Han trak på skuldrene af Aldamar, og stillede glasset ned på bordet, så han ikke ville tabe eller spilde vinen, mens de havde gang i hvad end det her var.
”Tvivlede du da på mine evner?” spurgte han og tog fat i Aldamars hånd, for at stoppe ham med at gå rundt og hive ham lidt nærmere, stadig i Aldamars egen skikkelse. ”Jeg har brugt måneder sammen med dig, så lidt burde jeg efterhånden kunne huske, det er lidt mit levebrød.” Hvis han ville have været det, så kunne han uden tvivl blive en god spion eller det der var værre, men i stedet for havde han brugt sin evne til at stille folk tilfredse. ”Med tiden kunne jeg nok også godt lave en meget slående kopi af Adena,” pointerede han, ikke at han vidste hvor han ville hen med den kommentar. At udgive sig for at være en af dem ville være langt værre, især uden hjælp, men i teorien burde det være muligt for ham, hvis de virkelig gerne ville. Selvom han ikke regnede med at det nogensinde ville være aktuelt.

Krystallandet

