Aqi ventede roligt og holdte en hånd på et træ for at vide hvor han var sådan ca. da hun endelig kom tilbage med en gren rakte han hånden frem og fik fat i den. han begyndte at mærke på den hvor den var tyk og tynd. han vidste den tynde skulle være ned af og tykke op af. han smilte lidt og og nikkede. "ja den virker til at være passende." sagde han roligt og begyndte at gå af sted sammen med hende. "bor du langt inde i byen?" spyrgte han for at vide hvor mange han skulle undgå at gå ind i.

Aqi mærkede pludselig noget hårdt, han gik et skridt frem for at mærke hvad han ramte. det var bymuren. han nikkede over til hende. "så er vi snart inde i byen, men skal vi til højre eller venstre" han kunne med gode grunde ikke se hvor der var en port henne.

“Jeg bor i midtbyen, så det er er godt stykke inde,” svarede hun og begyndte at kigge sig omkring for at finde bymuren. “Venstre!” De begyndte at gå mod portens åbning. Nu skulle de blot igennem dørerne. “Men du behøves ikke at følge mig helt ind, men jeg vil gerne give de krystaller tilbage, du har mistet.” Hun var stadig dybt taknemmelig over hans ofring. Hvis hun havde noget på sig, ville hun have givet det i stedet. Desværre var det ham som mistede sin krystaller og det hele var hendes skyld. Hun skulle bare have holdt sit væk fra Amazonitskovene, men selvfølglig var hun dumdristig nok til at tage afsted alligevel. Den lille stemme med fornuft kunne hurtigt blive overdøvet af den store rejse og eventyrtrang.

Aqi rystede svagt på hovedet "bare glem krystallerne. dit liv er vigtigere end dem. krystaller er der alligevel masser af" sagde  han med et venligt smil og begyndte at gå til venstre. han holdte en hånd på muren til de kom til porten. han vendte ansigtet mod hende og ville faktisk savne hendes selvskab. 
"jeg kan sagens følge dig helt ind vis du har brug for det." 
han ville jo ikke gøre hun følte sig utrykt før hun var hjemme. helt hjemme! han kunen godt gå i byen bare meget langsommere end i skovene.

“Jeg insisterer,” svarede hun og lukkede dermed sagen. Selvom han ikke havde brug for dem, så måtte han tage imod dem bare sådan hun kunne lette sin egen samvittighed. Han havde allerede hjulpet hende og gjordt mere end nødvendigt. Da hun mødte ham havde hun først troet, at han kun ville give hende hende en generel retning af, hvor hun skulle gå hen. Nu stod han her og ville følge hende til dørs. “Jeg ville sætte pris på, hvis du ville eskorterer mig til dørs,” svarede hun mest af alt fordi, at hun godt kunne lide hans selvskab. Dog brød hun sig stadig ikke om tanken om at være alene, da det nok var der at dagens strabadser ville ramme hende. Det ville hun for alt i verden gerne udskyde, så ud satte pris på, at Aqi tilbød sit selvskab. 

Aqi havde vidst ikke noget at ha sagt, så han trak på skuldrene i sådan en, okay da, bevægelse. han havde tilbudt sig og så bakkede han ikke ud. da hun sagde ja til at blive ekskoteret til døren nikkede han og smilte.
han famlede ud efter hendes arm, forsigtigt for at sige hun måtte føre an. han vidste jo ikke hvor hun boede. men at hun kunne lig hans selvskab var godt. han kunne også lig hendes selvskab. han håbede da de ville mødes igen under ikke så voldsomme omstændigheder.
Aqi lyttede til byens mange stemmer og lyde. "hvor henne i byen bor du så?" spurgte han roligt for at kunne finde vejen hjem igen. han skulle jo lige tænke sig om, om hvordan han skulle dreje og sådan. han gik tit i byen om natten hvor der ikke var nogle mennesker til at se ham i øjnene. og ved at gå om natten kunne han jo gå uden bind for øjnene. det var behageligt at gå i en stille gade uden at blive bumbede ind i hele tiden.

Hun lagde godt mærke til, hvordan Aqis hånd ledte efter hendes arm. Hun strakte den ud og gjorde sådan, at han gik ved sine af hende. “I beboelseskvarteret, i hvad man nok vil kalde den bedre ende… vi skal bare til højre, ligeud, til venstre, så…” Lilac var forfærdelig til at forklare, hvor de egentlig skulle hen. Normalt gik hun jo bare uden at tænke yderligere over det. Man gik bare og pludselig stod man ude foran hoveddøren. “Måske er det bedre, at jeg bare guider dig vejen mens vi går. Det er nok nemmere på den måde,” konkluderede hun da de atter slog i gang.

Nu hvor de havde været ude i skoven det meste af dagen, var byen ikke lige så proppet som sædvanligt. Dette generede dog ikke Lilac spor, da det gjorde det nemmere at guide Aqi igennem mængden. Det var trods alt begrænset hvor godt orienteret han var med en følepind. Endnu en tanke som slog hende var, hvordan hun havde savnet byens støj og travlhed. Mange mente at skoven var mere idyllisk, men dog havde Lilac en helt anden opfattelse. Okay, måske var hun ret biased grundet dagens oplevelser, men hun var stadig fast i sin holdning. Hun var klart et bymenneske. Et liv i isolation i skoven ville dræbe hende langsomt. Hvordan kunne Aqi udstå det?

da hun rakte armen frem til ham tog han fast lige så blidt. han nikkede og da hun prøvede at forklare det, nikkede han lidt forsigtigt. da hun så bare ville guide ham nikkede han med et smil. "det lyder fint. jeg kan jo godt gå vejen tilbage, bare jeg ved hvor vi er, så er jeg nok mere rolig" han begyndte at gå sammen med hende. han lyttede til alle stemmerne og lydene i byen. han hørte også om et par der snakkede om hvor fint det var at pigen (Lilac) var god ved sin bedste far (Aqi) der var blind
han var dog ikke i isolation i skoven. han kunne jo gå hvor hen han ville, og gøre hvad han ville. MEN han var ikke velkommen tilbage til sin klan. der ville han blive jaget ud. men han klarede sig nok. han havde boet et godt hos mesteren. måske han stødte på sin mester der var inde i byen og handle. så kunne han følges tilbage sammen med ham.

Aqis ord lettede en stem fra hendes hjerte. Okay så, godt hun ikke skulle lave et mentalt kort for ham, fordi det var dømt til at gå galt. Hun regnede med, at han selv nogenlunde vidste, hvordan Dianthos var indrettet. Han boede jo tæt på selvom det var en god gåtur væk. Mens de gik mellem gaderne hørte hun godt folk sniksnaks omkring dem. Dog fes deres ord ind af det ene øre og ud af det andet. Måske opfangede hun ikk, at nogle af ordene var omkring dem. 

“Se nu er vi i min bydel! Vi kommer ind fra den vestlige side… måske den østlige… eller sydlige? I hvert fald, skal vi kun to blokke frem og så er vi lige foran min hoveddør!” Forklarede hun entusiastisk og satte farten en anelse op. Det ville være himmelsk at få skoene af fødderne og blot flade ud i sengen. Hun kunne godt bruge en god lur og en god kop te. Gad vide om Aqi også havde brug for at slappe af efter den lange gåtur. “Vil du med ind og have noget te inden du tager hjem?” Spurgte hun, da de var nået tættere på hendes hjem. Samtidig tænkte hun godt på, om han ville gå hjem i mørket. Hvem vidste hvilke farer der lå og lurede derude.

alle der snakkede om at Lilac var barnebarn til Aqi fik ham til at trække på smilebåndet, og grine en smule. de gik lidt i stilhed til hun begyndte at forklare og fortælle om hvor de var. det var et meget godt betegnelse over bydelen. to blokke mere. han kunne mærke og se igennem bindet at mørket trak sig ind på dem, for hans lys igennem bindet og den kølige vind. "det lyder godt. så vi er ca gået 5 blokke,?" sagde han lidt spørgerne, for han skulle lige finde rundt omkring hvor langt de var gået.
da hun tilbød på te smilte han lidt og sagde roligt. "jeg takker men jeg må hellere komme hjem så mester ikke bliver urolig. måske en anden dag" sagde han og smilte. det kunne da være hyggeligt at kunne komme til byen og få en kom te en dag. så man ikke altid var i byen.

Hun grublede lidt over hans spørgsmål. “Fem blokke lyder meget passende,” svarede hun så efter kort tids overvejelse. Hun burde nok have talt det på vejen, men dog havde hun ikke lige tænkt over det før nu. “Ja det kan jeg godt se, det er også ved at blive mørkt,” pointerede hun og de gik de sidste stykke hen til hendes hoveddør. De stod nu ved hoveddøren og Lilac skyndte sig at smutte ind for at finde en pose med krystaller. Hun var ikke sikker på, hvor mange Aqi havde mistet, men hun var ganske rundhåndet i sit beløb.

Lilac skyndte sig tilbage til hoveddøren hvor Aqi ventede. “Tak for alt. Du er altid velkommen her, hvis du finder sig selv i byen,” sagde hun og gav ham krystallerne, hvorefter hun slog armene om ham. Efter hvad de havde oplevet sammen i dag, følte hun ikke at det var for grænseoverskridende at give ham et knus. Hun var virkelig taknemmelig for, at hun var stødt ind i sådan et gavmildt menneske på vejen.

hun havde nok ikke talt men han havde talt skridt i hovedet. han regnede med det var ca 5 blokke ialt de gik. da hun standsede og løb ind tog han bindet hurtigt op over det ene øje og kiggede ned af vejen. jo 5 blokke. han tog det på plads igen og nåede det da hun kom ud med en pose krystaller.

hun sagde han var velkommen og det gjorde ham glad. da hun krammede ham lagde han forsigtigt armende om hende og ppressede hende ind til sig. han havde fået en ven idag, en ven han ikke ville slippe, en som forstod hans "handikap" og ikke ville ha han gjorde det han ikke ønskede. han slap hende og smilte skævt til hende. "det vil jeg huske. og du er altid velkommen ved mig." sagde han og tog fast om grenen og begyndte at gå væk men vendte sig om og vinkede tilbage mod hende og gik videre og forsvandt ind i byens gader.

// out