han ville  høre det fra hende selv af hendes temme sige det og det kunne han kunne vel ikke forlange andet i det tænkte han jack støøet højer og højer og brølet hendes hård gik mod hans og hendes hale lage han om kring sin krop hun hadet løfte hendes hale for ham som hun sagde det ellers var svært at gøre 

Catarina gispede igen, da hans poter greb hårdere om hende, som om han ville eje hver fiber af hendes krop. Hun kunne mærke ulven i ham, der pressede hende, krævede hende, bad hende sige de ord, han hungrede efter. Hun kunne næsten ikke samle sine tanker  alt i hende var ild, varme, og brøl, der ville ud.

Hans tunge gled over hendes bryst, og hun vred sig imod ham, halvt i ekstase, halvt i desperation. Det var mere, end hun havde forestillet sig, da han første gang havde kaldt hende sin. 

Hun mærkede hans krop drive hårdere og hurtigere ind i hende, og det sendte bølger af lyst og nyedelse gennem hende, så hun mistede kontrollen helt. Hendes hale slog vildt, og hun lod ham tage den, mens et råt skrig fløj ud af hendes hals. Hun stønnede hurtigere og højt og da hun nåede sit klimaks, brød hun sammen i et brøl, der rungede gennem rummet.

Hun så sig selv i spejlet igen  så panteren, så kvinden, så det brændende bånd mellem hende og ulven bag sig  og noget i hende gav efter. Hun lod det slippe fri.

“Jack!” hendes stemme var hæs, næsten som en snerren, men fuld af lyst. “Jeg… jeg er din lige nu"

Ordene rystede hende selv, for hun havde aldrig givet nogen den magt før. Aldrig. Men hun mente det i hvertfald lige nu og hun mærkede, hvordan han fyldte hende, hvordan hendes krop rystede i takt med hans, og der var ingen vej tilbage nu.

Hun pressede sig bagud mod ham, fuldstændig overgivet, og hun lo  råt, lidenskabeligt midt i det hele. “Er det dét, du vil høre, ulv? 

Catarina mærkede ham ryste over hende, mærkede det dybe brøl vibrere helt ind i hendes bryst, mens han fyldte hende helt, som om han ville brænde sit aftryk ind i hende for evigt. Hun kunne ikke stoppe sig selv, hun råbte med, hendes krop vred sig, som om den ville sprænge af intensiteten. Da han endelig faldt sammen, følte hun sig ikke knust, men omsluttet. 

Hun sank ned oven på ham, mens hendes eget åndedræt var tungt og uroligt. Hun lo stille, en varm, forpustet lyd, og lagde panden mod hans skulder. Han var varm, stærk, og hun kunne mærke hjertet hamre i hans brystkasse mod hendes kind.

Da han kyssede hende, ikke bare et hurtigt, dyrisk kys, men et varmt, blødt kys, som om han ville mærke hende med hele sin sjæl  kunne hun ikke lade være med at smile. Hun lod ham lege med hendes læber, lod sig kærtegne, lod ham have hende helt, uden skjold, uden masker.


Hun så ind i hans øjne, da han sagde, at det var dét, han ville høre. Hans blik brændte sig fast i hende, og hun mærkede, hvordan han stadig holdt hendes pote, som om han aldrig ville slippe.

Da han spurgte hende, om det havde været lige så godt for hende, trak hun vejret dybt og nikkede. Hun satte sig lidt op på hans mave, hendes hår rodet, hendes kinder røde, men hendes smil var blødt og tilfreds.

“Jack…” hun lagde en finger mod hans læber. “Det var mere end godt.”

Hun bøjede sig ned og kyssede ham igen, længere denne gang, fyldt med den samme blanding af vildskab og lidenskab, som hun mærkede i sit indre.
Da hun trak sig væk, hvilede hun panden mod hans. “og jeg fortryder intet"