Asvard ville ikke til at bilde verden ind at han havde mistet mere eller mindre end så mange andre der havde betrådt denne verden. Men han kunne ikke undgå at lagde sig omfavne af netop den modløshed, der kunne ramme, når man følte sig alene.
Det var også den sorg, der forsøgte at afholde ham fra at skabe mere betydningsfulde kontakter end perifære bekendstskaber. Det var ikke muligt for ham at overholde, når han alle dage havde haft et stort behov for kontakt til andre mennesker. Mennesker, der alle langsomt forsvandt, som tiden malede sten til støv.
Asvard tog en skarp indånding, som han følte Sifs hånd i sin egen igen. Øjnene flakkede rundt på den sorte himmel, som den prikkende følelse i næsen voksede. Han endte med at lukke sine øjne for de glimtende stjerner, og klemte dem hårdere sammen ved hendes hviskende ord.
Hun nåede knap at slippe hans hånd før, han lukkede sine fingre fast om hendes hånd igen. Han tog en dyb indånding og lod sin tommelfinger bevæge sig blidt i cirkler mod hendes hud. Han holdte ikke hendes hånd fast mod hendes vilje. Trak hun den til sig, gav han slip.
Men Asvard var ikke naiv, og han var ikke dum. De ord hun brugte, var for præcise til hun kunne gætte det ud fra hans blik op i himlen. "
Er det ikke hårdt altid at vide hvad dine omgivelser føler?" spurgte han lavmældt, som han drejede blikket over på hende. Han fordømte hende ikke for at have læst det, fornemmet det eller hvad end der var sket siden hun vidste det.