Rory brød sig bestemt ikke om hentydningen om, at hun ville ende i arresten igen. Selvfølglig ville hun ikke følge loven, men hun ville blive bedre til ikke at blive opdaget. Det var den eneste effekt fængsler havde. Kriminelle blev bedre til at skjule sig frem for at blive reformeret. “Du får ikke mig at se i arresten igen, men du er meget velkommen til at kigge efter. Måske finder du en anden smuk kvinde som du kan ‘afhøre’, men så må du huske, at jeg var der først,” sagde hun med et lille smil i stemmen og lod sig derefter føre ud af løjtnanten.

Folk fra cellerne kiggede og Rory fik et smørret smil i ansigtet. Ha, de små stakler havde hørt hvad der var foregået derinde og ville nu se, hvordan hun blev sluppet løs. Det ville ikke undre hende, at der ville være nogle andre, som ville prøve at benytte sig af samme teknik. Issac ville få nogle vilde tøser efter sig, måske endda mænd. “Jeg er glad for at vi fandt ud af, at det hele var en stor misforståelse løjtnant,” sagde hun demonstrativt og vendte sig mod ham med et smil. Han første hende derefter ud af døren, og Rory satte retning mod sit skjulested. Hun havde jo lovet at komme tilbage med hans dyrebare emblem.

Issac var godt klar over at Rory i fremtiden ville være mere på passelig, hvis hun kom på kant med loven, den lektie havde hun nok lært - kommentaren var også ment i spøg. Han håbede selvfølgelig på at hun ville ændre sin livsstil, men tvivlede på det, "Det ser jeg frem til, så" Og det ville han selvfølgelig gøre. Denne forseelse som hun havde foretaget sig denne gang, var måske heller ikke noget at skabe et større påstyr efter. Han kunne godt se på hende, at hun ikke lignede en som direkte havde været i slåskamp, så det var nok ikke hende der var forbryderen. "Mon dog at det kommer dertil" Han kunne godt høre joken i hendes stemme, men samtidig så var dette første gang at han havde været intim med en fange - noget som måske i starten ikke være burde sket, men han fortrød ikke sine handlinger. 

Han kunne godt se smilet på hendes læber, som de gik forbi cellerne. Det frydede hun sig sikkert enormt over. Der var sikkert nogle der ville benytte sig af at forsøge sig ved den taktik, men det var nok ikke noget der ville komme på tale. 
"Det samme er jeg" Det var svært at tage seriøsiteten fra hende seriøst, som hun stillede sig op foran ham, fuld af pligt. 
Han så hende rende afsted mod hvor en hun nu skulle og ville, og han kunne selv nu forsætte med hans arbejde og få sluset ud i cellerne.

Samme aften var han troppet op uden for kroen og havde ventet. Han han måske ikke præciseret tidspunket, men mon ikke at de kunne nå frem til en enighed, om at mødes samtidig uden dette? Han havde hvert fald stået der et stykke tid, hvor han også lige havde haft muligheden for at kigge inden for på kroen. 

Rory måtte rode samtlige ting igennem for at finde frem til emblemet, men heldigvis fandt hun det også til sidst. Sagen var den, at hun var voldsomt træt efter dagens møde og ærligtalt også en smule øm. Derfor fik hun sig en lille lur på sengen, men vågnede op sent om aften. Hm, gad vide om Issac stod og ventede på hende. Hun nåede kun lige at få rettet sit hår og sit tøj. Hun medbragte emblemet og satte nu kurs mod kroen, der de første gang havde ligget og undersøgt hinandens kroppe.

Ganske rigtigt, Isaac stod udenfor og ventede hende. Dog virkede han en smule utålmodig, men det tog Rory sig ikke af. Så måtte han værr meget specifik med tidspunktet. Det var stadig samme aften, så hun havde holdt sit løfte. Så hun nåede hen til han holdte hun guldemblemet foran sig. “Din pakke er kommet,” sagde hun kækt inden hun lagde den i hånden på ham. Hun havde ikke tænkt sig at blive længe, fordi hun rent ud sagt var smadret, men ikke nok til at opretholde sit legende sind og ydre. 

“Farvel hr. løjtnant,” sagde hun uden at virke det mindste sørgmodig. Hun vendte sig om for at gå, men valgte så at gå endnu tættere på Issac. “Jeg vil bare lige pointere, at jeg stadig ikke har nogen trusser på fra vores sidste møde,” hviskede hun kælent i hans øre og vendte sig nu for at gå. Hun blev ikke for at se hans reaktion, men svajede en ekstra gang med nederdelen, hvis han nu kiggede efter hende, for at se om ordene var sande. Det var de, men nederdelen var for lang til at afsløre det.