Ananta så hvordan cole koncentrerede sig. hun så det næsten lykkedes til han mistede koncentrationen. hun tog hånden over den og mindskede det roligt.
"prøv ik tænk på ild. men på den person" hun slap ilden og den var ikke højere end en finger. hun så på ham med et smil og sagde så roligt. "jeg tror på dig" hun vidste at man ikke skulle tænke på ilden. det gjorde hun ikke. hun tænkte på hvad der gjorde hende glad og det hjalp hende.
men hans ord havde skramt hende lidt. Zaladin, når ikke han tilbed ham var hun da glad. hun så på ilden der blev en smule højere og hun trak vejret dybt ind og pustede langsomt ud og slappede helt af.

Zaladin var også næppe en gud han tog i sin mund, men det var altid ham der kom ud når han blev ekstra frustreret og endte med at bande. At tilbede ham var næppe tingen, men mere at forbande ham langt væk.

Han kiggede forvirret, og stadig frustreret hen på Ananta. ”Jeg bliver nødt til at tænke på ilden, ellers ved jeg da ikke hvad jeg laver!” sagde han. Han blev nødt til også at koncentrere sig om den, og selvom følelser havde hjulpet ham en smule, så var det bare heller ikke godt nok. Hvordan skulle han få noget ild til at agere som ha ville have, hvis ikke han måtte koncentrere sig om den?

ja hun kunne godt se hvad han sagde gav mening. men nogle gange kunne tanken om at ilden vilel gå amok nok til at den faktisk gik amok. hun tog sig til hagen og tænkte lidt. "jeg forstår.... hmmm prøv at" hun lukkede øjnene og tænkte over hvordan hun skulle hjælpe ham. for det ville hun jo gerne. hun så mod ilden og så så på cole. hvordan skulle hun hjælpe ham.
"prøv måske se din glæde ved siden af ilden" sagde hun roligt imens hun tænkte sig om. det kunne jo være det hjalp vis han forestillede sig den person ved siden af ilden til at gøre ham glad. hun håbede det ihvertfald. hun anede ikke om det hjalp på ham men han kunne kun gi det et forsøg. andet kunne han jo ikke. og vis det gik galt ville ananta hjælpe ham med at få ilden ned igen. hun ville gerne være behjælplig med ild prøvelser.

Cole kiggede forvirret på Ananta men rystede så på hovedet og lod sig prøve. Det var vel  bare at forstille sig at Liv stod ved siden af ilden, måske var hun ved at brænde op. Okay det var ikke et rart billede, men det var der Coles hjerne automatisk begyndte at gå hen.

Han prøvede at fokuser på ilden, og det så ikke ud til at gøre noget til at gøre noget, men jo tættere billedet blev på at blive brændt op foran ham, jo mere koncentrerede han sig, så man kunne se sveden begynde at opstå og glide ned af hans pande.

I et kort øjeblik blev ilden mindre og mindre, og så stoppede den, og det så ud som om at den ville tænde op igen, men så slukkede den fuldstændig, og Cole udåndede som koncentrationen dermed også var brudt. Det havde været hårdt, men det kunne ikke benægtes at han havde gjort det. Han sagde dog ikke noget, men prøvede blot at få billedet af Liv der brændte væk fra sin nethinde.

De stod i lang tid og øvede sig på at træne. Ananta kom med forslag til hvordan det kunne gøres, og Cole gjorde sit bedste, men som solen begyndte at nærme sig med at gå ned, måtte Cole erkende, at mere fik de ikke gjort i dag.

Selvom hendes undervisning havde været mærkelig, så følte han dog også at de var kommet langt med det, og han havde redskaber der kunne hjælpe ham senere hen, så det var med et lidt lettere hjerte at han sagde farvel og forlod Ananta endnu engang. Stadig lidt mærkelig over at han havde mødt en som ham selv.