Det var jo ikke ligefrem fordi han havde et arbejde, så lidt penge tjent på den måde var meget værd for ham, det kunne betale for et sted at overnatte på en ordentlig seng. Hvorfor skulle han også gide at tage afsted uden at få noget? Dog som hun begyndte at fortælle lød det bedre, det virkede til han måske endda kunne få sig et par dages pause? han endte med at nikke forstående " javel så må vi håbe det er en god fangst" erkendte han, selvom han var klar over hendes fælder ofte fangede langt bedre ting, end hans egen som ofte endte med at fange ham, eller smådyr der ikke mættede spor.
Hun kendte ham for godt, at skinne dyr eller i det hele taget at dræbe dem, ja det blev han nok aldrig god nok til, på en måde fik han altid ondt af dyret selvom han selvfølgelig også selv skulle have føde. Men ved at rejse fra kro til kro kunne han få bedre mad .
Ebbe fulgte med til stalden, så hvordan hun allerede havde gjort klar, så der havde aldrig været et valg havde der? 
Han fnøs en smule " godt nok er jeg dum søs, men at miste en hest er altså ikke noget jeg gør!" vrissede han en smule tilbage, han var altså ikke helt hjælpeløs!
Han fulgte dog med ind i boksen, for at se med på alt hun havde pakket til ham, det var langt mere end hvad han selv rejste rundt med. Blikket fulgte med og han prøvede at huske det hele, mon ikke der manglede lidt når han fandt hende igen? Han nikkede en smule " okay, jeg skal nok komme afsted så?" sagde han, som han lod sig stige op på hesten, ikke nær så elegant som hende. Ebbe satte sig klar hun ville alligevel nok hjælpe ham ud på gårdspladsen, sikre sig at han faktisk også red afsted? Han sendte hende et drenget smil. 

Lykke gav ham et roligt smil som han snakkede om hvordan de måtte håbe på en god fangst. Det gjorde hun selvfølgelig også, men det ville i den grad også give hende noget mere ro at have Ebbe væk i noget tid, mens hun var i Dianthos og skulle arbejde. Det var jo en konstant nervøsitet, at hvis hun blev kaldt ud til et sted med uro, at det ville være Ebbe, der var indblandet. Hun brød sig virkelig ikke om hvordan han gentagende gange havde endt i arresten.

Ebbe havde ej haft et valg, for hvis ikke han godtog hendes forslag, så havde den stået på, at han skulle straffes, og det her var langt lettere; så var der ingen, der skulle bekymre sig om ham, om han var i arresten eller på gaden. Lykke fandt sig oprigtigt heldig, at en af fælderne var gået løs. Det gav hende en undskyldning.

Lykke så på ham som han prøvede at forsikre hende at han ikke ville miste hesten. “Ja, lad os se om Chance er enig i det,” lød det fra hende, lidt kækt i stemmen. Nu havde han varslet at det ikke ville ske, så mon ikke gudinden Chance ville få det til at ske? Nok var Lykke ikke aktivt troende på Chance, men hun erkendte den, og vidste hvad den stod for.

Som tasken var gennemgået, så hun mod ham, som han spurgte om han ikke bare skulle komme af sted. Han steg op, værende lidt tung i røven. “Troede aldrig, jeg skulle se dig så klar til at tage ud,” hun lød forholdsvis glad og tilfreds for hans entusiasme. Hun hjalp ham med at finde ud til byens gader ved at trække hesten. Som de nåede gaderne slap hun tøjlerne og vendte sig for at se på ham en sidste gang. “Pas på dig selv, ikke?”

Ebbe havde det også bedre med ikke at være i byen, imens hun var der for han frygtede selv, at hun skulle opleve mere af hvordan hans liv var et stort rod. Der var nok ikke mange andre end hende der ville bekymre sig, det var ikke ligefrem fordi han betød noget for andre, mest kun været sammen med kvinder for en enkel nat, eller også belastet folk med så meget snak at de var smutte. Han burde seriøst begyndte at finde sig en partner og et fast sted, selv han var ved at blive deprimeret over altid at rejse rundt, det var lidt som om han havde haft nok eventyr nu...

Han skulede en smule til hende som hun tvivlede, man kunne da ikke bare miste en hest? " hav lidt tiltro til mig Lykke" brummede han lidt fornærmet, måtte dog sende hende et svagt smil før han valgte at stige til hest. Ebbe lod blikket hvile let på hende, selvom de ikke forstod hinanden helt ja så ville han altid elske sin søster, hun var grunden til han stadig var i live og prøvede at holde humøret højt. Han kunne ikke lade være med at grine " nu skal du ikke forvente det er sådan hver gang? " drillede han blidt tilbage. 

Ebbe lod hende følge ham afsted, så han kom på den rette vej så kendt var han trods alt ikke i byen. Blikket gled imod hende og hans hånd lagde sig kort imod hendes hoved, klappe det drilsk " det skal jeg nok søs, og i lige måde, prøv nu ikke at spærre hele byen inde okay?" han sendte et sidste kærligt smil. Før han begyndte at ride afsted imod hendes fælde, håbede inderligt ikke det var noget farligt, men det måtte tiden vise for nu var det faktisk rart at komme ud af byens larm. 

Lykke rystede på hovedet. Hun kunne ikke bare give ham sin tiltro så blindt. Hun vidste, at der var en risiko, og derfor måtte hun nævne den for ham. At nævne for ham, at fælden kunne indeholde alt fra en ræv til en gigantisk ork, var til gengæld noget hun mente han godt selv kunne håndtere; og hvis ikke, så var han sikkert klog nok til at kontakte hende for at få hende ud. Ikke?

Hun smilede drilskt til ham, som han mente, at hun ikke skulle forvente det samme næste gang hun bad ham om noget lignende. “Det kommer jeg heller ikke til,” beroligede hun ham med et lille smil. Hun ville aldrig kunne vende sig til, at han villigt ville tage imod de opgaver, hun bød ham. Det lå ikke til hans umiddelbare natur, og hun var overbevist om at der var flere ting der talte for, til at han lod sig gå med til hendes opgave denne gang.

Hans hånd blev slået væk, tydeligt følte hun, det var respektløst af ham at gøre. Det var som malet i ansigtet på hende. Han sørgede dog selv for at redde samtalen, sådan som han afsluttede den. “Jeg skal nok sørge for at der er en ledig celle til dig,” drillede hun tilbage, før hun gav hesten et klap bag i og de drog afsted, ud af byen. Men kunne han bide sig sikker på at hun bare drillede ham?