjusket, at dråber løb ned over hånden og armen og fedtede lagenet til under dem. Fingrene blev lige så glatte.

Ares havde ikke tænkt sig at være tålmodig ret meget længere. Hans blik fandt Fareed i spejlet, og om Fareed var klar eller ej, stak han to af sine fingre op i det fugtige tilsavlede hul. Ares kunne mærke sit lem stritte hårdt som granit. Utålmodig efter sin endelige forløsning oppe i prinsen. 

Det kom et næsten piv fra ham, som tungen blev fjernet og han blev skubbet fra Ares, for det var ikke hvad han ville have. Han ville ikke have fornemmelsen af Ares væk fra sig, eller følelsen af pludselig at være så forbandet tom. Tom og kold og hvorfor var Ares stoppet.
Ordene om at forbande Ares væk fra det var på hans tunge, men så spurgte Ares om han virkelig vil have ham. Et lille fnys undslap ham, selvom det næsten var lidt rystende, som hele hans krop stadig var spændt op og så ufattelig klar. Han kunne stadig mærke savlet dryppe fra hans røvhul, som åbnede og lukkede sig i håb om at der var noget at gribe fat i. "Selvfølgelig vil jeg det, hvis det ikke var tydeligt nok," sagde han efter han var blevet rykket på og han gav slip på hovedgærdet, for at kigge på Ares. Hvorfor var han dog stoppet for sådan et dum grund.

Og så kommanderede Ares, og en del af Fareeds hjerne ville irettesætte ham og sige at han ikke kunne bestemme, men i stedet for var det lidt af et gisp, som han fandt sin krop vende sig rundt uden han tænkte om det.
Hans hænder og knæ mod madrassen, med røven pegende mod Ares, og hans blik vendt mod spejlet, som Ares sagde det. Han kunne se hvordan hele hans krop var blevet rødlig af varmen og alt hvad de havde lavet. Hans læber stadig let hævet efter deres kys, og hele hans krop dirrede. Det var smukt.
"Jah," hviskede Fareed. "Lad mig se dig tage mig. Gør det." Og så følte han fingrene og hans røv skubbede sig tilbage mod dem, desperat om at tage dem i sig. "Jah, jah, jah. Lad mig mærke dig. Jeg vil så gerne have dig. Fyld mig op!" Han ville mærke Ares og han var slet ikke klar på at forberedelsen skulle tage alt for lang tid, selvom han godt vidste at han skulle udvides hvis det ikke skulle gøre ondt. 

Et tilfreds fnys fik sløret foran Ares' mund til at blafre. Selvfølgelig vil jeg det. Meget kunne han sige om prinsen. Mange dårlige ting. Men i det mindste var han ærlig. Det måtte Ares give ham.

Fingrene arbejdede i et hastigere, hårdere tempo, drevet lige så meget af Ares' egen utålmodighed som af den måde, Fareed nærmest dirrede efter mere. Hvis det ikke var tydeligt nok. Joh. Det var tydeligt. Forbandet tydeligt. Ares løftede blikket og fandt prinsen i spejlet; så ham på hænder og knæ foran sig, varm og rødmosset. De våde, insisterende lyde blandede sig med Fareeds røst, mens Ares' blik blev mørkere under den midnatsblå kohl. 

Gør det.

Ares vippede hovedet bagover og trak vejret dybt ind gennem næsen.

Jeg vil så gerne have dig. Han kunne mærke sig selv ryste nu. Lige ved at sprænges af blind, nærmest dyrisk, rå lyst. Fingrene gled hurtigt fri, og hænderne fandt straks Fareeds hofter i stedet. Han rettede pikken og pressede sig ind med et dybt, længselsfuldt støn. "Årh..." Øjenlågene sitrede. Et øjeblik stod han næsten stille, bare for at mærke Fareed omkring sig og lade den længe ventede fornemmelse skylle gennem kroppen. 
"Kan du..." Ares måtte trække vejret igen, stemmen allerede flosset i kanten. "Hah... mærke mig nu?" Lårene dirrede, da han begyndte at bevæge sig. Først nogle få tunge bevægelser, så hurtigere, efterhånden som den sidste rest af tålmodighed forsvandt. Ares prustede gennem de ujævne åndedrag, mens hænderne strammedes om Fareeds hofter.

Blikket søgte spejlet igen. Han ville se ham. Se prinsen, der havde kaldt ham grim. Skjult hans ansigt. Pakket ham ind i stof og guld, indtil han passede ind i Fareeds forestilling om noget smukt. Og som nu lå under Ares og tiggede efter ham. 
En mørk tilfredshed trak gennem ham. Uden rigtig at tænke over det slap den ene hånd Fareeds hofte længe nok til at give hans balle et hårdt dask, før grebet straks fandt tilbage. Ares' mund skiltes omkring endnu et hæst støn.

Han var så forbandet tæt på nu.

Det var næsten for hurtigt, som han mærkede Ares presse sig selv ind i ham. Han kunne mærke hvordan han udvidede sig for den massive indtrængen, en smerte blandet med så meget nydelse, at han ikke kunne holde sit eget støn tilbage, som hele hans krop bare prøvede at presse tilbage mod Ares, i håb om at finde sig selv blive fyldt endnu mere end han allerede var.

"Jah, jah jeg kan," sagde Fareed, selvom grådigheden voksede og han ville mærke mere og mere. Hvis det ikke føltes som om at Ares var overalt i ham, var det så virkelig nok? Lige nu føltes det ikke. "Men dybere," hviskede han som han begyndte at rokke tilbage mod Ares, selvom det uden tvivl var Ares der styrede hvor hurtigt det gik.
Den stolte prins var intet andet end en man der var desperat efter Ares og hans mærker, og dette blev kun tydeligere som de begge to kiggede ind i spejlet. Fareeds desperate blik var så tydeligt som de var her og han var lige meget. Så lang tid han fik hvad han ville have, så var alt andet lige meget i disse øjeblikke.

Et endnu højere støn blandet med shock lød fra Fareed som han mærkede klasket på sin røv. Ikke nær så hårdt som hos andre, men nok til at det gik lige i hans eget lem.
"Ares, Ares, Ares," kunne han ikke lade vær med at hviske mellem sine støn, og så ramte Ares lige hvor det føltes som om at der gik ild i hele Fareeds krop. Om det var dybt nok for Fareed, eller om det bare lige var punktet, var egentlig lige meget, som ordene faldt fra Fareeds mund. "Jah, dér! igen Ares, lige der." Tiggende og bedende om at Ares blev ved med at ramme det samme sted igen og igen, som også Fareed kunne mærke sig selv komme nærmere.

Dybere... Ares' øjenlåg hang tungt, mens blikket gled hen over den svajede ryg og tilbage til Fareeds ansigt i spejlet. Prinsen var fuldkommen opløst i nydelse og desperation nu. Der var næsten intet tilbage af den kølige, overlegne mand, der havde siddet og ventet på Ares tidligere på aftenen.

Et luftigt brum vibrerede i Ares' bryst, da han gav Fareed det, han bad om. Så igen.

"Fareed..." kælede navnet sig frem under prinsens støn. "Årh..." Ares sitrede selv. Han fandt en rytme og holdt fast i den, hele tiden jagtende den reaktion, Fareed lige havde givet ham. Hvert bedende Ares fik noget til at slå hårdere i ham. Endnu værre var den tiggende røst, de ujævne åndedrag og måden Fareed uden den mindste skam bad ham fortsætte.

Ares kunne snart ikke holde til mere.

Hele kroppen skreg efter at give slip, men han blev ved. De mørke klæder klæbede fugtigt til huden, og sveden samlede sig som en fin krans langs panden under de rodede krøller. Han havde været så optaget af at se Fareed gå i opløsning, at han knap havde bemærket, hvor tæt han selv var på at følge efter.
"Mhm... du tager mig så godt..." sukkede han. Et højere støn rev sig ud af ham, og Ares' greb strammedes næsten refleksivt.

"Så smuk..." hviskede han hæst. Ordene kom uden den mindste ironi. Luften føltes tyk af varme, sved og sex, og Ares kunne knap nok holde sammen på sig selv længere. Alligevel blev de gyldne øjne hængende ved Fareed i spejlet, som om han var bange for at gå glip af så meget som ét sekund af synet.

Fareed. Sådan ville Ares huske ham. Ikke med det kritiske blik, der kunne finde en fejl i hvad som helst.
Men sådan her.... Med Ares' navn smeltende på læberne.

Det var tydeligt som hver gang Ares ramte lige dér hvor Fareed ønskede det. Et højt støn forlod hans læber hver gang, og lod Ares vide præcis hvor godt det føltes for ham, for blot at blive efterfulgt af en strøm af ord med jah, dér, og Ares. Sætningerne var blevet sværere og sværere for ham at holde sammen på, selvom det var så tydeligt at han ikke kunne lade vær med at prøve, som han så gerne ville fortælle Ares hvor godt han klarede det, for det var så godt. Det føltes virkelig for Fareed som om at det her var alt hvad de var blevet skabt til.

"Du er så, aahhh," han stønnede lidt højere som Ares ramte igen. "Kun dig. Kun dig får mig... ah... du er så stor. Fylder mig så godt. Ah, mere, mere... Ares."
Han følte sig grådig og hele hans krop rokkede i takt med Ares for at få ham dybere og dybere ind, mere og mere. Hele hans krop var som om at der var ild i den og Fareed ville have intet andet.

Og så kom komplimentet, og Fareed fangede Ares' blik i spejlet. Hele hans krop begyndte at dirre mere end den allerede var, hans mund en lille smule åben. "Vi er..." hviskede han, for hvis det her ikke var et syn af noget af det smukkeste, så vidste Fareed ikke hvad var. Den mørke skikkelse af Ares over ham, iklædt så smukke klæder, mens Fareed, næsten fuldstændig nøgen på alle fire, hvor man lige kunne skimte hvor hård han var op langs maven. Han var så klar. Og det var som om at det hele pludselig bare var for meget.
"Jeg kan ikke..." stønnede han ud. "aaahhh, jeg kommer" Og han nåede kun lige at sige det som han rokkede tilbage mod Ares, og Ares ramte ham lige dér hvor det sendte et lyn ud i ham, og hele hans krop spændte om Ares, som han kom i lange tykke stråler. Hele hans krop rystede, men han ville mærke Ares til det sidste og lige nu virkede det også mest af alt som om at hans krop også var uvillig til at give slip på Ares.

Ares' kæbe blev slap, læberne skiltes, og de hæftige åndedrag blev ved med at sprede sig gennem værelset. Fareeds ansigt lå fuldstændig blottet i spejlet nu; fortrukket af den vilde nydelse, næsten smertefuldt, hver gang Ares ramte dybt i ham. Prinsen trak vejret så forbandet hårdt. "Kan ikke få nok..." slap det ud under et åndedrag. 

Ares lukkede øjnene et øjeblik. Sveden løb ned langs ryggen under de mørke klæder, og han kunne høre, at Fareed var tæt på nu. Høre det på måden, han hev efter vejret. På de knækkede ord. På hvordan Ares' navn blev ved med at falde fra hans læber, som om prinsen efterhånden ikke havde andet sprog tilbage. Kun dig. Hånden fandt Fareeds lår og lukkede sig hårdt omkring det. Det stærke lår var varmt og fugtigt under hans håndflade, musklen spændt under huden, og Ares nød næsten bare at mærke den arbejde sammen med ham. "Du er så fræk sådan her..." stønnede han hæst. Han bevægede sig ind i Fareed igen. Og igen.

Indtil prinsen endelig bukkede under.

Ares så det ske i spejlet; så kroppen spænde voldsomt, så Fareeds ansigt gå fuldstændig i opløsning, og dét var mere, end Ares kunne holde til. Han fulgte efter næsten med det samme. Et hæst støn blev revet ud af ham, da han bøjede sig ind over Fareed og dirrede krampagtigt mod hans ryg. "Åh... årh..." Et sidste prøvende ryk løb gennem Ares, som om kroppen stadig forsøgte at vriste den sidste rest af nydelse ud af et lem, der allerede var blevet ulideligt sensitivt.
Så var der ikke mere tilbage i ham. Ares kunne kun holde sig oppe ved at holde fast i Fareed. Han sank ind over prinsens ryg og pressede panden mellem skulderbladene, mens brystkassen hævede og sænkede sig voldsomt mod ham. Deres sved blandede sig dér, varm og klæbrig mellem kroppene.

Han burde nok flytte sig. I stedet drejede Ares hovedet og lod tungen glide over Fareeds hud. Salt ramte smagsløgene sammen med den parfumerede olie, der stadig sad som et svagt spor på den gyldne hud."Mhm..." Selv nu. Selv fuldstændig udmattet kunne han åbenbart ikke lade være med at smage på ham. 

Kan ikke få nok. Det var de to af om, som alle dele af Fareed selv nu bare desperat ville have mere. Det var som om at hans krop ikke havde nogen idé om at der ikke var mere energi tilbage i den. Ikke så lang Ares var lige dér.

Følelsen af Ares der kom op i ham, var som et sidste prik af nydelsen, som det føltes så så fyldt, og så dybt i ham, hvilket bare fik hans røv til at presse sig mere tilbage, som han instinktivt ville have det til at vare længere. Lemmet og sæden der markerede at for nu var Fareed Ares'. Det var så varmt, og han følte sig så fyldt, og endnu et halvkvalt støn kom fra Fareed, som han ikke engang helt kunne finde sit fodfæste i hvor oversensitiv han var, næsten så meget at det gjorde ondt.
"Det føles så godt," hviskede han, hans stemme ru efter det hele. "Jeg kan mærke dig i mig." Han lukkede endelig øjnene lidt og lod bare følelsen af det hele overvælde ham.

Selvom den ekstra vægt af Ares over ham, begyndte at blive en udfordring, især som han mærkede tungen mod hans hud. Han kunne ligeså godt have stukket den tilbage i hans røv, for hvordan der gik en rusten gennem ham, og han blev endelig nødt til at give slip på sin position, for bare at lægge sig ned, stadig med Ares' over sig. Hans vejrtrækning var hurtig og dyb, selvom han denne gang gjorde ingen indikation på at Ares behøvede at flytte sig. Måske han i virkeligheden bare gerne ville have at Ares blev ved med at røre ved hans sensitive krop. Han var ikke længere sikker på hvad han ville have, men noget i ham ville nok blive ved med at tage hvad end Ares ville give.

Det føltes virkelig godt.

Hans egne tanker lød usammenhængende og blandede sig næsten sammen med Fareeds ru stemme. Ordene kradsede behageligt et sted dybt i Ares og sendte endnu et varmt jag gennem underlivet, men han var brugt. Fuldstændig. Om han så ville mere, kunne han ikke. Han trak vejret dybt et par gange og blev hængende over prinsens krop, mens små svedperler gled fra panden og dryppede ned over Fareeds ryg, hvor de forsvandt mellem musklernes fordybninger.

Da Fareed til sidst sank sammen under ham, fulgte Ares med. Det ene knæ blev liggende i madrassen mellem prinsens lår, mens han lod tungen blive på den fugtige hud lidt endnu. Øjnene gled i. Langsomt kravlede Ares højere op over ham, til munden kunne nå nakken, og lade tungen lappe svedduggen i sig, der havde samlet sig langs det kortklippede hår. Salt. Olie. Fareed. Så kom han til at kysse ham dér. Bare et lille, udmattet kys mod nakken, efterfulgt af endnu et, før Ares endelig lod sig falde ned på siden ved siden af ham med et tungt suk.

Han var øm og overfølsom overalt. Et par langsommere åndedrag senere begyndte verden desværre at hænge sammen igen.

Lort. Ares lukkede øjnene hårdere. Forbandede lort. To gange. Han var kommet to gange. Havde tigget Fareed om at kysse ham. Haft prinsen siddende på sit ansigt. Fået ham til at tigge. Kaldt ham smuk. Ligget og slikket sved af ham som et eller andet udsultet—

Zalans bæst.

Ares sank. Så slog en tanke ned. Han drejede langsomt hovedet mod Fareed igen. De gyldne øjne åbnede sig og gled undersøgende over det ophedede ansigt. Håret var stadig rodet. Læberne hævede. Fareed så næsten lige så ødelagt ud, som Ares følte sig.

"Deres evne... rækker kun til slanger, ikke?" spurgte han lavmælt. Han flyttede sig ikke længere væk. Blikket blev bare hængende på Fareed, alt alt for længe.

Varmen og den næsten kildende fornemmelse af Ares' tunge var som en tåge der omsluttede ham, og han ville næsten intet andet end tungen bare blev ved. Rensede hver en del af ham, indtil han vitterligt ikke kunne bevæge sig mere.
Små bekræftende lyde fra Fareed opfordrede også kun kyssene til at vare ved, som hans øjenlåg langsomt gled i. Brugt og tilfreds, men de skulle stoppe med tiden, men selv der, var der stadig mindet om Ares i hans krop. Hvordan sæden langsomt gled ud af ham og ned mellem hans ben. Beskidt på den helt rigtige måde.

Men den stille behagelige stund blev ødelagt, som Ares sprugte og mest af alt hentydede til noget Fareed ikke engang havde haft i sinde.
Hans øjne åbnede sig, og der var køligheden igen, som en maske han tog på selvom han lå her, brugt og træt, men han havde hørt det underliggende. Har du befalet mig med din evne?
"Tror du virkelig at jeg ville tvinge dig til alt dette med en evne?" spurgte han. Hans stemme kold, og man kunne høre de fornærmet toner, som han løftede sig lidt på sine albuer for at kigge på Ares. "Du er nok et bæst, men du er næppe lydig nok til det." Han overvejede om det var tid til bare at sende Ares væk igen. Han havde i hvert fald ikke i sinde at høre noget så absurd fra ham, og tydeligvis fungerede hans mund kun når han kun kunne tænke med sit lem.

"Nåh..." Så det hele var bare... Ares.

Han fjernede sig dog ikke. Heller ikke da Fareed løftede sig op på albuerne for at skule ned på ham. Ares blev bare liggende tung og udmattet i prinsens lagener og fandt ham forsigtigt med blikket. De gyldne øjne dvælede ved læberne, stadig røde og hævede efter deres kys.

Den dårlige samvittighed begyndte langsomt at æde af ham. En evne. Fareed havde næsten krænget ordene ud, som om selve tanken var afskyelig. At bruge en evne til at tvinge nogen til alt det her. Og alligevel var det måske sådan, det hele var begyndt.

På grund af Ares.

På grund af den forbandede evne, der lå skjult under huden på ham, som han hverken kunne kontrollere, forstå eller fjerne. Han vidste ikke engang, hvor meget af Fareeds begær der var hans eget længere. Om noget af det stadig sad i ham. Om det nogensinde havde gjort det.

Der var ingen grund til at sige noget. Hvis han gjorde, ville Fareed ikke... Ares standsede tanken. Ikke hvad?

Han sank og lod blikket glide tilbage over prinsens ansigt. En svedperle bevægede sig langs den fintmejslede kæbe og fangede hans opmærksomhed. Ares' hånd fandt den næsten af sig selv. Tommelfingeren fejede fugten væk, men hånden forsvandt ikke bagefter. I stedet gled den langsomt ind mod Fareeds kind.

Måske var han stadig ikke helt klar i hovedet.

Fingerspidserne strøg over den varme hud og videre om i nakken. Denne gang var der ingen febrilsk desperation i bevægelsen. Ares trak ham bare forsigtigt ned mod sig, mens blikket et øjeblik søgte hans.

Så kyssede han ham.

Fareed forventede at Ares ville forsvare sig, eller tage sine ord tilbage, som han før havde gjort, og forsøgt at lappe over hvad der var sket. Måske en del af Fareed forventede at Ares endda ville beskylde ham endnu mere for det, måske sige at Fareeds magt var hvad der gjorde at han blev nødt til at adlyde.
Og måske var der en del af det hele der var rigtigt nok, men ingen havde tvunget Ares til at bede om at lade ham sidde på sit ansigt. Ingen havde tvunget ham til at tage ham foran spejlet, eller sige at han ønskede Fareed at kneppe ham. Det var alt sammen Ares.

Så det kølige blik blev, men et flig af forvirring gled ind i det, som han mærkede fingrene mod sin hud, og så blev han trukket ned. Sløret gled til side og deres læber mødtes i endnu et kys.
Denne gang var Fareed mere opmærksom på den arrede læbe mod sine egne, men det stoppede ham ikke fra næsten at smelte ind i Ares' mund og smag. Han kunne smage en lille smule salt på hans læber, formodentlig smagen fra Ares' egne læber.

Der var ingen hast i kysset. Fareed trak sig blot tættere på Ares, for at mærke den varme krop igen. En hånd gled ned og lagde sig på hans hofte, for at glide lidt under stoffet for at nusse hans varme svedige krop der.
Alle ord der var blevet sagt virkede i hvert fald til at være blevet glemt hos prinsen.

Deres læber mødtes, og til trods for måden Fareed havde set på ham – køligt og forurettet – gengældte han kysset med en langsom blødhed, der fik åndedrættet til at sive mildt ud gennem Ares' næse.
Hans læber skiltes en smule, blot for at finde prinsens igen i et dybere kys. Ingen tunge denne gang. Ares havde ikke behov for at gøre det til mere end dét; han ville bare blive dér, mærke Fareeds læber mod sine og den varme krop, der igen søgte tættere ind til ham.

Ares flyttede sig en smule, så han bedre kunne få armene omkring Fareed, og lod fingrene vandre dovent mellem hans skulderblade. Huden var varm og fugtig under dem, og Ares lod hånden blive ved med at bevæge sig i langsomme, næsten tankeløse strøg.

Et lille brum vibrerede i ham, da Fareeds hånd fandt ind under de mørke klæder. Gåsehuden rejste sig behageligt omkring prinsens fingre, og Ares trak ham ubevidst en anelse tættere ind til sig.

Han fortalte sig selv, at det bare var for at vinde Fareeds gunst igen. Fjerne den kulde, der havde været ved at lægge sig mellem dem, så prinsen ikke pludselig besluttede sig for at smide ham ud. Ares var for træt, for tung og for brugt til overhovedet at have lyst til at forlade sengen lige nu.

Det var sådan, det hang sammen.

Værelset var blevet stille omkring dem. Der var kun deres langsomme vejrtrækning og den dovne, våde lyd af læber, der skiltes for blot at finde hinanden igen. Ares mistede efterhånden fornemmelsen af, hvor længe de blev ved. Han gjorde heller ikke noget for at finde ud af det.