Vi starter med ringkast.

Havde Selmy virkelig tænkt sig at prøve alle aktiviteterne med ham? Theodores læber vippede op i et nærmest forundret, imponeret smil, idet han skævede op på Selmy for at se, om han mente det.

"Okay." Han nikkede prompte. Klar på at slå Selmy i i hvert fald tyve af legene. "Vi starter med ringkast," gentog han mere målrettet, som var rækkefølgen nu officielt vedtaget.

Selmys hånd fandt Theodores fjerneste skulder, og han kastede et flygtigt blik mod den, før han automatisk lod sig lede lidt tættere ved lægesønnens side. Gad vide, om det ville være sådan at have en storebror? Hans søskende havde ganskevidst gjort det samme på karnevallerne i Medanien. Men de havde også hevet ham tarveligt i næsen, bare lige for at vise, hvem der bestemte. Theodores næse begyndte helt at summe ved tanken. Fantomsmerter! Han mimrede med næsen.

Menneskemængden var tyndet lidt ud. I nogen grad. De fleste havde samlet sig omkring barderne, der sang og fortalte historier, men der var stadig godt med liv i gaden. De passerede et par brede mænd, der så temmelig festglade ud, mens de prøvede kræfter med sådan en... slå-så-hårdt-du-kan-og-find-ud-af-hvor-stærk-du-er-indretning. Theodore kunne aldrig huske, hvad sådan én hed. Men mændene fik den til at dinge gang på gang. "Det skal vi da prøve bagefter," fortalte han Selmy og skævede bagud mod den.

Gad vide, hvor højt Selmy ville kunne få den op? Theodore skævede vurderende til ham. Det var svært at bedømme, hvor stærk han egentlig var under alle de lag. Han kunne selvfølgelig spørge, men det ville være langt sjovere at finde ud af det.

Selmy havde en fantastisk evne til at lukke alt ude, der ikke havde interesse. Og de store, bomstærke mænd, der hujede larmende over deres styrketest og klokken der ringede som en konstant lyd, blev ihærdigt forsøgt ignoreret. Nok var Selmy en mand, men maskulinitet var jo en flydende ting, der hvor han kom fra.

Han skævede lidt nervøst om på mændene, da Theodore gav udtryk for, at det skulle være deres næste aktivitet. "Erh... hmm... Den hammer ser godt nok tung ud, synes jeg," Skælvede hans stemme lidt tvivlsomt. Dernæst kiggede han på Theodore, for at vurdere størrelsen på hans arme. Noget styrke måtte han da have, på grund af sit fag, men han virkede bare så lille i det. Han kunne dog ikke helt vurdere det, fordi kappen lidt var i vejen. 

Ringkast var lige pludselig ikke så slem en aktivitet, længere. Han forsøgte at styre dem hurtigt videre, hen at stille sig i kø bag en enkelt pige, der udbrød et "Øøøøv", da hendes ring landede på jorden, slet ikke i nærheden af en af de pointpæle, der var sat op. Selmy brugte ventetiden fornuftigt til at vurdere hvilke point på banen, der ville være lettest at gå efter, hvis de skulle gå derfra med en præmie. Han skævede over mod den unge teenager med maske og rødstribede klædedele, der forsøgte at lokke hendes mor til at betale for en runde mere. Men moren sagde "Nej" og hev i pigens arm, for at trække hende hjemad. Ikke mere nu. Det er sent.

Før Theodore kunne så meget som overhoved tænke på at forsøge at betale for nogle ringe at kaste med, stoppede Selmy hans hånd fra at dykke ned i sin pengepung. "5 ringe til mig, og 5 ringe til min unge ven her." Sagde han, og betale 10 rav.

"Får I halvtreds point kan i vinde en sæk kartofler eller en festivalmaske. Men vinder i 100 point, kan I vinde en æske chokolade eller et blødt tøjdyr med alpacahår." Forklarede den maskeklædte teenager festligt. Hans stemme var hæs efter at have kaldt kunder til sig hele dagen, men det stoppede ham ikke fra ævle reglerne energisk igennem, og samtidigt stikke lidt til dem, for at få dem til at spilde deres ringe på en pæl på 100 point, der var så godt som umulig at ramme, fordi 5-pointpælene omkring den spærrede vejen.

Selmy modtog ringene og delte de blå ud til Theodore og beholdte selv de røde. "Hvad går du efter?" Spurgte han sin makker, og undersøgte ham nøje. Nu var han vel ikke så dum at spilde alle ringene på den umulige pæl? Selmy selv overvejede situationen længe, i stedet for at kaste med det samme.  

Den ser tung ud.

Theodore spejdede tilbage mod hammeren. Ja, den var rimelig stor og så bestemt tung ud. Han kunne godt forstå, hvorfor selv mænd med enorme muller fik lyst til at prøve kræfter med den.

"Det er derfor, det er sjovt," svarede han med et skævt smil.

Theodore var trods alt vokset op med hårdt arbejde på den lille gård i Medanien. Brænde skulle flækkes, tunge sække slæbes, og hvad der ellers fulgte med. Det var ikke ligefrem blevet mindre fysisk, efter han var kommet til Dianthos. Her fyldte både arbejdet og træningen endnu mere. Alligevel lignede Theodore stadig mest af alt dét, han var: en fjortenårig dreng. Måske bare med lidt mere styrke i spaghettiarmene end gennemsnittet.

Selmy fik dem hurtigt videre til ringkastet og nåede ovenikøbet at betale for ringene, før Theodore selv kunne komme til. Han betragtede lægesønnen med vag skepsis, men nåede ikke at protestere, før reglerne blev remset op.

Theodore var nøjagtig så dum, som Selmy antog.

I samme øjeblik ordet chokolade faldt fra den hæse stemme, flakkede de blå øjne målrettet mod hundredpointspælen allerlængst væk. Den så svær ud. Men vel ikke umulig? En sagte knitren fik hans blik til at falde. Små gnister sprang allerede omkring fingerspidserne. Åh.
Theodore daskede hurtigt hænderne mod lårene, som kunne han slukke dem på den måde, i et forsøg på at skjule det. Han stolede endnu ikke nok på sig selv til at være sikker på, at en uskyldig forbipasserende ikke pludselig fik et rap over fingrene.

Selmy sagde noget. "Eh." Theodore så op, så flygtigt tilbage på hænderne og rystede dem en smule diskret. De sidste små lyn fadede ud mellem fingerspidserne.
Hvad går du efter? Blikket vendte tilbage til Selmy. Et selvsikkert smil bredte sig.
"Hundrede point!" erklærede han.